Kronik

Coronakrisen har udstillet liberalismen og det frie markeds begrænsninger og ufornuft

2020 har udstillet det frie markeds komplette magtesløshed over for en kollektiv sundhedskrise. Liberalismen skaber alle de forkerte incitamenter under en pandemi, hvor vi har brug for kollektive og solidariske løsninger. Derfor bør vi ikke glemme 2020, skriver cand.phil. i filosofi Niels Mattsson Johansen i denne kronik
Mens antallet af offentlige italienske sengepladser blev mere end halveret fra 1995 til 2018, overlod de private hospitaler det til de offentlige at tage imod COVID-19-patienter – de private var ikke i starten forpligtet til at modtage disse.

Mens antallet af offentlige italienske sengepladser blev mere end halveret fra 1995 til 2018, overlod de private hospitaler det til de offentlige at tage imod COVID-19-patienter – de private var ikke i starten forpligtet til at modtage disse.

Domenico Stinellis

Debat
11. januar 2021

Dobbeltheden klæber sig allerede til året 2020. Et år, de fleste uden tvivl hurtigst muligt ønsker at glemme, og som kun få, hvis overhovedet nogen, vil tænke tilbage på med savn og længsel.

Men glemme 2020, det kan vi ikke, uanset hvor meget vi ønsker det. For er 2020 ikke et af den voksne generations mest begivenhedsrige og mindeværdige år? Et år, som denne generation trods et stort og udbredt ønske derom aldrig vil kunne glemme.

Når jeg ikke tøver med at kalde 2020 for et minderigt år, skyldes det, at dette års fortællinger rummer potentialet til at knytte menneskeheden tættere sammen i et skæbnefællesskab, der hæver sig over vores egne individuelle erfaringer med den stadig igangværende, verdensomspændende pandemi.

Hver især må vi alle leve videre med vores egne historier om pandemiens hærgen blandt vores nærmeste, men det er, som om det pandemiske ved COVID-19 løfter de normalt uafhængige og individuelle historier ud af privatsfæren for at binde dem sammen til en ny fælles – og måske politisk – fortælling om menneskets fælles kamp mod naturen.

Kigger man godt efter, kan man midt i det tragiske skimte konturerne til en ny, fælles fortælling som erstatning for det moderne, kapitalistiske samfunds grundfortælling: bellum omnium contra omnes, alles kamp mod alle. Ifølge denne fortælling opnås det bedste resultat ved, at vi alle sammen bekriger hinanden.

I hvert fald synes den arkaiske prædiken fra det liberalistiske præsteskab om markedets usynlige hånd at være stødt mod virkelighedens ubønhørlige grund. Denne fortælling om den usynlige hånd, der til alles fordel regulerer samfundet (selv om dette aldrig er blevet empirisk påvist), er endegyldigt kommet i karambolage med virkeligheden.

Fra afterski til katastrofe

Ikke spor overraskende viste markedets usynlige hånd sig ikke at være en god instans til at forhindre pandemiens fatale udbredelse eller til at fordele dens konsekvenser socialt retfærdigt.

Efter at middel- og overklassen slæbte virussen med sig hjem fra deres afterski på deres årlige skiferier i Italien og Østrig, spredte den sig hurtigt blandt de af vores medborgere, der har de dårligste boligforhold og besidder de mest udsatte og nødvendige job.

For ikke at skræmme turisterne væk fra det populære skisportssted Ischgl i Østrigs delstat Tyrol og dermed reelt stoppe tilførsel af økonomisk stærke og betalingsvillige skiturister til området afstod såvel myndigheder som økonomiske interessenter fra at advare om den virkelige smitterisiko i området med det i dag velkendte resultat: Virussen fik lov til at sprede sig uhæmmet.

Da epidemien i kraft af det frie marked blev til en pandemi, viste det private initiativ sig også ude af stand til at håndtere de syge. Med liberalismens evige mantra om det økonomisk nødvendige i at konkurrenceudsætte offentlige ydelser konkurrenceudsatte man i Norditalien fra 1997 hospitaldriften ved, at de statslige myndigheder budgetterede et fast beløb til regionerne, som til gengæld var frie til at lade sine borgere søge behandling på enten private eller offentlige hospitaler.

Resultatet blev beskrevet i New Statesman den 19. april i år som et »kapløb mod bunden« især efter finanskrisens sparepolitik. Mens antallet af offentlige sengepladser blev mere end halveret fra 1995 til 2018, overlod de private hospitaler det til de offentlige at tage imod COVID-19-patienter – de private var ikke i starten forpligtet til at modtage disse.

