Demokratiets helte er ikke nødvendigvis dem, der altid kæmper videre, aldrig giver op og vinder de store slag. Det er ellers dem, der bliver opført statuer af, og dem, der bliver spillet af de smukkeste skuespillere, når deres bedrifter bliver til fim. Dem, der ikke tøver og aldrig bliver moralsk kompromitteret. Disse rene riddere kan være krigens helte.
Men demokratiet bygger ikke på, at de onde bliver besejret, og de gode vinder.
I et essay skrevet under opløsningen af de kommunistiske regimer efterlyste den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger en anden heltetype: Han kaldte dem »tilbagetogets helte«. Enhver idiot kan smide en bombe, som han skrev. Det er tusind gange sværere at afmontere den igen. Tilbagetogets helte er ifølge Enzensberger dem, der giver efter for deres tvivl og opgiver den kamp, som ellers var blevet deres bestemmelse. De, der anerkender, at det, de har investeret deres lidenskaber i, er blevet uholdbart og ødelæggende. Det var i Sovjetunionen dem, der var vokset op med kommunismen som deres moralske front i verden, men indså, at den var livsødelæggende og efterfølgende opgav deres stolthed og forfængelighed og gav efter for deres tvivl. Det er ifølge Enzensberger både personligt smertefuldt og politisk nedværdigende:
»Den, der rømmer sine egne stillinger, opgiver ikke blot objektivt set, men også en del af sig selv.«
McConnells tilbage
Måske er det sådan, man skal anskue det, republikanernes leder Mitch McConnell gjorde onsdag aften i Senatet, da han udråbte det til den vigtigste handling at afvise Donald Trumps kamp mod valgresultatet. Hvis vi fortsætter med at slås på den måde, sagde McConnell, vil en generation af amerikanere vokse op i et demokrati, hvor kun vinderne anerkender valgresultatet, og taberne altid vil bekæmpe det. Det vil føre til en »dødsspiral«, hvor ethvert valgår vil blive til et gadeslagsmål om magten for enhver pris:
»Vi kan ikke fortsætte med at glide fra hinanden over i to adskilte stammer med hver vores separate kendsgerninger og separate virkeligheder, som ikke har andet til fælles end vores fjendtlighed over for hinanden og mistillid til de få nationale institutioner, som vi stadig deler.«
McConnell havde sine egne motiver til at holde den tale: Trump har mistet magten, så man bliver en del af et tabende hold, hvis man fortsætter hans kampagne. Og han gør sig klar til et nyt politisk regime. Men uanset McConnells motiver var hans tale et definerende nødråb for den politiske kultur i USA og et opråb mod de tendenser, som gør det umuligt at føre politik i USA. Som den mest magtfulde republikaner i Kongressen gennemførte han et opgør med en kamp, han selv har radikaliseret. Det kan man kalde hyklerisk og selvretfærdigt. Men det var også et spektakulært heroisk tilbagetog med hele verden som publikum.
Venstrefløjens tilbagetog
For McConnell har selv ført den kamp til et ødelæggende ekstrem. Han gjorde det til et officielt mål at samle republikanerne i en stamme, som skulle gøre det umuligt for Obama at gennemføre politik. Som lederen af flertallet i Senatet var han en slags overdommer i rigsretssagen mod Trump. Og han erklærede, inden sagen gik i gang, at han aldrig ville dømme præsidenten, og at han ville koordinere processen med Det Hvide Hus. Dommeren allierede sig med den anklagede og ophævede den eneste instans, som kan drage præsidenten til regnskab. Og hvis den egentlige skandale i Trump-perioden er, at folkene omkring lod ham smadre løs på de institutioner, som beskytter de svage mod de stærke i et fællesskab, så er Mitch McConnell historiens virkelige skurk.
På venstrefløjen er han nærmest blevet til »ondskabens ansigt«.
Men hvis man mener det alvorligt, når man siger, at man vil forene nationen, og hvis man virkelig vil skabe betingelser for at føre politik for dem, som har mest brug for det i USA, skal man selv være klar til at opgive sine fjendebilleder og foretage sine egne selvopgør. Og anerkende, at onsdag aften i USA var Mitch McConnell en sand demokratisk helt. Demokraterne kan ikke vinde klimakampen alene, de kan ikke lave sociale reformer og investeringer i det fælles bedste uden republikanerne. Alt det vilde, visionære og for fremtiden definerende, som vi kan drømme om, kræver, at man kan gøre dem, der engang var fjender, til nye politiske venner. Hvis man ikke forstår og anerkender heroiske tilbagetog, kan man ikke bringe verden fremad.
