Kronik

Socialisme handler mere om frihed end om lighed

Det er en udbredt misforståelse, at socialisme handler om lighed og liberalisme om frihed. I virkeligheden handler socialisme slet ikke om, at vi skal have ’lige løn’, men om at vi helt skal frigøres fra lønarbejdet og de hierarkiske relationer, skriver anarko-kommunistisk aktivist Rasmus Gunder Eriksen i denne kronik
Det er en udbredt misforståelse, at socialisme handler om lighed og liberalisme om frihed. I virkeligheden handler socialisme slet ikke om, at vi skal have ’lige løn’, men om at vi helt skal frigøres fra lønarbejdet og de hierarkiske relationer, skriver anarko-kommunistisk aktivist Rasmus Gunder Eriksen i denne kronik

Dalva Skov

Debat
14. januar 2021

Da jeg som folkeskoleelev blev introduceret til skellet mellem socialisme og liberalisme, var der to principper, der blev præsenteret som definerende for hver side: lighed og frihed.

Socialisterne var dem, der ønskede en såkaldt stor stat, der tager kontrol over virksomhederne og omfordeler deres profit blandt befolkningen for at skabe mere ’lighed’, mens liberalisterne ønskede en fri markedsøkonomi med en såkaldt lille stat, der giver ’frihed’ til, at virksomheder og individer kan smede deres egen lykke.

I dag bekymrer det mig meget, at denne den mest ubrugelige definition af det politiske spektrum stadig ser ud til at være så dominerende. Jeg går på universitetet nu og hører stadig folk på min egen alder tale om fuldstændig meningsløse begreber som »stor stat« og »lille stat« eller gør brug af komiske fraser som »det evige dilemma mellem frihed og lighed«. Der er nemlig ikke noget dilemma mellem frihed og lighed. De er komplementære størrelser, og ethvert sandt socialistisk projekt bør søge realiseringen af begge.

Yde efter evne, nyde efter behov

Problemet bunder i en historisk glemsel, en uvidenhed om de utopiske projekter og filosofien, der lå til grund for venstrefløjen. Jeg hørte engang en veninde insistere på, at hun »i hvert fald ikke var kommunist!«, fordi hun ikke mente, at alle skulle have præcis samme løn. En absurd ting at sige, når ’pengeløshed’ jo er et af de definerende elementer ved kommunismen, og når Karl Marx selv ikke gik ind for lige løn.

I kritikken af Gothaprogrammet (Gothaprogrammet var det handlingsprogram, som blev vedtaget på kongressen i Gotha i 1875, hvor de to tyske socialistpartier blev samlet til et, red.) specificerer Marx nemlig, at lige løn kun ville føre til andre former for ulighed, da lønmodtagere altid vil have forskellige behov (en enlig arbejder versus en arbejder med familie, en funktionsdygtig versus en funktionsnedsat osv.). Derfor prædikede Marx i stedet princippet om at »yde efter evne og nyde efter behov«.

Endnu mere ubelejligt for narrativet er det faktum, at Marx og Engels direkte afviste princippet om lighed som et politisk mål. Deres mål var derimod opløsningen af alle klassedistinktioner.

Det er her, misforståelserne begynder, da vi i dag har tendens til at tænke forskel på klasse som forskel på indkomst. Traditionelt har socialister slet ikke defineret en klasse efter dens indkomst, men efter dens relation til produktionsmidlerne. Den kapitalistiske klasse er dem, som ejer produktionsmidlerne, og arbejderklassen er dem, der rent faktisk bruger dem til at producere de varer, som deres arbejdsgivere derefter sælger til en højere pris end varens omkostning.

Indkomsten vil så have tendens til at være højere hos kapitalisten, men det er ikke det, der er mest væsentligt. Socialisternes ønske var ikke, at ’alle skulle have det samme’, men at dem, der rent faktisk foretog arbejdet, skulle have det fulde udbytte og kontrol af deres eget arbejde. Med andre ord (for at sige det drilsk): At virksomhederne skulle give arbejderne plads og frihed til at være deres egen lykkes smed.

