Efter sit nederlag ved præsidentvalget i 2016 forklarede Hillary Clinton på en konference i Indien, hvilke vælgere hun havde vundet, og hvilke hun havde mistet. Hun fokuserede på det første som en triumf og ignorerede, at det andet kunne være et problem:
»Jeg vandt de steder, som repræsenterer to tredjedele af det amerikanske bruttonationalprodukt«, sagde hun stolt.
Hun havde kun vundet i omtrent en sjettedel af USA’s valgdistrikter, men det var i den sjettedel, som var mest produktiv, innovativ og vækstskabende:
»Så jeg vandt de steder, som er optimistiske, mangfoldige, dynamiske og bevæger sig fremad. Og hele hans (Trumps, red.) kampagne, Make America Great Again, var tilbageskuende.«
Hun forbandt økonomisk succes med moralsk overlegenhed: De steder, hvor man driver økonomien fremad, er også der, hvor man har den rette indstilling til sig selv og verden.
Hendes modstander, Donald Trump, havde derimod ifølge Clinton tiltrukket mennesker, som er »modstandere af, at sorte skal have flere rettigheder«, og »ikke kunne lide, at kvinder fik arbejde«.
Sat på spidsen var Clintons udlægning, at de gode mennesker, vinderne, stemte på hende, og de dårlige mennesker, taberne, stemte på Trump.
Clintons fortolkning af valgresultatet afslører et verdensbillede, som kan være med til at forklare, hvorfor hun tabte landdistrikterne: Hvis historien er verdens moralske overdommer, som belønner de gode og straffer de dårlige, er folk jo selv skyld i deres elendighed.
Ny ramme om klassekampen
Valgresultatet var også kulminationen på en større historie: Demokraterne, som historisk har været parti for arbejderne og bønderne, er over de sidste årtier blevet parti for de urbane overklasser.
Den tendens blev forstærket ved valget i 2020: Joe Biden vandt ligesom Hillary Clinton omkring en sjettedel af valgdistrikterne, men han vandt i endnu flere vækstcentre end hende. De områder, som stemte på Biden i 2020, repræsenterer hele 71 procent af USA’s bruttonationalprodukt. Det er ifølge Brookings Institute første gang i moderne historie, at demokraternes vindende base udgør så stor en del af den amerikanske økonomi og naturligvis også omvendt første gang, at republikanernes base udgør så lille en del.
Overordnet set er billedet blandet, fordi demokraterne både har størst tilslutning blandt de borgere, som har de laveste indtægter, og blandt dem med de længste uddannelser og højeste indkomster, mens republikanerne har flest vælgere i arbejderklassen og den nederste del af middelklassen.
Politisk er det også demokraterne, som vil give flest penge til landets fattige og gøre mest for at forsikre de mange millioner, som er uden forsikring. Ideologisk er det omvendt interessant, at det er republikanerne, som angriber globaliseringen, nyliberalismen og den moralske orden, som de højtuddannede, eliteuniversiteterne, techindustrien og de urbane vækstcentre udbreder.
Det er en helt ny struktur for den amerikanske klassekamp.
Prøven for Biden
Det paradoksale er, at Joe Biden gik til valg på den mest venstreorienterede økonomiske politik i årtier – og erobrede de nye overklassers terræn. Demokraternes valgkamp handlede om økonomisk retfærdighed, højere minimumsløn og beskatning af de store formuer. Og de vandt landets vækstcentre.
Da Joe Biden vandt primærvalget, lavede han en politikudviklende alliance med socialisten Bernie Sanders, som skulle være fundamentet for hans præsidentperiode. Partiets moralske overhoved Barack Obama erklærede ved den lejlighed, at det var tid til langt mere radikale økonomiske og sociale reformer end i hans egen tid.
Uligheden er alarmerende, den sociale usikkerhed er uholdbar og de riges magt skandaløs. Torsdag aften i denne uge præsenterede Joe Biden en kolossal økonomisk plan, som indikerer, at han virkelig vil gennemføre strukturforandrende offentlige investeringer. Dén økonomisk politik er der faktisk opbakning til i USA.
