Kommentar

Sæt borgere med psykiske handicap foran i vaccinekøen

Vaccinestrategien bør laves om, så den tager hensyn til de borgere, der lever med angst for corona, og som risikerer at opleve store psykiske konsekvenser, hvis de bliver smittede og skal isoleres, skriver medlem af Københavns Borgerrepræsentation Laura Marie Rosenvinge og næstformand i ULF ungdom Mathilde Faber i dette debatindlæg
Debat
13. januar 2021

I takt med at flere og flere grupper skal vaccineres, lader det til, at vi har glemt borgere med psykiske handicap.

Corona kan nemlig ikke kun føre til hospitalsindlæggelser. Hos mange borgere med psykiske handicap er angsten for at få corona så altoverskyggende, at den kan føre til psykiatriske indlæggelser.

Skribenterne bag dette læserbrev lærte hinanden at kende igennem fælles arbejde på handicapområdet. Den ene af os er politiker på Københavns Rådhus, den anden er aktivist og har udviklingshandicap og angst.

Derfor ved vi, at den voldsomme smittestigning i begyndelsen af vinteren og spredningen af den britiske mutation har fået mange med udviklingshandicap og angst til at balancere på kanten af en indlæggelse. Det er også tilfældet for den ene af os, der har fået opjusteret sin medicindosis i takt med stigningen i smittetrykket for at dæmpe angsten.

Mange med udviklingshandicap og psykisk sårbarhed er mærket af angsten for at blive syg – men faktisk endnu mere af angsten for at skulle i isolation. For så kan de ikke se venner og familie, der gør det muligt at komme igennem hverdagen.

Men fordi disse borgere ikke er i risiko for et slemt sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med corona, så står de langt bagud i køen til vaccinen. Vaccinestrategien tager nemlig ikke tilstrækkeligt hensyn til de borgere, som lever med angst for corona og risikerer at opleve store psykiske konsekvenser, hvis de bliver smittede og skal isoleres. På bosteder i hele landet sidder mennesker med handicap og er utrygge og ensomme.

Selvfølgelig er det vigtigt, at borgere i risikogruppen vaccineres hurtigt, men det må også blive prioriteret at vaccinere de borgere, som lige nu spises af med en højere medicindosis og psykiatriske indlæggelser for at tøjle deres angst.

Derfor håber vi, at regeringen og myndighederne vil lytte til denne gruppe og tage psykiske handicap og angstdiagnoser i betragtning, når vaccinen for alvor kan rulles ud til flere borgere.

Laura Marie Rosenvinge er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, og Mathilde Faber er Næstformand i ULF Ungdom.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Godt af vide.