Minidiktaturer

De marxistiske kommunister ’forudså’, at denne modsætning mellem klasser ville kulminere i en revolution, hvor arbejderne tog kontrol over deres arbejdspladser, hvilket på længere sigt ville opløse klasserne helt, da alle nu ville have den samme relation til produktionsmidlerne.

I dette fremtidige teknologisk-avancerede samfund ville knaphed ikke længere herske, og uden lønræset ville ethvert individ altid have mulighed for at bruge tiden på selvvalgt aktivitet. Så i stedet for at sidde på et kontor i otte timer kunne du bruge morgenen på at passe din have, eftermiddagen på at sidde på café med vennerne, aftenen på keramik, natten på at skrive revolutionære sværmerier til Informations debatsektion. Med andre ord: Frihed. Men ikke liberalistisk frihed, lykken, du smeder, er ikke profit, det er derimod glæden ved at skabe for sin egen skyld.

De anarkistiske kommunister modsatte sig klasseskellet på lignende vis, men tilføjede et distinkt antiautoritært element til samtalen, da de advokerede fælleseje på en basis af modstand mod dominans og kontrol. Ideen om fælleseje er siden hen blevet bastardiseret af ideen om »nationalisering«, som om det på en eller anden måde er fælleseje, når staten ejer det.

Os anarkokommunister advokerer ikke for en ’stor stat’. Vi så helst staten erstattet af decentraliserede og selvforvaltende lokalsamfund. De skulle så være styret af direkte demokratiske processer, hvor alle fik mulighed for at deltage aktivt i alle de beslutningsprocesser, der påvirker dem, frem for at have en »repræsentativ« klasse, der træffer beslutningerne for os, beskyttet af en voldelig politistyrke, der tvinger os til at adlyde love, vi ikke selv har været med til at definere.

Frihed forudsætter dermed lighed, og lighed forudsætter anarki (en tilstand uden ledere), hvilket fører os tilbage til arbejdspladsen. Din chef er en leder, og uanset om vedkommende er chef for et snusket lille værtshus eller en kæmpe bank, der sælger våben til Saudi-Arabien, har vedkommende stadig kontrol over dit liv. Det gælder både din løn og din tid, men i mange tilfælde kan det også gælde magt over din påklædning, dit kropssprog, hvordan du taler til folk osv.

De fleste har brug for at arbejde for at leve, og arbejde under kapitalismen forudsætter disse ulige magtdynamikker. Den eneste frihed, liberalismen kan give dig, er muligheden for at vælge, hvilket minidiktatur du vil bruge det meste af din dag i. Hvis du er heldig, finder du måske et af de bedre.

Dovenskab over arbejde

I dag er det at være imod arbejde blevet fundamentalt for anarkismen. Eksempler inkluderer Bob Black, der inspireret af marxisten Paul Lafargue advokerer for »retten til dovenskab« og erstatningen af arbejde med frivillig og ’legende’ aktivitet.

Mens Marx og Engels påskønnede de industrielle arbejdere deres »fabriksdisciplin«, skabte anarkisten Murray Bookchin et noget andet billede af den revolutionære fortrop: Som arbejderen, der fravrister sig sin »arbejderhed«, sin arbejdsmoral. Den der dukker op for sent, slacker med opgaverne, ryger hash og skider på dresscode.

For Bookchin skulle et kommunistisk samfund fjerne skellet mellem arbejde og leg og fremme en forståelse af mennesket som meget mere, end hvad det producerer. I samme tradition var den anarkistiske antropolog David Graeber, der i sin bog Bullshit Jobs demonstrerede, hvordan mange job i dag er fuldstændig meningsløse.

Alt dette er jo langt fra gængs socialistisk tænkning, der som regel ser sig tilfreds med mål som »arbejde til alle« og »lige løn for lige arbejde«. Svaret bør imidlertid ikke være lige løn, men derimod ingen løn. Lige løn kan aldrig være lige, fordi den forudsætter en ulighed; nemlig nogen, der er i en position til at give løn til nogen i en laverestående position.

