Hvis sociale medier skal udøve censur, skal de demokratiseres

Mange – inklusive undertegnede – havde nok svært ved ikke at juble lidt indeni, da Twitter i sidste uge besluttede at lukke Donald Trumps konto permanent efter stormen på USA’s kongres. Beslutningen blev fulgt op af en række andre sociale medier, og Trump blev i løbet af få døgn reelt afkoblet fra de vigtigste sociale medieplatforme, som han ellers er en flittig bruger af, når han skal kommunikere direkte til sine millioner af følgere.

Samme sociale medier flød i dagene, der fulgte, over med indlæg, der roste Twitter og de øvrige sociale mediers beslutning, omend den i manges øjne burde været kommet langt tidligere.

Men der var også kritiske røster, der pegede på det problematiske i, at private sociale medier – ejet af en lille gruppe milliardærer, havde magten til at lukke ned for en folkevalgt præsident med opbakning fra næsten halvdelen af den amerikanske befolkning.

Redaktøren fra det amerikanske venstrefløjsmagasin Jacobin, Bhaskar Sunkara, skrev på Twitter: »Hvilken proces lå der bag denne vidtgående beslutning? Hvem tog beslutningen? Hvad betyder det for fremtiden?« og konstaterede: »Selv hvis du, som jeg, opfatter Trump som hadefuld og farlig, bør du spørge, hvorfor Twitters topledelse skal have denne magt over den offentlige debat.«

Herhjemme stemte blandt andet tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Jens Philip Yazdani i kritikken og kaldte Twitters beslutning »forrykt – og på lang sigt et større problem for demokratiet end umælende banditter i amokløb mod kongressen«.

Det nye Pravda

Det udløste flere reaktioner, hvoraf flere gik på, at private virksomheder da selv har ret til at bestemme, hvem der må ytre sig på deres platform, ligesom aviser bestemmer, hvilke læserbreve de bringer. Men sammenligningen holder ikke.

Sociale medier som Twitter og Facebook har en monopollignende magt over den offentlige debat, som intet dagblad nogensinde har været i nærheden af – på nær måske Pravda i Sovjetunionen.

Vi står med et reelt dilemma. På den ene side er det helt åbenlyst, at ingen – heller ikke en præsident – frit skal kunne anvende sine sociale medier til at anspore til vold eller til at sprede åbenlyse løgne. På den anden side er det helt uholdbart, at private selskaber, hvor beslutningerne træffes af mennesker uden noget demokratisk mandat, skal have en så afgørende magt over den offentligt debat.

So what to do? Løsningen er lige så enkel, som den er svært gennemførlig: De sociale medier må under demokratisk kontrol. Twitter og Facebook er det, som man inden for økonomi kalder naturlige monopoler. Præcis som det gælder andre naturlige monopoler som for eksempel vandforsyning, elektricitet og telefonnet, betyder såkaldte netværkseffekter, at konkurrenter ikke har reel mulighed for at etablere sig. Det giver en monopolmagt, som er økonomisk problematisk, og som i de sociale mediers tilfælde også er demokratisk uholdbar på grund af selskabernes enorme magt over den offentlige debat.

Nationalisér, eller regulér

Hvordan har vi historisk håndteret de naturlige monopoler? Dem har vi enten taget offentligt ejerskab over eller reguleret benhårdt for at beskytte forbrugerne mod misbrug.

I Danmark har vi også en lang tradition for, at monopolområderne er drevet som non-profit af demokratiske andelsselskaber. I en nylig rapport foreslår tænketanken Common Wealth da også netop at gøre den amerikanske føderale regering til majoritetsejer i de sociale mediemonopoler.

Udfordringen ved denne løsning, er åbenlys. Havde Twitter været statskontrolleret, havde Trump kunnet bestemme over indholdet. En uhyggelig tanke. For ikke at tale om hvilken geopolitisk magt det ville give den amerikanske regering over for resten af verden.

En anden mulighed er, at de enkelte stater – i Europas tilfælde formentlig EU – indfører samme stramme regulering for platformvirksomheder som for andre naturlige monopoler. Det vil sige, at de pågældende selskaber skal have en licens for at måtte operere inden for staternes grænser, og at de skal leve op til lovgivning, der for eksempel sikrer gennemsigtige, ikke-diskriminerende og objektive regler for, hvem der kan udelukkes, og for de algoritmer, som styrer, hvilket indhold brugerne får adgang til.

Endelig er der den bedste, men måske også mest utopiske løsning. Nemlig at forvandle de sociale medier til brugerejede kooperativer efter den danske andelsbevægelses forbillede. Med en ledelse valgt af alle brugere på tværs af verden, som demokratisk vedtager en redaktionel linje, der sikrer en balance mellem omfattende ytringsfrihed og indgreb mod ytringer, der ansporer til eksempelvis vold og racistiske overgreb.

Én ting er sikkert. Vi er kun lige begyndt på debatten om, hvordan vores sociale medier skal ejes og styres i fremtiden.