Klumme

Georg Metz: So not very long

Afskeden med England aktualiserer nationalismens selvbedrag
»England skal nu betale for det formentlig største selvbedrag i nyere historie. Først nu begynder Brexit og er ikke længere sværmeriske forestillinger om britisk genfødsel i egen ret som udlagt af Boris Johnson og andre studentikose konservative,« skriver Georg Metz i denne kommentar.

»England skal nu betale for det formentlig største selvbedrag i nyere historie. Først nu begynder Brexit og er ikke længere sværmeriske forestillinger om britisk genfødsel i egen ret som udlagt af Boris Johnson og andre studentikose konservative,« skriver Georg Metz i denne kommentar.

Paul Grover

Debat
2. januar 2021

En moralsk bankerot charlatan med et polygamt forhold til sandheden. Således karakteriserer Boris Johnsons tidligere redaktør den forfængelige mand, der i kamp mod EU så sit livs chance for magt og opmærksomhed.

Journalisten Johnsons upålidelige artikler fra Bruxelles fremmanede EU’s undertrykkelse af Storbritannien og rettede med bladkongen Rupert Murdoch og de konservatives højrefløj et nationalistisk korstog mod Europa. Senere kuppede Johnson sig til premierministerposten. Bistået af Nigel Farages demagogiske brexitparti fører Mr. Charlatan, efter en kaotisk forhandlingsproces han selv skabte og forkludrede, sit martrede land ud af unionen.

Vi lægger nu Brexit bag os, var beskeden med tommelfingrene manisk rakt op. Ikke som Winston Churchills V-tegn, der havde været mere passende, da tegnet, uden Churchill selv vidste det dengang, var det samme som at give nogen fingeren.

Johnsons tommetotter betød: Vi tager landet tilbage, love og regler komma for komma. Make England Great Again.

Slut med sværmerier

Jævnføringen med kammerat Trump i USA er ikke grebet ud af luften. Også Boris har som antydet det med sandheden som vampyren med hvidløg. Men man undgår heller ikke at se forskellen: mestendels i englænderens slidte charme og mimiske øvelser, der ligner lattermild vantro over egen frækhed, og at rasende medborgere ikke for længst har smidt deres uvederhæftige førsteminister i Themsen.

Brexit er selvfølgelig ikke lagt bag. England skal nu betale for det formentlig største selvbedrag i nyere historie. Først nu begynder Brexit og er ikke længere sværmeriske forestillinger om britisk genfødsel i egen ret som udlagt af Johnson og andre studentikose konservative. Eller i sene eftermiddagstimer på pubberne.

Trods den omfattende aftale, der i realiteten er et katalog over års kommende forhandlinger, vil englænderne opleve selvskabte papirbjerge og efterkrav. Landet bliver isoleret i sin falske selvstændighed og må bøde for det snævre afstemningsresultat i 16.

I en ikke så fjern fremtid vil irritationen og smerten blandt yngre englændere imidlertid blive ubærlig, og så kan alt ske.

Den selvbestemmelse, fanatikerne og Johnson har himlet så højt op om, og som DF her i landet midt i egen hastige nedsmeltning nu igen koketterer panisk med, vil vise sig meningsløs i en verden, der trods nationalkonservatismens krumspring beror på komplicerede samarbejdsmønstre i politik, økonomi og kultur. At trække sig ud, som englænderne, uden at det rent faktisk sker i den radikale forstand, de rabiate har krævet, er foruden nationalromantisk gylle et fortvivlet forsøg på at genskabe en farlig ekskluderende enegang, der var Europas virkelighed før krigen og før fællesskaberne i deres senere udvidelse med England og Danmark i 72.

Sejrherre uden at være det

England var op til 72 et fattigt, klasseopdelt land præget af krigens materielle og menneskelige omkostninger. Mere end mange vist tror.

Ø-folket havde gud være lovet vundet krigen takket være Adolf Hitlers galskab og militære idioti, Churchills begavelse, briternes moral og pligtfølelse, en stor krigsflåde, samt – ikke at forglemme – mens Sovjetunionen tog sig af Østfronten, Amerikas krigsdeltagelse.

Efter krigen betragtede man England som sejrherre, skønt landet ikke var det: ikke storpolitisk, ikke økonomisk og ikke militært. De sidste rester af imperiet fordampede med Indien, uden at besluttende kredse i London syntes at have taget den kendsgerning helt for pålydende. Om de nogensinde siden har gjort det.

Præsident de Gaulle så ret i, at englænderne ikke var modne til et fælles europæisk projekt. Den selvbevidste general fra det nøgterne Nordfrankrig mente ikke, at de passede ind i en verdensopfattelse på fransk for viderekomne – han kendte dem.

