Kronik

Giv børnefamilierne tiden tilbage, så forældreskab ikke er lig med stress og ensomhed

Ved at give småbørnsforældre ret til deltidsarbejde og tilskud til at passe barnet hjemme kan vi skabe et samfund, som er i markant bedre psykologisk og økonomisk balance end det nuværende, skriver psykolog og parterapeut Frej Prahl i dette debatindlæg
Aldrig har forældre haft mere af den såkaldte ’kvalitetstid’ med deres børn. Men meget af den højt besungne kvalitetstid har karakter af kompensation.

Aldrig har forældre haft mere af den såkaldte ’kvalitetstid’ med deres børn. Men meget af den højt besungne kvalitetstid har karakter af kompensation.

Debat
6. januar 2021

For nylig kunne man i en artikel i Politiken læse, at hver tredje mor føler sig ensom på barslen. I artiklen blev der udlagt to forskellige forklaringer på den ensomhed og de svære følelser, nybagte mødre oplever. Den første grund pegede på mødrenes perfektionisme som problemet.

Men at mødrenes perfektionisme skulle være skyld i ensomhed og fødselsdepressioner, er at individualisere et problem, som i allerhøjeste grader er strukturelt.

For det handler på ingen måde om perfektionisme, det handler tværtimod om, at vi har skabt et samfund, hvor familierne og fællesskaberne er blevet revet i tusind stykker. Det peger artiklen heldigvis også på som den anden mulige grund til mødrenes mistrivsel. Men der bliver kun kradset i overfladen, for problemet stikker dybt. Meget dybt.

Siden 60’erne er der sket en voldsom institutionalisering i verden i almindelighed og i Danmark i særdeleshed. Det har haft omfattende konsekvenser for familielivet. I reglen er huse og lejligheder tomme i tidsrummet 8-16 hverdag. Med undtagelse af de pensionister, der ikke er blevet institutionaliseret endnu, er der nemlig ikke andre hjemme end de barslende mødre.

Familien opbrudt

En sporadisk mødregruppe er ikke et tilstrækkeligt plaster på såret. Det, man mangler, er ikke en håndfuld kvinder i præcis samme situation som en selv. Det, man mangler, er noget, som var engang. En stor familie eller et fællesskab, som man var en naturlig del af, med onkler, tanter, voksne og børn.

Jeg vil ikke idyllisere fortiden, for der har været mange tørre tæsk, og der blev udøvet en stærk social kontrol – særligt i den store familie. Men der er også noget, vi har tabt. I familien og nærmiljøet var der rollemodeller, man kunne lære af eller spørge til råds, og ikke mindst nogen, man kunne være sammen med. I dag er man overladt til sig selv og til Google i desperate søgninger efter babyers naturlige udviklingstrin, for hvorfor har han ikke lært at kravle endnu!?

Vi har skabt et usundt samfund. Et samfund, hvor børn og ældre bliver adskilt fra os i institutioner, og familier lever isoleret. Den adskillelse har først og fremmest været en del af en nødvendig frigørelse af kvinderne, men som Anne Kirstine Sørensen skriver i bogen Moderland, endte »kvindernes berettigede kamp for uddannelse, økonomisk selvstændighed og selvbestemmelse med at blive spændt for en pengevogn. Det var givetvis ikke hensigten i kvindebevægelsen at gøre kvinder til fuldtidslønslaver på bekostning af nærhed og relation med børnene, men det endte sådan«.

Siden 1960’erne har vi været en del af et stort eksperiment. Børn blev i et helt enormt omfang institutionaliseret, og familiens samlede arbejdstid steg fra 50 til 80 timer.

Etisk stress

Mange forældre mærker da også, at noget er galt i dag. Så mellem klokken 16 og 19, hvor vi endelig er hjemme sammen, skal vi virkelig være der. Faktisk viser undersøgelser, at forældre aldrig har været mere nærværende med deres børn. Aldrig har forældre haft mere af den såkaldte ’kvalitetstid’ med deres børn. Men meget af den højt besungne kvalitetstid har karakter af kompensation.

For spørgsmålet er, om børn har brug for lidt kvalitetstid eller bare mere tid i det hele taget med deres forældre? Mere af den tid, hvor forældrene er inden for rækkevidde. I gang med deres egne sysler, men tilgængelige, hvis barnet får brug for dem.

Tilknytning sker ikke drypvis, uanset hvor gyldne de dråber måtte være. Tilknytning tager tid. Vores store fokus på kvalitetstid er nærmere et udtryk for, at tid i sig selv er noget, vi mangler.

