Klumme

Håbet fra begyndelsen af coronakrisen er blevet afløst af desperation. Nu skal vi holde fast

Under den første periode af corona inspirerede krisen os til positive håb om en grønnere fremtid med mindre arbejde og tid til familien. Men som krisen har trukket ud, er håbet blevet erstattet af ren desperation. Det er nu, vi må holde fast i håbet, skriver sociolog Pil Christensen i dette debatindlæg
Det føles som meget lang tid siden, jeg sidst har læst noget med optimistiske toner. Længden af undtagelsestilstanden, de mørke og grå dage, den nye britiske mutation. Alt sammen truer med at tage livet af det kollektive håb.

Det føles som meget lang tid siden, jeg sidst har læst noget med optimistiske toner. Længden af undtagelsestilstanden, de mørke og grå dage, den nye britiske mutation. Alt sammen truer med at tage livet af det kollektive håb.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
22. januar 2021

I midten af december ramte coronaen min egen lille familie, da min mand og datter blev smittet på en sommerhustur. Fordi jeg er gravid, besluttede vi at være ekstra forsigtige, og de to blev på landet, mens jeg var i lejligheden.

En veninde rådede mig til straks at falde om på sofaen, tænde for Netflix og ikke rejse mig et sekund, før de var tilbage. Det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Uvisheden om, hvornår jeg kunne se dem, gjorde det svært at fokusere eller koncentere mig. Jeg hoppede fra det ene sociale medie til det andet uden rigtig at fordybe mig i noget.

Min undtagelsestilstand var ikke et pusterum fra dagligdagens trummerum. Den var vågne, tomme nattetimer eller livagtige drømme, hvor jeg jagtede mine to kære uden nogensinde at indhente dem.

For hver dag, der gik uden dem, blev jeg en lille smule mere tom indeni. Når jeg købte madvarer ind til de to isolerede, havde supermarkedets legetøjsafdelinger en magnetisk tiltrækningskraft på mig. Længe studerede jeg et Gurli Gris-legesæt, nuttede bamser og selvlysende tusser. Havde lyst til at købe det hele til min lille pige.

Det sociale livs død er, hvad vi oplever nu. Mange flere rammes for alvor på de menneskelige afsavn – ikke bare de økonomiske og materielle. Pausen er ikke længere et pusterum, men en uendelig trækken pinen i langdrag. Tomheden regerer, og vi fylder hullet op med ligegyldigt forbrug og planløs scrollen på sociale medier.

Krisen kan stadig være et vendepunkt

Kriser har gennem menneskets historie igen og igen givet anledning til store forandringer, fordi de har tvunget os til at tænke nyt. For mig står den nuværende mørke tid i skærende kontrast til foråret, som sprudlede af udtalte visioner om, at krisen eksempelvis kunne være med til at transformere Danmark til et nulemissionssamfund.

Pandemier medfører ikke nødvendigvis den slags omvæltninger, alligevel gav coronakrisen næring til et udtalt håb om en bedre verden efter. Folk talte om et styrket fællesskab og en velfærdsstat, som viste sit værd over for en højrefløj, hvis individuelle løsninger stod afpillede og uattraktive tilbage. Muligheder for en ny type arbejdsliv med med kortere arbejdsuge og mere tid med familie.

Der blev diskuteret og lagt planer for den nødvendige økonomiske genstart, som skulle være en grøn accelerator i løsningen af klimakrisen. Mange oplevede som jeg selv en nærhed til naturen og en forståelse af vores forbundethed til og afhængighed af den. Aldrig før havde jeg fulgt et kirsebærtræ springe ud. Set de hvide blomster åbne sig en lille smule mere dag for dag for til sidst at vende verden på hovedet og stå som et kæmpe hvidt hav omgivet af en bølgende summen.

Tilbage til normalen

Det føles som meget lang tid siden, jeg sidst har læst noget med sådanne optimistiske toner. Længden af undtagelsestilstanden, de mørke og grå dage, den nye britiske mutation. Alt sammen truer med at tage livet af det kollektive håb.

Mens vendinger som ’vi skal ikke tilbage til tiden før corona’ eller ’built back better’, som Biden førte kampagne på, dominerede forårets coronanedlukning, så begynder det nu at virke mere og mere besnærende bare at komme tilbage til normalen igen så hurtigt som muligt.

Derfor er det så vigtigt, at vi står fast nu. Minder hinanden om, at ’normalen’ før corona ikke fungerede. Der er grundlæggende og dybe problemer i vores samfund – klimakrisens potentielle ødelæggelse af vores verden og en eskalerende ulighed for blot at nævne nogle af de mest centrale. Vi må holde hinanden fast på at bruge den her krise som en anledning til at forandre.

Tilbage i min egen lille undtagelsestilstand blev dage til uger. Julen kom, og jeg fejrede den uden mine elskede. Denne måske mørkeste tid i pandemien sætter også på spidsen, hvad der virkelig betyder noget for os. Det er mennesker og menneskelige relationer, som langt de fleste af os savner mest. Vi kan netop bruge erkendelser som denne til at genfinde det håb, som spirede i foråret og gav pandemien mulighed for at blive kimen til helt afgørende forandringer. Lad os sammen sørge for, at håbet overvintrer i denne svære tid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Degnbol

God artikel, tak for perspektivet.
Vi må stå sammen, når den tid kommer. Huske.
Glæder mig til du har din mand og lille pige spillevende tilbage igen, og håber hun har fået lidt Gurli Gris og selvlysende gøgl ud af sygdomshistorien!
Snart bliver det forår. Med kirsebærtræer der blomstrer. Så husker vi!