Klumme

Lad ikke kirken have monopol på vores ritualer og traditioner. Skab dine egne!

I årevis har jeg forholdt mig passivt-aggressivt til folkekirken, fordi den så massivt sad på ritualerne til markeringen af højtider og betydningsfulde begivenheder gennem et menneskeliv. Men hvorfor ikke bare tage ritualerne tilbage og skabe sine egne, spørger forfatter og klummeskribent Nanna Goul i denne klumme
Jeg vil gå en kyndelmissevandring med det erklærede mål at hilse på alle de forårsbebudere, der allerede er fremme, skriver Nanna Goul. Her erantis i Kongens Have.

Jeg vil gå en kyndelmissevandring med det erklærede mål at hilse på alle de forårsbebudere, der allerede er fremme, skriver Nanna Goul. Her erantis i Kongens Have.

Ida Guldbaek Arentsen

Debat
1. februar 2021

Som en ikkekristen person kan det være en noget flad oplevelse at bevæge sig igennem kalenderårets kristne helligdage: jul, påske, pinse, Kristi himmelfart og den slags.

Bevares, det er dejligt med fridagene, men den dybere betydning af helligdagene har aldrig rodfæstet sig i mit ukristelige sind, der tilsyneladende er belagt med en slags Gore-Tex lige på det område.

Jeg repeterer det ellers hvert år, ikke mindst af pædagogiske hensyn over for mine børn, når jeg skal forklare de nærmere detaljer i juleaftens relation til Jesus, hvad påsken går ud på, eller hvem Helligånden mon kunne tænkes at være, og hvad den overhovedet har med pinsen at gøre.

Næste år er det meste glemt igen, ligesom supermarkedernes hellige lukkedage altid kommer som et stort chok mig. At supermarkederne justerer deres åbningstider ud fra ideer om Jesu genopstandelse og Helligåndens visitter virker simpelthen ikke logisk for mig. Jeg skal jo bare købe en liter mælk?

Men selv om jeg aldrig har kunnet åbne den kristne pakke med salig vellyst, har jeg alligevel haft et stort behov for at markere årets gang – for ikke at sige menneskelivets gang – på en meningsfuld måde. En rituel måde.

Tag ritualerne tilbage!

Sådan tror jeg mange har det: at man gerne vil markere betydningsfulde overgange eller begivenheder i menneskelivet uden for en kristen kontekst. Ligesom man gerne vil markere årstidernes skiften, solens gang, lyset og mørket, der skrumper eller udvider sig og betyder så meget for vores egen måde at være på i dagene og nætterne.

Igennem årene har jeg brugt meget energi på at forholde mig passivt-aggressivt til folkekirken, fordi jeg syntes, at den i vores tidsalder sidder alt for tungt på størstedelen af de ritualer, vi betragter som betydningsfulde, såsom barnedåb, bryllupper og begravelser. Men altså, så slog det mig for et par år siden, at folkekirken jo ikke har patent på ritualerne. Jeg kunne jo bare tage ritualerne tilbage og lade folkekirken passe sig selv. Og det har jeg så forsøgt.

Jeg kender flere, der har haft det på samme måde og er gået til Humanistisk Samfund, hvor man netop både kan få sig en humanistisk navngivning og konfirmation, bryllup og begravelse.

For mig gav det imidlertid mere mening primært at alliere mig med noget så konkret som årets gang, sådan som jeg hver eneste dag kan aflæse det uden for mit vindue. Uanset om det vindue så er i byen eller i sommerhuset. Det giver for eksempel indlysende mening for mig at markere vintersolhverv, den korteste dag på året, fordi jeg kan mærke de mørke timer massivt i hele kroppen, mærke hungeren efter lyset.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan man så fejrer det bedst? Tja, det lykkelige er jo, at man selv bestemmer. At man kan gå på opdagelse i tidligere tiders ritualer eller opfinde sine egne, der med tiden måske bliver til traditioner. Det vigtige er, at man gør noget, der opleves som meningsfuldt.

Kræfterne kommer igen

Således også med kyndelmisse, der falder i morgen, den 2. februar. Kyndelmisse ligger akkurat midt imellem vintersolhverv og forårsjævndøgn. Det er derfor, at kyndelmissen slår sin knude, som det hedder sig i sangen af Blicher.

Kyndelmisse fejres stadig med en stor lysmesse i den katolske kirke (navnet kommer fra latinsk og betyder netop lysmesse), og det synes jeg faktisk er en glimrende idé. Kyndelmisse er nemlig værd at markere med masser af lys, fordi det (næsten) officielt er den mest trælse tid på året. Vi er trætte, kan ikke vågne om morgenen, trøstespiser og pakker frosne tæer i uldsokker. Livet er allermest skrøbeligt akkurat nu.