Manglen er særligt nærværende i småbørnsfamilier. Som psykolog og parterapeut møder jeg ofte par med børn i alderen nul til fem år. De er pressede og lever i en form for undtagelsestilstand, hvor parterapi nogle gange kan synes håbløst. Det svarer til at tilbyde terapi til soldater, mens de stadig er i krig. Hverdagen er så presset og så fyldt med dårlig samvittighed, at mor og far umuligt kan blive andet end de værste udgaver af sig selv.

Aldrig før har der været så mange stressede, og tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 22 procent af alle kvinder mellem 25 og 40 år føler sig stressede i hverdagen. Mange småbørnsmødre og stadigt flere fædre, mener jeg, lider af, hvad man kunne kalde etisk stress. De mærker intuitivt, at den lange adskillelse fra børnene strider mod noget i dem.

Men samfundet presser med alle tænkelige midler én til at realisere forældreskab, karriere og parforhold på samme tid. Det har den direkte konsekvens, at parforholdskvaliteten rammer bunden og skilsmissetallet ryger i vejret, når børnene er små. For hvad? For at gå på pension 40 år senere, hvor man har al den tid, man kunne ønske sig. Flot.

Pasningstilskud og tid

Det værste er, at det hele er nøje planlagt. Anne. Kirstine Sørensen beskriver i føromtalte bog Moderland indgående, hvordan staten sammen med fagforeningerne gør alt, hvad den kan, for at presse to forældre ud i fuldtidsstillinger hurtigst muligt. Det har længe været et erklæret mål for Socialdemokratiet at få alle børn i vuggestue, selv om to tredjedele af alle kvinder enten ønsker at gå hjemme, mens deres børn er små, eller gå kraftigt ned i tid.

Og deres økonomiske argument holder ikke. Ifølge Stressforeningen koster stress samfundet i omegnen af 14 milliarder kroner om året. De mange skilsmisser, som kunne være undgået, hvis forholdene omkring børnefamilierne var bedre, koster efter alt at dømme også samfundet milliarder.

I øjeblikket betaler skatteyderne over 100.000 kroner om året i tilskud pr. barn i dagtilbud. For at sikre, at forældre ikke går hjemme, har man øremærket tilskuddet til institutionerne. Hvis forældre skulle vælge at gå hjemme, bortfalder tilskuddet. Enkelte kommuner yder et meget begrænset tilskud til pasning af egne børn, men det bør ikke være op til de enkelte kommuner at bestemme det.

Sådan er systemet indrettet, selv om der ikke er noget som helst psykologisk argument, som med rette kan støtte, at et barn under tre har mere brug for pædagoger end sine egne forældre. Det er ganske enkelt absurd.

De enkelte, som har økonomisk mulighed for at gå hjemme med deres små børn, må derfor gå hjemme alene, hvis de da ikke er så heldige at bo i en storby, hvor der findes enkelte netværk for hjemmegående. Men det er stadigvæk en fattig løsning.

Hvis tilskuddet fulgte barnet og ikke institutionen, ville langt flere forældre have mulighed for at gå hjemme i en periode med deres børn. Der ville rent faktisk være nogen hjemme mellem otte og 16. Små forældrefællesskaber ville begynde at blomstre i byernes gårde og i landsbyernes haver.

Lige nu har folk ikke overskud til deres naboer, for man er sine egne nærmest, især når tiden med dem er så knap. Med tilskuddet ville der være et emotionelt overskud til at ringe på Hr. Jensens dør for at høre, om han mangler noget. Måske ville han endda sidde med ude i gården for at betragte de små lege. Hans ryk til plejehjemmet ville blive markant udsat, hvis overhovedet nødvendigt. 

På en ufattelig enkel måde kan vi revolutionere vores samfund til det bedre. Familiepolitisk Netværk har formuleret en række vigtige anbefalinger til en progressiv familiepolitik, men jeg vil her nøjes med at nævne de to, der for mig at se er mest centrale: Ved at lade tilskuddet følge barnet og ved at give forældre ret til deltidsarbejde indtil barnet er otte år gammelt, ligesom Sverige har gjort, kan vi skabe et samfund, som er i markant bedre psykologisk og økonomisk balance end det nuværende. Hvad venter vi på?

Frej Prahl er psykolog og parterapeut.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

06/jan/2021

Asocialdemokratiet, De Radikale og
de øvrige, borgerlige partier hylder
alene Das Kapital :-( ...

Det fremmer grådighed, grådighed
og grådighed :-( ...

Hilsen
Claus

Jens Christian Jensen

Fin ide. Jeg tillader mig dog lige at spørge ind til hvordan Frej så syntes at det skal finansieres.

