Kronik

Det nuværende skattesystem er hovedløst set fra et grønt perspektiv

Der er brug for grundlæggende at gentænke vores skattesystem, så det materielt belastende forbrug beskattes meget hårdere end det mindre belastende. Den sociale slagside skal modvirkes gennem grønne checks og større omfordeling, skriver forfatter Per Bregengaard i denne kronik
Spørgsmålet er ikke alene, om vi vil tilskyndes til at spare på benzin og kød ved at betale mere for disse goder, skriver dagens kronikør – »spørgsmålet for den brede befolkning er, om vi vil gøre det ikke alene af hensyn til klimaet, men også for at skabe større livskvalitet for flere mennesker«.

Spørgsmålet er ikke alene, om vi vil tilskyndes til at spare på benzin og kød ved at betale mere for disse goder, skriver dagens kronikør – »spørgsmålet for den brede befolkning er, om vi vil gøre det ikke alene af hensyn til klimaet, men også for at skabe større livskvalitet for flere mennesker«.

Mads Nissen

7. januar 2021

En grøn skatte- og afgiftsreform er fyldt med alvorlige udfordringer. Men kuren mod en social utilfredshed og gule veste er ikke den handlingslammelse, som den seneste aftale om energiafgifter er udtryk for. Kuren er social ansvarlighed.

Formålet med en grøn skattereform er at ændre forbrugsmønstre, så vi ikke får et ringere, men gerne et bedre liv. Udfordringerne handler derfor også om beskæftigelse og ikke mindst om, at omstillingens byrder ikke bæres af de ringest stillede, mens andre med flere midler blot kan betale sig fra at ændre deres ressource- og CO2-forbrug.

For både at sikre den grønne omstilling og social retfærdighed skal vi tænke CO2-besparelser og grønnere løsninger ind i en mere omfattende skatte- og afgiftsreform. Vi skal bruge skattens skarpe klo til at fremme en socialt ansvarlig, bæredygtig omstilling af samfundet.

Det nuværende skattesystems bærende elementer er skat på arbejdsindkomster og salgsskatter (moms). De er forholdsvis stabile og generelt set voksende offentlige indtægtskilder i en vækstøkonomi. Det er på mange måder fint, men skidt set ud fra en grøn dagsorden.

Begge skatter begrænser naturligvis forbruget. Men de rammer i flæng og er uden grøn omtanke.

Den høje skat på arbejdsindkomst og moms på vedligeholdelses- og isoleringsarbejder medvirker eksempelvis til, at man river bygninger ned og starter forfra med klimabelastende beton og præfabrikerede byggeelementer, nye vinduer og døre m.m.

En grøn punktafgift på CO2 vil begrænse produktion af nyt og derfor fremme vedligeholdelse og reparationer. Det giver en klimagevinst.

Mindre moms og skat på arbejdsindkomster motiverer ikke alene til arbejdsintensiv vedligeholdelse, men skaber også et større økonomisk rum for forskellige typer af grønne skatter og afgifter uden nødvendigvis at berøre den samlede forbrugsmulighed.

Undgå den sociale slagside

Man kan med forøgede afgifter på miljøbelastende produktioner ramme særlige dele af forbruget og fremme de mindre skadelige. Det er grøn omtanke. Grønne punktafgifter er således intelligent beskatning, hvis man vil bremse det klimaskadelige forbrug.

Det giver klimamæssigt mening, at man økonomisk motiveres til at vælge at få sine sko eller iPhone repareret som alternativ til dyre nyanskaffelser. Det giver god grøn mening, at man tilskyndes til at vælge at køre med tog og bus og anvende cyklen suppleret med en delebil eller taxa i ny og næ frem for at anskaffe og køre i en dyr bil.

Høj skat på arbejdsindkomst og moms betyder mindre af det, der koster meget menneskeligt arbejde, og fremmer den automatiserede industrielle, ressourceforbrugende masseproduktion. Mindre moms og skat på arbejdsindsats er tilmed fremmende for beskæftigelsen. Efterspørgslen efter arbejdskraft vil derfor stige og ledigheden sænkes.