Min svigerfar, som er præst (Gud bedre det), fortæller, hvordan netop denne tid på året byder på allerflest begravelser – især dødsfald blandt de ældre. Og det var altså før corona. Lige nu har mørket og kulden været der så længe, at vi næsten ikke kan mere: Vi har opbrugt kræfterne.

Præcis derfor er det på denne, den mest mismodige kyndelmisse i mands minde, livsvigtigt at huske på, at kræfterne kommer igen – og at de kommer snart! Derfor vil jeg gå en kyndelmissevandring med det erklærede mål at hilse på alle de forårsbebudere, der allerede er fremme: Finde vintergækker, krokus og erantis, der titter op, knopper, der diskret findes på flere buske og træer. For om ganske kort tid, så springer de ud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Vi burde relatere os meget mere til naturåret fx jævndøgnene og solhvervene og fejre dem på en måde, så børnene også kunne være med. Man kunne også give dagene frugt og grøntsagsnavne og andre navne i forhold til den grønne omstilling.
Problemet er, at vi har en magtkirke, der har sat sig på det hele og ikke vil flytte sig, selvom folk ikke viser interesse for den. Højtiderne er forbrugsfester, og folk kender ikke forskel på kristendom og forbrug, og tror det er det samme - hvad det jo også er blevet.
Folk tror på noget højere, som det ofte siges, men det bliver gerne til de rene banaliteter, som ingen kan have noget imod.
At have det godt, når man er sammen en almindelig hverdag, er meget bedre end en tam juleaften.

Jeg kan ikke være mere enig med Nanna Goul og også med Niels-Simon. Lav din egen højtid, så bestemmer du f.eks. også selv om og hvilken musik der skal spilles til en bisættelse, f.eks. rockmusik og skal ikke igennem præstens censur. Mange benytter kun kirken pr. tradition men tror faktisk ikke på dogmerne. Når præstens første ord fra alteret ved en julegudstjeneste f.eks. er: Vi tror på kødets opstandelse og det evige liv, så er problemet vel, at det er der netop mange af dem der er i kirken juleaften, som ikke gør. En ting jeg heller aldrig har begrebet er, hvorfor præsten ofte i kirken siger: Vi takker dig. Når man tænker på, hvad der sker i verden, kan det da kun være fordi, det ikke gik endnu værre.

Niels-Simon Larsen

De teologiske krumspring går så vidt, at det er Gud, der tror på os og skænker os troens nådegave. At det så alligevel hedder: Vi tror på Gudfader osv burde undre, men skidt, der er så meget at undre sig over. Det er en åndløs kirke, der hellere vil have magt. Den laver ballade i familierne, når børn skal døbes og konfirmeres og den øvrige familie ikke kan være andet bekendt end gå med i kirke og lægge øre til alt sludderet.
Folk synes, at livet skal have nogle ritualer, og dem satte kirken sig på fra starten, for ellers kunne man ikke opbygge en magtkirke støttet af staten. Vi skal have skilt stat og religion, og ritualer kan man fx få gennem Humanistisk forbund som Nanna G. påpeger - så er der da lidt mening i det.

Sören Tolsgaard

Netop nu udgiver Pernille Rosendahl med tekst af Knud Romer en sang om grauballemanden.

www.dr.dk/nyheder/kultur/pernille-rosendahl-blev-fascineret-af-2000-aar-...

Grauballemandens skæbne taler til os, om end det er 2000 år siden, han som godt trediveårig blev ofret til guderne af sin egen stamme. Der er ligheder med historien om manden fra Nazareth.

Jernalderens kultur her i Norden henligger i mørke, men Jesus Kristus efterlod et storslået budskab, som århundreder senere nåede hertil. Det var dog allerede dengang stivnet i romerkirkens dogmatik, som indtil 1500-tallet var enerådende. Siden fik vi folkekirken, som i det store og hele fungerer demokratisk i tråd med 1800-tallets folkelige idealer. Ligesom folkestyret generelt har vi dog efterhånden overladt det meste til den herskende klasse og lænet os tilbage i materialismens velpolstrede sæder. Vi har de institutioner, vi fortjener.

Det er i høj grad muligt at påvirke folkekirken indefra, ligesom den giver plads til frimenigheder. Den danske folkekirke er faktisk relativt rummelig og er et udtryk for bredden i den folkelige (kultur-) kristendom.