Ingen løn og intet arbejde, hvordan opnår vi lige det? Laver vi et borgerforslag? Nej. Hvis du spørger en anarkist, skal ændringerne starte fra bunden af ved at skabe nye ikkehierarkiske og ikke-monetære relationer blandt hinanden. Disse kan tage sig forskelligt ud, men en af klassikerne er at organisere sig efter Kropotkins princip om ’Gensidig hjælp’.

Samtiden tro er der i USA for nylig udkommet en Mutual Aid-app, der tillader folk at udveksle varer og tjenester uden brug af penge. En moderne gaveøkonomi. Supplér det med skabelsen af lokale køkkenhaver, folkekøkkener, fælles værksteder, byttebutikker, og så begynder det at ligne noget.

Socialister har spildt for meget tid på at justere staten og markedet i en retning, der vagt minder om vores politiske projekt. Målet bør i stedet være gradvist at gøre os uafhængige af begge. Først da kan lighed og frihed blomstre side om side.

Rasmus Gunder Eriksen er anarko-kommunistisk aktivist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christine Michelsen

Hvor finder man de danske anarkokommunister henne? Hvilken kælder skal man møde op i? Sådan helt seriøst

Kurt Nielsen, Mikkel Madsen, Carsten Nørgaard og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

@ Så i stedet for at sidde på et kontor i otte timer kunne du bruge morgenen på at passe din have, eftermiddagen på at sidde på café med vennerne, aftenen på keramik, natten på at skrive revolutionære sværmerier til Informations debatsektion.@

Uuh sikke et tiltalende utopisk samfund. Fattigdommen lurer selvfølgelig lige om hjørnet når der ingen organisation er og ingen koordineret arbejdsindsats. Hvem mon servere på den café eller holder Informations hjemmeside kørende når nu vi alle “advokerer for »retten til dovenskab« og erstatningen af arbejde med frivillig og ’legende’ aktivitet.” og “dukker op for sent, slacker med opgaverne, ryger hash og skider på dresscode.”

Det lyder sku’ ikke som en café men hvordan defineres en café overhovedet. Når al driftighed og arbejdsomhed erstattes af ovenstående gøgl kan en café vel bare være hvor end der er to mennesker samlet. Det samme med Informations hjemmeside.

Gad vide hvad man gør den slags samfund der “skulle så være styret af direkte demokratiske processer, hvor alle fik mulighed for at deltage aktivt i alle de beslutningsprocesser, der påvirker dem“ når nogen der ikke respekterer det “demokratis” beslutninger og de tilfældigvis viser sig voldelige? Det er jo lidt et problem at der intet voldsmonopol er til at bakke “demokratiet” op for de betyder bare at de stærkeste gør hvad de vil og udbytter de andre. Præcist som i tidligere “demokratiske” kommuniststater.

Det private initiativ hører omgående op med at eksistere når alt bliver en mangelvare fordi folk forlader deres pladser og 186 arbejdere sammen skal beslutte om der skal laves noget eller ej.

Morten Simonsen, Mikkel Madsen, Olaf Tehrani, Flemming Olsen, Søren Fosberg, Sten Victor, Erik Karlsen, Jørgen Munksgaard, Therese Hagen, Per Christensen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Ja, man kommer til at lave sin kaffe selv - forudsat, selvfølgelig, at der er nogen, der gider dyrke den, transportere den etc. At være doven er kun sjovt, så længe de andre er flittige.

Morten Simonsen, Mikkel Madsen, Flemming Olsen, Søren Fosberg, Lars N. Jensen, Jørgen Munksgaard, Finn Thøgersen, Therese Hagen, Per Christensen, Helene Thorup Hayes og Ulla Nygaard anbefalede denne kommentar

Erfaringen med forsamlinger uden formel ledelsesstruktur er, at der hurtigt opstår et uformelt men udtalt hierarki, hvor nogle få personer bliver de dominerende. Fordi der ikke er lagt regler for ledelse som f.eks. formuleret eksplicitte grænser for deres magt, og for beskyttelse af mindretal, bliver de uformelle ledere i den slag forsamlinger meget mere magtfulde og grænseoverskridende end i traditionelle grupper med et formelt ledelseshierarki. Det vil typisk gå ud over de svage elementer i gruppen.

