Kronik

Klimakrisen kan lede os til en dyster ’krigssocialisme’

Når klimaforandringerne rammer os med naturkatastrofer og millioner af desperate flygtninge, kommer betingelserne for rigtig socialisme til at være borte. Et mere sandsynligt udfald vil være en dunkel ’krigssocialisme’ som under Første Verdenskrig, skriver professor emeritus Claus Bryld i denne kronik
Socialismen skulle overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende, og landene er plaget af oversvømmelser, brande og formentlig millioner af klimaflygtninge, der vil søge til de områder, der er mindst ramt af krisen – det vil sige Europa?

Socialismen skulle overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende, og landene er plaget af oversvømmelser, brande og formentlig millioner af klimaflygtninge, der vil søge til de områder, der er mindst ramt af krisen – det vil sige Europa?

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
30. januar 2021

Socialismen, som vi kender den, har altid været forbundet med fremskridtsideen. Det gælder socialdemokratismen såvel som den revolutionære socialisme, der opstod under Første Verdenskrig som en reaktion på socialdemokratiernes støtte til krigen.

Fremskridtsideen overlevede også Anden Verdenskrig og blev nu for alvor knyttet til væksttankegangen: Fremskridt blev på mange måder synonymt med økonomisk vækst. Det fandt udtryk i alle socialistiske partiers programmer og blev anset for at være en forudsætning for en mere retfærdig fordeling via velfærdsstaten. Socialdemokratiet anså udviklingen som en lige linje fra et fattigt til et velhavende samfund – ’forbrugersamfundet’ –­ uden at man kerede sig om produktionens biprodukt: forureningen.

DKP, SF og VS forestillede sig stadig et brud med kapitalismen, men alle socialistiske partier koncentrerede sig om sociale reformer, og først omkring 1980 opstod en miljødebat, som efterhånden også blev til en debat om klimaet. De videnskabelige undersøgelser af den menneskeskabte klimaforværring blev mere og mere tydelige og efterhånden svære at benægte eller overse.

Med klimakrisen er den klassiske debat blandt socialister om revolution og/eller reform også blevet reaktualiseret. I Danmark er både Socialdemokratiet og SF reformistiske partier, som for længe siden har afskrevet en overgang til socialisme, selv med parlamentariske midler.

Men Enhedslisten holder fast ved socialismen eller en »grundlæggende systemforandring« som klassekampens mål. Herved indskriver partiet sig i den 150-årige debat om »endemålet« eller overgangen fra kapitalisme til socialisme (yde efter evne, nyde efter indsats) og derefter fra socialisme til kommunisme (yde efter evne, nyde efter behov).

Hvilken socialisme?

Hvad enten man nu tror på en gradvis, reformistisk eller en revolutionær vej til socialismen, er klimaspørgsmålet ikke blevet problematiseret i denne fremtidsvision. Hvis det bliver det, så får visionen problemer. For spørgsmålet er i dag, om den klassiske diskussion om reform eller revolution og om endemålet endelig er blevet forældet, ikke på grund af den større lighed eller en vellykket omfordeling (for klassemodsætningerne er der stadigvæk), men på grund af det katastrofale perspektiv, som er dukket op eller rettere er blevet erkendt de sidste 30-40 år: klimakrisen.

Spørgsmålet er, om det overhovedet vil være muligt at skabe et socialistisk samfund under de klimaforhold, som allerede tegner sig, og som i slutningen af dette århundrede vil være katastrofale, jo mindre vi når at gribe effektivt ind imod dem.

Sagt på en anden måde: Hvilken socialisme vil være mulig? Socialismen skulle jo overvinde kapitalismen og skabe det gode samfund, men vil det overhovedet kunne lade sig gøre i en verden, hvor naturen er nødlidende, og landene er plaget af oversvømmelser, brande og formentlig millioner af klimaflygtninge, der vil søge til de områder, der er mindst ramt af krisen – det vil sige Europa? Det er sådanne udsigter, som kan få en til at revidere opfattelsen af socialismens fremtid i en mere dyster retning.

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert, at der overhovedet opstår et socialistisk samfund. Men hvis den sandsynlige klimakatastrofe på nogen måde skal kunne ’administreres’, vil det kun kunne ske ved hjælp af en stærk stat, der gennem en slags undtagelsestilstand styrer samfundet.

Hvis kapitalismen fortsætter som nu, vil katastrofen for det første helt sikkert indtræde og derefter være umulig at begrænse effektivt. Den turbulens, der kan forudses med flygtningestrømme og naturkatastrofer, kan nemt ende i et fascistisk diktatur, der på mange måde vil ligne statssocialisme, men altså uden demokrati.

Dermed bliver socialismen ikke en harmonisk tilstand, men en tvangstilstand fremkaldt af forholdene – noget, man kan kalde krigssocialisme, nødvendiggjort af krigen mod klimaforandringerne.

Folkefællesskab

Begrebet ’krigssocialisme’ opstod under Første Verdenskrig, hvor den tyske stat under ledelse af militæret indskrænkede markedsøkonomien massivt og indførte en central, statslig planlægning, der sigtede på en stærkt forøget våbenproduktion, transportmidler til krigen osv. Det blev Tysklands første ’totale krig’.

