Kommentar

Nyt svensk højrefløjsmedie vejrer konservativ tidsånd

Svenske liberale og konservative deler hverken virkelighedsopfattelse eller fremtidstro længere. Splittelsen har nu givet sig til udtryk i et nyt medie. Men webdagbladet er ikke så vovet og nyskabende, som det selv tror, skriver klummeskribent Åsa Linderborg i dette debatindlæg
Nyt højrefløjsmedie indeholder snesevis af artikler om indvandringens mangfoldige problemer.

Nyt højrefløjsmedie indeholder snesevis af artikler om indvandringens mangfoldige problemer.

Anders Find

Debat
8. januar 2021

Sverige har fået et nyt webdagblad. Bulletin.nu hedder det, og det kan meget vel blive årtiers vigtigste svenske mediebegivenhed. Buen er i al fald hårdt spændt med hele raden af borgerlige kommentatorer, som har forladt deres etablerede platforme for at opbygge noget nyt.

Det er nu ellers ikke sådan, at Sverige savner borgerlige eller højreorienterede aviser. Tværtimod må omkring 90 procent af aviserne i bred forstand regnes for borgerlige. Den svenske arbejderbevægelse, der engang nød ry som verdens stærkeste, har for årtier siden opgivet at have egen opinionsdannende avisvirksomhed. Her ligger utvivlsomt en del af forklaringen på, at neoliberalismen i Sverige har kunnet nå længere end i sammenlignelige lande.

Men i Sverige blev den borgerlige blok slidt i stykker af finanskrisen i 2008. Liberale og konservative deler hverken virkelighedsopfattelse eller fremtidstro længere. Det er ikke så sært, at splittelsen også må give sig nye publicistiske udtryk.

Hegemoni

Bulletin lyder 70’er-agtigt, og der er da heller ikke tvivl om projektets ambitioner: Man stræber efter ideologisk hegemoni. Den, som kan sin Antonio Gramsci, ved, at hegemoni kan man kun opnå, når den idépolitiske bevægelse, man repræsenterer, har vind i sejlene inden for andre af samfundslegemets bærende dele. Og konservatismen vejrer øjensynligt morgenluft.

De konservative meningsdannere prøver ihærdigt at udmale Sveriges liberale og deres flagskib, Dagens Nyheter, som en del af venstrefløjen. De slipper sågar afsted med det, eftersom økonomiske spørgsmål (læs: klassemodsætninger) aldrig bliver genstand for ideologisk debat. De store skillelinjer går i stedet omkring indvandring, multikultur, klima, køn, ’alle menneskers ligeværd’ osv.

Men hvad vil Bulletin så? Allerede før første nummer udkom, advarede alarmister om, at højre-netmediet ville blive en svensk udgave af Fox News. Da avisen så alligevel udkom, så den imidlertid helt anderledes ud, end nogen havde forventet. Emneudvalget var selvfølgelig det forventelige – indvandring, kriminalitet, integration, klansamfund, venstrefløjens dumhed og alskens dobbeltstandarder – men teksterne var kedelige og selvhøjtidelige, ja uden lidenskab.

Bulletins politiske chefredaktør, Alice Teodorescu Måwe, skriver, at avisen vil invitere læserne med på en rejse ind i det »ukendte og ubekvemme«.

For hvem? Ja, sådan må man spørge efter læsning af snesevis af artikler om indvandringens mangfoldige problemer. De samme spørgsmål diskuteres efterhånden alle steder i dagens Sverige, og Bulletin byder ikke ind med nye vinkler på dette ’det mest forbudte’ af alle samtaleemner.

Differentiering

Så hvad vil Bulletins mange skribenter dybest set gerne kunne skrive i Bulletin? Hvad er det for mærkesager, de føler, de endnu ikke har fået afløb for?

En tekst af bladstifter Thomas Gür giver måske et fingerpeg: Alle indvandringens problemer kan ikke løses på nogen anden måde end ved at gøre drastiske indhug i statens virkefelt: Staten skal være så lille som muligt. Det er ikke ligefrem ubetrådt jord, Bulletin tramper ud på, for sådan har det lydt siden 1979. Familien, de frivillige organisationer, nationen, traditionen og historien skal være det bindemiddel, der holder sammen på samfundet.

Efter alt at dømme – ud fra deres nuværende retorik – bliver næste skridt en kampagne for at »differentiere« velfærdsstaten: Den skal ikke længere være universel, men primært for ’etniske svenskere’ eller ’særligt kvalificerede skattebetalere’. I så fald kan et ord som ’fascisme’ for en gangs skyld få aktuel relevans.

At diskutere, hvor stor indvandring et land skal have, hvilke krav man skal stille for medborgerskab eller, hvad multikultur i praksis kan indebære, behøver ikke – som antiracister er tilbøjelige til at mene – i sig selv at være udtryk for en fascistoid tilgang. Men stiller man mennesker og medborgere af forskellig slags i modsætning til hinanden som ikke moralsk ligeberettigede, og indfører man principper om førstefødselsret, går man trods alt over en grænse.

© Åsa Lindeborg og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her