Klumme

Hvis vi vil lære af 1970’erne, skal vi fokusere på nærdemokratiet – ikke Anker Jørgensen

Mindet om 1970’erne bliver i dag brugt til at diskutere »tryghed« og Anker Jørgensens økonomiske politik. Men hvis man vil lære fra 70’erne, bør man i stedet fokusere på eksperimenterne med nærdemokrati i kommuner og på universiteter, skriver journalist David Rehling i denne klumme
Over for Jysk Fynske Medier har Mette Frederiksen i 2017 klargjort sin arvtagerrolle: »De kalder mig jo Anker – de ansatte inde på Christiansborg.« På billedet ses tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen. 

Over for Jysk Fynske Medier har Mette Frederiksen i 2017 klargjort sin arvtagerrolle: »De kalder mig jo Anker – de ansatte inde på Christiansborg.« På billedet ses tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen. 

Jytte Bjerregaard

Debat
27. januar 2021

Hvad kan vi i dag bruge 1970’erne til? Ifølge statsminister Mette Frederiksen kan det fjerne årti tjene til at mindes den tryghed, som den daværende socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen – trods krisetider – skabte i befolkningen. Og dermed til at danskerne igen søger husly hos Socialdemokratiet og dets leder. Over for Jysk Fynske Medier har Mette Frederiksen i 2017 klargjort sin arvtagerrolle: »De kalder mig jo Anker – de ansatte inde på Christiansborg.«

Mette Frederiksens borgerlige kritikere har ment, at det mest er Anker Jørgensens uansvarlige økonomiske politik, Mette Frederiksen vil genoplive. Diskussionen bliver noget fjollet af, at meget få af dens deltagere faktisk har oplevet 1970’ernes samfundsliv. Mette Frederiksen selv er født i 1977.

Men hør, kære læser: Nærværende skribent var nærmest hyperaktiv i årtiets politiske brydninger. Jeg stillede op og blev valgt til Københavns Universitets ledelse i 1970, 1971 og 1972. Og jeg stillede op og blev valgt til min hjembys byråd i 1974 og 1978. Til overflod stillede jeg også op til folketingsvalgene i 1973 og 1975, men blev dog af vælgerne skånet for at påtage mig yderligere embedsbyrder.

Med vægten af mine erfaringer fra det levede politiske liv i datidens Danmark fastslår jeg: Tidens brændpunkt var ikke tryghed og Anker Jørgensen. Nej, det var nærdemokrati: Tilliden til, at Danmark ville blive bedre, hvis borgerne fik mere politisk ansvar for deres egen tilværelse.

Gnister af engagement

På to betydningsfulde samfundsområder blev der netop i året 1970 åbnet nye muligheder for borgernes meningsfulde deltagelse. En kommunalreform trådte i kraft. 1.400 kommuner blev bragt sammen til 271; hver samlet om et større bysamfund, der gav dem identitet. Samtidig blev kommunernes finanser gjort gennemskuelige. En række opgaver blev overført fra staten til kommunerne. Meningen var at gøre det overskueligt for borgerne at deltage i de kommunale beslutninger – eller at overvåge dem, der deltog.

Min egen erfaring er, at de nye kommuner mange steder gnistrede af engagement. Ikke bare hos borgerlister som den, jeg repræsenterede, men langt ind i de lokale afdelinger af ellers tunge landspolitiske partier.

1970 var også året, hvor en stor universitetsreform trådte i kraft. Tidligere tiders professorvælde blev afløst af direkte demokrati, hvor lærere og studerende valgte de besluttende forsamlinger.

Også her kom det til at gnistre, dog på en noget kortsluttende måde. Nærdemokratiets indførelse faldt sammen med opblussen af en rabiat universitetsmarxisme, der ikke følte sig bundet af demokratiske regler. Det førte til marxisters storm på møder i de lovligt valgte forsamlinger og til et rabiat åndstyranni i de fag, hvor marxister satte sig på magten. Denne udvikling skete ikke med min gode vilje, for jeg og mine meningsfæller var valgt under den ærbare betegnelse »Moderate Studenter«.

Som det gik

Og hvordan kom det så til at gå siden hen? Byrådenes beslutningsrum blev efterhånden indskrænket af en stadigt tættere statslig styring, særligt på økonomien. Det gjorde byrødderne til statsforvaltere.

