Klumme

Går du også med fornemmelsen af, at hele lortet kan styrte sammen, hvert øjeblik det skal være?

Vi lever i en bekymret og uforudsigelig tid. Som om vi balancerer på kanten af et stort sammenbrud. Men bare rolig, det varer ikke ved. Håber jeg, skriver Christian Bennike i denne klumme
Jeg tror, den radikale uforudsigelighed, vi lige nu lever med, er en demokratisk tilpasning. Til klimaforandringer og hyberglobalisering, til Kinas genkomst, til uligheden, til for meget konkurrence.

Jeg tror, den radikale uforudsigelighed, vi lige nu lever med, er en demokratisk tilpasning. Til klimaforandringer og hyberglobalisering, til Kinas genkomst, til uligheden, til for meget konkurrence.

David Crane/ Ritzau Scanpix

Debat
21. januar 2021

En eftermiddag, da jeg spillede fodbold i gården med naboens dreng, stak hans far ansigtet frem bag hækken og kaldte på os. Han sad ved det lille bord i køkkenet og røg cigaretter, måske drak han en øl, han så alvorlig ud, og i dag forestiller jeg mig, at de måske havde ægteskabsproblemer, men jeg aner det ikke. Det duftede altid af skyllemiddel i det hus. Når hans mor havde vasket vores fodboldtrøjer, lugtede hele omklædningsrummet kemisk og sødt.

»Sæt jer ned, drenge,« sagde han og klappede på en stoleryg, og uden nærmere forklaring fortalte han en historie, som jeg aldrig har glemt:

Når et skib sejler ud af havnen, sagde han, glider alle de løse genstande i skroget larmende og forvildede rundt mellem hinanden. Plastikflasker, appelsinskræller og tomme cigaretpakker springer rundt som forvirrede lottokugler i et ukontrolleret kaos.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Michael Svennevig

Herlig klumme. Tak for den.
Jeg synes skibsmetaforen giver så fin mening.
Især for os - nu.

Bjarne Toft Sørensen

Til og med 1970erne havde moden nogle ret afgrænsede perioder, inden for hvilke man kunne fortælle, hvad der var på mode, men så begyndte det at gå stærkt.

I løbet af 1980erne gik det op for mange modeinteresserede, at hvad der kunne være mode, nu faktisk kunne være mange forskellige ting på samme tid (hvilket gik godt i spænd med postmoderne tænkning).

Inden en tendens havde udspillet sin rolle, var en ny allerede på vej, og så fremdeles, således at efterhånden flere forskellige ting kunne være mode samtidig, men for forskellige segmenter af personer på nationalt og internationalt niveau her i Vesten.

Den samme tendens gør sig til dels gældende inden for de forskellige videnskaber, set ud fra Kuhns paradigmeteori, hvor det efterhånden kan være svært at afgrænse perioder med paradigmeskifte og med "normalvidenskab" fra hinanden.

Noget tilsvarende vil i stigende grad vise sig inden for en lang række af andre områder - kraftigt forstærket af ikke mindst medieudviklingen og globaliseringen. Der vil opstå en række brudflader på kryds og tværs på en række forskellige områder, der vil påvirke hinanden på forskellige og mere eller mindre uforudsigelige måder, såvel nationalt som internationalt.

Det farlige i den situation er udviklingen af en lang række forskellige lejr - offentligheder i kraft af medierne, med hver deres mærkesager. De vil typisk på populistisk vis være ude af stand til at gennemskue, at de holdninger, de repræsenterer, ikke er "naturlige" og ikke " u - politiske", og de vil have svært ved at gå på kompromis i forsøget på at finde løsninger, der også er til at leve med for andre end dem selv.

På højrefløjen er der f.eks. personer og partier, selv i et land som Danmark, der finder det helt i orden at tilsidesætte landets lovgivning, for at gennemføre deres politik og mærkesager på flygtninge - området.

På venstrefløjen er der grupperinger, der finder det helt acceptabelt, at grupper af personer begår vold, groft hærværk og plyndrer butikker, hvis de har været udsat for "racistisk" behandling fra myndighedernes side.

Lise Lotte Rahbek, Poul Erik Pedersen, Torsten Jacobsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Interessant perspektiv fra Bjarne Toft Sørensen.

Tillad mig at supplere:

For efterhånden ganske længe siden læste jeg et essay af en filosof, hvis navn desværre undslipper mig. Han skrev (tonalt i mol) om hvordan vi lever i en tid præget af en vedvarende acceleration (Nej, det er ikke Thomas Friedman).

