Kronik

Danmarks grønne førerposition kan kun sikres gennem europæisk samarbejde

I Danmark er vi optagede af at være et grønt foregangsland, men vi har tendens til at tænke klimapolitik meget nationalistisk, og vi glemmer, at en fælles europæisk energiinfrastruktur er en præmis for vores fortsatte førerposition, skriver Morten Helveg Petersen, europaparlamentariker for De Radikale, i denne kronik
De fremtidige havvindmølleparker skal hen ad vejen også forbindes til et fælles elkabelnetværk, og EU skal derfor sikre, at de forskellige lande kan koble sig på andre landes elkabler.

De fremtidige havvindmølleparker skal hen ad vejen også forbindes til et fælles elkabelnetværk, og EU skal derfor sikre, at de forskellige lande kan koble sig på andre landes elkabler.

Nikolai Linares

Debat
28. januar 2021

Danmark trækker i den grønne førertrøje, lød det begejstret fra politisk hold, da et bredt flertal i Folketinget indgik sommerens klimaaftale for energi og industri. Og det var også fantastisk godt nyt for både Danmark og klimaet.

Med Danmarks lovfæstede mål om 70 procents CO2-reduktion i 2030 og en ambitiøs klimaplan har vi skabt et godt udgangspunkt for den grønne omstilling forude. Danmark har alle muligheder for at blive et grønt foregangsland, som viser verden vej frem med ambitiøse klimakrav, nye grønne teknologier, en bæredygtig industri og samfundsindretning.

Men ærligt talt. Som medlem af Europa-Parlamentet må jeg nok sige, at den danske klimadebat set udefra godt kan forekomme temmelig nationalt fokuseret. I hvert fald efterlader den i ny og næ et indtryk af, at Danmark kan klare sin grønne omstilling og opnå klimaneutralitet i 2050, helt på egen hånd.

Dette kan spores i medierne, og det gør sig underligt nok også gældende blandt de grønne på venstrefløjen hos Enhedslisten. Partiet lancerede i 2019 sin egen klimaplan med parolen »Verden hungrer efter et grønt foregangsland«.

Fint, den er jeg helt med på. Men når partiet samtidig er EU-modstander og vil have Danmark ud af EU’s indre marked, så hopper kæden altså af. Her mangler der simpelthen realitetssans og erkendelse af, at Danmarks grønne omstilling er dybt afhængigt af EU-samarbejdet. Ja, rent faktisk ville Danmark få sværere ved at blive et grønt foregangsland i tiårene frem til 2050, hvis vi stod uden for EU.

Europæiske vindsheiker

Tag nu bare Danmarks muligheder for at udnytte vores haves enorme vindressourcer til at producere grøn elektricitet og brint. Her har Danmark i klimaaftalen lagt godt fra land med planerne om at etablere nye havvindmølleparker med en kapacitet på seks gigawatt havvind og to nye energiøer inden år 2030.

Men der skal meget mere til. I danske have er der plads til, at kan vi etablere mindst 30 gigawatt mere havvind, end de ti vi i alt vil have etableret i 2030. Det er nok til at forsyne 30 millioner husstande med el. Visionen er derfor, at Danmark i 2050 skal have skabt et nyt grønt Nordsøeventyr, hvor vi er blevet storeksportører af vindenergi til Europa.

Vi står altså med chancen for at blive Europas grønne vindsheiker, der både eksporterer og leverer strøm til millioner af elbiler og en grøn industri på hjemmemarkedet og har skabt titusindvis af grønne arbejdspladser i vindenergibranchen undervejs.

Hele den vision, som for alvor vil gøre Danmark til et grønt foregangsland, er meget lettere og billigere – og næsten kun mulig – at realisere takket være EU. Igennem EU kan vi skabe og få adgang til et indre marked for grøn elektricitet og energi, så vindstrømmen eksporteres frit imellem EU-landene, for eksempel fra den danske Nordsø til Tyskland.

Og igennem EU kan vi sørge for at få udbygget og etableret en europæisk energiinfrastruktur, så vindstrøm, og senere også grøn brint, rent faktisk kan transporteres på tværs af de europæiske landegrænser. Hele dette visionære projekt er enormt og ikke noget, Danmark kan klare på egen hånd.

