Kommentar

Socialdemokratiet blokerer for, at udsatte unge kan komme på højskole

Flere af Folketingets partier vil gøre det muligt for udsatte unge at kombinere en ungdomsuddannelse med et højskoleophold. Men Socialdemokratiet overlader de unge til sig selv og forhindrer, at de unge kommer på højskole, skriver Mogens Sommer Madsen fra Brande Højskole i dette debatindlæg
Debat
15. januar 2021

Kort før jul lykkedes det at samle et flertal af Folketingets partierbag et lovforslag, der gør det muligt for udsatte unge at kombinere den nye FGU-uddannelse med et højskoleophold, så de unge kan komme på højskole, uden at det koster FGU-institutionen ekstra. FGU’en er en grunduddannelse for unge under 25, som hverken er i gang med en uddannelse eller er i beskæftigelse.

På Brande Højskole har vi gennem årene hjulpet utallige udsatte unge til at få adgang til den ungdomsuddannelse, de står uden for på trods af mange års skolegang. Vi møder unge, der er stigmatiserede og isolerede i hjemmemiljøet og derfor trænger til at komme væk hjemmefra.

Vi kan i samarbejde med FGU få de unge solidt videre i en uddannelse. Men lige nu er det økonomisk umuligt for FGU at benytte dette tilbud.

Vi så håbefuldt frem til, at lovforslaget blev vedtaget. Men det gik, som det er gået igen og igen: De mest udsatte unge fra underklassen overlades til sig selv, og Socialdemokratiet ønsker – af grunde, jeg har svært ved at forstå – ikke at gøre noget ved det.

2020 kunne have sluttet med en håndsrækning til de unge med de sværeste liv. Men nej. Ifølge Kristian Jensen (V) fik SF og Enhedslisten– efter at have været 100 procent med – kolde fødder, da det kom til stykket. Formentlig fordi de er støttepartier til Socialdemokratiet og ønsker regeringspartiet med, inden de går videre.

Men Socialdemokratiet vil åbenbart ikke med. Det har de vist utallige gange – blandt andet i svar til Brande Højskole. De vil gerne støtte FGU-uddannelsens brug af AMU-kurser, der i dag er et gratis tilbud, men partiet vil ikke give udsatte unge mulighed for at komme på højskole.

Hvorfor? Måske fordi undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fejlagtigt opfatter højskoler som kun de velstilledes skoleform. Hun kender ikke til de resultater, Brande Højskole og andre har med at få de ikkeprivilegerede unge klædt på til en ungdomsuddannelse.

Partierne venter kun på Socialdemokratiet. Kom så, Rosenkrantz-Theil, lovforslaget skal vedtages.

Mogens Sommer Madsen, Brande Højskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her