Sekularisering og indvandring medfører næsten uundgåeligt, at folkekirken taber terræn. Den har dog fortsat stor tilslutning, for er der et reelt alternativ? Det handler trods alt om vore forfædres kultur igennem århundreder, tusindvis af offentlige og historiske anlæg, som vi næppe gør klogt i at privatisere.

Grauballemanden gøres nu til kult, for livets store spørgsmål må nødvendigvis bearbejdes. Så meget desto stærkere virker historien fra Palæstina om den skæbne, der blev den store læremester og helbreder til del. Evangeliet var givetvis anderledes end den form, vi indtil videre har givet det, og folkekirkens opgave er fortsat et levendegøre det.

Niels-Simon Larsen

Sören T: Har din veneration for kirken specielt noget med kristendom at gøre, eller kunne det lige så godt være en anden religion?
Når du spørger, om der er et alternativ, spørger jeg tilbage: Alternativ til hvad, og om det har noget med Jesus at gøre?
“Vore forfædres ‘kultur’ gennem århundrede” oversætter jeg til ‘undertrykkelse’.

Jens Thaarup Nyberg

Ingen tvinger os, undtagen de samfund vi indgår og lever i.

Sören Tolsgaard

Niels-Simon L: Dit spørgsmål - og mit svar - er meget teoretisk ;-)

Har min veneration for videnskab noget med 10-tals systemet at gøre, eller kunne det lige så godt være et andet talsystem? Fx anvendte mayaerne et 20-tals system og vore computere anvender et 2-tals system.

Vor naturvidenskab hviler bl.a. på basale begreber formuleret af Euklid, Newton, etc. Historisk kunne andre forskere muligvis være nået til lignende (evt. helt andre, men ligeså anvendelige) begreber, men faktum er, at vores videnskab er formuleret ud fra en række begreber (tegn/koder), som man må forholde sig til, hvis man ønsker at tage del i denne videnskab.

Tilsvarende har Kristus en afgørende betydning for europæisk åndsliv, som gennem århundreder er videreudviklet af flere, og til dels påvirket af andre religiøse kredse, bl.a. derfor er kristelige samfund meget forskellige.

Jeg anerkender, at menneskehedens åndelige udvikling foregår i forskellige spor. Folkekirken repræsenterer kun et udsnit, men dybt grundfæstet og forgrenet netop i vor kulturkreds.

Nu har vi haft religionsfrihed i et par hundrede år, og nogen har distanceret sig fra folkekirken og vendt sig mod ateisme, nihilisme eller mere eksotiske trosretninger. Det er nok en helt naturlig proces i en tid, hvor alting forandrer sig stadig hurtigere, men har også gjort mange åndeligt rodløse.

Der er vitterligt ingen tvang, men et dybere indblik i historien vil gøre det klart, at det kristne evangelium ofte er blevet forvansket og misbrugt, mens det dog i sin inderste kerne fortsat skaber tilktrængt åndelig inspiration.

Niels-Simon Larsen

Ateisme er ikke en trosretning, men du mener måske, at det ikke at dyrke sport er en sportsgren for sig?

Du mener vist, at der er et kristent urevangelium, der er blevet forvansket. Det er der ikke, det er lap på lap på lap. Den inderste kerne i alle religionerne er menneskehedens fælles arvegods af vandrehistorier. Dem læser vi ateister skam også, men at udnævne noget som guddommeligt, gør man kun for at få magt.

Sören Tolsgaard

Hvad der er tro og/eller ikke-tro må vi lade ligge til en anden gang. Det bliver for teoretisk. Tror jeg ;-)

Og man behøver ikke nødvendigvis udnævne nogen eller noget som 'guddommeligt' for at erkende en åndelig betydning. Det er et temmelig forslidt og misbrugt begreb, som jeg har undgået ovenfor.

Hvis kernen det kristne evangelium er en i luften svævende vandrehistorie, er den i hvert fald godt fundet på. Kildematerialet blev nedskrevet af mennesker, der var meget tæt på. I løbet af nogle årtier var virkningerne omfattende i Anatolien, Hellas og endog i Rom. Budskabet må have virket stærkere end de mange trosformer, som allerede trivedes i samtiden.

Det er da påfaldende, at først grækerne og siden romerne, Europas højest udviklede kulturer, tog denne vandrehistorie til sig, så den bredte sig over det meste af verden. Og det var klart nok næstekærlighedsbudskabet, der fik undertrykte og krigstrætte til at gå med. Ingen blev tvunget. Urkristendommen var langt fra den kirke, som 300 år senere blev statsreligion i Romerriget.

I sin oprindelige form havde kristendommen åndelig betydning, ikke påtvunget med magt, men idet den inspirerede og virkede.