Men heldigvis er EU med på, at vi gør det i fællesskab. EU’s lande under ét vil etablere i alt 300 gigawatt havvind i de europæiske have i 2050, så målsætningen om klimaneutralitet kan nås. Og det skal vi altså være glade for i Danmark. Som Europa-Parlamentets chefforhandler på EU’s havvindsstrategi kan jeg se, hvor kæmpemæssig en opgave det bliver at nå i mål med det gigantiske anlægsprojekt over de næste 30 år.

Alene det at skaffe plads til så meget havvind ind imellem sejlruter, naturområder og fiskepladser i for eksempel Nordsøen kræver langsigtet planlægning og fælles fodslag. De fremtidige havvindmølleparker skal hen ad vejen også forbindes til et fælles elkabelnetværk, og EU skal derfor sikre, at de forskellige lande kan koble sig på andre landes elkabler. Nogle steder skal der etableres nye kabler, og omkring Nordsøen skal der bygges to nye havne, hvis anlægsprojektet logistisk skal gå op.

Win-win for klimaet og Danmark

Hele dette fælleseuropæiske projekt vil klimaet nyde utroligt godt af. Det samme gælder for Danmarks grønne omstilling, vores verdensførende vindmøllebranche og alle de andre danske virksomheder, der leverer varmepumper og anden grøn teknologi til verden.

For når EU sikrer, at dansk produktion af vedvarende energi som havvindsstrøm kan sælges og bruges i hele Europa, bliver det billigere for Danmark at investere i vindmølleparker og energiøer. Vi kan altså få mere havvind for de samme penge, fordi et europæisk marked for strøm og grøn brint vil skabe en efterspørgsel, som gør vindenergi til en endnu mere rentabel forretning.

Jo, vi skal selvfølgelig også selv skabe større hjemlig efterspørgsel ved at sørge for, at vi får hundredtusinder af elbiler. Men takket være EU kan vi få endnu flere. Ikke kun fordi vedvarende energi som nævnt bliver en endnu bedre forretning med et indre marked, men også fordi EU, ligesom Danmark, kan vedtage love, som fremmer brugen af vindstrøm og grøn brint i transporten i hele Europa.

Når det kommer til stykket, er det kun EU-samarbejdet, der kan skubbe på og sikre, at de europæiske lande etablerer ladestationer, så man kan køre i elbil fra Skagen til Madrid.

Samme logik gør sig også gældende, når EU stiller krav til energieffektivisering af for eksempel bygninger og industrien. Her leverer danske virksomheder også en stor del af teknologien, og derfor er det i dansk såvel som klimaets interesse, at vi igennem EU har mulighed for at opstille så høje klimakrav som muligt på tværs af Europa.

Kunstigt opdelt klimadebat

Med EU’s nye målsætning om mindst 55 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030 har unionen sat en ambitiøs, men også realistisk milepæl for EU’s grønne omstilling frem imod klimaneutralitet i 2050. EU vil fremover få stadig større markeder for grøn energi og teknologi, der i stigende grad vil fungere som en motor for Danmarks grønne omstilling.

Jeg forstår derfor ikke, at Enhedslisten vil ud af det projekt, når EU nu går forrest i verden i klimakampen. Selvfølgelig ved jeg godt, at man er bekymret for markedskræfterne og deres vilde klimaskadelige vækstræs. Men helt ærligt. Når EU nu er det bedste instrument, vi har, til at sikre, at markederne for fossilt brændstof som olie, kul, gas og benzinbiler bliver mindre og mindre, imens de grønne bliver større, så burde Enhedslisten da kunne se pointen.

Frem for altid at stå på sidelinjen og gøre EU til den sorte kapitalistiske modpart, der enten ikke stiller høje nok klimakrav eller obstruerer partiets klimapolitik og udrulningen af socialismen, så skulle man måske melde sig ind i EU’s klimakamp – sådan for alvor.

Når Enhedslisten kan slippe afsted med denne modsætningsfyldte klimapolitik, så skyldes det til dels, at den danske klimadebat bærer præg af forestillingen om, at dansk klimapolitik og danske klimaplaner alene sker inden for Danmarks grænser. Vi diskuterer antallet af elbiler, havvindmøller og CO2-afgifter, som om Danmark var et lukket kammer.