Nikolina Cale, Mikkel Madsen, Olaf Tehrani, Jørgen Greve, Flemming Olsen, Søren Fosberg, Morten Kjærsgaard, Lars N. Jensen, Jens Jensen, Flemming Berger, Tobias Rasmussen, Mihail Larsen, Henrik Ilskov-Jensen, Lotte Tvede, Lise Lotte Rahbek, Therese Hagen, Steffen Gliese, Per Christensen, Christian De Thurah, Anders Reinholdt, Peter Ravn-Olesen, Helene Thorup Hayes, Ulla Nygaard og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Den tyske filosof Ernst Bloch formulerede sig om det utopiske håb som nødvendig ledestjerne. Om 30rnes kommunister skrev han, at de "taler til mennesker om deres ting" og derfor måtte tabe til fascisterne, der "taler til mennesker om deres følelser". Kommunisme, som fremstillet af kronikøren er netop et håb, som vi socialister kan have for os, f.eks. som i tesen om at yde efter evne og nyde efter behov. I min ungdoms kapitallæsningskursus var der bl.a. fokus på at sætte brugsværdien i sin ret overfor kapitalistisk bytteværdi. Men der er vi jo desværre ikke. Jeg er enig med 70rnes ungarske marxister i, at penge i vores samfund er blandt nødvendige værn mod autoritære (leninistiske) bestræbelser på at kapre "arbejderklassen". Men som et utopisk håb: måtte penge og bytteværdi fordampe og brugsværdi og genuint arbejde (iflg. Marx eksemplificeret ved komposition) kendetegne vores samfund - engang.

Jan Nielsen, Hanne Utoft, Flemming Berger, Mogens Holme, Bo Stefan Nielsen, Steffen Gliese, jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel og Helene Thorup Hayes anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

2Ulla Nygaard. Du har i tidlige indlæg vist dit talent for at latterliggøre andre der tør tænke tanker, du i dit snævertsynede bigotteri aldrig vil fatte rækkevidden af. Et decentralt og selvforvaltet samfund er en socialistisk utopi og blot en angivelse af en retning samfundet skal gå i og ikke en konkret samfundsbeskrivelse, som du håner med din snak om cafeer, PC'ere, voldsmonopoler osv osv. Selvfølgelig er det mulig at organisere det sociale liv i lokale fællesskaber uden om både privatkapitalistisk foretagsomhed og/eller statlig bureaukrati. Og det skal nok komme. Kapitalismen har ødelagt klima og produktionsforhold og vil ikke være i stand til at redde de ødelagte rester efter sin egen grådighed. Og statskapitalisme vil kun kunne udsætte det endelige sammenbrud. Læs Bloch som foreslået eller Georg Lukacs.
Dejligt at læse om utopier for verden. Det trænger vi til!

Klaus Ankerstjerne Eriksen, Hanne Utoft, Steen K Petersen, Egon Stich, Erik Winberg, Mogens Holme, Michael Waterstradt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Miklôs Tōtfalusi

Slaskersamfundet kan kun realiseres når velvillige kunstig intelligenser og robotter har overtaget al det kedelige.

Nicolaj Ottsen

Keramik om aftenen :) Artiklen kunne være skrevet af en Tolstoy eller Dostoyevsky karakter.

Pas på med at identificere dig med en ideologi, man risikere at miste sig selv til den, og erstatte den personlige erfaring og dømmekraft, med ideologiens dogmatiske konnotationer.

Flemming Olsen, Jens Kofoed, Per Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Balling

"I dette fremtidige teknologisk-avancerede samfund ville knaphed ikke længere herske..."