Men er det socialt bæredygtigt at finansiere skattelettelser på arbejde og moms med grønne punktafgifter?

Punktafgifter er socialt set hensynsløse, hvis det ikke handler om luksusgoder som store benzinslugende biler og lystbåde, som de mindrebemidlede alligevel ikke har råd til. Mest hensynsløs er eksempelvis en kroner-og-ører-afgift pr. kilo oksekød. Mindre hensynsløs er en procentvis afgift, hvor man betaler mere i kroner og ører for et kilo dyr udskæring i forhold til et kilo billigt hakket kød.

Afgifter rammer i bedste fald forskellige indkomstgrupper proportionalt. Det står i modsætning til den progressive indkomstskat, hvor de højere indtægtsgrupper betaler mere pr. tjent krone end de lavere på grund af bundfradrag og topskat.

Mindre skat på arbejde omvekslet til grønne punktafgifter skaber derfor umiddelbart en asocial omfordeling. Men den kan der kompenseres for gennem grønne checks til de lavere indkomstgrupper og forbedringer af overførselsindkomsterne. Og så ville det også hjælpe at sænke bundskatten, genindføre mellemskat og forhøje topskatten for meget store indkomster.

Sørger man for at neutralisere skatteomlægningernes sociale slagsider, så ændrer de grønne skatter og afgifter udelukkende på folks prioriteringer og ikke på samfundets ulighed. Forbrugerne får både negative og positive økonomiske tilskyndelser til at vælge anderledes.

Ændringer i det private forbrugsmønster er vigtigt for klimaet. Men det kan også hjælpe at flytte noget af det private forbrug over til offentligt finansieret forbrug.

Plads til forbedringer

En nedgang i det private, materielt prægede forbrug er ikke det samme som en nedgang i vores livskvalitet. Noget af det private materielle forbrug kan erstattes af en vækst i offentlig service og velfærd i form af bedre omsorg, sundhed, læring og udfoldelsesmuligheder. Disse ting bruger meget færre materielle ressourcer og udleder mindre CO2 pr. anvendt krone end det mere materielt prægede privatforbrug.

Vores livskvalitet må bedømmes i forhold til opfyldelsen af menneskers behov. Vi har med velfærdsstaten erkendt, at efterspørgsel på det private marked ofte ikke er identisk med og dækker vores behov.

Du kan udmærket have behov for en dyr tandbehandling, men har du ikke pengene, kan du ikke købe den. Skattebetalt tandbehandling (eventuelt afstemt i forhold til indtægt og formue) kan løse det problem. Omfordeling via skat skaber muligheder for, at flere rimelige behov kan indfries for dem, der ikke har midlerne til at betale for dem. Det giver folk en højere livskvalitet.

Opfyldelsen af mange af vores behov er ligefrem umulige eller vanskelige at efterspørge på et marked. Det gælder vores behov for et stabilt klima, ren luft, sikker trafik, fremkommelighed og adgang til naturen. De må derfor pr. definition være et offentligt anliggende for at blive et gode, vi kan nyde.

Endelig er der utallige behov, som ikke alene er individuelt forankret, men også udtryk for flere interessenters behov. Et barn kan savne sin børnehave. Forældre har behov for pasning for at kunne gå på arbejde, og arbejdsgiverne har brug for forældrenes arbejdskraft. Daginstitutioner er på den måde et fælles behov. På samme måde tjener sundhedssektoren flere formål i forhøjelsen af den enkeltes livskvalitet.

Vi har derfor valgt, at daginstitutioner, skoler, sundhedsvæsen, idrætsanlæg, naturområder osv. varetages af det offentlige – eller i det mindste i udstrakt grad er offentligt finansierede.

Men dækker omfanget og kvaliteten i dag vores behov? Er der tilstrækkeligt med hænder til at løfte fællesskabets opgaver?

