Kronik

De livlige, små byer skal genskabes med handling nedefra. Borgere i købstaden, forén jer!

Hvis vi vil vende afviklingen af de små byer til en positiv udvikling, er det ikke nok med symbolpolitik og udflytninger oppefra. Der er brug for offensiv handling nedefra i form af borgerforeninger, kommunale investeringer og nye institutioner, skriver regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og folketingskandidat for SF Peter Westermann i dette debatindlæg
Små bysamfund som Birkerød skal fange de nye behov, sådan at indbyggerne fortsat kan mødes lokalt. De tilfældige, men meningsfulde møder skal kunne finde sted, og det gør de bedst i livlige lokalmiljøer, skriver dagens kronikør.

Små bysamfund som Birkerød skal fange de nye behov, sådan at indbyggerne fortsat kan mødes lokalt. De tilfældige, men meningsfulde møder skal kunne finde sted, og det gør de bedst i livlige lokalmiljøer, skriver dagens kronikør.

Rune Johansen

Debat
8. januar 2021

»Nok er tyngdekraften en naturlov. Men det er centraliseringen ikke.«

Sådan afrundede statsministeren en fremragende passage af sin nytårstale i år. Det har jeg længe ment var en påtrængende pointe. Centraliseringen dræner nemlig land og by uden for de knap fire storbyer, vi har i landet.

Min far boede på Birkerød Hovedgade. Her var alt, han skulle bruge i hverdagen – og bænke at sidde på imellem det hele. Alt inden for ti minutters gang, hvis han da ikke altid skulle stoppe op og sludre med hveranden, han mødte. Han var byens barn og måske nok mere rodfæstet end de fleste, men der var et fælles rodnet, der forbandt byens borgere.

Det var ligesom i Lise Nørgaards Korsbæk fra Matador. Her trives handel, her er politi, bank og jernbanestation. Ved jernbanestationens mødested kan man spise et simpelt måltid og høre nyt fra byen og omegnen.

Men virkelighedens danske byer har, ligesom Korsbæk i 1929, sovet tornerosesøvn. De ligner Damernes Magasin – ingen gider komme der, for alt er gået i stå, og man kan få det hele nemmere andre steder. Eller på nettets allestedsnærværende ikkested. Men jeg ved, at vi kan vække dem igen.

Ødelagt af kædebutikker

Utopi betyder »et sted, der ikke findes«. Utopisk håber jeg ikke, at købstaden eller provinsbyen bliver. Byerne skal fange de nye behov, sådan at indbyggerne fortsat kan mødes lokalt. De tilfældige, men meningsfulde møder skal kunne finde sted, og det gør de bedst i livlige lokalmiljøer.

I de byer, hvor handelslivet ikke er flyttet helt ud i storcentre uden for byen, har man stadig gågaden. Uanset hvad Korsbæks Algade hedder i andre byer, ligner de desværre hinanden over hele landet. De samme landsdækkende kæder har fjernet det særpræg, som engang gav byen karakter. Birkerød Hovedgade er tørret ud, fordi der ud mod indfaldsvejen er bygget en stor dæmning for handlende: Føtex.

Men hvis Danmark skal forblive et fællesskab, skal vi have livlige byer over hele landet. Vi kan kalde visionen for ’Korsbæk 2029’, for den skal realiseres inden da. Flere livlige lokalsamfund har selv taget initiativ, men de fleste har ikke.

Enhver by har sin egen historie og udvikling, men en lang række vigtige funktioner skal findes i enhver by med respekt for sig selv – og i hvert fald i enhver med over 20.000 indbyggere: Apotek, bibliotek, café, dagligvarebutikker, erhvervsskole, folkeskoler, genbrugsplads, hal, isbutik, julemarked, kirke, legeplads, medborgerhus, nærpoliti, oplysningsforbund, park, rådhus, station, torv, ugeavis, værested, ynglingefodbold, ældrecenter, øvelokaler og åløb.

Naturligvis er denne liste hverken fuldkommen eller endelig, og det er vigtigt at huske, at det er mangfoldigheden af fælleskabsinstitutioner og handel, som skaber byen og fællesskabet.

Kommunerne har en vigtig rolle som initiativtagere og garanter for fysisk udvikling, men efter centraliseringen repræsenterer kommunerne flere konkurrerende byer. Derfor er det op til de enkelte byer at varetage deres egne interesser.

De gamle grækere sagde, at en bys stærkeste forsvar er årvågne borgere, og det er stadig sandt. Der må en borgerlig (i ordets egentlige forstand) opvågnen til. Borgere i byen, forén jer og forsvar jer! I handelsforeninger, boligforeninger, erhvervssammenslutninger og fagforeninger.

Mere fuldmagt til byrådet

Skal byrådet have kræfter til opgaven, bør man åbne kommunalfuldmagten, så kommunerne kan investere i langt flere funktioner, end de kan i dag. Men allerede nu kan de gå i gang med hyggeskabende byrum, investeringer i energi, klima, infrastruktur, digitalisering, teknologi og generel udvikling af den offentlige sektor.

For eksempel med decentral og demokratisk drevet fjernvarme og flere lokale andelsvandværker. Det lokale ejerskab styrker fællesskabet og livskraften.

Med Fogh og Løkkes strukturreform i 2007 blev egnsudvikling til egnsafvikling. Venstrefløjens kritik formåede ikke at vise et reelt alternativ og gør det dårligt nok nu. Den diffuse modstand mod reformen blev for let for den blå spinmaskine at udlægge som bagstræberisk.

Vi fik den reaktionære rolle, som burde være de konservatives. Det er på tide, at venstre side for alvor går i gang med at skabe »et Danmark, der hænger sammen«, som SF’s slogan til kommune- og regionsvalget lød i 2017. For det er stort set blevet ved parolen.