Et stykke ad vejen er det okay, for det er uhyre vigtigt, at vi holder regeringen fast på en ambitiøs klimapolitik, og på at Danmark skal være et grønt foregangsland. Men debatten bør i højere grad også afspejle EU’s store betydning for, at de danske klimaplaner kan realiseres. Dansk og europæisk klimapolitik er i dag to sider af samme sag og vil fremover, efterhånden som EU får skabt en klimaunion, i stigende grad vokse sammen.

Morten Helveg Petersen er europaparlamentsmedlem for De Radikale.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Morten Helveg Petersen

Det er imponerende, at du orker at diskutere EU med Enhedslisten ....
men det er altså som at slå vand på en gås.

Rolf Czeskleba-Dupont

Energi og klima belyser Morten Helveg meget ensidigt. Over 50% af EUs såkaldt vedvarende energi stammer fra afbrænding af biomasse, herunder masser af træer - og det skal gå endnu stærkere med det nye direktiv om vedvarende energi, der opfordrer lande helt uden kvalifikationer til at udnytte deres biomasse-potentiale til det fulde. EU-Kommissionen lovede for år tilbage at definere bæredygtigheds-kriterier for den slags, ligesom det var blevet gjort for flydende biobrændstoffer. Men så veg Kommissionen udenom og overlod feltet til den europæiske skovindustri og dem der ville score billigt på CO2-kreditter defineret som en enhed kredit for hver fortrængt ton fossil CO2. Uden at spørge til, hvilket brændsel eller brændselsfri teknologi, der erstattede hvilken fossil brændstof. Det har gjort EU til Verdens bålplads. Og Danmark til foregangsland i at snyde på vægten...

Estermarie Mandelquist, Søren Kristensen, Tina Peirano, Hanne Utoft, Flemming Berger, Gert Romme, jens christian jacobsen og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar

"Frem for altid at stå på sidelinjen og gøre EU til den sorte kapitalistiske modpart, der enten ikke stiller høje nok klimakrav eller obstruerer partiets klimapolitik og udrulningen af socialismen, så skulle man måske melde sig ind i EU’s klimakamp – sådan for alvor."

"Men heldigvis er EU med på, at vi gør det i fællesskab. EU’s lande under ét vil etablere i alt 300 gigawatt havvind i de europæiske have i 2050, så målsætningen om klimaneutralitet kan nås. Og det skal vi altså være glade for i Danmark. Som Europa-Parlamentets chefforhandler på EU’s havvindsstrategi kan jeg se, hvor kæmpemæssig en opgave det bliver at nå i mål med det gigantiske anlægsprojekt over de næste 30 år."

Det bliver meget ressourcekrævende at etablere dette gigantiske anlægsprojekt, som jo skal fixes fordi Europas forbrug skal bevares og øges - væksten skal fortsætte uendeligt op i Himmerige. En 30-års plan på Titanic.

Jan Henrik Wegener

Men hvorfor er det overhovedet et spørgsmål om hvilket land der har "førerposition" eller er "foregangsland? Det lyder mere som noget med sport.

Søren Kristensen

Alt andet lige er jeg ikke sikker på jeg deler skepsis omkring ladestander-rproblematikken, hvis der overhovedet er noget problem? Da efterkrigstidens Europa blev fyldt med benzinbiler var det store amerikanske og britiske oliekompagnier der plastrede vejene til med tankstationer, uden smålig skelen til de enkelte landes nationalitet og det lod sig fint gøre fordi efterspørgslen var reel. Altså er det svært at se hvad der skulle stoppe udbredelsen af elektriske ladestationer, andet end evt. politisk modstand - og hvor sandsynligt er det?

Torben Lindegaard

@Søren Kristensen 29. januar, 2021 - 05:55

Olieselskaberne byggede selv olieraffinaderierne, sejlede råolien ind, og leverede benzinen til tankstationerne. El skal leveres af offentlige selskaber, og de offentlige kasser skal investere i udbygning af den nødvendige infrastruktur.

Al sammen selvfølgelig imod betaling, så det skal nok lykkes, hvis efterspørgelsen er til stede.

Men opladningstiden er p.t. for lang til, at man kan vove sig på langtur i sin el-bil, så efterspørgelsen efter ladestanderstationer langs motorvejene er ikke til stede endnu i nødvendigt omfang.