Utilstrækkeligt privat initiativ

Tilsvarende har vores naboland Sverige genindført et daglejersystem på det private omsorgsmarked, hvilket har medført en fatal katastrofe for folkhemmet. Hver fjerde ansatte i hjemmehjælpssektoren er ansat på timelønsvilkår i nogle kommuner op til 45 procent af de ansatte.

Konsekvensen af det moderne, private daglejersystemer er, at plejepersoner med symptomer på sygdom ser sig nødsaget til at møde på arbejdet for ikke selv at miste deres livsgrundlag, da de ikke er lønnede under sygdom. For udenforstående fremstår den svenske tragedie derfor også mere som en konsekvens af den enkelte medarbejders moralske svigt end som den mere systemiske katastrofe i Italien. Men kun tilsyneladende.

En politisk bevidst sparepolitik udmøntet med fast og hård hånd på et af de mest vitale områder i velfærdsstaten – omsorg og pleje af vores syge og svage medborgere – skjuler de strukturelle omlægninger bag de enkelte medarbejderes tilsyneladende personlige ’etiske dilemma’: Om de skal tage syge på arbejde og dermed udsætte andre syge og svagelige medmennesker for faren ved at blive smittet, eller om de skal indtage en selvopofrende helterolle og ulønnet blive hjemme.

Strategien med at gøre konsekvenserne af strukturelle forhold til individuelle etiske dilemmaer opstod i Sverige kun som konsekvens af, at omsorgssektoren strukturelt er blevet omlagt fra at være det offentliges varetagelse af næstekærligheden til i stedet at blive genstand for private profitjagende investeringer, som David Eklind Kloo påviser i sin bog Arbetets mening.

Den usynlige hånd endte dermed både i Italien og Sverige at vise sig som manden med leen, og billederne kender vi alle i dag: Lastbiler med døde, der kører i konvoj fra byen Bergamo, og det højeste antal døde i Sverige siden hungersnøden i 1869.

Alene disse to fortællinger fra Sverige og Italien om den ellers så højtbesungne private foretagsomhed blotlægger dennes totalparalysering af en uundværlig samfundssektor med fatale konsekvenser for resten af det til det private erhvervslivs nærende samfundslegeme til følge.

En ny fortælling

Skulle man savne yderligere beviser for det frie marked og den usynlige hånds manglende evne til retfærdigt at håndtere en social og økonomisk krise, kan man bare kigge mod det frie markeds slaraffenland, USA. I dag et land i knæ, og markedsgørelsen af sundhedsområdet og en ordentlig offentlig hjælp til syge og arbejdsløse bærer hovedansvaret herfor. Ligesom et manglende solidarisk sikkerhedsnet til syge i høj grad bærer ansvaret for, at smitten har fået det omfang, den har.

Læren og den nødvendige fortælling om 2020 må være, at det måske alligevel ikke er så dum en idé at opretholde nogle dyre, men modtagelsesparate hospitaler og sikre, at også de lavestlønnede får udbetalt løn under sygdom.

Det er denne nye fortælling, vi trods alt må tage med os fra tragedien. En fortælling om den »dyre velfærdsstats« modstandsdygtighed over for virussen og en ny liberalismekritisk fortælling, som ikke behøver at være den ekskluderende nationalkonservatismes, men i stedet bør være fortællingen om, hvordan vi som samfund alligevel modstod virussen på tværs af diverse sociale, økonomiske og etniske forskelle. Og dermed er ikke engang nævnt alle de økonomiske hjælpepakker, staten har hjulpet det private erhvervsliv med, og derigennem aktivt forhindret, at folk er gået konkurs eller har mistet deres job.

2020 var ganske rigtigt et af de allerværste år i mands minde, men året åbner også muligheden for en ny selvforståelse og sammenhold: Et håb om, at et solidarisk liv i fællesskab med hinanden og med retfærdige institutioner kan vise sit værd og overlegne styrke. Det er dette endnu ikke indfriede, men mulige potentiale, der bør være fortællingen om 2020. Så spørgsmålet er, om vi virkelig bare bør glemme det herrens år 2020 hurtigst muligt?

Niels Mattsson Johansen er cand.phil. i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Dereguleringen af kapitalismen i starten af 80'erne har været en katastrofe for livet på Jorden. I værksat af nogle ansvarsløse fanatiske politikere og siden videreført døv og blind af det blå segment til nærmest udslettelse.

