Den socialdemokratiske regering anført af justitsminister Nick Hækkerup og udenrigsminister Jeppe Kofod nægter hårdnakket at diskutere muligheden for at hente de danske børn hjem fra de kurdiskkontrollerede al-Roj- og al-Hol-flygtningelejre i Syrien. Den officielle begrundelse er, at børnene og deres forældre udgør en sikkerhedsrisiko, og at børnene, hvoraf de fleste er danske statsborgere, har mistet deres ret til hjælp og beskyttelse, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og tilsluttet sig IS-kalifatet.
Børnene har ikke vendt Danmark ryggen. Men nu vender Danmark og Danmarks statsminister altså børnene ryggen.
På trods af PET’s konklusion om, at børnene ikke udgør en sikkerhedsrisiko, og på trods af, at beslutningen indebærer, at Danmark overtræder FN’s Børnekonventionen, så holder regeringen indtil videre fast.
Spørgsmålet er, om beslutningen er klog, langsigtet og i Danmarks bedste interesse?
Ser vi på børnene og lægger PET’s rapport til grund, så er der ingen risiko ved at hente dem hjem. Risikoen ved at hente forældrene hjem afhænger selvsagt af, hvad der venter dem herhjemme, men for både børnene og deres forældre er det jo en proces, hvor vi selv har hånden på rattet.
Lader vi børnene og deres forældre blive i lejrene, så længe kurderne evner og lyster at holde på dem – begge forhold, som Danmark stort set ingen indflydelse har på – så ser fremtidsudsigterne noget mere slørede ud.
Faren for en radikalisering af børnene fra både deres allerede radikaliserede forældre og nærmeste omgivelser er umiddelbart overhængende. Både på samfundsniveau, gruppeniveau og individniveau bidrager beslutningen til at skabe den perfekte grobund for radikalisering. De tre niveauers relevans er alment anerkendt af den internationale forskning i radikalisering, som blandt andet er opsummeret i det videnskatalog om radikalisering, som Rambøll har udarbejdet for National Center for Forebyggelse af Ekstremisme.
’Hope is not a strategy’
På samfundsniveau fastholdes børnene i første omgang »under tvang og tryk« i et parallelt lejrsamfund, og selv når de engang sættes fri, vil de være i modstand til det omgivende samfund.
På gruppeniveau fastholdes børnene i en ekstrem gruppe med primære omsorgspersoner, som definerer sig selv i aggressiv og voldelig modstand til både deres eget nærområde og den vestlige verden som helhed.
På individniveau ’foræres’ børnene en stærk psykologisk motivation i form af en velbegrundet følelse af svigt – potentielt kombineret med et ordentligt skvæt psykologisk velmotiveret hævntørst.
Vi bør derfor spørge os selv, hvilke konsekvenser beslutningen vil have om ti, 15 og 20 år. Det er som bekendt svært at spå om fremtiden, og man kan jo, ligesom regeringen, vælge at se bort fra alle konventioner og håbe på, at hverken børn eller forældre nogensinde viser sig på disse breddegrader igen eller i det hele taget sætter foden på europæisk jord. But hope is not a strategy!
Fremtidens potentielle attentatmænd
Sandheden er, at vi risikerer at bidrage til en radikalisering, som i værste fald kan få fatale følger for Danmarks og danskerne sikkerhed. De ovennævnte ansvarlige politikere bringer ovenikøbet sig selv allerforrest i skudlinjen.
Det er jo ikke svært at komme til Europa, hvis man vil det nok og har ressourcerne. Navnlig de blåøjede og lyshårede børn i denne gruppe vil om 15-20 år kunne bevæge sig frit over grænsen i hele EU uden nævneværdig risiko for at blive kontrolleret.
Enhver idé om en vandtæt grænsekontrol enten ved Kruså eller ved Europas ydre grænse, som kan garantere at bremse deres indrejse i Europa eller Danmark, er illusorisk. Det virkelige spørgsmål er derfor, om vi virkelig vil sætte vores lid til ’håbet’ og de kurdiske lejrvagters uendelige tålmodighed og løbe risikoen ved at efterlade børnene i lejrene, fordi det forekommer politisk opportunt på kort sigt?
Vil vi risikere, at de her danske børn bliver identificeret som attentatmænd i Holland, Tyskland, Sverige eller Danmark, når de som voksne, potentielt radikaliserede og med et stærkt personligt motiv for at skade Vesten og navnlig Danmark får mulighed for at lade sig rekruttere til hellig krig ligesom deres forældre?
Alene trusselbilledet risikerer at forandre dansk politik for altid, sådan at også forhenværende danske ministre og deres familier om 20 år skal leve i konstant frygt for islamistisk motiveret terrorisme.