Der er masser af plads til forbedringer. Spørgsmålet er derfor ikke alene, om vi vil tilskyndes til at spare på benzin og kød ved at betale mere for disse goder. Spørgsmålet for den brede befolkning er, om vi vil gøre det ikke alene af hensyn til klimaet, men også for at skabe større livskvalitet for flere mennesker.

At de bredeste skuldre bærer en tungere del af skattebyrden i finansieringen af et større offentligt forbrug, samtidig med at der sker en social ansvarlig forskydning fra skat på arbejdsindsats til grønne punktafgifter på klimabelastende forbrug, det skal være kernen i en grønnere og mere omfattende skatte- og afgiftsreform.

Per Bregengaard er medlem af Enhedslistens Politisk Økonomisk udvalg, forfatter og redaktør på bogen ’Skattens skarpe klo – et skattepolitisk bidrag til en demokratisk, rød og grøn omstillingspolitik’, der er udgivet på Forlaget Solidaritet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Steen K Petersen
  • Christian Mondrup
  • Marianne Stockmarr
Klaus Lundahl Engelholt, Steen K Petersen, Christian Mondrup og Marianne Stockmarr anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ikke meget brus i omfordelingen i disse år, kun når staten uddeler milliarder til erhvervslivet. Til de fattige er der en flad fornemmelse, nærmest en light udgave til få kroner. Som en konsekvens af politikernes solidaritet med overklassen, springer champagne propperne på aktiemarkedet. Alle statens penge til de rige, siger politikerne.

Danmark er i dag et af verdens rigeste lande, men hvor blev solidariteten af? Underklassen fodres med tomme kalorier. Skatter og afgifter er socialt set hensynsløse, fordi forbrug handler om alt det de mindrebemidlede alligevel ikke har råd til. Hele det nuværende system er skamløst set fra underklassens perspektiv, og formålet med den førte politik er, at vi ikke får del i forbedringerne i samfundsgoderne, dem som er opnået gennem alle efterkrigens generationer.

Det nuværende systems bærende elementer er bankernes investeringer i de øvre 45 % af borgerne, samt deinvesteringer i de nedre 55 %. De sociale nedskæringer rammer i flæng og er uden solidarisk omtanke. Skatte- og afgiftsreformer er fyldt med alvorlige sociale udfordringer, skaber bevidst social utilfredshed, og kuren er direkte de Gule Veste - eneste kur er det socialt oprør. Politikerne kommer ikke til at fjerne fattigdommen.

Hvilke konsekvenser har det, at der igennem mange generationer deinvesteres i bunden, samtidigt med at politikerne gennemfører henved 62 sociale nedskæringer, og at der ved lov skabes fattigdom i Danmark? Folketinget begrænser vores forbruget, men det rammer i sidste ende hele samfundet. Derimod vokser hele samfundet når man investerer i begge halvdele af samfundet. Der er brug for grundlæggende at gentænke vores skattesystem, så den materielt forkælede halvdel af befolkningen i toppen beskattes meget hårdere, end den mindre bemidlede halvdel i bunden. Den sociale slagside skal modvirkes gennem massive investeringer og større skattelettelser.

Selvfølgeligt skal vi have Solidaritet i DK. Så når de rige har fået skattelettelser de sidste 12 år, er det underklassens tur de næste 12 år. Skattelettelser i bunden af samfundet er intelligent beskatning, hvis man vil bremse de riges klimaskadelige forbrug. Er det socialt bæredygtigt at finansiere skattelettelser i toppen af samfundet? Nej vel.

De forskellige løntrin er opnået ved heftige kampe og sågar strejker. Uligheden er blevet tilkæmpet og udvidet i fyrre år. Forestil dig så hvilken krig der bryder ud, når vi taler om at nogen overhovedet skulle miste noget. Det er alles kamp mod alle. Dem der er ramt af politikernes sociale nedskæringer, som politikerne omskrev til reformer, og særligt de 170.000 borgere, som nu er uden indtægter overhovedet, på grund af reformerne, skal nu have 12 skattefri år.