Frustrationen i kommunerne banede vej for, at Lars Løkke som Venstres indenrigsminister i 2007 brugte VKO-flertallet til en heftig centralisering, der skar kommunernes antal ned til 98 og flyttede byrådene på nærmest uoverstigelig afstand af borgerne. Det fulgte Løkke og VKO op med centraliseringer af politi og domstole. Begrundelsen var: »effektiviseringer«. Effekten: Nærdemokratiet forsvandt.

På universiteterne ebbede det marxistiske vanvid ud i 1980’erne, og selvstyret kom til at fungere fornuftigt. Alligevel fik VK-regeringen i 2003 Socialdemokratiet med på at erstatte demokratiet med såkaldt »professionel ledelse«: Universiteternes besluttende forsamlinger er ikke længere valgt, men udpeget, og lederne er ansat med særlig høj løn. Resultatet af denne kommercialisering har blandt andet været en række skandaler, hvor forskning er afsløret som bestilt arbejde.

Hvis Mette Frederiksen vil bruge 1970’erne til noget fremadrettet, kan hun minde os om, at hendes parti engang krævede nærdemokrati. Og spørge, om der var nogen holdbar begrundelse for, at det blev afskaffet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Er ret enig bare en bemærkning til "en rabiat universitetsmarxisme," og »Moderate Studenter«.. Min opfattelse er ikke så sort /hvid , da jeg ikke opfattede studenterrådet som undertrykkende og de »Moderate Studenter«. som gode og moderate. Fx. tog de vores banner til en demonstration mod nedlæggelsen af RUC så vi måtte gå uden bander - men vi var der og lod os ikke slå ud.

Mogens Holme, Steffen Gliese, Per Klüver, Christian Mondrup og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Som jeg oplevede konflikterne mellem de moderate og 'marxisterne' på universitetet i Århus i begyndelsen i 70-rne, handlede de i vidt omfang om, hvordan fagenes indhold og undervisningen skulle udvikles. Og ja, der var uenighed. Men modstanderne talte sammen. Og vi på venstrefløjen havde ofte forskellige opfattelser.

Mogens Holme, Mihail Larsen, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Citat fra billedtekst: På billedet ses tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen.

Men hvad med manden til venstre? Hvad er det hvide på hans hoved og på hans tøj? Hvorfor er netop dette billede valgt?

Steffen Gliese

Ja, ikke mindst afskaffelsen af universitetsdemokratiet har været fuldkommen katastrofalt - bl.a. fordi alle udenværkerne er kommet til at fylde alt for meget i stedet for forskning og undervisning.
Det er jo heller ikke helt forståeligt, at kommunerne skal være permanent under administration uden at kunne administrere deres eget skattegrundlag - men i stedet må sende midlerne til den gigantisk oppustede statsadministration.

Og i dag er det ikke universiteterne der er rabiate. I følge Jens Rohde er det partiet det radikale venstre. Og så meget at han skrider.......

"Tidens brændpunkt var ikke tryghed og Anker Jørgensen. Nej, det var nærdemokrati:"

Pengestrømmene var anderledes indrettet dengang.Nu er kommunalpolitikere endt som bogholdere med meget små budgetter.

Det optimistiske frenmtidssyn var endnu intakt dengang, båret frem af et par årtiers bedre økonomiske vilkår og åbningen for uddannelser der hidtil havde været forbeholdt bestemte klasser.
Der var højt til loftet uanset økonomisk baggrund. Det er der ikke mere.

Det ser umiddelbart ikke ud til at man vil kunne rykke meget ved at deltage i det etablerede politiske system. Og hvad blev der af alle disse hyperaktive aktivister på universiteterne. Blev de opslugt af systemet da de troede at de kunne øndre det indefra. De er nok bare endt som forbrugere.

Der har jo blæst nogle helt andre vinde siden da, pengestrømmen er vendt og har nu den modsatte retning. Det startede allerede tilbage i 80erne hvor Reagan indledte festen og slap tyren løs på Wall Street.

Siden da er angst og stress vokset til at være en folkesygdomme især blandt unge mennsker.
Vi lever i et skindemokrati og afmagten - for det er nu den fremherskende følelse, det er ikke længere fremtidstro. finder nye veje.

Men måske har man aldrig været interesseret i ægte deltagerdemokrati. Det bærer jo selv vores grundlov præg af.

Paragraf 29, stk 1:
"Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i
stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort.

DET BESTEMMES VED LOV; I HVILKET OMFANG STRAF OG UNDERSTØTTELSE; DER I LOVGIVNINGEN BETRAGTES SOM FATTIGHJÆLP; MEDFØRER TAB AF VALGRET."