Ind kom englænderne jo omsider. En ny generation af britiske politikere – også konservative – tog tørnen for ikke at placere sig med lerfødderne solidt plantet i den blå luft og omdefinerede engelskheden. Der var ikke nemt, det oplevede man i landet i de år.

Men Union Jack hang i Bruxelles i et lille halvt århundrede.

Så fik suverænitetsbegrebet en tur i populisternes propagandamølle.

En nation af kræmmere

I nutiden hævder selv større stater ellers kun deres ukrænkelige suverænitet, når de forstår at afgive passende portioner af den for at kunne henvise borgerne til de dele, der opretholder illusionen.

Hvor længe englænderne vil stå uden for nødvendigheden af Europas organiserede fælles suverænitetsdeling i unionen er et åbent spørgsmål.

Palle Lauring kaldte rimeligt nok Danmark en brugsforening. Ifølge Napoleon er England en nation af kræmmere, der i øvrigt ikke blev stort af at synge berusende hymner om herredømmet til søs, men af de kolonialvarer, skibene under væbnet eskorte bragte hjem. Told er ikke for englændere. Heller ikke når de britiske krigsskibe hjemførte røvede egyptiske obelisker, asiatiske gravmæler og Parthenon-frisen.

Den suverænitet har Johnson trods det polygame forhold til sandheden heller ikke taget tilbage.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Igen og igen ser verden ikke ud som Georg Metz gerne vil have den ser ud. Måtte 2021 komme ham lidt i møde, så han kan sove roligere om natten.

Jørgen Mathiasen

Det lykkedes ikke for Danmark, Sverige, Holland og Østrig at blokere for EUs krisepakke til kr. 5.600 mia., men hvordan ville det have set ud, hvis UK også skulle have accepteret budget og lånoptagningen? Ikke så få i Bruxelles mener, at der ville have været en spærreminoritet og derfor også, at det ikke er den rene elendighed, at UK nu har en anden position i forhold til EU.

Søren Dahl, Morten Reippuert Knudsen, Ete Forchhammer og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Du har måske ret i karakteristikken af Boris Johnson; men jeg glæder mig nu over, at Boris trods alt fik ført UK ud af EU med en udtrædelsesaftale, selv om der ganske giver skal forhandles videre på aftalen i uendelig lang tid endnu.
Men stadig væk er det at foretrække for en udtrædelse helt uden aftale -
det havde været totalt Ragnarok.

Det er muligt, at en kommende generation af briter vil søge genoptagelse i EU -
eller også falder UK fra hinanden, så Nordirland kommer ind i EU á la Østtyskland, altså som en del af et eksisterende medlemsland, her Irland - og Skotland kommer ind i EU som en selvstændig nation. England og Wales må så beslutte sig.

Al det kan vi overlade til briterne selv at rede ud - for EU skal det gælde om at få gang i de lovede forhandlinger med de 5 kandidatlande og få gjort de 2 potentielle kandidatlande klar til at kunne indlade optagelsesforhandlinger.

Okay - det ligger vist mere end tungt med kandidatlandet Tyrkiet.
De 6 resterende lande er Albanien plus 5 lande, der tidligere var en del af Yogoslavien.
Det bliver selvfølgelig ikke en gratis omgang at optage de 6 sidstnævnte lande - det ene fattigere end det andet - men det skal bare gøres.

Det var en skændsel for Danmark, at vi i oktober 2019 på EU-Topmødet blokerede for, at EU kunne indlede optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien. Heldigvis er forhandlinger nu indledt også med de 2 lande.

Claus Bødtcher-Hansen

03/jan/2021

Kære alle sammen ...

Bevar Danmarks integritet og
suverænitet:

Bevar alle vore fire forbehold
i relation til vort medlemskab af
EU ... ellers skal vi også ud af EU.

Kærlig hilsen
Claus

Torben Lindegaard

@Claus Bødtcher-Hansen 03. januar, 2021 - 19:18

Jeg er nogenlunde så eurofil, som de kommer på disse sider;
men om Danmark lige er med i EU eller ej betyder ikke så meget.

Vi bidrager ikke med noget som helst positivt; men er blot et drivanker med 4 forbehold, medlemskab af Sparebanden, veto imod at indlede forhandlinger med ansøgerlande etc.

Så det kan da sagtens være, at vi står os bedst ved helt at melde os ud -
og det ville helt sikkert gavne EU's videre færd.

Claus Bødtcher-Hansen

04/jan/2021

@Torben Lindegaard

Øh, hvad mener du med,
at du er "eurofil" ?

Venlig hilsen
Claus

Torben Lindegaard

@Claus Bødtcher-Hansen 04. januar, 2021 - 22:12

Uffe Ellemann er eurofil - begejstret for EU.

Didaktikerne fremhæver gerne, at EU ikke er Europa - og det har de selvfølgelig ret i.