Kommentar

Lad os udvise samfundssind og begrænse smittespredningen ved at hjemsende specialskoleelever

Specialskoleelever møder fysisk op i skole hver dag, selv om det for nogle børn og unge ville være lige så optimalt at blive hjemmeundervist. At pålægge alle skolegang, fordi de har behov for specialundervisning, er diskrimination, skriver speciallærer Stina Egedius Miller i dette debatindlæg
Debat
21. januar 2021

Specialskoleeleverne møder op i skole hver dag. Fuldstændig uden den mindste skelnen mellem, hvilke typer specialelev der er tale om.

For nogle af de børn og unge er det lige så optimalt at blive hjemmeundervist, som det er for resten af landets folkeskoleelever. De må bare ikke blive hjemme. For den gruppe børn og unge bliver det endnu et projektørlys på følelsen af at være anderledes.

Vælger forældrene at holde dem hjemme alligevel, så registreres det oftest som ulovligt fravær, og i kølvandet på det kan forældrene blive trukket i børne- og ungeydelse. Det er vist første gang, at vi i Danmark straffer familier økonomisk for at handle ansvarligt i en national krisesituation.

Selvfølgelig skal specialskolerne være åbne for de børn og unge, der ikke kan fungere i en hverdag, hvor skoledagen er forsvundet. For dem, hvor hjemmeundervisning ikke giver mening.

Jeg er lærer på en specialskole, og jeg går gerne på arbejde. Men det undrer mig, at der ikke bliver set mere nuanceret på landets skoleelever. Særligt i en situation, hvor vi helst skal være færrest muligt mennesker samlet, ville det give både familier og medarbejdere mere ro i maven, hvis det var tilladt at anbefale nogle elever – og for den sags skyld medarbejdere – at blive hjemme.

Lad os udvise et udvidet samfundssind, hvor for eksempel kolleger med små børn kan møde ind færre dage eller løse opgaver uden elevkontakt. Så behøver de ikke belaste daginstitutionerne ved at aflevere deres egne børn.

Hvis flere elever får en lovlig mulighed for at gå i skole hjemmefra, kan vi undgå unødvendige daglige kontaktflader.

Politikerne skal få øjnene op for, at børn og unge med særlige behov er forskellige, og at det er deres forældre også. Ligesom i folkeskolen er nogle børn mere sårbare end andre og har derfor behov for at kunne bevare strukturen i deres liv.

Men at pålægge alle skolegang under en pandemi, fordi de har behov for specialundervisning, er et diskriminerende indgreb baseret på den generalisering, at sårbare børn kommer fra sårbare hjem.

Resultatet er, at man fratager mange mulighed for at begrænse social kontakt. Er det målet?

Stina Egedius Miller er speciallærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her