Kommentar

Vi skal have meningsfulde aktiviteter tilbage i psykiatrien

Efter i årevis at været blevet udsultet mangler psykiatrien i dag fokus på meningsfulde aktiviteter, der hjælper de indlagte med at genskabe en normal hverdag. Fokus på symptombehandling kan ende med at blive både økonomisk og menneskeligt dyrt, skriver formand for Ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager i dette debatindlæg
DR har med dokumentaren Lys på den lukkede givet os indblik i det levede og ubeskriveligt svære liv bag lukkede mure. Midt i al håbløsheden er der peer-medarbejderen Søren, der sammen med patienterne laver havearbejde og sociale arrangementer. Og de vokser med opgaven og får noget at stå op til. Med andre ord: De indlagte laver aktiviteter, som giver mening for dem.

DR har med dokumentaren Lys på den lukkede givet os indblik i det levede og ubeskriveligt svære liv bag lukkede mure. Midt i al håbløsheden er der peer-medarbejderen Søren, der sammen med patienterne laver havearbejde og sociale arrangementer. Og de vokser med opgaven og får noget at stå op til. Med andre ord: De indlagte laver aktiviteter, som giver mening for dem.

Lisa Borchert/DR

Debat
25. januar 2021

Måske tiden med corona på et tidspunkt har givet dig følelsen af at være låst fast. Følelsen af, at du er lukket inde. Begrænset. Og ikke har mulighed for at lave de aktiviteter, som er meningsfulde for dig.

Forestil dig så samme situation, men at du samtidig bor med et stærkt begrænset udvalg af dine personlige ting. På et lille værelse, der støder op til lange hvide gange og en stor port ud til friheden. Som er låst.

Det er et forsøg på at beskrive en hverdag på den lukkede afdeling. Selv om de mennesker, der er indlagt sådan et sted, har en hverdag, som de færreste af os kan sætte os ind i.

DR har hjulpet os med at få et indblik. I dokumentaren Lys på den lukkede har vi oplevet det levede og ubeskriveligt svære liv bag lukkede mure.

Når man ser dokumentaren, bliver det tydeligt for enhver, at alle ansatte gør det så godt, de overhovedet kan. De knokler, løber stærkt, og de gør deres yderste for at hjælpe de mennesker, der er indlagt. Alligevel er det ikke tilstrækkeligt. For personalet er konstant underbemandet. Gangene er lange, døde, tomme. De indlagte kæmper med indre dæmoner og psykisk nedbrudthed. Og væggene skriger hvidt tilbage i hovedet uden inspiration, uden farver.

Indrette en hverdag

Mange af de indlagte står op til en dag, de ikke selv har ejerskab over. Uden aktiviteter, uden meningsfulde gøremål, uden at kunne gøre noget for andre.

Men midt i al håbløsheden er der Søren. Søren er peer-medarbejder, hvilket er en medarbejder, der selv har erfaringer med psykisk sårbarhed. Og det har Søren. Han har selv været indlagt på den lukkede og kender de indlagtes situation alt for godt.

Søren giver liv på afdelingen. Sammen med patienterne laver han havearbejde og sociale arrangementer som kagebord og salsaaften. De indretter, de gør rent, de gør det hyggeligt. Hver især har de indlagte ejerskab og medindflydelse på deres projekter, og der bliver forventet noget af dem. De vokser med opgaven og får noget at stå op til. Med andre ord: De indlagte laver aktiviteter, som giver mening for dem.

Når man ser dokumentaren, bliver det tydeligt for enhver, at der er brug for flere meningsfulde aktiviteter i psykiatrien. Sørens aktiviteter ligger millimeter fra det, som er ergoterapiens område. Ergoterapi er terapeutisk brug af aktiviteter og en vigtig brik i den indlagtes vej tilbage til livet.

Ergoterapien består netop i, at man sammen med den indlagte giver mulighed for at indrette en hverdag, som er overskuelig. At man hjælper indlagte til at gå i bad, lave mad, lave kreative aktiviteter eller have socialt samvær.

Det lyder banalt. Det er det ikke, hvis tankemylder og stemmer forstyrrer inde i hovedet. Så kan initiativ og koncentration være en umulighed. Derfor skal den indlagte træne krop, hjerne og sanser til at kunne mestre basale gøremål.

