Den danske drukkultur hylder den stangstive fulderik

Så sidder jeg her igen med kulørte drinks, der smager sødt og dejligt og løsner op for nogle af mine hæmninger. Jeg har drukket alkohol, siden jeg som 12-årig i 1970’erne for første gang stiftede bekendtskab med dens lokkende virkninger i form af æblesnaps, som min far og onkel serverede for mig. De syntes nemlig, det var på tide, at jeg oplevede at være fuld. For dem var det helt naturligt. De ville blot indføre mig i den stolte danske druktradition.

Vi lever nemlig i et land, hvor alkoholindtagelse er en selvfølgelighed og en stor del af det sociale liv. Jeg vil endda påstå, at det at drikke fylder så meget, at vi med rette kunne ændre H.C. Andersens velkendte digt »I Danmark er jeg født« til »I Danmark er jeg fuld«.

Man behøver ikke at være den store detektiv for at se, at Danmark er gennemvædet af alkohol. Man skal bare kigge sig lidt omkring. De fleste arrangementer i det danske samfund er nemlig under normale og pandemifri forhold bundet op omkring det at drikke og beruse sig i en sådan grad, at det stort set er umuligt at undgå det. Der er for eksempel de mange festivaler, hvor det ikke kun går ud på at nyde musikken, men mindst lige så meget på at drikke fadøl af plastikbægre eller endnu bedre dåseøl og shots indkøbt billigt og i rigelige mængder i Tyskland, så man kan more sig fuldstændig uhæmmet.

Så er der også fødselsdage, jubilæer, receptioner, koncerter, festuger, byfester, J-dag og P-dag, fredagsbar, messer, smagninger, nytårsaften, julefrokoster og meget mere, som alle er anledninger til at drikke litervis af alkohol. I den forbindelse er der en hel stak ritualer og druklege, som man nærmest skal igennem.

Dertil kommer, at gaderne ofte er fulde af fulde unge mennesker, der slæber rundt på ølkasser og klirrende poser på vej til endnu en fest. De er højtråbende og i godt humør. Men der er sjældent forargede miner hos den ældre befolkning, for de har nemlig et tilsvarende forhold til alkohol, der bare i højere grad foregår i privaten. Der er altså tale om en drukkultur, der siver igennem hele samfundet.

Vi hylder fulderikkerne

At drikke alkohol er så indgroet en del af det at være dansker, at man er uden for fællesskabet, hvis man ikke gør det. Vælger man at sige nej tak til en øl, bliver man mødt af undrende spørgsmål, gruppepres, afstandtagen, udelukkelse fra fællesskabet og hvisken i krogene. Hvis man derimod drikker hæmningerne væk og vælter rundt, får man ofte anerkendelse. Det er ikke pinligt at være fuld i Danmark.

I mange kredse hyldes man som en helt, hvis man har drukket sig sanseløst beruset og opfører sig fuldstændig tosset. Det er noget, man praler af, og noget, man høster anerkendelse for på jobbet, på uddannelsesstedet og i privaten.

Det er socialt accepteret at have en pind i øret og skeje ud. I hvert fald hvis det er i en social sammenhæng. Sidder man på bænken i en park og drikker alene, er det noget helt andet. Så er man en social taber, der har et alvorligt alkoholproblem. Man skal drikke sammen og kun sammen.

At vi i den grad tolererer og ligefrem bakker op om en beruselseskultur, ses måske allertydeligst, når studenterne springer ud. Her udstiller de nyudklækkede studenter deres fuldskab i åbne lastbiler, hvor de synger, hujer og råber af folk på vejen. Folks reaktion er at smile og vinke til studenterne. Selv når studenterne falder ned fra lastbilerne i deres beruselse, vækker det ikke forargelse. Det ses blot som en del af vores kultur. Det samme gælder de videregående uddannelser, som starter forløbet med rusture, der først og fremmest går ud på at drikke sig fuld.