Kapitalisme i en dereguleret form er krig. Ikke bare krig mod nationer. Det er krig alle mod alle, hvor vi dagligt skal konkurrerer mod hinanden til sidste man, hvor det eneste der gælder er at løbe hurtigere og hurtigere. Nærmest med livet som indsats. Foruden ødelagte livsbetingelser og trivsel munder alle anstrengelser sig kun ud i at de få ender med at rage alle værdier til sig i en absurd rigdom så de ejer hele verden.

Det er jo de rene galimatias og fuldstændig vanvittigt.

En tilstand, som rigtig mange efterhånden er godt og grundigt træt af.

jon jacobsen, Marianne Borgvardt, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jan Nielsen, Inge Lehmann, Palle Yndal-Olsen, Lillian Larsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Claus Bødtcher-Hansen, Torben Arendal, Anne-Marie Krogsbøll, Finn Jakobsen, Poul Erik Pedersen, Mads Troest, Mette Møhl og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det positive ved coronakrisen er, at den har vist menneskeligheden, at samarbejde i fællesskab kan fungere, kan nytte og er nødvendig. En indsigt, som er første betingelse for at menneskeligheden overhovedet har en chance for at omvende den klimakrise, som har potentiale til at blive langt være end corona, jorden har sat kurs mod.

jon jacobsen, Arne Thomsen, Lillian Larsen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Rigtig god kronik, tak for den.
Men vi kan ikke se bort fra, at det danske system bestemt også bærer en rem af huden. Bare for at tage begyndelsen af pandemien: vi var fuldstændig uforberedt mht beredskab og værnemidler. Flere problematiske forhold har åbenbaret sig i det videre forløb. Så vi har også vores at slås med.

Inge Lehmann, Lillian Larsen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Sundhedsvæsenet vil blive styrket, ældreplejen forbedret, børnepasningen bedre bemandet - selv om det kun handler om små forandringer. Der vil stadigvæk i 2021 blive spekuleret og skrevet mange bøger om emnet, men at ændre samfundet i en mere solidarisk og social retfærdig retning er ikke en akademisk øvelse, den er konkret. Middelklassen skaber et mere solidarisk land for dem selv, det er planen - det har hele tiden været planen; mere fattigdom og mere ulighed. Ingen politiker vil nogensinde sige sandheden i medierne om mere velfærd til de formuende med penge taget fra bunden af samfundet. Det er op til dem som er ramt af de sociale nedskæringer at gennemføre det sociale oprør. Kun sådan sker forandringerne.

Økonomisk set vil disse Coronaår blive husket for at staterne verden over pumpede ti tusinder milliarder ud til erhvervslivet. Omvendt fik de fattige ikke en krone. Resultatet er at uligheden eksploderede. De få i toppen fik flere penge end nogensinde før, aktiemarkederne eksploderede som følge af staternes udbetalinger. Så selv om der blev gjort mange tanker om at indrette samfundet mere retfærdigt i 2020 blev resultatet lige modsat.

Hjælpepakkerne kunne have fjernet fattigdommen i verden. Mange ved det ikke, men den værste fattigdom kunne faktisk fjernes fra klodens overflade, hvis man valgte det. Der er rigeligt med penge i verden. Vi skal have flere med for at forbedre det sociale, for at fjerne de love som har skabt fattigdom i DK. Hver eneste dag bliver borgere ramt af politikernes ødelæggende nedskæringspolitik.

Det er desværre ikke nok at lægge neoliberalismen i kisten og begrave den så dybt som muligt, vi er også nødt til at fjerne alle dem som har magtpositioner især inden for det sociale område. Alle dem i toppen af socialvæsenet og i jobcentrene, som var ansvarlige for rædselspolitikken, de vil fortsætte med at smadre tilværelsen for de udsatte, de mindre bemidlede, dem på en social nedtur, de handikappede osv., for at skabe minimalstaten, til fordel for de rige, ødelægge sammenholdet i samfundet, med social vold for at bibeholde de tilkæmpede formuer i toppen af samfundet, og for at udelukke venstrefløjen fra at fjerne fattigdommen.

De fleste medlemmer af Folketinget deltager frivilligt i socialdestruktionen som en samlet blokke imod flertallet af borgerne, for at flytte pengene op til toppen og til sig selv. Det er overladt til dem som har mindst overskud at ændre tingenes tilstand. Derfor fortsætter de sociale problemer. Til trods for at den såkaldte røde blok vandt folketingsvalget i 2019, har de fattige ikke fået en krone. Det er ellers hele formålet med valg; at de vælgere der vinder, tilgodeses. Det er ikke sket. Tværtimod har de rigeste 6 procent herhjemme og deres medarbejdere, fået over 500 milliarder i 2020.