Nej, Mitch McConnell er ikke en helt. Han valgte det rigtig side imod kupmagerne lige til sidst, så det var godt, men han er stadigvæk en vigtig del af den Republikanske Parti og nøgle til deres modstand mod fremskridt. Og han har blokerede reel fremskridt i årevis.
Hvis en underoverskrift skulle være en appetitvækker til den efterfølgende artikel, er det ikke lykkedes her. Efter at have læst den 3 gange gav jeg op. Jeg tror vist der står: Man kan kun lave fremskridt her i verden..... hvis .... den..... man har kæmpet for, er en sand demokratisk helt. ? Jeg kom aldrig til artiklen.
Man har et standpunkt til man tager et andet! Mitch McConnells tale var helt nødvendig og det indså han, men lur mig om ikke han læner sig tilbage og venter på hvilken vej vindene kommer til at blæse i Det Republikanske Parti før han rent faktisk vælger side? Det bliver en kamp hos Republikanerne og den retning der vinder, moderat eller stærkt højreorienteret bliver betydningsfuld for Joe Bidens muligheder for at få sin politik igennem - uagtet han har flertal i begge huse er et samarbejde nødvendigt for at føre politik der er bæredygtig i fremtiden og ikke blot rulles tilbage ved første lejlighed; en politik som den overvejende del af befolkningen også kan se sig selv i.
Rune, uhyre velskrevet og konstruktiv kommentar, der flugtede med min spontane reaktion, da jeg så talen, som burde have bremset den efterfølgende protest fra Ted Cruze. MEN du viser McConnell for megen ære: det ligner en tanke, at han først ændrede signaler præcist dagen efter at have mistet flertallet i Senatet!
Jørgen Huno Rasmussen skrev kommentaren på Agnete Korsgaards abonnement.
På linje med andre kommentarer herover vil jeg sige at RL giver for meget kredit til McConnell. Hvis fornuften er ved at indfinde sig hos ham, så skal det selvfølgelig hilses velkommen, men at kalde ham en tilbagetogets helt er at stramme den gevaldigt. Dels er det én enkelt tale holdt i et meget anspændt øjeblik, dels har han travlt med at bebrejde Demokraterne for at have gjorde det samme, sådan what-aboutish. Jeg ser snarere McConnell ved en af de lange håndvaske, som var i skolerne i gamle dage, sammen med hans kone Elaine Chao, Lindsey Graham, Betty de Vos, Ted Cruz, Donald J. Trump og andre af øjeblikkets vindbøjtler og heltemodige opportunister.
Af de nævnte er det kun den sidste, som risikerer at blive kaldt op til inspektøren for at se, om der stadig er snavs på fingrene.
Lige en ting mere: Hvis de, der prøver at overtale Trump til at træde tilbage, skulle få held med det, så er der, så vidt jeg kan se, en risiko for en gentagelse af Nixon-Ford-stuntet i 1974, hvor Ford skyndte sig at udstede en amnesti til Nixon, da denne trådte tilbage for at undgå en rigsretssag. Altså: Trump træder tilbage, Pence tager over og for gammelt venskabs skyld eller af ren og skær frygt, tildeler han Trump amnesti.
En mere sikker vej vil være enten at bruge den 25. tilføjelse til forfatningen eller en rigsretssag. Det første vil Pence næppe gå med på, og så er der kun impeachment tilbage.
What about that?
Mitch er i mine øjne ikke en helt mere end vores demokratisk opstillede Paludan. Men Mitch er heldig! Slap for at blive sendt til Vietnan-krigen pga en måske øjensygdom...ligesom Trump og Biden. Og siden har Mitch trykket på krigsknappen så ofte han kunne.
Arh, er det ikke lige overdrevet at ville kanonisere Mitch McConnell til heltestatus for demokratiet.
Den eneste republikaner der gik imod såvel partiet og Mitch McConnell var Mit Romney som om nogen har fortjent kanonisering for - om nogen, at have stået ved den sunde fornufts side.
-vi får se! Forhåbentlig kan de store emner, klima, social balance etc. forene de politiske parter. Ord er taknemmelige og Mitch M. er veltalende, så det bliver interessant at se, om handling følger ord! Ordet "benspænd" er selvfølgelig også en handling, der har været vidt udbredt i amerikansk politik, og dansk ditto!
Barnligt og den slags forsømmer udvikling!