Man kunne også lave arbejdstidsreformer. 3x12 timer om ugen, så kan to forældre skiftes til at gå på arbejde hveranden dag. Den ene man, ons, fred, den anden tir, tor og lørdag.
Så kunne der være korte dage i institutionen og god tid til at lave aftensmad.
Institutionerne ville have bedre tid til børn af soloforældre, som har lang dag hveranden dag.
Det ville være en fantastisk klimagevinst, 60% transport til arbejde i forhold til i dag.
Meget bedre kapacitetsudnyttelse på arbejdspladser.

Eline Crossland

Mit spørgsmål er: hvordan ville dette kunne gennemføres uden samtidig enten helt at undergrave de fremskridt der er sket i ligestillingen de sidste 50-60 år? Eller alternativt at alle kvinder som ønsker at have et liv som professionelle (også) helt fravælger at få børn? Ifølge artiklens tal ville det vel være den 1/3 af småbørnsmødre som IKKE ønsker at gå ned i tid. Min pointe er at jeg fint kan se de problemer og behov som artiklen påpeger, men jeg ved at jeg selv A) var blevet aldeles bims at af gå hjemme uden professionelle relationer i bare 4 år, for slet ikke at tale om 8, og B) aldrig var kommet ind på arbejdsmarkedet som nyuddannet førstegangsmor hvis arbejdsgiverne havde vidst om mig at jeg ikke var fuldt til rådighed i 8 år efter fødslen...
Jeg synes ikke status quo er en god situation for børnefamilierne, men jeg har bare ikke tillid til at ændringer i barselsregler og tilskud kan ændre på status uden at det går meget hårdt ud over kvinderne. Vis mig at samfundet (mænd, kvinder, partier og statslige institutioner) har en reel vilje til f.eks. at dele barselsorloven, barns første sygedag, de huslige opgaver osv. lige - så kan vi tale om at sende "forældrene" og ikke mødrene hjem til børnene!

Rikke Petersen, Maiken Guttorm, Rikke Nielsen, holger Riemann, David Zennaro og Susanne Dea Crammond anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Familierne har i stort omfang selv ansvaret og mulighed for at arrangere deres liv som de ønsker. Man kan dog som bekendt ikke både blæse og have mel i munden.
Der er mange måder at spare penge på så man kan få mere fritid og mindre stress. Det kræver dog at man er nød til at gå på kompromis. Mindre bolig, flytte til billigere kommune, have 1 bil i stedet for 2 (eller slet ingen bil). Brug hovedet når du handler i stedet for vane og lyst. Gå dit budget igennem og afskaf unødvendig luksus. Listen er lang.
Problemet er at mange vil have det hele og mere til og er ikke villig til at gå særlig meget på kompromis. Du er selv herre over dit liv. Tag ansvar i stedet for at skylde skylden på andre eller systemet.

Peter Høivang, Jeppe Lindholm, Carl Chr Søndergård, Christel Gruner-Olesen, holger Riemann og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg er enig i, at det ville være fint at gøre noget. Man skal bare huske på, at det ALTID har været hårdt at være nybagte forældre, specielt mor. Det har ikke på noget tidspunkt i historien været nemt. Men det burde selvfølgelig ikke forhindre os i at tænke over, hvordan man kunne gøre det bedre i dag.

Torben S Rose, Jeppe Lindholm og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg læser at her er en fortaler for at sende kvinderne hjem til kødgryderne, som det så fordomsfuldt hedder. Og det kan jeg ikke bakke op om, og slet ikke med statstilskud. Når man får børn, må man prioritere. Hvis en af forældrene gerne vil gå hjemme, kan man flytte til et billigere sted, således at den anden indtægt kan bære udgiften. Dette frie valg har selvfølgelig en omkostning.

Rikke Petersen, Jeppe Lindholm, Carl Chr Søndergård, David Zennaro og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

www.berlingske.dk/samfund/35-aarig-mor-i-oproer-hvis-jeg-skal-holde-hjul...

Ja, der er mange vinkler i det "moderne" frigjorte kvindeliv. Som mand ved man alt om det umulige i at stille en kvinde tilfreds. En umulig opgave.

Peter Høivang

Der er nogle problematiske udsagn i ovenstående.

At ældre bliver institutionaliseret og sendt på plejehjem fra en kant, kan jeg slet ikke genkende. Jeg arbejder endda med området.

Ældresagen fortæller at 3,6 % af alle over 65 er på plejehjem og at dette tal er faldende. Det svarer godt til min erfaring indenfor området.

Min kone og jeg ville gerne være der for vores børn og derfor har vi siden de kom til begge arbejdet på deltid. Det gør at vi ikke går i det nyeste tøj, vores tøj ender slidt og forvansket, vi har 1 billig bil, cykler meget, har ikke hobbyer hvor udstyret koster 20 - 30000 kr og bor på landet.

Det er vi godt tilfredse med.