Kommentar

Pixar var for dovne til at caste en sort mand til hovedrollen i Sjæl

Pixar-valg af Nikolaj Lie Kaas til at lægge stemme til en sort karakter viser endnu en gang, at man som minoritet skal lede langt efter sand repræsentation, for den hvide mand bestemmer stadig, hvad en sort mand er, skriver gymnasielærer Michael Bowden i dette debatindlæg
Debat
12. januar 2021

Da Nikolaj Lie Kaas forsvarede, at han skulle lægge stemme til en sort mand i Pixars animationsfilm Sjæl, sagde han, at det handler om at være den bedste til rollen. Men Lie Kaas’ forsvar er en tynd bortforklaring, der blot udstiller hans privilegerede position.

Hans udtalelser fik mig til at sende en tanke til de mange kvinder og minoriteter, der igennem tiden er blevet forbigået i job efter job, fordi en hvid mand ifølge andre hvide mænd var bedst egnet. For hvis Lie Kaas var den bedste til rollen, må det betyde, at Pixar holdt auditions, hvor han blev sammenlignet med et etnisk bredt udvalg af danske skuespillere, og at en castingdirektør, besluttede sig for, at den sorte mand, som Pixars tegnere og forfattere har kreeret, tilfældigvis var bedst spillet af en hvid europæer. Men tror vi virkelig på, det var sådan, forløbet var?

Men Nikolaj Lie Kaas er måske så god, at han kan spille alle roller. Han kan spille etniske minoriteter, kvinder, børn, you name it. Bare giv det til Nikolaj. Hans egen etnicitet, køn og alder er fuldstændig lige meget, for han kan vel altid bare blackface eller tage kjole på. De etniske minoriteter, der kæmper for at komme frem i skuespillerbranchen, skal bare oppe sig og komme op på hans niveau.

Men sarkasme til side. Denne sag handler om repræsentation. Det handler om, at de danske borgere, der har en anden hudfarve end hvid, skal repræsenteres. Det handler også om at bryde normen. Om at hr. og fru Danmark måske skulle høre en anden stemme, end de er vant til.

I stedet tog Pixar det lette valg og gav Danmarks befolkning en stemme, de kunne relatere til. Som de har hørt før. Som de var trygge ved. De turde ikke bryde normen. De var bange. De var dovne. Og desværre var Nikolaj med på den.

Det sender alle minoriteter i Danmark den samme besked, som de har hørt i årevis: De skal lede langt efter ordentlig repræsentation på skærmen, for den hvide mand bestemmer stadig, hvad en sort mand er.

Michael Bowden er gymnasielærer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Indlægget viser, hvor absurd det ender, hvis identitetspolitikken skal gennemføres konsekvent: Dybest set kan en skuespiller kun spille sig selv. Men skuespillerens opgave er jo netop at spille alt andet end sig selv. Og hele hysteriet omkring “repræsentation” kan ende med at give bagslag. Hvis fx en rolle som transperson kun kan spilles af en skuespiller, der selv er transperson, må konsekvensen vel være, at denne skuespiller så kun kan spille transpersoner. Ellers vil der jo være tale om “misrepræsentation”. Det må da siges at være en alvorlig kunstnerisk begrænsning.
Diskussionen er ingen skade til, men den kan let ende i nogle ekstreme positioner, som, hvis de blev realiseret, ville kvæle alting. Det minder lidt om Dogme-brødrenes “kyskhedsløfte” i anledning af filmmediets 100-årsjubilæum i 1995. Det gav anledning til en udmærket diskussion af, om teknologien var blevet for dominerende i filmen, men havde man fulgt de foreslåede regler konsekvent, ville det have været umuligt at lave film. Derfor var der heller ingen, der fulgte dem - heller ikke Dogme-brødrene selv.

Freddie Vindberg

Og de sædvanlige 'forklaringer', på berettigelse, er håbløse og ynkelige.