Ja, undskyld, men: Hvor naiv har man lov til at være?!? Vi er 8 milliarder mennesker som lever over evne, og hverken videnskaben eller andre har fundet en magisk løsning på dette problem, så det med at "nyde efter behov" kan fremtidens mennesker glemme alt om. Det er ikke styret af ideologier, men af den relativt forståelige del af fysikken som forklarer at når vi har brugt det hele, så er der ikke mere tilbage.

Problemet med bullshit jobs vil blive løst indenfor meget overskuelig fremtid, når det for alvor kommer til at knibe med energi og mad. Der er en del mennesker som kommer til at udskifte Excel arket med arbejde i markerne, og så må man bare (naivt) håbe på at de stadig besidder evnen til yde.

Jens Kofoed, Per Christensen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er vel bare den skelnen, at for liberalister er forudsætningen for frihed besiddelse, mens forudsætningen for frihed hos socialister er lighed.

Olaf Tehrani, Hanne Utoft og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Man vil ikke kunne afvikle hierakier ved blot at afvikle kapitalisme, stat, eller indføre lokal fælleseje af produktions (og service) midler og ydelser blandt dets ansatte. Sociale hierakier er andet end blot økonomi. Det har altid været ikke blot Marx, men socialismen som sådans akilleshæl: Nemlig ideen om at Kampen, med stort K, en dag vil være slut, at der en dag vil oprinde en herlig dag hvor vi ikke længere har hierakier eller private økonomiske behov.

Der vil altid eksistere sociale klasser. Altid. Og det fordrer at underklassen og dem der kæmper for dem ligeledes altid skal være kampklar, revolutionsklar, eller diskussionsklar og generelt udfordringsklar. Og når dén kamp er vundet...så vil underklassen blive en middelklasse, og derved skabe en ny underklasse, og kampen begynde forfra. Revolution er evig, kamp er evig, konflikten er evig. En sejr for en underklasse idag, er skabelsen af en ny underklasse i morgen, grobunden for en revolution hvor målet er simpel overlevelse. I et samfund hvor det er de arbejdende, de "produktive" dele af samfundet, der opnår den nye status, vil det være de uproduktive der bliver den nye underklasse - akkurat som de var før.

Kampen mod autoritetens virkelighed, autoritetens sandhed, om det er storkapitalens, eller et ideelt, socialistisk "arbejderråd" af fællesproduktionsejere i et lokalt, jævnbyrdigt kooperativ er underordnet. Magt er magt. Magt skal aldrig tro sig for sikker. Og tror magten sig for stærk, for uantastelig, skal den lære at den tager fejl. Alle kan opnå magt, alle kan blive sin nabos undertrykker om det så bare handler om hverdagsrelationer på lavt plan, alle kan tvinge sin nabo til at holde kæft ved magt, ved intimidering. Og absolut ingen ideologi nogensinde, har en løsning på dette. Andet end drømme, fantasier om at lige præcis de og deres visioner er Historiens sidste trappetrin på vej mod det perfekte samfund. Men... historie har ingen retning, tid har ingen retning, den fører ingen steder hen.

Carsten Hansen

Anarkisme kan fungere, men kun i små enheder.
Det nærmeste vi kommer er kooperativer hvor alle har lige ret, lige løn men forskelligt arbejde.
For naturligvis kan lige løn være en mulighed; Folk vælger jo selv hvilke udgifter de sætter sig i, hvor mange børn de vælger at få eller hvad de vil bruge de overskydende penge på.
At ophøje anarkismen til statsform er menneskeheden slet ikke parat til.
Indtil videre er det luftkasteller i Utopia.

PS: Skulle nogle stadig tro at anarkisme = kaos, så slå begrebet op.

Bo Stefan Nielsen

Tak for en eftertænksom kritik af den type socialisme, de fleste (overfladisk) kender til. Jeg er ikke enig i alt sammen, og endda ret kritisk overfor visse idéer. Jeg er ikke selv anarkist. Ikke desto mindre rammer indlægget plet, når det kritiserer de "store" socialistiske partier og bevægelser for at være blevet systembevarende. Der har vi på venstrefløjen nogle reelle udfordringer.