Ingen neoliberal lov er trukket tilbage af Mette Frederiksen. Regeringen har ikke ændret retning på et eneste punkt. De samme dogmer hersker som under den forrige neoliberale regering. Tilmed den særligt ødelæggende danske fremmedhadpolitik med børnefattigdomsskabende politik, er overtaget af Mette Frederiksen. Aktiemarkedet boomer, men i den anden ende af samfundet rammer de samme restriktioner som før. Intet er ændret, kun snak, fattigdom. De samme nedskæringseksperter konsulteres, de hærger fortsat. Hvor blev det sociale af i Socialdemokratiet, hvor blev det socialistiske af i SF? I dag handler det om handelsstanden, om dem med formuer og om de rigeste, de største virksomheder.

Socialdestruktivismen er nu indbygget i landet, som den er i neoliberalismen. Halvdelen af kommunerne svindler de socialt udsatte og de handikappede. Handikappolitikken ødelægger livet. Styringen af kommunerne er stadigvæk topstyret fra Folketinget ved Budgetloven, neoliberal. Bunden af samfundet må ikke få en eneste øre mere. Kommunerne er fanget i sparepolitik overfor de fattige, mens kommunalpolitikkerne omvendt kan forny det materielle billede i bybilledet med dyre arkitektbygninger, for at tiltrække de resourcestærke familier (de gennemfører samtidigt en socialpolitik der smider de fattige ud af kommunerne). Naturligvis understøttes erhvervslivet med milliarder også her, dyre erhvervsfremmende tiltag. Privatiseringer skaber flere virksomheder og nedskæringerne derfor færre offentlige medarbejdere.

Har akademikerne nogensinde strejket, eller har de demonstreret imod fattigdommen? Den største klasse i Danmark, nemlig arbejderklassen med 40 % af befolkningen, vil de tilslutte sig de 15 % i bunden af samfundet, og skabe et mere solidarisk samfund? Det er det spørgsmål som de rigeste frygter mest. Det er derfor de sætter ind med propaganda for at splitte de 55 %, for at bevare magten hos de få, for selv at herske, for at fortsætte med at skovle penge ind, for at bevare den tilkæmpede ulighed.

Lad os få sandheden frem: Fremover bliver det samme som de forrige år. I dag samler de liberale politikere sig om den samme sociale nedskæringspolitik og skattelettelser til de rigeste. Intet er ændret på Christiansborg. Intet er lært.

Mikael Velschow-Rasmussen, Ervin Lazar, Egon Stich, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Jan Nielsen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Finn Jakobsen, Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ruth Sørensen, Torben Arendal, Ebbe Overbye og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Tomas Povlsen

En række totalitære stater som Vietnam og Thailand har klaret sig gennem pandemien med lave smittetal, men de færreste vil vel mene, at det er et argument for at opgive demokrati. En Velfærdsstat som Sverige har haft en ganske ufornuftig håndtering, mens det er ’det frie marked’, der står bag de fleste af de vacciner, som nu er på vej. Verden er langt mere kompleks end denne kronik

Niels K. Nielsen, Andreas Munk-Madsen, Finn Thøgersen og Thomas Koch anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Selvom det ikke vedrører kronikkens tema, Tomas Povlsen, er der altså også lande, du sikkert vil anerkende som demokratiske, der hidtil har håndteret pandemien langt bedre end os: f.eks. Australien, Singapore og New Zealand. Disse og andre lande har fra starten behandlet Covid-19 seriøst - i grel modsætning til næsten alle lande i Europa, Norge, Finland og Island undtaget.

Inge Lehmann, Per Christiansen, Eva Schwanenflügel, Torben Arendal og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Frank Klevenhaus

Mit socialliberale syn på verden er ikke blevet rystet af denne kronik..
Forfatteren blander for meget sammen. Hvad har skiturister, der står tæt på en bar og uforvarende spreder virus, at gøre med det egentlige spørgsmål om, hvordan samfund bedst organiserer sig mod en sådan pandemi? Var det mere holdbart hvis det havde været Havnearbejdernes klub af 1980, der havde været på udflugt??
Jeg tror heller ikke de høje dødstal i Sverige og Italien kan bruges som kritik af liberalismen. Tage Erlanders arvtagere og det socialkonservative Italiens historie , lægger et andet perspektiv på det. Det er andre faktorer, man skal kigge på.

Eva Schwanenflügel

Ikke kun i udlandet har man daglejere:

"Røde partier kalder det ”social dumping” og ”en skandale”, mens eksperter sår tvivl om lovligheden.

Og nej, det er ikke endnu en sag om østeuropæiske lastvognschauffører.