Det, der ikke er opbakning til, er globaliseringens moralisme og forestillingen om, at vinderne er bedre mennesker. Joe Biden skal gøre op med det moralske verdensbillede, Clinton foldede ud for at forklare sit nederlag, og han skal demonstrere, at han er ikke politisk begrænset af, at demokraterne er blevet overklassens parti, hvis han skal blive den præsident, som afslutter nyliberalismen og på onsdag indleder en ny æra.
Da USA i praksis har udviklet sig til et land med et to - parti system, er det væsentligt, hvilke dele af de to partier, der får lov at dominere de politiske dagsordener i partierne
Hvis vi drager paralleller til partierne i Danmark, er det også ret afgørende, hvilke partier i henholdsvis "den røde" og "den blå" lejr, der får lov at sætte dagsordenen.
En egentlig "rød lejr" eksisterer ikke i USA, selv om der er en mindre fløj af politikere hos Demokraterne, der vil kunne betegnes som "røde", og her tænker jeg f.eks. på Bernie Sanders. Det liberale får lov at dominere forholdsvis meget hos Demokraterne, og det nationalkonservative tilsvarende hos Republikanerne
Demokraterne som parti domineres i dag af kræfter, der politisk ligger tæt på partier som "Radikale Venstre" og "Liberal Alliance" herhjemme, og Republikanerne af kræfter, der politisk ligger tæt på partier som "Dansk Folkeparti" og "Nye Borgerlige".
Hvis en tilsvarende situation skulle opstå i Danmark, er jeg også ret sikker på, at det ville blive svært at samarbejde hen over midten, og at Danmark, på mange måder, ville fremstå som en splittet nation.
Nej det topartisysyem , med noget der ligner et delt magtmonopol kan vel ikke være sundt.
Det kan undre at det ikke er mere udfordret i det mindste lokalt og på delsyatsniveau.
Prøve
Ja, nu er det blot et par dage tilbage til at vinderne på Wall Street, finder ud af hvor galt det står til med Bidens mentale tilstand. Nogle dage har det set slemt ud, andre dage er han kommet lettere igennem. Men nu kommer tidspunktet hvor han skal stille op til lange interview hele tiden, tage beslutninger foran kameraet osv.
Jeg tror ikke at Biden holder de næste 4 år. 2 måske.
og Republikanerne af kræfter, der politisk ligger tæt på partier som "Dansk Folkeparti" og "Nye Borgerlige".
Ja det var hvad NB gik ud fra da de inviterede Steve Bannon til at holde tale. Men de tog fejl.
Den gruppe Bannon og mange amerikanere tilhører krænker ikke religion. Amerikanere læggerhånden på biblen som sandheds ed. Har deres nære psykiske problemer, vil mange henvende sig til menigheden og er der en psykolog har vedkommende sandsynligvis et kristent fundament.
De har ikke tradition for det store velfærdssikkerhedsnet . Men havde en tradition for at enhver amerikaner, som havde sit på det tørre brugte mange penge på velgørenhed. Det byggede på altruisme. Vi ser jo også store svigt, fordi vores samfund ikke bygger på altruisme.
Det eneste vi bør sige til amerikanerne fra Europas side. Er - Hvilken kultur i vil indrette jer efter kommer ikke os ved. Men få orden i jeres shit. For i trækker os med ned. Var det ikke det Progressive verdenssamfund som gav Hutu regimet alt de havde brug for til at begå folkemord. Og nu er situationen sådan at hvide vesteuropæere overhoved ikke kan bevæge sig rundt, noget sted i Afrika uden sikkerhedsbeskyttelse. Tror man andet, og planlægger en rejse til Afrika, er man farlig for sig selv. Jeg har det fra afrikanere. Jeg spillede dum og spurgte en bekendt. Og han var meget opsat på at tale mig fra at tage til Afrika. Men jeg vidste det godt. Det er jo indlysende.
Hvor godt syntes i selv det har gået med at globalisere. Og udbrede vores overlegne og oplyste demokrati.
Vindernes parti, ja den ene procent. Hvem var det lige som havde travlt med offentligt kritiserer Trump for, at tage malaria medicin mod corona? Joe Biden.
Selv republikanske velhavende personer kritiserer den super rige ene procent som er jublende glade for pandemien.