Forårets udligningsreform har næppe løst de uligheder, man oplever kommunerne imellem. Men den har skabt ro, så man nu bedre kan koncentrere sig om egne løsninger.

Byerne har ikke brug for den ofte skadelige og rent symbolske tvangsudflytning af statslige arbejdspladser. Hvilken glæde har Dansk Sprognævns otte medarbejdere bragt Bogense? I stedet for magtudøvelse oppefra har vi brug for handling nedefra i samspil med en genoplivet og mere ligelig landsplanlægning. Det kræver politisk vilje til at styre udviklingen.

Andelsbanker og infrastruktur

»Vi skal både have en stærk hovedstad. Velfungerende provinsbyer. Små bysamfund. Og levende landdistrikter«, sagde statsministeren. Det er et godt mål for genindførelsen af planlagt udvikling. Der skal dog mere til end statsministerens 20 nærpolitistationer, en håndfuld udflyttede uddannelsestilbud og at velfærdskronerne følger med demografien lokalt.

Regeringen skal også turde vende trafikken væk fra markedskræfternes blinde, ensrettede vej, også selv om der kommer kras kritik fra både Bjarne Corydon og Brian Mikkelsen.

Byerne skal tiltrække og fastholde arbejdspladser gennem tydeligt initiativ. For så længe markedet er frit, er det nemt at forestille sig, at udenlandske operatører og store danske kæder vil overtage mere og mere, særligt efter coronaens butiksdød.

Banker, som kender lokalområder og tager hensyn til byens øvrige udvikling, er en mangelvare. Lad os få den lokale kompetence tilbage, så byrådet kan sikre investeringer i lokale fællesskaber, infrastruktur og nødvendige butikker og mødesteder. For eksempel kan kommuner og regioner etablere egen bankvirksomhed, hvis borgere ikke af sig selv går sammen i lokale andelskasser, som kan yde lån til iværksættere, ny produktion og nybyggerier.

Den kollektive trafik lider under årtiers manglende statslige investeringer, men selv med maksimal udbygning af den kollektive trafik, vil store dele af landet alligevel være underforsynet. De mange samkørsels- og deleløsninger kan ses som en udvidelse af den samlede kollektive trafik. Næste skridt bliver at koble dem til den kollektive planlægning, så de også indgår i Rejseplanen.

Vi skal også sørge for, at biodiversiteten kommer i højsædet: offentlige parker, skolehaver, insekthoteller og lystfiskeri inde i byen er en del af den strukturerede, men naturlige hygge, som gør et lokalsamfund stærkt.

Der kommer næppe en ny manufakturhandel til vores Korsbæk anno 2029. Men de små købstæder kan sikre de lokale fællesskaber og stille sig i spidsen for den bæredygtige udvikling af et Danmark præget af stærkere sammenhæng og lokalt tilhørsforhold. Vi behøver ikke alle være lokalpatriotiske hjemmefødninge som min far, men man må gerne kunne blive ved sine rødder.

Peter Westermann er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden og folketingskandidat i Nordsjælland for SF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

De små samfund i Danmark blev smadret af kommunesammenlægningen i 2007. Endnu et et eksempel på Den-Lille-Svindlers smadrementalitet.

Ervin Lazar, Liselotte Paulsen, Palle Jensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

@ Jeppe Lindholm,

Hvis du ser på udviklingen i erhvervsstrukturerne siden starten af 1950-erne, vil du indse, at udviklingen har være i gang meget længere.

Kommunesammenlægningen med dens forholdsvis svagt fungerende politikeres store ambitioner i forbindelse med og stærkere styring af professionelle embedsmænd, har egentlig kun forstærket dette.

Dette har medført stærk centralisering af detailhandel i de store indkøbscentre. Her troede ambitiøse kommunalpolitikere, at de kunne stjæle kunder fra andre kommuner. Men de andre kommuner troede også dette, og med denne Ikea-model har man flyttet handelen ud af byerne, og samtidig skabt døde byer.

Men der er også mange andre faktorer.
- At produktions- og distributionsvirksomheder lægger sig ved den trafikmæssige infrastruktur.
- At mange unge rejser væk for at få uddannelse, og ikke kommer tilbage igen.
- At landområderne ikke kan tilbyde de kulturelle muligheder, som byområderne.

Claus Bødtcher-Hansen

08/jan/2021

Kære Peter Westermann,
JA, jeg er helt enig, mere
lokalt, demokratisk sam-
arbejde til os alle :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Interessant kronik om styrkelse af de små byer, og det må vel primært være de mindre købstæder og en hel del stationsbyer. Vigtigt at sikre, at de ikke tømmes for funktioner, basisfaciliteter og vitalitet. Der er også et afsnit om den kollektive trafik i kronikteksten: ”Den kollektive trafik lider under årtiers manglende statslige investeringer, men selv med maksimal udbygning af den kollektive trafik, vil store dele af landet alligevel være underforsynet. De mange samkørsels- og deleløsninger kan ses som en udvidelse af den samlede kollektive trafik. Næste skridt bliver at koble dem til den kollektive planlægning, så de også indgår i Rejseplanen.” Selvfølgelig kan man gøre noget her, men Mobility as a Service (MAAS) og tilsvarende kan ikke stå alene. Første prioritet må være at genskabe de mange nedlagte busruter, udbygge busnettet og frem for alt styrke lokal- og regionalbanerne, og sikre, at den konstante nedlæggelsestrussel en gang for alle elimineres! Den anskueliggørende case her kunne være Store Heddinge på Stevns og Østbanens skæbne, og Benny Engelbrechts enorme stivnakkethed og vægring ved at skabe nutidige robuste finansielle rammer for lokalbanernes skinnefornyelse og hastighedsopgraderinger.