Klumme

Måske er den virkelige revolution ikke ude i verden, men omme i din egen baghave

Jeg plejede at tænke, at intet kunne være mere navlepillende og verdensfjernt end at gå og rode i sin egen baghave. Men ofte griber den lille verden ind i den store, og måske kan ens uslåede græsplæne og kompostbunke også ende som en lille revolution, skriver klummeskribent Nanna Goul
»Da jeg første gang stødte på Frank Jægers digt ’O at være en høne’, gik jeg i gymnasiet og havde meget svært ved at finde ord, der kunne rumme den foragt, digtet vækkede i mig,« skriver Nanna Goul. I dag har hun ændret mening.

»Da jeg første gang stødte på Frank Jægers digt ’O at være en høne’, gik jeg i gymnasiet og havde meget svært ved at finde ord, der kunne rumme den foragt, digtet vækkede i mig,« skriver Nanna Goul. I dag har hun ændret mening.

Staus Jacobsen

Debat
5. januar 2021

Da jeg første gang stødte på Frank Jægers digt »O at være en høne«, gik jeg i gymnasiet og havde meget svært ved at finde ord, der kunne rumme den foragt, digtet vækkede i mig. Det var i de tider, hvor mit hår skiftede farve hver eller hver anden uge, og hvor weekender ofte gik med at demonstrere for bilfrie byer i udvalgte jyske småbyer i Trekantsområdet.

Jeg og mine venner havde en klar fornemmelse af, at den store verden skulle ændres radikalt, og at den i øvrigt kaldte på os. Desværre virkede verden ikke særligt interesseret, når vi på en af strøggaderne i Horsens eller Nørre Snede kom gående med hinanden i en parade af trillebøre (vi havde ikke ladcykler) med hjemmelavede bannere lavet af tidligere tiders spøgelseskostumer. Genbrug gik vi også ind for.

Alligevel gav det en god følelse, sådan at kæmpe for en større retfærdighed, den skulle de jo heller ikke snydes for i Nørre Snede. Hvad der derimod var topmålet af meningsløshed, ja, det var da sådan noget, som der stod i det digt af Frank Jæger fra 1949, også kendt som ’være-digtet’, hvilket jeg sgu da var ligeglad med, for tænk at skrive sådan noget vrøvl i den første strofe:

O at være en høne
ingen kan finde, hvor er.
Gemme sig dybt i en have,
pikke i et rødhudet bær.

Revolution i græsslåmaskinen

Det tåbelige – sådan som jeg husker det – var ikke så meget digtet i sin helhed (det havde jeg heller ikke læst, det havde jeg slet ikke tid til), men det at udtrykke en længsel efter at glemme sig selv, gemme sig for hele verden, dybt inde i en have! Den type antirevolutionær selvtilstrækkelighed og manglende åbenhed over for verden fik mig simpelthen helt op i det rødglødende felt. Stakkels dansklærer. Og stakkels Frank Jæger, der blev læst så dårligt.

Okay, men nu spoler vi frem i tiden, jeg er fyldt 40 for nylig, farver ikke længere mit hår, men er igen begyndt at køre med trillebør, dog i nye omgivelser (sommerhushaven) og har fornemmelsen af, at verden godt kunne trænge til en radikal omvæltning især i forhold til klimaet. Så langt er mit unge og mit midaldrende jeg enige.

Men selve oplevelsen af, hvordan det kunne gøres, gik op for mig, da jeg en dag sad og læste i en havebog, hvor haveguruen og en af skaberne bag permakulturens ideer Bill Mollison blev citeret for følgende: »Permakultur er revolution forklædt som havearbejde.«

Jeg var helt ødelagt, da jeg havde læst den sætning, eller snarere, helt opkørt, det var simpelthen et vildt paradigmeskift lige der: At havearbejde kunne betragtes som revolutionært arbejde. At det at plante kartofler og træer, kompostere og lade være med at klippe sit græs skulle være revolutionært.

De ord ramte for mig ind i kernen af noget helt centralt, fordi jeg i det seneste år netop har været i gang med havearbejdet – samtidig med at billedet af den der lidt sky verdensfjerne høne lå og rumsterede i baghovedet.

Mere besvær, tak!

For mig gjorde den sætning det tydeligt for mig, at den lille verden griber ind i den store. At alt det, jeg gør, som andre gør, når de planter træer, laver insekthoteller, dyrker bønner og komposterer, faktisk gør en lille forskel i den større sammenhæng. Og at jo flere, vi er, som gør det, desto større bliver forskellen.

For ideen om havearbejdet som revolution er jo ikke bare begrænset til den mere holistiske permakultur. Ideen gælder for alt havearbejde, der foregår økologisk og bæredygtigt, at det kan have en positiv forandrende effekt på klimaet.

Så derfor må jeg også skuffe min familie, hvis de tror, at vi skulle gå uforandrede ind i 2021 og lægge nogle af alle de projekter, jeg har kastet familien ind i her i 2020, på hylden. Nej, vi skal stadig sørge for kompostormenes velbefindende i altanens kompostanordning, vi skal stadig klippe grøntsagsaffald i strimler, så det hurtigere komposterer, og vi skal stadig lade være med at slå græsset og tisse mere i haven, eftersom ’latrin’ er det rene guld for planterne. Og vi skal finde på alt muligt andet.

Om det ikke er besværligt, spørger du?

Jo, det er er det sådan set. Men jeg tror, at vi skal vænne os til, at tingene skal være mere besværlige. Det er også besværligt at sortere affald og finde en stander til sin elbil.

Men besværet er det hele værd, synes jeg, for glæden ved at handle på tingene, at gøre en lille forskel, er faktisk ren optur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helle Wisbech

Tak for den :-)

Mette Johansson, Freddie Vindberg og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Ethvert menneskes Henry David Thoreau agtige erkendelser er altid velkomne. Jeg vil tro at det gør mennesket stor lykke i sit eget liv at komme tilbage til noget simpelt og substantielt, der fjerner sig fra præstationssamfundets overfladiske jagt på status og dets umådelige fråseri og forbrug.

Men der eksisterer ikke politisk revolution for sig selv i individets eget liv. Vi kan ikke blot 'hver gøre vores' også håbe på den store forandring. Det er en falliterklæring for forandringen. Den store forandring kræver politiske massebevægelser og statslig handling! Vi kan ikke bare hver især flytte på landet, dyrke en urtehave også håbe på det bedste.

Vi har i dag et særligt elsket begreb, som mange mennesker bruger om alle pseudo-forandringer. Særligt i den journalistiske klasse; En 'bevidsthedsrevolution' det er at gøre noget udaf ingenting, som jeg ser det og det skal vi i grunden passe på med, hvis vi netop vil gøre rigtige fremskridt i klimakampen.

Afsondring, simplificering og forbindelse til naturen er godt for os alle som individer, men det bærer ikke i sig selv et politisk eller "revolutionært" potentiale.

Thomas Jensen, Søren Porse, Mogens Holme, Tobias Jørgensen, Martin Lau og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
ingemaje lange

Skøn artikel.

Thomas Jensen

Jeg er 100% enig i Gustav Alexandrrs betragtninger. Og Nanna Goul burde overveje hvor meget danske haver arealmæssigt udgør i forhold til landbrugsjord. Insekthoteller kan aldrig blive andet end et feel good-projekt, når landbruget står for 95% af vores brug af gift til ukrudtsbekæmpelse.