Ondskabens ansigt, Mitch McConnell, er blevet tilbagetogets helt

Demokratiets helte er ikke nødvendigvis dem, der altid kæmper videre, aldrig giver op og vinder de store slag. Det er ellers dem, der bliver opført statuer af, og dem, der bliver spillet af de smukkeste skuespillere, når deres bedrifter bliver til fim. Dem, der ikke tøver og aldrig bliver moralsk kompromitteret. Disse rene riddere kan være krigens helte.

Men demokratiet bygger ikke på, at de onde bliver besejret, og de gode vinder.

I et essay skrevet under opløsningen af de kommunistiske regimer efterlyste den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger en anden heltetype: Han kaldte dem »tilbagetogets helte«. Enhver idiot kan smide en bombe, som han skrev. Det er tusind gange sværere at afmontere den igen. Tilbagetogets helte er ifølge Enzensberger dem, der giver efter for deres tvivl og opgiver den kamp, som ellers var blevet deres bestemmelse. De, der anerkender, at det, de har investeret deres lidenskaber i, er blevet uholdbart og ødelæggende. Det var i Sovjetunionen dem, der var vokset op med kommunismen som deres moralske front i verden, men indså, at den var livsødelæggende og efterfølgende opgav deres stolthed og forfængelighed og gav efter for deres tvivl. Det er ifølge Enzensberger både personligt smertefuldt og politisk nedværdigende: 

»Den, der rømmer sine egne stillinger, opgiver ikke blot objektivt set, men også en del af sig selv.«

McConnells tilbage

Måske er det sådan, man skal anskue det, republikanernes leder Mitch McConnell gjorde onsdag aften i Senatet, da han udråbte det til den vigtigste handling at afvise Donald Trumps kamp mod valgresultatet. Hvis vi fortsætter med at slås på den måde, sagde McConnell, vil en generation af amerikanere vokse op i et demokrati, hvor kun vinderne anerkender valgresultatet, og taberne altid vil bekæmpe det. Det vil føre til en »dødsspiral«, hvor ethvert valgår vil blive til et gadeslagsmål om magten for enhver pris:

»Vi kan ikke fortsætte med at glide fra hinanden over i to adskilte stammer med hver vores separate kendsgerninger og separate virkeligheder, som ikke har andet til fælles end vores fjendtlighed over for hinanden og mistillid til de få nationale institutioner, som vi stadig deler.«

McConnell havde sine egne motiver til at holde den tale: Trump har mistet magten, så man bliver en del af et tabende hold, hvis man fortsætter hans kampagne. Og han gør sig klar til et nyt politisk regime. Men uanset McConnells motiver var hans tale et definerende nødråb for den politiske kultur i USA og et opråb mod de tendenser, som gør det umuligt at føre politik i USA. Som den mest magtfulde republikaner i Kongressen gennemførte han et opgør med en kamp, han selv har radikaliseret. Det kan man kalde hyklerisk og selvretfærdigt. Men det var også et spektakulært heroisk tilbagetog med hele verden som publikum.

Venstrefløjens tilbagetog

For McConnell har selv ført den kamp til et ødelæggende ekstrem. Han gjorde det til et officielt mål at samle republikanerne i en stamme, som skulle gøre det umuligt for Obama at gennemføre politik. Som lederen af flertallet i Senatet var han en slags overdommer i rigsretssagen mod Trump. Og han erklærede, inden sagen gik i gang, at han aldrig ville dømme præsidenten, og at han ville koordinere processen med Det Hvide Hus. Dommeren allierede sig med den anklagede og ophævede den eneste instans, som kan drage præsidenten til regnskab. Og hvis den egentlige skandale i Trump-perioden er, at folkene omkring lod ham smadre løs på de institutioner, som beskytter de svage mod de stærke i et fællesskab, så er Mitch McConnell historiens virkelige skurk. 

På venstrefløjen er han nærmest blevet til »ondskabens ansigt«.

Men hvis man mener det alvorligt, når man siger, at man vil forene nationen, og hvis man virkelig vil skabe betingelser for at føre politik for dem, som har mest brug for det i USA, skal man selv være klar til at opgive sine fjendebilleder og foretage sine egne selvopgør. Og anerkende, at onsdag aften i USA var Mitch McConnell en sand demokratisk helt. Demokraterne kan ikke vinde klimakampen alene, de kan ikke lave sociale reformer og investeringer i det fælles bedste uden republikanerne. Alt det vilde, visionære og for fremtiden definerende, som vi kan drømme om, kræver, at man kan gøre dem, der engang var fjender, til nye politiske venner. Hvis man ikke forstår og anerkender heroiske tilbagetog, kan man ikke bringe verden fremad.