Hidtidige private virksomheder og organisationer kom under undtagelseslovgivning, og befolkningens forbrug blev reguleret af omfattende rationeringer. Der var tale om en form for planøkonomi.

Mange socialister hilste denne model velkommen som et forstadium til den ’rigtige’ socialisme, hvor det offentlige ejede og drev produktion og distribution. Det gjaldt også de danske socialdemokrater, hvor folketingsmanden Vilhelm Rasmussen i 1916 kaldte krigssocialismen for »samfundenes gradvise socialisering«. Men modellen faldt med det tyske nederlag i 1918, og det samme gjaldt den ’krigskommunisme’, som Lenin og Trotskij indførte i Rusland under borgerkrigen fra 1918-20. Markedsøkonomien vendte tilbage (i Rusland dog kun i kort tid).

Krigssocialismen var statskapitalisme og ikke socialisme i klassisk forstand. Den var også forbundet med en ideologi om afskaffelse af klasserne og skabelsen af et ’folkefællesskab’ – tanker, der som bekendt gik videre i fascismen og nazismen.

Men bekæmpelse af en katastrofal klimakrise vil vel også kræve total styring af økonomien og mobilisering af befolkningerne bag staten, og kan det lade sig gøre uden stærk tvang? En tvang, der stiller den fornuftige tvang under coronakrisen fuldstændig i skyggen. Og hvis befolkningerne ikke kan mobiliseres bag disse indgreb, er vi så ikke tilbage ved fascismen, blot uden folkelig støtte som i Italien og Tyskland i mellemkrigstiden?

Dystre udsigter

Med sådanne fremtidsperspektiver er en strategi, der sigter på en demokratisk socialisme, hvor enhver yder efter evne og modtager efter behov, ikke særlig realistisk, selv om den selvfølgelig ikke må opgives. Klimakrisens perspektiver har slået troen på fremtiden, og dermed selve fremskridtsideen, i stykker. Det er måske godt, når det gælder vækstideologien, men ikke når det gælder humaniteten og demokratiet.

Min konklusion om socialismens fremtid er således pessimistisk. Friedrich Engels og andre mente i slutningen af 1800-tallet, at en stor europæisk krig (ikke engang en verdenskrig) ville smadre vejen til socialisme. Den kom som bekendt i 1914-1918.

Efter ’den europæiske borgerkrig’ fra 1914-1945 vendte håbet tilbage i en årrække, men de seneste årtier peger som nævnt mod kataklysmen. Socialismens fædre og mødre indregnede simpelthen ikke muligheden for store katastrofer som krig og klimaødelæggelse i fremtidsperspektiverne. Den eneste undtagelse er måske Rosa Luxemburg, der talte om ’socialisme eller barbari’ som fremtidens to mulige udfald. I første omgang fik hun i hvert fald ret. Lad os håbe, at hun ikke får det i næste.

Trods de dystre fremtidsudsigter er arbejdet for sociale reformer, bevarelse af retsstaten mv., selvfølgelig stadig meningsfyldt i dagens samfund. Men vil det også være det om 75 år, hvor alt – hvis klimakrisen ikke afværges – helt elementært vil dreje sig om at overleve klimaforandringerne? Vil man både kunne bevare demokratiet og en almægtig, men nødvendig stat, der kan sikre menneskehedens overlevelse, omend på hårde betingelser?

Den gode udgang vil selvfølgelig være en vældig politisk mobilisering mod både krig og klimakrise, som ender i nedrustede og bæredygtige samfund med ikkeprofitdreven økonomi. Man kan kalde det socialisme, eller hvad man ønsker. Men som situationen er i dag, er det svært at forestille sig.

Claus Bryld er professor emeritus og dr.phil. i historie

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

Jeg må give Claus ret - vi skal formentlig gennem de første stadier af klimakatastroferne, før vi begynder at producere vort liv i overensstemmelse med de muligheder som naturen tillader os. Først da vil vi opleve 'stater' som administrerer menneskers fælles vilje og ønsker, fordi mennesker arbejder for disse, som vi så kan kalde socialistiske stater.

Henrik Røngaard Bentzen, Carsten Hansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

"Den gode udgang vil selvfølgelig være en vældig politisk mobilisering mod både krig og klimakrise, som ender i nedrustede og bæredygtige samfund med ikkeprofitdreven økonomi. Man kan kalde det socialisme, eller hvad man ønsker. Men som situationen er i dag, er det svært at forestille sig."

Jo tidligere og mere frivilligt en sådan mobilisering finder sted, jo bedre - for jo mere den drives af nød og panik, jo ringere vil forudsætningerne for at en blot tilnærmelsesvist demokratisk og solidarisk omstilling af vores livsform være. Derfor er oplysning, dialog og debat om vort eksisterende, samfundsøkonomiske systems behov for hurtig omstilling til devækst i en socialstatslig form uhyre væsentlig -- ligesom det er væsentligt at befolkningerne aktionerer kollektivt for disse politikker.