Den skarpe kritik er rettet mod arbejdsvilkårene for ca. 250 såkaldte coronavikarer, der hjælper med en af statens centrale coronaindsatser.

Siden maj har de siddet i en kontorbygning på Islands Brygge i København, hvor de har hjulpet Erhvervsstyrelsen med at vejlede tusindvis af virksomheder i de hjælpepakker, Folketinget vedtog første gang i marts.

Imens de sørger for at erhvervslivet bliver kompenseret for deres bidrag til at standse smitten, må vikarerne selv betale en stor del af regningen, hvis de bliver ramt af virussen.

De får nemlig ikke løn under sygdom, har ingen tillidsrepræsentant i Erhvervsstyrelsen, og der er ingen daglig arbejdsmiljørepræsentant i den kontorbygning, styrelsen siden maj har lejet til at huse de mange vikarer.

Og så bliver de bedt om at møde fysisk på arbejde hver dag for at udføre sagsbehandling, der alt sammen foregår digitalt.

Få dage inden jul blev 30 vikarer smittet med covid-19, trods deres advarsler til ledelsen om deres bekymring for arbejdsmiljøet midt i decembers høje smittetryk."

www.altinget.dk/artikel/social-dumping-og-skandale-arbejdsforhold-for-hu...

Estermarie Mandelquist, Jan Nielsen, Steffen Gliese, Inge Lehmann, Lillian Larsen, Per Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar

God artikel, Niels Mattsson Johansen.
Man kunne dog får indtryk af, at i vores velfærdssamfund får også de lavestlønnede løn under sygdom. Men det er en misforståelse, som mange middelklassedanskere har. De lavestlønnede får ikke løn under sygdom. De må oftest nøjes med sygedagpenge, som for de fleste er laveren end lønnen, selvom den allerede er lav.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Inge Lehmann, Lillian Larsen, Flemming Berger og Per Christiansen anbefalede denne kommentar
Finn Thøgersen

Finn Jakobsen,

Singapore er ikke lige hvad jeg ville kalde et demokratisk mønster til efterfølgelse, klart bedre en mange af nabolandene, men man skal ikke tage fejl af jernnæven under fløjshandsken

Australien og især New Zealand er relativt isolerede ø samfund, og har derfor helt unikke muligheder for smittebekæmpelse

Rikke Nielsen

Skimter jeg en omfavnelse af den danske social-kapitalistiske samfundmodel i teksten? :-)

Andreas Munk-Madsen

Hvis vi vil uddrage læren af corona-krisen, skal vi se på løsningerne snarere end fiaskoerne.

Som Tomas Povlsen nævner, har vi især oplevet to typer løsninger. Den ene er opsporing og isolation. Og den løsning fungerer godt i et totalitært overvågningssamfund. Den anden løsning er vaccine. Og den løsning er skabt på et frit marked - trods kronikkens påstand om dettes "komplette magtesløshed".

Steffen Gliese

Det fri marked anvender resultaterne af offentligt finansieret grundforskning til at udvikle og fremstille produkter. Forskellen på de to, det offentlige og det private, er måden, det økonomiske kredsløb er organiseret på; men for dem begge gælder det, at udviklingen kræver ressourcer på forhånd, og at disse som oftest må skabes ud af den blå luft. Mens det offentlige kan fremstille sine egne midler til formålet - så længe der i øvrigt foregår en sideløbende nødvendig produktion af alt det, der er livsnødvendigt - må det private købe ressourcerne med rentebetaling hos private.
Det ændrer ikke på, at hele den moderne verden hviler på, at købekraft i udgangspunktet kommer af intet.

I snart 30 år har finansfolkene talt for liberalisering og globalisering, jo mere desto bedre, og amerikanerne hyldede i de fede år en forbundsbankchef, der var forelsket i Ayn Rands helt særlige form for socialdarwinisme. "Jeg skal ikke gøre mig klogere end markedet," var Alan Greenspans mantra.
Finanskrisen viste, at der ikke var nogen usynlig hånd. Desuden begyndte lande som Ungarn og Polen at overveje, om de var sprunget på det forkerte tog, fordi både private mennesker og offentlige institutioner havde optaget lån i euro og doller. Læger og andre højt uddannede rejste til Nordeuropa for at få en højere løn og et velfungerende samfund. Hvorfor bygge sit eget land op, når man kunne flytte til f.eks. Tyskland, der havde alt det man ønskede? Nu har vi så fået en coronakrise, som startede som en sundhedskrise. Så blev det også en økonomisk krise og nu en politisk krise. Uden vaccine (lyset for enden af tunnelen) vil hele den vestlige verden bryde samme. Vesten har en opgave.