Pointen var, som jeg husker den, at 'udviklingen' - socialt, økonomisk, teknologisk - i størstedelen af menneskehedens historie har bevæget sig i et tempo, som vi som mennesker så at sige er udstyret til at begribe og forholde os til. Men med en begyndelse i den industrielle revolution er en stadig acceleration igangsat, som dels ikke lader sig bremse - den føder og forstærker sig selv - dels truer den med ganske at overskride menneskets tilpasningsevne.

Eller sagt med andre ord:

Historien kan ikke længere forstås som en jævnt, fremadskridende bevægelse. En sådan forståelse er netop grundet i menneskets evne til at overskue og tilpasse sig udviklingen. Men hvis accelerationen er vedvarende, når vi uundgåeligt til et punkt, hvor 'udviklingen' - historien - bevæger sig hurtigere fremad end mennesket kan begribe den.

Dette perspektiv matcher for mig at se fint Bjarne Toft Sørensens påstand om, at Kuhns paradigmeteori i dag er kollapset. Ikke sådan forstået, at paradigmer ikke længere eksisterer. Nej, snarere eksisterer de blot stort set ikke længere som værende efter hinanden følgende i tid. Men derimod som stadig mere overlappende 'dimensioner af virkelighed'.

Derfor er det da også så såre interessant i dag at diskutere begreber som 'sandhed' og 'løgn'. Har det nogensinde været sværere - som menneske - at kende forskel på to ellers så modsætningsfyldte fænomener?

Og er det ikke lidt som om, at 'udviklingen' har løsrevet sig enhver menneskelig kontrol? Det er vist ikke nogen hemmelighed, at for eksempel det globale finansmarked gebærder sig efter regler, som intet menneske kan hævde til fulde at forstå. Og vi taler her vel at mærke om et 100% menneskeskabt system!

I modsætning til for eksempel det globale klimasystem, hvis kompleksitet til den dag i dag - alle vores accelererende 'fremskridt' til trods - umuliggør en sandsynlig, lokal vejrudsigt, der rækker mere end fem dage frem i tiden..

Man kan med patos måske svinge sig op til at sige, at vi nu - i stadig større grad - lever i en 'ikke-tid'? I en vis forstand uden for historien? Den løber forud for os, uden for vores kontrol?

En multidimensional 'virkelighed', hvor 'sandhed' og 'løgn' alene er et spørgsmål om perspektiv? Hvor vi ikke længere bebor samme 'virkelighed', men derimod lever i væsensforskellige, adskilte 'dimensioner'...?

Bjarne Toft Sørensen, Anders Reinholdt, kjeld hougaard og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Torsten Jacobsen: den tænker du leder efter navnet på, overvejer jeg om ikke det kunne være Paul Virilio. Han siges at være hastighedens teoretiker par exellance. Han nævnes i Den Jyske Historikers temanummer: "Hastværlk - moderne fart og tempo", udgivet i juni 2005.
mvh. poul.

Torsten Jacobsen

Det er helt sikkert Virilio!

Tusinde tak for det, Poul! :)

Zygmont Baumans værk "Liquid Modernity" kan bestemt også anbefales.

https://d1wqtxts1xzle7.cloudfront.net/54408481/bauman-liquid-modernity.p...

Torsten Jacobsen

Rasmus Knus,

For mig fører dit link til en side med skriften 'AccessDeniedAccess denied'..

Er det en form for performance art, eller er dit link bare sygt? ;P

Beklager - hensigten var at linke til en pdf af bogen. Hvis linket nedenunder ikke virker søg på "zygmunt bauman liquid modernity" og klik på link øverst under videnskabelige artikler.

https://d1wqtxts1xzle7.cloudfront.net/54408481/bauman-liquid-modernity.p...

Torsten Jacobsen

Det sidste link virker fint. Tak, Rasmus!

kjeld hougaard

Interessante synspunkter. Jeg vil tillægge at “sandheden og virkeligheden” I våres kultur fik et skud for boven for ca. 60 år siden: Sperry: ”mentalism yes, dualism no” – Buddhas indsigt fra 2500 år siden = ”der er tanker men ingen der tænker” er blevet en biologisk sandhed, vi lever – som andre dyr – hver i vores biologisk skabte virkelighed. Vi har heldigvis egne fremstående virkeligheds/existens tænkere som søren Kierkegaard ”kun den sandhed der opbygger, er sandhed for dig” og Niels Bohr i essayet: ”Atomfysik og menneskelig erkendelse”. Tilkomsten i konsekvens af den indsigt: AI, [”The artificiel mind” af Stan Franklin]. Johannes V. fandt angiveligt denne gryende indsigt [Guds død] værende både ”ulykkelig og problematisk, som den var frisættende og produktivt”. At finde et ståsted hvorfra du kan bære din egen verden? William Osler udtrykte Kierkegaard i få ord: ” The future is today, there is no to-morrow! The day of a man’s salvation is now – the life of the present, of today, lived earnestly, intently, without a forward-looking thought, is the only insurance for the future.”