Jakob Silberbrandt, Henrik Røngaard Bentzen, Nicolaj Knudsen, Steen K Petersen, Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, søren ploug, Karsten Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

jo ringere vil forudsætningerne for at en blot tilnærmelsesvist demokratisk og solidarisk omstilling af vores livsform kan finde sted, være.

Arne Albatros Olsen

Ja, når det sker vil staten sikkert se sig nødsaget til at agere som politistat, hvilket på den ene side kan være med til at sikre nødrationer til alle, og som den anden vil være starten på et uforudsigeligt oprør. Jeg krydser fingre.

Naturalie økonomi opblandet med anarki bliver givetvis også betydelig, se bare MIB reaktionen overfor Corona restriktioner. Det kan blive grimmere i Amerika S /N. Det bliver med samtidighed og globalt, desværre.

Jeppe Lindholm

Der venter en Mad Max tilværelse i fremtidens klima rædsler.

I de 30-40 år, hvor vejen til en klimakatastrofe har været kendte blandt almindeligheden er samtidig de største skader sket med det ene rekord store drivhusgas udledning efter det andet år efter år. Og det stadig stigende til nye årlige rekord udledninger.

Corona krisen og man-in-black er en mini premiere på befolkningers reaktioner på restriktioner, som begrænser ”friheden”. Restriktioner og begrænsninger, som vil blive pålagt fremtidens befolkning, hvis der overhovedet skal være bare en minimal chance for at forhindre en ødelæggelse af klimaet. Prøv bare at tænk nogle år tilbage på de reaktioner der var på Alternativts forslag om kødfrie dage, såvel politisk som blandt befolkningen. Det blev skudt total ned og latterliggjort som en utopi. Og så er det nærmest ingen ting at undvære kød 2 dage om ugen.

Det ville være klogt at forberede samfundet på, at denne her situation er ustoppelig. Men det forbandede ved rettidig omhu er, at nødvendigheden aldrig bliver synliggjort. En catch-22 situation.

Corona krisen har også vist, at den største del af befolkningen bakker op om nødvendigheden af restriktioner. Men her er der udsigt til og forventning om, at restriktionerne vil være relativ kortvarige inden en normaltilstand vender tilbage.

En fuldt udrullet klimakatastrofe vil ikke bare være en forbigående tilstand, som kan bekæmpes. Det vil blive normaltilstanden for mennesket og jorden de næste mange hundrede af år. Måske tusinde af år. Før naturen måske får genoprettet en stabil klimabalance til det vi har kendt de seneste tusinde af år.

Torben Bruhn Andersen, Henrik Røngaard Bentzen, Nicolaj Knudsen, Niels Jakobs, Arne Albatros Olsen, søren ploug og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Allan S. K. Frederiksen

@Jeppe Lindholm
Du skriver:
"naturen måske får genoprettet en stabil klimabalance"

Hvem har dog bildt dig ind at naturen har en "stabil klimabalance"?

Fakta: Jordens klima er ustabilt.
Der kan være perioder med mindre ustabilitet, som vi oplever i øjeblikket, men både under glaciale istider, ikke glaciale istider (som den vi er i nu) og varmeperioder fluktuerer jordens klima kraftigt.

Der er nogle overordnede cykler som afhænger af jordens bane om solen, men om de slår i gennem afhænger igen af kontinenternes placering og havstrømmene.

Niels K. Nielsen, Henrik Røngaard Bentzen, Hanne Utoft og arne tørsleff anbefalede denne kommentar

Næ - men det ser i forvejen ikke godt ud med humaniteten og demokratiet under kapitalismen.

Det er ikke alene denne tåbelige vækstfilosofi vi skal gøre op med - undskyld mig så synes jeg ikke at denne omfordeling rigtig er kommet i mål. Der er ikke noget demokrati når verden styres af penge og dem der har pengene bestemmer.
Derfor er det også på tide at sætte rammerne for et demokrati der i langt højere grad inddrager og fordeler magten på en anden måde. Det er ligesom forudsætningen for at det ikke ender som, oplevet tvang og også en garant for en mere retfærdig fordeling af de sparsomme resourcer.
Hvad er der så galt med rationering i en verden med begrænsede resourcer?

Hvad er også problemet? Som beskrevet i et andet indlæg i denne avis så er der beviseligt noget galt i hjernen på især velhavende mennesker. De har en flosset etik og mener at de har ret til at opføre sig som de lyster. Og de vil som regel have mer, flere penge, magt og prestige. Har mennesket overhovedet en fremtid på denne klode med så primitiv en stenalderhjerne. Frygten er at vi evolutionært er plaseret på en sidegren. Spis min gris i morgen skal du slagtes.

Ideen om økosystemer der altid vender tilbage til en ligevægt er noget vås. På et eller andert tidspunkt opstår der en bundvending og systemet overgår til et nyt system ofte med dominans af nogle helt andre arter. Dette kan også blive senariet for os hvis vi fortsætter i samme retning. Vi ser allerede udviklingen af tippingpoints som vil accelerere udviklingen i denne retning.

Erik Winberg, Henrik Røngaard Bentzen, Hanne Utoft og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar