Læserbrev

’John Dillermand’ er måske sjov for voksne, men han er et problematisk eksempel for børn

Diskussionen om Ramasjangs serie John Dillermand er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man synes det er sjovt eller ej. Det er fjernsyn til børn, og det kræver en øget bevidsthed om, hvilken adfærd vi indlærer i dem, skriver Sabine Skytte i dette debatindlæg
Debat
7. januar 2021

Jeg ved ikke, om vi skal grine eller græde, når 2021 starter med Ramasjang-serien John Dillermand. Har DR Ramasjangs chef, Morten Skov Hansen, skudt helt ved siden af i et forsøg på frisind, eller fortsætter samfundet med at indlære en mandsdomineret adfærd i en let tilsløret form?

John har i hvert fald svært ved at styre sin dillermand, og som serien fortæller, kan han i bedste Carl-Mar Møller-stil næsten alt med sin diller.

Nu vil nogen måske friskfyragtigt spørge, om jeg ingen humor har. Jo, vi feminister kan også grine ad det – men nu diskuterer vi jo ikke underholdning til voksne, men til målgruppen børn mellem fire og otte år.

Måske DR mangler interne profiler, som kan forklare dem, hvad der egentlig formidles til børn med karakteren John, der behandles som et barn, men har overskæg. Jeg vil foreslå at ansætte nogle akademikere med et videnskabsteoretisk grundlag for at omsætte børnepsykologi til programkoncepter.

Af Sabine Skytte, online marketing manager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

At du er moderne feminist og derfor ikke objektivt er i stand til at vurdere John Dillermand kan undskyldes dig men at du ikke har fået med at Sex og Samfund og en børnepsykolog har været med i arbejdet er simpelthen får dårligt.

Margrethe Brun Hansen er jo ikke u-udannet på dette område og hun rammer sømmet lige på hovedet. Det er IKKE til voksne.

»Man skal huske på, at det er vi voksnes liv og erfaringer, der gør, at vi kan rynke på næsen ad en magisk dillermand – det gør børn så absolut ikke. Mindre børn nyder at være nøgne og undersøge og udforske sig selv. De leger doktorlege, undersøger hinanden og elsker frække ord, og børn griner højlydt, når de siger ’prut’ og ’dillermand’. Og det er lige præcis det univers, som ’John Dillermand’ taler ind i,« udtaler hun til DR.dk.

»Min erfaring siger mig, at børn både vil grine og lære noget af ’John Dillermand’. Forældrenes reaktion kan påvirke, men mon ikke de fleste forældre også vil synes, at det er supersjovt.«

Sabine Skytte

Hej Ulla
Sex & Samfund skriver til dr.dk at de står ved, »..at organisationen har fungeret som konsulenter på 'John Dillermand', men understreger over for dr.dk, at de ikke har blåstemplet serien, og "at vi i øvrigt aldrig selv ville have lavet et lignende program"«
Ligeledes er jeg bekendt med at Margrethe Brun Hansen har været konsulent på serien. Men italesætter i læserbrevet hvorvidt DR's interne medarbejder formår at omsætte konsulents input i deres programserie.
God dag, med venlig hilsen Sabine

Nej nu er Sex og Samfund jo heller ikke et medie der laver børneunderholdning så det udsagn kan vi nok afvise som værende relevant.

At man har rådført sig om emnet er et udtryk for at man tager det seriøst og gerne vil have det rigtige budskab frem og gøre kropsforskrækkelsen mindre.

Du har forfattet en meget kort fallos kritik som ikke tager udgangspunkt i andet end din egen feminisme og noget du ser som værende “mandsdomineret”. Børn har en nysgerrig natur og det ved alle der har med børn at gøre. Det er faktisk en præmis for indlæring. Her tager dog de fleste feministiske smagsdommere fejl når de mener at alt er “learned behaviour”. Der er ingen videnskabeligt bevis for at det at se en magisk penis i et børneprogram i ti afsnit vil ændre det fremtidige samfund radikalt i retning af det ofte omtalte men ikke eksisterende patriarkat.

"Pik er Gud!"
(Carl-Mar Møller, 1998)

"Gud er død!"
(Sabine Skytte, 2021)

“Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Penis, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået som han har sagt. (Matt 28,6)”
(Matthæus, Påskemorgen 2021)