Statistikkerne taler ligeledes deres eget tydelige sprog: 9,5 liter ren alkohol blev der i gennemsnit solgt til hver dansker over 18 år i 2019. Danmarks Statistik anslog dog tilbage i 2015, at det reelle forbrug ligger 20 procent højere, mellem 11,4 og 12 liter om året, fordi tallene ikke tager højde for grænsehandel og hjemmeproduktion. Det bliver til en hel liter ren alkohol eller 66,6 genstande om måneden til enhver dansker over 18 år sammenholdt med, at Danmark gang på gang har haft europarekorden i druk blandt unge. Der er altså ikke blot tale om en alkoholkultur, men en kultur, hvor det gælder om at drikke sig fra sans og samling.

Vi ved udmærket, at alkohol er skadeligt for vores krop, hvilket tømmermændene minder os om hver eneste gang, vi har drukket for meget. Vi ved, at alkohol er skadeligt for mange af kroppens organer, kan forværre et utal af sygdomme og føre til afhængighed. Vi ved ligeledes, at alkoholindtagelse øger risikoen for mere end 200 medicinske tilstande for slet ikke at tale om de ulykker og dødsfald, der sker som følge af fuldskab. Men vi drikker alligevel.

Vi drikker meget og ofte

Hvis vi skeler til vores naboer i Norge og Sverige, har de umiddelbart et langt lavere alkoholforbrug end os. De har nemlig valgt at indføre uhyre høje afgifter på alkohol, så en sixpack eksempelvis koster omkring 150 kr. i Norge. Til gengæld er Norge kendt for sine hjemmebrænderier, mens Sverige har en stor ulovlig import af alkohol og ulovlige spritfabrikker. Dermed ser det ud til, at det ikke er en holdbar løsning, fordi det i stedet skaber et stort ulovligt marked.

Vi kan også kigge på sydligere himmelstrøg og især Middelhavslandene. Her drikker man oftere alkohol, men i mindre mængder. Her er der med andre ord ikke den samme fuldskabskultur. Alkoholen er en del af måltidet og ikke en isoleret størrelse, der har til formål at beruse. Her er det pinligt at drikke sig beruset og noget, folk tager afstand fra. Dette er en sundere alkoholkultur, vi kan lære meget af.

Problemet er imidlertid, at vi har taget Sydeuropas hyppige alkoholindtagelse til os og blandet den med den nordiske tradition for at drikke meget en gang imellem. Det er i den danske udgave blevet til, at vi drikker ofte og meget.

Vi kan skele og kigge os skeløjede på, hvad der virker andre steder. Vi er dog ikke italienere, spaniere eller nordmænd. Vi må løse det på vores helt egen måde og erstatte traditionen med en ny, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne vende denne skadelige og gennemgribende beruselseskultur.

Jeg har selv forsøgt at begrænse mit alkoholindtag i flere perioder af mit voksenliv, men det er virkelig svært. Det kræver, at du er stærk og tør sætte dig ud over en usund konvention og kan sige nej tak til overdrevne mængder af alkohol.

Men du kan bestemme dig for, at du ikke vil være en del af drukkulturen og måske endda være med til at gøre hæmningsløs druk lige så pinlig og uønsket, som den burde være. Du kan for eksempel bede fulde folk om at dæmpe sig eller flytte festen et andet sted hen, som ikke er i det offentlige rum. Endelig har du også lov til at sige din mening om glorificerende fuldehistorier, så vi får fuldeheltene ned fra tronen og sætter fokus på det hyggelige samvær med ingen eller moderate mængder alkohol i stedet.

Det drejer sig med andre ord om først at være druk-asocial for at erobre den sunde alkoholsocialitet tilbage. Jeg tror på, at vi langsomt kan ændre mentaliteten og gøre alkoholindtagelse i afmålte mængder til det normale ved sociale arrangementer og i samfundet generelt, hvis flere og flere af os siger fra over for drukkulturen. Måske kan det endda føre til, at vi igen stolte og kun lettere overrislede eller ligefrem ædru kan synge: I Danmark er jeg født.

Peter Stouby Hansen er folkeskolelærer og cand.mag. i dansk og engelsk.