Søren Fosberg

Den proces vi er både vidne og årsag til, nedbrydning af det naturgrundlag vi skylder vor eksistens, vil forsætte til biosfæren når sin naturlige sluttilstand og Jorden er lige så kold og og gold som månen, en tilstand hvor det højt organiserede og komplekse liv er ophørt, nedbrudt til sine uorganiske grundelementer. Så er kaos kommet på sin endelige form og der falder ro på kloden efter 4 milliarder års konstant biologisk udvikling og forandring.

Bjarne Toft Sørensen

Sand/falsk og virkelig/ikke - virkelig er i dag spørgsmål, der i høj grad bliver afgjort af markedsmekanismer på informations - markedet og algoritmer. Den gamle marxistiske diskussion om, hvorvidt basis definerer overbygningen, er dermed hævet til et helt andet niveau.

Det er ikke kun informationsstrømme på de sociale medier, der er styret af algoritmer ud fra markedsinteresser. Det samme er tilfældet på finansmarkederne, hvor maskiner foretager handler med brug af algoritmer, i form af køb og salg på splitsekunder.

Søren Fosberg

Den proces vi er både vidne og årsag til, nedbrydning af det naturgrundlag vi skylder vor eksistens, vil forsætte til biosfæren når sin naturlige sluttilstand og Jorden er lige så kold og og gold som månen, en tilstand hvor det højt organiserede og komplekse liv er ophørt, nedbrudt til sine uorganiske grundelementer. Så er kaos kommet på sin endelige form og der falder ro på kloden efter 4 milliarder års konstant biologisk udvikling og stigende orden.

Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen
"Man kan med patos måske svinge sig op til at sige, at vi nu - i stadig større grad - lever i en ’ikke-tid’? I en vis forstand uden for historien? Den løber forud for os, uden for vores kontrol?"

Tankegangen er utrolig farlig, for den kan give anledning til ansvarsforflygtigelse. Vi bliver nødt til at handle ud fra de oplysninger og de holdninger, vi til enhver tid finder relevante og vigtige. Også selv om vi bliver nødt til at "asfaltere mens vi kører", som man siger.

Jeg vil henvise til en artikel af Toke Lykkeberg på nettidsskriftet Kunstkritikk:
"Ekstemporær kunst. I 2010’erne opgav kunstnerne samtiden til fordel for fortiden, fremtiden og andre og større tidsligheder. Kunsten er ikke længere kontemporær, men ekstemporær".
(Informations hjemmeside accepterer ikke mit link til artiklen)

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Tak for artiklen! Her er den: kunstkritikk.dk/ekstemporaer-kunst/

Jeg er ikke just 'Rindalist', men lever på den anden side ikke i en lykkelig forestilling om, at 'kunsten' hver kan eller skal redde verden: Kunsten er et troldspejl, hverken mere eller mindre..

Når jeg læser sådanne artikler - og jeg har skam læst den med velvillig interesse - mindes jeg gerne om filmen 'The Square', der for mig at se kærligt satiriserer al den umådelige kreativitet og energi, som særdeles opvakte mennesker formøbler på at skabe deres helt eget - og lad os nu være ærlige - særdeles eksklusive og i en vis forstand privilegerede rum, hvorfra man (med en vis ret) kan hævde at have særegen adgang til dybere - tør man sige 'hyper-reelle'? - forestillinger om, hvad essens og eksistens i 'virkeligheden' er..

Alt sammen i sin orden, naturligvis..

---
Du hævder, at det er 'utroligt farligt' at tænke om vor tid, som jeg gør? Det kan jeg i og for sig ikke være uenig i. Blot er der for mit vedkommende ikke tale om en 'programmatisk erklæring', og da bestemt heller ikke om en velvillig besyngelse af sådanne vilkår..

Nej, jeg er sgu et simpelt menneske:

Rent per instinkt fornemmer jeg, at tiden så at sige er løbet os af sporet..At noget helt essentielt er gået tabt, og at der ikke synes nogen vej tilbage..

Hverken mere eller mindre..

Hvad skal jeg stille op med den erfaring? Hvad skal 'vi' stille op med den erfaring, tør jeg endda spørge, nu hvor jeg med interesse har læst din artikel?

Svaret synes indlysende, ligger lige for:

'Skab dit eget meningsfulde rum', messer tidsånden - ikke sandt?

'Skab dig'....