Man gyser ved tanken og håber, at analysen viser sig forkert, og at skrækscenariet aldrig bliver virkelighed. Men vi er måske ved at så vind i al-Roj og al-Hol, og mange kender nok udtrykket »Den der sår vind, høster storm«.
Man må håbe, at regeringens ministre og ordførere tænker sig grundigt om, både for deres egen og Danmarks skyld.
David Munis Zepernick er kandidat til Europa-Parlamentet for De Radikale
Tak! Så vigtigt og rigtig et indlæg- Børn OG forældre skal hjem. Evt skyld afgøres i en Retsstat ved en Domstol, aldrig ! en folkedomstol baseret på laveste, faktaignorante fællesnævner. Pt er Danmarks politik, reel børnemishandling. På anden hånd, naturligvis, behageligt ude af øje og sind. Men jeg ser en bjælke af dimensioner i Regeringens blinde øje.
Tak! Så vigtigt og rigtig et indlæg- Børn OG forældre skal hjem. Evt skyld afgøres i en Retsstat ved en Domstol, aldrig ! en folkedomstol baseret på laveste, faktaignorante fællesnævner. Pt er Danmarks politik, reel børnemishandling. På anden hånd, naturligvis, behageligt ude af øje og sind. Men jeg ser en bjælke af dimensioner i Regeringens blinde øje.
Regeringen og et flertal i Folketinget ser væk fra Børnekonventionen osv ved at nægte at hjælpe disse børn tilbage til Danmark.
Hvordan passer det med MF's påstand med at hun er børnenes statsminister - og hvordan passer det med at hun mener at der skal flere tvangsanbringelser til - her har hun intet imod at skille børn fra deres forældre - hvorfor bruger hun så det som argument for ikke at tage børnene hjem til Danmark????
Det er stædighed ud over alle grænser og de ansvarlige roder sig ud i samme misere som Støjberg. Staten skal beskytte danske statsborgere og kan ikke nægte dem at vende tilbage. Det duer indlysende ikke at gemme sig under et dække som f.eks., at de pågældende må finansiere rejsen selv. De bør menneskeligt betragtes som skibsbrudne - ve den kaptajn som lader mennesker sejle i sin egen sø.
Hvis disse børn og deres forældre er danske statsborgere og selv rejser tilbage hertil, så skal vi tage imod dem.
Børnenes egen statsminister har jo sagt med al ønskelig tydelighed, at børnene - uanset om de måtte være danske statsborgere - har mistet deres ret til hjælp og beskyttelse, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og tilsluttet sig IS-kalifatet.
Er ikke ganske og aldeles overbevist om, at det ændrer radikalt på den realpolitiske virkelighed, at godt og vel et par håndfulde iagttagere - i kommentarsporet - er uenige med børnenes statsminister.
Så har vi atter en en glad omsorgsprædikant for de stakkels børn i Syriens Al-roj og Al-hoj lejre, og vist er det da synd for de stakkels børn, men det ændrer ikke på virkeligheden bagved, selv om nok så mange forfalskede omskrivninger om skylden, hos danske politikere, for såvel forældrenes og børnenes tilstedeværelse i disse lejre.
Danmark har ingen juridiske beføjelser i Syrien, - ganske som Syrien ikke har juridiske beføjelser i Danmark.
Vi kan altså ikke fratage forældrene deres børn ude i det fremmede, sådan som der fortælles, det er et bedrag, ligesom det også er et bedrag at undlade at fortælle at vi - hvis vi tog børnene, også skulle tage forældrene, - men det undlader man behændigt.
Vi skal huske det helt grundlæggende, - "det er og var forældrene der frit rejste ud af Danmark med deres børn, for at bosætte sig i Kalifatet(Syrien)", og ikke Danmark der tvang dem ud af Danmark.
Det er altså forældrenes uansvarlighed for børnenes velfærd der er grunden til situationen for forældrene og børnene er som den er i dag, og ingen andre kan kanklages herfor i nutiden, så at anklage danske politikere herfor er forfalsket.
PETs mening om tingene, er blot een mening, men ikke nødvendigvis den rigtige, og fremtidien udfald ved hjemtagelsen af såvel forældre som børn til Danmark, er alene tankespind. her skal man erindre sig om de udtalelser nogle af disse forældre har afgivet tidlligere om, at de ikke fælte sig hjemme / godt tilpas i Danmark.
Historien om en hjemtagelse og fremtidig udvikling beskrives lidt for vidtløftigt og rosenrødt med ordene; "hvor vi selv har hånden på rattet".
