Kommentar

For at forhindre mistillid og sølvpapirshatte, må vi rette op på uligheden i samfundet

Coronakrisen og klimakrisen har sat spotlys på fællesskabets sprækker. Vi ser en gruppe af skeptikere, der betvivler videnskab og myndigheder, men i stedet for at affeje dem, bør vi gøre noget ved roden til problemet – nemlig uligheden, skriver Viktoria Uhrskov i dette debatindlæg
Debat
25. januar 2021

Samfundssind blev årets ord i 2020, og fortællingen om hvordan Danmark som solidarisk fællesskab klarede sig igennem coronakrisen med fællessang, endeløse zoommøder og en sundhedssektor, der har arbejdet nat og dag, er nærmest allerede skrevet, sendt i trykken og arkiveret i den store kollektive historiebog.

Men måske bør vi stoppe op og tilføje nogle nuancer til historien.

For ligesom klimakrisen sætter coronakrisen en tyk streg under, hvor forbundne vi er – i smittekæder og som beboere af den samme skrøbelige planet. Begge kriser kræver enorme omstillinger af os og afhænger af vores evne til at handle solidarisk. Men dermed kommer de også til at sætte spotlys på fællesskabets sprækker.

Begge kriser har pustet til en polarisering mellem skeptikere og et bredere flertal af midtsøgende, progressive borgere. I daglig tale er vi hurtige til at dømme skeptikerne ude som et fodslæbende mindretal og som konspiratoriske sølvpapirshatte. Som tosser, der ikke skal have for meget taletid.

Men man skal ikke kigge længe på situationen i USA for at blive stærkt foruroliget over, hvad det kan medføre, når dele af befolkningen mister tilliden til de bærende institutioner, og når den demokratiske samtale bryder sammen, fordi splittelsen bliver for monumental, og virkelighedsopfattelserne for forskellige.

I stedet for at lukke ørerne for skeptikerne, der anfægter videnskaben og myndighederne i spørgsmålet om både COVID-19 og klimakrisen, skulle vi måske tage alvorligt, at der er tale om en gruppe, der på afgørende områder, betvivler både videnskaben og de bærende samfundsinstitutioners troværdighed.

Vi skal snarere spørge, hvor vi går galt af hinanden. Hvor stammer mistilliden til institutionerne fra? Og hvordan forhindrer vi, at den tiltager?

Et oplagt svar er, at vi skal bekæmpe de ulighedsskabende strukturer i vores samfund, der får folk til at miste troen på, at de er værdifulde medlemmer af det store fællesskab. I lille som stor skala bør vi finde måder at kanalisere den længsel efter fællesskab og meningsfuldt samvær, som coronaen har skabt, ind i at genopbygge det fællesskabsorienterede og inkluderende Danmark.

Viktoria Uhrskov er bachelor i statskundskab.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Rønne-Nielsen

Helt enig! Jeg-kulturen har vist sine afgørende svagheder. Vores opbakning til Corona-bekæmpelsen.
Vi-kulturen er nødvendig og næres, hvis vi bekæmper uligheden.

Steen K Petersen, Per Klüver, Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Poul Erik Pedersen, Herdis Weins, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Politikerne har i årevis arbejdet hårdt på at så mistillid i befolkningen mellem 'os og dem', ved at tilsværte flygtninge og hjemmefødte med "anden etnisk oprindelse fra ikke-vestlige lande" newspeak, der er kode for folk med muslimsk baggrund.

Desuden har de promoveret uligheden ved at indføre reform på reform (læs: besparelser) overfor de syge, de ulykkesramte, de handicappede, de der har haft en hård barndom, og de fra socialt svære kår.
Og disse prioriteringer har de offentligt bebrejdet udlændinge og arbejdsløse.

Vores sundhedsvæsen, uddannelserne og daginstitutionerne er også blevet vredet som en karklud, for at fordele moneterne opad i hierakiet.