Bare for en sikkerheds skyld?

jens peter hansen

Nærdemokratiets indførelse faldt sammen med opblussen af en rabiat universitetsmarxisme, der ikke følte sig bundet af demokratiske regler. Det førte til marxisters storm på møder i de lovligt valgte forsamlinger og til et rabiat åndstyranni i de fag, hvor marxister satte sig på magten. Skriver Rehling
Enhver der blot hostede lidt imod disse forhold blev betegnet som fascist. Og det ville man jo ikke være. Til gengæld er der mange der de næste år i den grad er har skiftet hest til det yderste højre og de fleste et sted midt imellem og er blevet socialdemokrater eller .. ?. Fx Pittelkow og Schantz, som marxistiske biskopper i det præsteskab der var skråsikre med deres guddommelige indsigt. Så meget for nærdemokratiet. Med tiden blev tonen lagt om og en hel horde af gymnasielærere og universitetsditto lider nu af hukommelsessvigt, som også er forståelig når man sidder i sommerhuset med kone nummer to eller tre og ærgrer sig over at man ikke kan komme til Sydfrankrig i år. Imens denne gruppe fik sikre ansættelser og fede pensioner solgte de uden blusel eksterne lektorer, som stadig er ansat på universitetet som havnearbejdere i fordums tid . Ansættelse et semester ad gangen, ingen pension, mens kantinepersonalet og andre under LO siden begyndelsen af halvfemserne alle fik pension. Den venstredrejede retorik som manifisterede sig i bogudgivelser som stort set var uforståelige for de fleste, indtil man trak sig tilbage med års kollektivt hukommelsestab om ungdommelig marxisme og nu giver en hatfuld for folket, arbejderklassen og revolutionen, men er bekymrede for det demokrati, som de i hine tider anså for falsk, men som da det skaffede dem et fedt udkomme naturligvis skulle beskyttes og videreføre privilegierne til de længst uddannede ( ikke nødvendigvis de bedst uddannede).

Mihail Larsen

70'erne som øjebliksbillede

Rehling og jeg er samtidsvidner; vi var der selv; og vi var politiske modstandere. Dét kan vi sikkert blive enige om, også i dag.

Jeg er også enig med ham om, at 70'erne bød på en masse vilje til nærdemokrati og selvbestemmelse. Nogle af de vigtigste udtryk fandt denne 'liberalisering' i ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. Unge mennesker i dag tager disse landvindinger for givne, men det var de bestemt ikke dengang. Der måtte kæmpes for dem - mod en rodfæstet autoritær kultur og et forbenet politisk system. En kultur, der hyldede småborgerlige normer (skildret fint i Nils Malmros' film); og et system, der f.eks. fik ledende danske politikere til at støtte (eller i det mindste tie om) USAs Indokina-politik (Vietnam-krigen).

Når fokus rettes mod universiteternes angivelige marxistiske ensretning, så er der for det første grund til at gøre opmærksom på, at den slet ikke var så omfattende, som kritikerne sidenhen har påstået. I mange fag var 'ensretningen' kun en overfladisk krusning, som hurtigt blev afløst af en 'normalisering'. For det andet glemmer kritikerne - herunder også Rehling - at den marxistiske fagkritik sket på baggrund af en historisk langvarig, ideologisk indoktrinering af fagene - hvad enten den i nogle fag tog form af en traditionalistisk historisme (ofte ledet af en professorloge, der egenmægtigt udpegede deres egne efterfølgere) eller i andre fag i form af en markant og aggressiv positivisme (der var intolerant over for alternative, f.eks. hermeneutiske,psykoanalytiske og socialkritiske, metoder). Nedarvet pensum og metode udgjorde ideologiske fæstninger, som kun kunne væltes og give plads til alternativer gennem en målrettet konfrontation.

Hvis vi, der deltog i denne konfrontation i første række dengang, havde villet pleje vores individuelle interesser, manglede det ikke på opfordringer fra de etablerede professorer, der gerne ville indlemme fortroppen individuelt i deres eget regime; mange af os var 'kronprinser', som efter traditionens logik stod til at blive en del af logerne - hvis vi altså ville tilpasse os. Men mange af os trodsede denne invitation, fordi den kollektive kulturkamp mod det ideologisk forstenede universitet var vigtigere.

