Klumme

Et samfund, hvor vi ikke tager vores friheder for givet, er et lykkeligt samfund

De fleste af os er mere end godt trætte af coronakrisen. Men den har også sat så mange begrænsninger på vores liv, at vi igen lærer at værdsætte de små ting – eller blot nyder at længes efter det, vi savner, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme
»En tur i Matas, den eneste butik, som er åben i min del af Århus, er nu et rent eventyr. Jeg brugte forleden en halv time derinde uden formål. Personalet var forstående, imens jeg vendte og drejede hver en farverig indpakning. Det er ikke dårligt at leve i længslen,« skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme. 

»En tur i Matas, den eneste butik, som er åben i min del af Århus, er nu et rent eventyr. Jeg brugte forleden en halv time derinde uden formål. Personalet var forstående, imens jeg vendte og drejede hver en farverig indpakning. Det er ikke dårligt at leve i længslen,« skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i denne klumme. 

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Debat
15. januar 2021

Hvis du vil opleve sand glamour i de her dage, kan jeg anbefale Kombardofærgen til Århus. Her kan man købe et måltid – for eksempel en udmærket burger – og rent faktisk sidde ned og indtage den i noget, man kan kalde »det offentlige rum«.

Så vidt jeg kan se, må det være landets eneste åbne restaurant. Personalet er venligere end nogensinde, purserens obligatoriske »kombardo«-melodi i højttalerne lyder mindre øretæveindbydende end normalt, og det giver en ydmyg glæde at vide, at man tilhører den udvalgte skare, der har et ærinde så vigtigt, at man må krydse Kattegat. For mit vedkommende er det iscenesættelsen af en teaterforestilling, Kong Lear, på Århus Teater.

En anden magisk oplevelse i denne tid kan man finde hos DSB. Også her er personalet venligere end normalt, har masser af smilerynker, der er synlige over ansigtsmasken. De uhyggelige ansigtsmasker kræver, at øjnene er på dobbeltarbejde for at udvise venlighed. Og landskabet ligner sig selv – heller ingen sne i år. Januar er, som januar altid har været. Noget lort.

Leve i længsel

Lad os sige det, som det er. Denne tid er kedelig. Denne tid er grå. Men januar har altid været røvsyg. Selv i fortiden, da alle butikker var åbne, og cafeerne lettede vinterdepressionen med deres glimt af social distraktion, eller man kunne invitere gæster hjem og gå uden mundbind alle steder – januar var stadig en lortetid. Vi har bare glemt det.

COVID-19 forenkler mindet, skrumper drømmene, tilspidser frygten. Den gør sindet enøjet. Den forvandler det truende til noget, man bilder sig ind at kende. Det gode ved en sygdom er, at der findes en helbredelse. Selve livet og dets momentvise overgreb på sagesløse, kan man ikke helbrede, ikke foregribe, ikke løse, end ikke forstå.

Jeg spurgte nogle af mine venner, hvordan de havde det sidste år på denne tid. De fleste indrømmede, at de faktisk har det bedre nu. De mente selvfølgelig, at de selv var anderledes end alle andre, som nok havde det værre nu under lockdown. Folk, der led af ensomhed, eller frygtede for deres forretning.

Men således uformelt spurgt, syntes de fleste, at de havde det påfaldende godt. ’Fomo’ – fear of missing out – er en af hovedårsagerne, lød svaret hos de fleste. Det er så rart at vide, at andre heller ikke har det sjovt.

Jeg oplevede en større glæde ved at sidde på restauranten på Kombardofærgen, end jeg oplever nedturen ved afsavnet af en rigtig restaurant. En tur i Matas, den eneste butik, som er åben i min del af Århus, er nu et rent eventyr. Jeg brugte forleden en halv time derinde uden formål. Personalet var forstående, imens jeg vendte og drejede hver en farverig indpakning. Det er ikke dårligt at leve i længslen.

Ikke det værste

Der er noget smukt i at iagttage den kollektive vilje til at udvise venlighed i servicefagene. Der er en tone af ydmyg taknemmelighed imellem folk, der møder andre i det offentlige rum. Det er enestående.

Familier rækker ud og opsøger en tættere kontakt, fordi de gamle er udsatte, og børnene er under særlige og krævende vilkår med deres onlineundervisning eller på anden måde hæmmede livsudfoldelse.

Overalt skaber restriktionerne modstandsimpulser. Kontakter etableres, øjne bekræfter øjne, fremmede søger at opløse afstande og vise, at afstanden ikke er hjertets, men sikkerhedens.

Den kompensation er sjælden at opleve, den er nyskabende for vores samfund. Der er en storhed i denne tid, som vi aldrig vil glemme og efterfølgende vil savne – det er jeg sikker på.

Truslen er endnu kun fjern. Vi er ikke så pressede, hverken på vores eget eller vores børns liv, at vi begynder at vise os som det dyr, mennesket også kan være. Et par hamstrede toiletruller var den grimmeste adfærd, vi så i dette sære år – det er barmhjertigt.

I krige eller kriser, hvor staten ikke er foran, men måske splintres itu, ser det ikke så ordnet ud. Annus horribilis, kalder vi dette år. Det er måske en overdrivelse. Som det hedder i Kong Lear, »det er ikke det værste, når vi kan sige ’dette er det værste’«.

Måske er det et lykkeligt sted at være, når der ikke er materiel nød, men dog så mange begrænsninger, at man husker at værdsætte ting i stedet for at tage dem for givet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Herfra min verden går. Det er en rigtig Københavner der skriver af Kombardofærgen går til Aarhus, ½delen af turene går til Odden. ;-)

Anne-Marie Krogsbøll

Hvorfor må restauranten holde åbent der? Sejler den i internationalt farvand?

Jens Christian Jensen

Henning. Nu er det jo ikke alle der bor på Sjælland der er Københavnere ;-)

Frederikke Nielsen

Det ville også være cool, hvis vi blev lidt mere taknemmlige over den unikke position, vi befinder os i som land.

Hvordan vores super stærke velfærdssystem formår at få os igennem en krise, der i mange andre lande giver større fattigdom. I stedet for brok og jammer over mindre tilskud fra fællesskabet end man gerne ville have haft, kunne man jo også antage den position, at det er dejligt overhovedet at få noget fra fællesskabet - i modsætning til alternativet - ikke at få noget overhovedet.

Tillykke til os alle at vi bor i et så velhavende land.

Carsten Munk, Jan Brunchmann, Palle Jensen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Birger Bartholomæussen

Hva' mæ' å sætte noen spisevogne på togene?