De almene boliger er blevet udsat for en ghettolov, der sammen med andre mekanismer der har givet boligspekulanterne frit spil, har gjort det nærmest uladsiggørligt at opdrive en lejlighed i de større byer.
Huslejernes himmelflugt er en stopklods der gør en ting.

Uddannelserne er blevet ensrettende og testfikserede, og den kritiske tænkning og dannelsen, etikken og fællesskabet, er blevet sat i skammekrogen.

Er det så underligt, at mange tænker det gælder om først af alt at mele sin egen kage for at komme frem i verden?
Eller at der er udbredt mistænksomhed overfor magthavernes skalten og valten, når de siger ét og gør noget andet?

Ja, uligheden er den største hurdle, når det gælder om at få alle med i fællesskabet igen.

Steen K Petersen, Dorte Sørensen, Per Klüver, Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, P.G. Olsen, Poul Erik Pedersen, Ebbe Overbye, Søren Dahl, Herdis Weins, Peter Mikkelsen, Christian Mondrup, David Adam, Ete Forchhammer , Pietro Cini og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Et af svarene på spørgsmålet om hvad der kan gøres, er at prioritere musiske og humanistiske fag og færdigheder meget, meget højere end det sker idag. Uanset hvad markedet tilsiger af det modsatte. Gør kulturministeriet og undervisningsministeriet lige så betydningsfulde som sundhedsministeriet og erhvervsministeriet... fx.

Dorte Sørensen, Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Herdis Weins og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Vi skal inkluderer alle, så de ikke kritiserer samfundets institutioner! Det er en morderne, hyggelig og dansk udgave af fascisme. Jeg synes vi skal starte med at inkluderer toppen af samfundet, især dansk erhvervsliv. De er tydeligvis de største klimaskeptikere med mindst respekt for danske institutioner. Jeg er sikker på at de gerne vil være en del af fællesskabet hvis vi retter op på uligheden.

Steen K Petersen, Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Frederikke Nielsen, Poul Erik Pedersen, Ebbe Overbye, Peter Mikkelsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Erhvervslivet er jo i tilgift coronaskeptikere..

Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og David Adam anbefalede denne kommentar

God ide med at mindske uligheden, lad os tage fat på planlægningen med det samme. Hvordan skal det ske? Hvor meget skal uligheden mindskes med, og hvor længe skal borgerne vente før arbejdet er færdigt? Skal uligheden formindskes stille og roligt over årtier, eller skal der et socialt oprør til før der sker noget? Hvordan tager vi beslutningerne, gennem en folkeafstemning eller ved lovgivning i folketingssalen? Hvis vi udelukker de politiske partier som har stemt for ulighedsskabende love fra at lede arbejdet, får vi næsten en tomt folketingssal, så hvad med demokratiet? Hvad med det kommunale perspektiv, regionerne, er der 6000 politikere som skal inddrages?

Hvem skal lede arbejdet? Lad os bruge udelukkelsesmetoden: Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussens nye parti? Hvem har øget uligheden? Hele den borgerlige fløj har knoklet for at øge uligheden i årtier, Venstre, Konservative, DF, Liberal Alliance, Nye Borgerlige men også Socialdemokratiet, de Radikale og SF. Hvem skal udelukkes fra at deltage i planlægningen, og hvordan gør man det? Set fra magthavernes perspektiv er det ikke en god ide at mindske uligheden, tværtimod, så hvad med magteliten, og de mest magtfulde organisationer i toppen af samfundet? Hvad med dem som er imod generelt, og dem som drager fordele af at der er ulighed?

På hvilke områder skal uligheden mindskes? Indkomster, formuer, magt, sundhed, levetid, retsområdet m.m. Skal børnene have en mere lige og retfærdig start på livet, og skal formuerne derfor fordeles? Hvad med den skjulte fattigdom, dem som er tvunget at tigge på Facebook for at få enderne til at mødes? Dagpenge, kontanthjælp og andre overførsler bliver systematisk sat ned i forhold til lønningerne.

