Klumme

I dagene mellem jul og nytår bør man ikke have nogen forventninger til sig selv

Dagene mellem jul og nytår er en eksistentiel tid omkranset af årets to ondeste højtider. Det eneste, man bør gøre i denne lille uge, er at tilgive sig selv for ikke at kunne overskue noget, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Imellem jul og nytår må alting gerne bare sejle.

Imellem jul og nytår må alting gerne bare sejle.

Andre Principe/Ritzau Scanpix

Debat
4. januar 2021

Jeg skriver denne klumme fra det tidsvakuum, der kendetegner ugen mellem jul og nytår. Jeg har spist for meget og rørt mig for lidt, jeg har ikke set solen i, hvad der føles som et år, og jeg har sukker-fedt-og-alkohol-tømmermænd. Jeg kan ikke drikke for meget vand. Jeg drikker og drikker den kolde klare væske, og min indtørrede krop suger den til sig som de der teblomster, der langsomt folder sig ud i varmt vand.

Julen er hård, specielt for os med familier, der ikke er toptunede krammevarme favne af velfunktion. Vi har overlevet os gennem forpligtelserne (eller gennem den måde, vi er lykkedes med at undslippe forpligtelserne på) og er nu endelig kommet over på den rigtige side af jul: et helt år til næste jul!

Men det er ikke slut endnu. Forude venter nytåret, hvor nytårsinvitationernes fordelingshat afgør, hvilke venskaber der er vigtige, og hvilke der er vigtige nok. I år har fordelingshatten dog fået en kærkommen coronabegrænsning på ti personer, som alle sårede venskabssjæle kan holde oppe som forklaring på, hvorfor den og den ikke blev inviteret eller ikke kunne komme.

Jul og nytår er onde højtider, der sætter alle besværlige familie- og venskabsrelationer på spidsen, og som gement nok er blevet placeret på den tid af året, hvor flest mennesker har det dårligst; årets mørkeste dage.

Derfor er det ikke så underligt, at de seks dage mellem jul og nytår kan føles som et sort hul, der suger alt godt og opbyggeligt til sig, og hvor det eneste, man kan, er at finde mere og mere obskure madrester i køleskabet, mens tiende afsnit af en generisk tv-serie glider hen over skærmen.

Når man når til denne tid, er familiens tilstand blevet blotlagt (bevismaterialet er julen), og man kan vælge at reflektere over det eller forsøge at lade være. Samtidig planlægger alle ihærdigt, hvem de skal hoppe fordrukne ned fra en stol sammen med til lyden af jordens undergang, fyrværkeri (sorry, folk der elsker fyrværkeri). Og så kommer det nye år, uden at man – jeg – nåede at stoppe med at ryge.

På årets sidste uge gør man enten status over året, der gik, eller tvinger sig selv til at lade være, for livet er sjældent så godt, som man kunne ønske. Det er med andre ord en tid, hvor det er svært ikke at synke ned i eksistentiel afmagt og spørge sig selv, hvad fanden meningen med det hele egentlig er. Hvem er jeg, og hvorfor er jeg her?

Forventning og virkelighed

Alligevel – på trods af disse erkendelser – bilder jeg mig hvert år ind, at jeg vil få gjort både det ene og det andet i denne uge.

Jeg vil ikke bare få skrevet på mit essay om jødisk mysticisme i brasiliansk litteratur, jeg vil også løbe ture og få set de venner, jeg ikke fik set hele efteråret. Jeg vil hovedrengøre lejligheden og omsider få læst en bog af Olga Tokarczuk og resten af Brødrene Karamazov og helst også noget ny svensk poesi og den seneste oversættelse af Marguerite Duras. Jeg vil tulle rundt i lejligheden med en behagelig ro i kroppen (måske med en ansigtsmaske på, i hvert fald med friske blomster på sofabordet) og vænne mig til tanken om et nyt år.

Nu ligger jeg så her (ja, jeg ligger i min seng og skriver – dårligt for kroppen, men sundt for sjælen, har jeg hørt). Jeg har som sagt tømmermænd, lejligheden flyder, og du skal ikke spørge mig, om jeg har fået læst nogen af bøgerne. Da jeg vågnede i morges, kunne jeg ikke huske, hvilken dato eller ugedag det var, og jeg havde kortvarigt glemt, at coronapandemien fandtes.

Virkelighed og forventning glider ikke ligefrem over i hinanden, og en sur følelse af skuffelse tilsættes denne grå eftermiddag.

Men jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Den 25. til den 31. december er årets mest eksistentielle dage og den tid på året, hvor det er mest i orden ikke at komme nogen vegne. Hvis der er noget, man bør gøre i denne uge, må det være at tilgive sig selv for ikke at kunne overskue noget som helst.

Jeg er ikke typen, der laver nytårsforsætter, men i år vil jeg alligevel forsøge mig med ét: I 2021 vil jeg have nul forventninger til, hvad jeg foretager mig mellem jul og nytår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her