Hverdagens gøremål

Det burde være en selvfølge, at nedbrudte mennesker, der måske ikke engang kan overkomme at gå i bad, skal have hjælp til at komme tilbage til hverdagen. Sådan er det bare ikke i dag.

Støtte til aktiviteter og hverdagens gøremål er også behandling og bør få en renæssance i psykiatrien. Det må være slut med at symptombehandle og skabe svingdørspatienter. Livet skal genetableres, og denne behandling skal påbegyndes struktureret under indlæggelsen.

Som ergoterapeuter har vi som så mange andre med frustration og sorg set på, hvordan psykiatrien gennem lang tid er blevet udsultet. Og hvordan netop hverdagslivet er blevet nedprioriteret, lukket ned og forbigået i psykiatrien. Det er både menneskeligt og samfundsøkonomisk dyrt.

Hvis man derimod giver et menneske indhold i sin hverdag, noget at stå op til og noget, det er ansvarlig for, har det en enorm og helbredende effekt på psykisk sygdom. Det forebygger genindlæggelser. Det giver håb.

Meningsfulde aktiviteter kan nedsætte de voldsomme aggressionsudbrud, som også fører til tvang i psykiatrien. Tvang er en voldsom oplevelse for både de ansatte og for de mennesker, som bliver spændt fast fra top til tå. Som så meget andet er disse hændelser udtryk for en voldsom sindstilstand. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at det kommer så vidt.

Forhandlingerne om en tiårs-plan for psykiatrien er i fuld gang. Der er nok at tage fat på, for psykiatrien har gennem lang tid været udsultet. Der mangler mere uddannet personale. Men der mangler også meningsfuld aktivitet, mere ejerskab og mere at stå op til for de indlagte, som hjælper dem med at vende tilbage til en hverdag. Det understreger DR’s dokumentar Lys på den lukkede med al tydelighed.

Tina Nør Langager er formand for Ergoterapeutforeningen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Det heldige ved folk fastlåst i psykiatrien er, at de har det godt med at være fastlåst, fordi de har enormt mange indre ressourcer, så de kan være i spændetrøje og samtidig føle sig, som var de i en skov og duftede til blomster og træ.

Dan D. Jensen

@ Anders Sørensen: Jo det er rigtigt, men det må aldrig være det endeste som psykiatrien kan tilbyde - Aldrig !!

I en fjern fortid, jeg tror vi er tilbage i 60'erne og længere tilbage, var det reglen og ikke undtagelsen at patienterne arbejdede - hjalp til. Godt nok var der mange, der dengang var indlagt på livstid, når de først kom i kontakt med psykiatrien, sådan er det heldigvis så langt fra i dag. Op gennem 70'erne blev det helt galt at patienterne arbejdede, de blev nemlig bare udnyttet. så var det bedre at sidde dagen lang og drikke kaffe og ryge, have svært ved at sove om natten og bytte om på nat og dag, også fordi nætterne/mørket ofte er svært, ikke mindst når man ikke er blevet træt gennem dagen af diverse gøremål.
Så rigtig godt, at der igen begynder at ske noget, der giver mening

Grethe Kildegaard Nielsen

Præcist!
Det værste ved min indlæggelse i 2011 var:
At der ikke var andet at lave end at være fanget ind i min psykoses vrangforestillinger og magiske tænkning, at drikke kaffe, farvelægge mandalaer, lægge puslespil med manglende brikker og gå rundt i stedets lille have.

Det værste var især at føle mig talt ned til, som om jeg var et barn, og at blive lagt i bælte og blive tvangsmedicineret.

Det bedste ved min indlæggelse var, da jeg foldede origamitraner og lavede collager på eget initiativ, imens jeg var på den lukkede, og da jeg blev mødt i øjenhøjde som den nybagte mor, jeg var.

Det bedste var også at få min symaskine og mine perlepladematerialer ind på min stue, da jeg efter en måned kom på et åbent afsnit. Og her at blive sat til at lægge en plan for hver dag og få struktur og meningsfyldt indhold ind med motion, aktiviteter og besøg.

Gid, der var flere som Søren, og gid ergoterapeuterne kunne få tid og rum til at gøre det, de er bedst til.