Økonomisk ulighed er politisk bestemt, men hvem tør tale om at ændre skatterne, overførselsindkomsterne eller højere dagpengesatser? Afstanden mellem Gentofte og Lolland vokser. Det meget har regeringen gjort for at stoppe stigningen i ulighed, tværtimod er uligheden steget. År for år er den økonomiske ulighed steget, i fyrre år. Uligheden er steget dels på grund af skattelettelser, dels på grund af forringelser af offentlige ydelser.

Hvis man gerne vil formindske problemet, sådan virtuelt, efter klip nogle tæer og hug en hæl metoden, kan man fjerne nogle grupper fra ulighedsstatistikkerne, dem under uddannelse, pensionisterne, udenlandsdanskerne, de nyligt ankomne, det er sådan det foregår i dag. Hvad med formuerne i skattely, det danske finansvæsens penge i kasinobørserne rundt i verden. Få multimilliardærer ejer mere end 60 % af verdens befolkning, skal der et globalt oprører til?

Skal de rige ned i forbrug for klimaets skyld og for at fjerne fattigdommen, og skal de fattige op i forbrug? Hvad så med CO2-udledningen? Der har været produceret mange undskyldninger for ikke at fjerne fattigdommen: Der er ingen penge, der er finanskrise, der er flygtninge- eller Coronakrise, de er studerende, de er pensionister, der skal være et incitament til at arbejde (folk er dovne) osv.

Hvordan demaskerer vi ulighedens arkitekter? Neoliberalisterne omgrupperer i Coronatiden og vender frygteligt tilbage. De mest magtfulde organisationer i den danske magtelite siger at ulighed er folks egen skyld og at det er de rige og de højtuddannedes egne penge. Det centrale embedsværk tæt på ministrene, økonomerne og akademikerne har knoklet for at skrive artikler ude i medierne for at skabe uligheden, lige så liberale journalister og bloggere. Medierne er folkets parlament, det er der befolkningen diskuterer, men netop derfor er demokratiet mest sårbart overfor de riges manipulation, det gælder alt fra spindoktorer, arbejdsgiverne, lobbyisterne, konsulentfirmaerne, erhvervslivets top, interesse organisationerne, finansvæsenet, EU, WTO, USA's top og alverdens mangemilliardærer. De store formuer herhjemme er koncentreret på en meget lille gruppe.

Hvem er de midtersøgende progressive? Er det dem som ikke kommer til at miste noget når uligheden falder; de rige bliver fattigere og de fattigere bliver rigere, men ellers status quo for dem i midten? Der kommer en meget hård kamp hvis tilkæmpede fordele og formuer skal omfordeles. Det virker ofte som om, at vi praktisk talt er fanget i de love og aftaler som er indgået i fortiden, og at vores ansvar for fremtiden, uligheden og klimaet er vanskeliggjort eller nærmest umuliggjort, f.eks. sidder vi fast i internationale aftaler med WTO, EU, handelsaftaler med gud ved hvem, og har svært ved at ændre spor for klimaet og biodiversitetens skyld.

Skal vi starte med at fjerne de fattigdomsskabende love, Skattestoppet fra 2001, Starthjælpen fra 2002 der er halvt så stor som kontanthjælpen, den lavere skat på arbejdsindkomst fra 2003, Forårspakken 2004 der øgede skellet mellem arbejdsløse og beskæftigede, den lavere skat på arbejde fra 2007 med maks-grænse for topskattebetalere, Forårspakken fra 2009 der fjerner mellemskatten, hæver topskattegrænsen og sænker skatten på aktieindkomst, Genopretningspakken fra 2010 hvor overførselsindkomster fastfryses og Børnechecken skæres, Dagpengereformen fra 2010 hvor dagpengeperioden halveres og optjeningskravet fordobles, Skattereform fra 2012 med regulering af sociale ydelser der sænkes.