Fjernelse af børnefattigdommen blev udskudt til efter Finanskrisen, til efter Flygtningekrisen, efter Coronakrisen etc. etc. Selvfølgeligt vil politikerne hellere være solidariske med Blackrock, Golden Sachs, Danske Bank og overklassen. Formuerne bliver der hvor de er. Solidariteten er med erhvervslivet, for senere at få lukrative jobs der. Folketinget sender 500 mia. afsted til de største virksomheder i hjælpepakker. Nu skal de største og rigeste virksomheder også have penge for den grønne omstilling?

Spørgsmålet er derfor ikke om vi, underklassen, skal tilskyndes til at spare på alting, men om vi fremover fortsat skal belastes ved at betale 42 % i overpris for alle varer, huslejer m.m., for at den øvre middelklasse og opefter kan blive rigere. Varerne i Danmark er 42 % for dyre, fordi de formuende har sat sig på det hele. Vi er det dyreste land at bo i i hele EU.

Banker, fonde og udenlandske storspekulanter har sat sig på boligmarkedet, og de sidder tungt. De fattige presses ud af storbyerne, og ned i fattigdom. De riges investeringer koncentreres i storbyerne, hvor overklassen selv bor, og kommunepolitikerne fjerner de fattige. Igennem lyssky kanaler får de rige bygget boliger med en leje på mellem 14 og 24.000 kr. pr. måned. De misbruger oven i købet det almennyttige boligsystem til det.

De riges ophobning af formuer, der har ondt ved at blive omsat i produktive investeringer i virksomheder, bliver anvendt til boligspekulation. Ikke mindst i takt med den stigende ulighed i indkomster og formue, er der vækst hos befolkningsgrupper, hvis forbrug er i top i forhold til, hvad de føler, er deres behov. Man investerer i aktier m.m., man køber nye boliger, herunder sommerhuse, landsteder og by-lejligheder. Det gælder såvel herhjemme som ude i verden. Penge har de nok af.

Skal der her i Danmark ske en omfordeling bagefter, eller skal pengene fordeles som udgangspunkt på en mere solidarisk og værdig måde? Hvad giver et mere retfærdigt udgangspunkt for de nyfødte. Omfordeling bagefter er ydmygende for alle! De formuende vil sige: "Det er vores penge". Fattigdommen afskaffer vi ved at flytte underklassen op til arbejderklassen, og derefter begge klasser op til middelklassen.

Forestil dig en cirkel der er skåret midt over, vandret på midten. Den øverste halvdel repræsenterer middelklassen og opad, mens den nedre halvdel er arbejderklassen og nedad. Klassesamfund punktum dk siger at den nederste halvdel udgør 55 % af befolkningen, Arbejdernes Erhvervsråd mener at den øverste halvdel har krav på at være flertallet. Hvem der har ret afhænger vel af hvilken halvdel man mener at tilhøre. Hele pointen med dette tankeeksperiment handler om konsekvenserne af at investeringerne går til den øvre halvcirkel, eller rettere, at investeringerne ikke i stedet for tilfalder borgerne i den nederste cirkelhalvdel. Hvilke konsekvenser har det, at der igennem mange generationer deinvesteres i bunden, og politikerne gennemfører henved 62 sociale nedskæringer, hvorved der ved lov skabes fattigdom i Danmark? Er det demokratiskt?

Forestil dig så hvordan den ovennævnte cirkel bliver deformeret, når 80 % af det hele går til 160.000 borgere i toppen af samfundet. Kapitalhamstring skaber over tid økonomisk krise. Pengerigeligheden i den øverste halvdel er på vej ud på en farlig kurs. De mere velhavendes pengerigelighed er forbundet med en støt stigende økonomisk ulighed i indtægter og formuer. Det er pengerigeligheden, altså overakkumulationen, der skaber bobler, som brister i en ny finanskrise.

Estermarie Mandelquist, Inge Lehmann, Klaus Schwab, Kim Houmøller, Erik Winberg og Bjarne Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ib Christoffersen

Peter Olsen, men der er jo ingen partier der vil mindske klasseforskellen. Selv de røde partier tørrer regningen af på den halvdel af danskerne med de laveste indkomster.