Det var nogenlunde det samme som i sin tid med indvandringen for 50 år siden, - nøgleordene var " integration", og det har de radikale brugt igennem alle årene i en udvidet for "mere integration" for den radikale blindhed for andre sammenhænge og nødvendige tiltag, var ikke radikal politik, så hellere spille på blindheden.
Lejrene i Syrien har og er som det har været vist i medierne, meget styret af personer indenfor IS hvor ingen sjæle skal modsætte sig opdragelsen i Islams ånd, og her ingen aldersgrænse nedad.
Postulatet om vi kan frelse børnene hviler på et yderst tvivlsomt grundlag, - ingen aner ret meget om hvor indoktrinerede børnene allerede er.
"Hope is not a strategi", - nej, men det misforstået omsorg i forhold til realiteter heller ikke!
Det er meget sympatisk med tanker om og for de stakkels børn, med det behøver ikke føre til falske anklager mod de forkerte om årsagen, og ejheller om fremtiden - som ingen i øvrigt kender særligt meget til af naturlige årsager.
Tro hører til blandt fantasier, og og tro udi fremtiden vil ingen garantere for, ganske tidligere beskrevet om indvandringen - vi skal ikke have en ny fjolleomgang med "hånden på rattet, selv om der ingen forbindelse er til hjulenes retning"!
Jeg tillader mig at paste 2 indlæg fra en tidligere tråd om samme emne.
"Vi bør tage børnene hjem.
Eftersom forældrene, den ene eller begge, sandsynligvis vil blive idømt lange fængselsstraffe og eller blive erklæret uegnede som forældre, så skal børnene enten anbringes hos familie eller i pleje, så bør vi alligevel også hjemtage disse forskruede individer, da myndigheder i Syrien ikke kan overkomme byrden med de mange fanger.
Så først og fremmest er det en hjælp til Myndighederne dernede og ikke en god gerning i forhold til forældrene.
Det kan dog ikke udelukkes at disse mennesker kan komme til fornuft og derfor skal have en chance mere. Hvis de ikke er indenfor pædagogisk rækkevidde, må man for min skyld gerne smide nøglerne til cellen væk."
Og.
"Børnene kan jo ikke gøre for at deres forældre er tilhængere af at skære halsen over på anderledes troende, mens der skriges "Gud er stor".
Den ekstreme islamismes tilhængere er vel noget af det tætteste man kan komme på at være uværdig til at kunne betegnes som mennesker, men børnene kan jo hverken gøre fra eller til.
Lad os tage dem hjem og, som skrevet, luk forældrene inde via forvaring på ubestemt tid.
Vi kan ikke tillade at lade de ressourcefattige syrere stå med Sorteper."
Citater slut.
Så jeg lægger mig midt imellem, tager børnenes parti og tager skarp og utvetydigt afstand fra forældrene. Vi skylder dem intet. Og vælger de at forblive i flygtningelejren så dem om det. Vi kan vel ikke tvinge dem hjem. Så kun hvis Syrerne decideret smider dem hjem mod deres vilje, så må vi stå parat med håndjernene.
Børnene skal hjem. Men at påstå at de på den måde ikke bliver radikaliserede holder vel ikke vand. Deres forældre blev det jo i Danmark, som de ikke brød sig om og derfor foretrak de paradiset islamisk stat. Nu er de landet i helvede, hvor de før ønskede os andre hen.
Tiderne skifter.
jens peter hansen
Vi er stort set enige.
Bortset fra at jeg mener vi bør tage forældrene hjem også og putte dem af vejen; Specielt hvis syrerne beder os om det.
Ja naturligvis skal ophavet med, forudsat dansk statsborgerskab
Som jeg ser det, så vil vi , i Danmark ind imellem , gerne sende kriminelle udenlandske statsborgerne hjem efter endt afsoning. Det sker så, ind imellem, at disse hjemlande siger "Nej tak".
Vi skal selvfølgelig ikke falde ned på det niveau.
Jeg prøver lige at forstå det her. Hvis ikke vi tager imod de her stakkels børn, så kan det få fatale følger for Danmarks og danskerne sikkerhed. De ovennævnte ansvarlige politikere bringer ovenikøbet sig selv allerforrest i skudlinjen... er det en trussel?
Kald mig bare pladderhumanist, men jeg forstår ikke vores fordømmelse af isis tilhængere, samtidig med at vi agerer så kynisk overfor denne gruppe af børn. Hvis vi i vesten bryster os med at have gode værdier, så burde vi starte med at udvise den næstekærlighed og hjælpe de stakkels børn, når vi nu har muligheden. Børn skal aldrig stå til ansvar for deres forældres handlinger. At lade dem bøde for forældrenes handlinger, er i mine øjne et forældet menneskesyn i kategori med arvesynden.