Førtids- pensions- og fleksjobreformen fra 2013 med ressourceforløb til lavere ydelser, Kontanthjælpsreform fra 2013 hvor kontanthjælp modregnes partnerens indtægt og formue, SU-reform fra 2013 med regulering af SU der sænkes, lavere SU til hjemmeboende og færre muligheder for SU, Sygedagpengereformen fra 2014 hvor sygedagpengeperioden halveres, i stedet indføres jobafklaringsforløb på niveau med kontanthjælp, Integrationsydelse fra 2015 en særligt lav overførselsindkomst til indvandrere, Kontanthjælpsloftet fra 2016 med en maks-grænse for kontanthjælp, boligtillæg og boligsikring, uden 225 timers arbejde inden for et år skæres kontanthjælpen, Tryghed om boligbeskatningen fra 2017, ejendomsværdiskatten og grundskylden halveres, højere beskatning for boliger op til 7,5 mio. kroner forsvinder, beskatningen på de allerdyreste boliger halveres.

Steen K Petersen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, David Adam, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

For det første en kommentar til det oprindelige indlæg: konspirationsteorier er et gammelt fænomen! Man kan spore dem tilbage til romerriget, i alt fald i en europæisk sammenhæng. Så det synes at være en del af det, at være menneske i en større samfundsmæssig sammenhæng. Hviket så også antyder at magtforhold, konflikter og den politiske samtale er elementer i forståelsen af hvorfor ideen om "de andres" konspiration mod den etablerede orden begynder at optræde.
Lad mig i den forbindelse anbefale en bog udgivet af forlaget Klim, tilbage i 2018. Den er skrevet af Maria Brockhoff mfl. og har titlen "Den skjulte sandhed". Den giver et godt indblik i de dynamikker der er i spil og til sidst også nogle redskaber til at forstå, hvorledes vi kan omgås med konspirationsteorierne i en samfundsmæssig sammenhæng. Jeg ved ikke om den er til at låne i en digital udgave - men prøv under alle omstændigheder at få fat på bogen. Den er tankevækkende, især lige nu!

Så til Peter Olsens kommentar: det er rigtigt nok, at der er sket alle disse lovgivningsmæssige indgreb over de sidste mange år. På den anden side er der jo ikke noget der tilsiger, at man vil kunne lovgive med et helt andet indhold. Personligt har jeg svært ved at se for mig, at den nuværende krise vil kunne afhjælpes ved at vi - inden for kortere eller længere tid - vender tilbage til den situation, vi havde før Corona-krisens udbrud. Derfor tror jeg også det er vigtigt at holde sig for øje, at politisk handling og forandring er en mulighed. Det er sket før at "etablerede sandheder" er blevet væltet over ende og at der er etableret en ny politisk virkelighed. Hvis ikke dette var tilfældet, ville Kanslergadeforliget i 1933 eller New Deal i USA - på nogenlunde samme tidspunkt - ikke have været muligt. Den mørke side af dette er så NSDAPs magtovertagelse, samme år, i den store nabo mod syd. Men - politik er et resultat af menneskelige handlinger og lader sig derfor også ændre!
mvh. poul.

Frederikke Nielsen

Det kræver store kompetencer at være en del af et demokrati. Det kan være svært at se, hvor de kompetencer opbygges.

Blandt politikere er der mere fokus på spin, og hvordan en - nogle gange - uvidende befolkning overbevises på et noget svagt grundlag, end på at skabe en overordnet forståelse for, hvorfor diverse tiltag er nødvendige.

Og så er der selvfølgelig altid nogle, der trods deres viden, vil forsøge at fremme en anden agenda:
Så som at søge det voldelige sammenstød, hvor kritikken af corona-restriktioner fungerer som en undskyldning og ligeså mordtrusler mod vores statsminister.