Jeg kan dog godt forstå Rehling. Der gik 'politik' i oprøret, og som det ofte går med protestbevægelser, så udartede også denne og lagde grunden til den 'politisk'korrektheds-bevidsthed', der i dag martrer os ved fremkomsten af de mange selvretfærdige og intolerante 'identitets-bevægelser'. Kimen blev lagt i studenteroprøret, og det er jeg virkelig ked af. Selv om jeg personligt forsøgte at undgå denne udartning af radikalismen (hvad man kan se af mine publikationer, heriblandt ikke mindst mit fagkritiske 'testamente', De fire dimensioner fra 2012), har jeg naturligvis et medansvar.

Mihail Larsen

Efterskrift

Glem ikke, at studenteroprøret handlede om medbestemmelse.

jens peter hansen

Jo det er rigtigt at medbestemmelse var målet med oprøret og det var selvfølgelig påkrævet og yderst nødvendigt. Der var og er heller ikke noget galt i at megen undervisning tog udgangspunkt i marxismen, men ensretningen og trosbekendelserne kvalte jo oprøret og blev som alle revolutioner til sidst styret af de ortodokse og meningskontrollørerne. Det man kæmpede for er siden all over blevet fjernet på uni. Også lærerrådene på gymnasiet og i folkeskolen blev fjernet og indflydelsen minimeret og idag er det rektor og skolelederen der bestemmer. Resultatet er at lærerne ikke råber højt om medindflydelse og medbestemmelse, men om ledelse. Gud ved hvornår der kommer bare en smule bølgegang i badevandet.

Bjarne Toft Sørensen

@Mihail Larsen
"---- mange af os var ’kronprinser’, som efter traditionens logik stod til at blive en del af logerne - hvis vi altså ville tilpasse os. Men mange af os trodsede denne invitation, fordi den kollektive kulturkamp mod det ideologisk forstenede universitet var vigtigere".

Det er rigtigt, at mange "trodsede denne invitation", men der var flere, der ikke gjorde det, hvor de personlige ambitioner vedrørende magt, prestige og en fast stilling dybest set betød mere end den politiske indignation og et ønske om at forandre noget, der var forkert og uretfærdigt.

Der var typisk tale om personer opdraget i en veluddannet middelklasse, hvor de havde lært, hvordan man var "født" til at få en vis position i samfundet, og hvordan man skulle opnå det, og det gjorde de så, på den nye tids præmisser.

Holdningsmæssigt udviklede de sig, der hvor de nu karrieremæssigt havde fået placeret sig, som en slags Radikale eller Socialdemokrater, der dybest set var mere optaget af at optimere systemerne, så de passede til erhvervslivets interesser og kunne gøre "kagen større", end de var i at ændre noget på en mere fundamental måde.

Som jeg oplevede Odense Universitet var idealismen og håbet om forandring, ikke mindst gennem fagkritikken, dominerende lige i begyndelsen af 1970erne, men forandrede sig med den stigende indflydelse på institutterne også i stigende grad til en kamp om personlig magt, prestige og stillinger.

Da kampen om stigende indflydelse efterhånden viste sig umulig, blev det i høj grad et spørgsmål om at sikre sig selv først (under dække af alle mulige idealistiske hensyn) på systemets præmisser.

Samtidig oplevede jeg en stigende grad af "mobning", med studenterindflydelsen, mod de "borgerlige", ikke mindst mod ældre fastansatte. Det var nu legitimt at gå efter manden i stedet for efter bolden, bl.a. personer, som jeg politisk var uenig med, men som ellers, stort set, var søde og imødekomne.

Bortset fra, altså, at de havde de forkerte holdninger, gik i det forkerte tøj og talte og gestikulerede på en måde, der ikke hørte den nye tid til (noget, der giver associationer til tidens "identitetsorienterede" bevægelser).

Det bliver interessant at se, om en 10 - 15 års tid, hvem der sidder i de faste stillinger på universiteterne, der har noget at gøre med f.eks. køn, seksualitet og etnicitet. Stillinger, som nogen, måske især dem selv, i de mellemliggende år har kæmpet for at få oprettet på institutterne.

Søren Kristensen

1970´erne var stadig præget af en nøjsomhedsøkonomi, hvor der skulle være guld i kælderen for hver krone der blev sendt i omløb. Havde den jævne befolkning vidst, dengang, at man i fremtiden blot ville trykke de penge der nu engang er brug for - til dette eller hint - er det ikke sikkert man havde accepteret at blive sat på en kartoffelkur.