Eva Schwanenflügel, Claus Mortensen, Poul Erik Pedersen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Rikke Nielsen: i store træk synes jeg da, regeringen her i landet gør et rimeligt sobert arbejde. Naturligvis er det svært at vurdere hvor meget spin der så er, i den politik vi præsenteres for. Det er, set ud fra en ideal forestilling om den måde et demokrati fungerer på, selvfølgelig også en overvejelse værd, hvad de hårde nedlukninger har af konsekvenser for muligheden for at de demokratiske institutioner kan fungere. Her er der ikke nongen større tvivl om, at begrænsningerne, i antallet af hvor mange man kan mødes, selvfølgelig kan være med til at begrænse realiseringen af den demokratiske samtale. At mødes on-line er en ting, at mødes fysisk en noget anden ting - er det i alt fald min erfaring.
Naturligvis - både nu og i den kommende tid ligger der da en opgave i at overveje, hvorledes vi vedligeholder og udvikler de demokratiske kompetancer. Generelt mener jeg det må være vigtigt at vi, når vi når så langt i sygdomsforløbet at vi kan nå tilbage til mere "normale" tilstande, får lavet en mere grundlæggende undersøgelse af hele Corona-forløbet. Her må en central del da også være, at undersøge forløbets politiske konsekvenser - i alle de delproblematikker der er forbundet hermed. Det kan forhåbentligt være med til, at vi undgår vold og mordtrusler - som jo er uantagelige i et demokratisk samfund!
mvh. poul.

Drop den der pædagogsnak. Det, som disse galninge som alle andre fascister ikke vil acceptere, er noget, som et stort flertal af Folketinget, der som bekendt er demokratisk valg, står bag. Den slags har vi Politiet til at tage sig af.

Poul Erik Pedersen

Peter Krogh: korrekt. Men politiets opgaver er også et resultat af demokratiske beslutninger, beslutninger der principielt derfor altid er til forhandling. Derfor er det ikke kun pædagogsnak, vi har gang i her!
mvh. poul.

- Peter Krogh

Så nu må man heller ikke være uenig med folketinget længere? Denne tråd minder mere og mere om et afsnit af South Park. Udryd fascisterne osv…

Ja, jeg synes også at det er småtosset at brænde en dukke af statsministeren af. Men der er altså gået medie-cirkus i at skildre modstanderne af nedlukningen og vaccinerne som psykisk syge tosser (hvilket de ikke er), og når man begynder at sætte lighedstegn mellem ulighed og skepsis over for vacciner, klimakrisen, mistillid til samfundets institutioner mm, så er kæden imo røget helt af. Det er den form for nedladende årsagsforklaringer, som var med til at sikre Trump præsident-embedet for fire år siden (mener amerikanske sociologer.)

Når det er sagt, så kan men in black - "oprøret" selvfølgelig udvikle sig i en forkert retning. En virkelig effektiv måde at forhindre det på, er at stoppe med at dæmoniserer, latterliggøre og mistænkeliggøre mennesker som har en anden holdning end "flertallet".

Det er vist også en af klummens pointer. Men når hun i samme artikel bruger ulighed som årsagsforklaring til at der findes klimakrise-benægtere, corona-skeptikere og en voksende mistillid til samfundets institutioner (hvilket jo dækker over mange mennesker, med mange forskellige holdninger, som overhovedet ikke har forbindelse til hinanden), så latterliggør hun jo egentlig de mennesker, som hun synes vi skal stoppe med at latterliggøre.

Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Politiets ageren hviler på demokratisk vedtaget lovgivning, og man må selvfølgelig gerne kritisere Folketinget og arbejde for at ændre lovgivningen, men i et civiliseret land må man forvente, at det sker med metoder, der ikke er som dem, der anvendes af amerikansk facistoid pøbel.

Frederikke Nielsen

David Adam

"Ja, jeg synes også at det er småtosset at brænde en dukke af statsministeren af."
Der skal vis meget fantasi til at opfatte en mordtrussel mod landets statsminister som lidt småtosset.

- Rikke

Fantasi… eller… empati?

Frederikke Nielsen

David Adam, eller bare medløberi...