Mht. beskrivelsen af det fremtidige højteknologiske samfund, hvor der ingen mangel og nød vil være, er det underforstået, at det kunne og burde være i vor tid. Marx og Engels (og Kropotkin og Lafargue) skrev deres idéer om det klasseløse samfund i en tid, hvor teknologien tog syvmileskridt. Men også i en tid, hvor verdensbefolkningen var væsentligt lavere og planeten ikke var under hastig forandring af globale klima- og miljøkriser. Måske var vi "der" nærmere for 50 år siden, selvom dybdeøkologien allerede dengang forsøgte at advare om hvor vi var hastigt på vej hen. I 2021 er vi ganske enkelt nødt til at forholde os til, at vi befinder os i - og kun har set det første af - den mest omfattende og eksistentielle krise, i menneskehedens historie.

Det dur ikke kun at drømme om de mest tiltalende sider af menneskelivet, når disse formentlig ikke er indenfor et mulighedsforum for ægte forandring. Arbejdsfri slacker-anarkisme har bare ikke svarene på den tid, vi lever i. Måske om et par hundrede år, hvis vi klarer os igennem det morads, kapitalismen har skabt. Men "kreativ dovenskab", byttebiks og nyttehaver kan desværre højst være supplementer til det enorme overlevelses- og genopbygningsarbejde, verden står overfor i dette, og muligvis også næste, århundrede. Først skal vi eksperimentere og arbejde os gennem den største og suverænt mest omfattende forandring af menneskelig social organisering og produktion nogensinde. Det kan tage årtier, og det kan blive en rollercoaster af en tur med sejre og nederlag, når kapitalismen skal erstattes med nye kollektive og bæredygtige systemer.

Staten - den borgerlige stat - er rigtigt nok et redskab til at forvalte det bestående, ikke mindst at beskytte de eksisterende relationer til produktionsmidlerne, bedre kendt som den private ejendomsret. Men det er ikke et enten-eller mellem stalinistisk statskapitalisme eller den ægte frie anarkisme. Det er et enten-eller mellem kapitalisme i alle dens varianter eller en økologisk og menneskeligt bæredygtig økonomi. Og sidstnævnte aner vi faktisk ikke hvordan bedst lader sig gøre - og spredes globalt. Her må vi forsøge os frem gennem en udvidelse af demokratiet og en god portion kærlighed...og disciplin. Ikke som autoritær eller diktatorisk disciplin, men som en menneskelig dyd, hvor vi sætter hinanden, dyrene, planterne og livet over vore egne lyster. Frihed i det 21. århundrede kan kun lade sig gøre, når alle er frie. Det betyder bl.a. at vi, der har mulighed for at lave keramik som hobby og café med vennerne, er privilegerede. Ikke kapitalister, men privilegerede. Vores maver er fulde, vi har tag over hovedet og i de mest avancerede lande kan vi (endnu) tage gratis på hospitalet.

Svaret på de enorme udfordringer, verden står med, er økosocialisme. Og forandringerne kommer ikke til os uden hårdt, solidarisk og disciplineret arbejde. Arbejde i bred forstand, ikke kun (og helst ikke) som lønarbejde. Der bliver brug for hænder i økologiske plantebaserede landbrugskooperativer, der bliver brug for hjerner i teknologiske sektorer og for velfærdsarbejde til at skabe det maksimalt gode og trygge samfund for alle (velfærdssektoren er for øvrigt det eneste, der kan vækste uden massivt overforbrug af ressourcer og udledning af CO2). Og fremfor den arbejdsfri slackertilværelse, bliver der brug for aktivister og hjælpearbejdere.

Når og hvis staten "visner bort", som Marx og Engels formulerede det, bliver det fordi, vi engang i fremtiden har klaret denne opgave. Indtil da må socialister først og fremmest være antikapitalister og økosocialister uden illusioner. Klar til at knokle for fællesskabet. Revolutionen må være fredelig og ikkevoldelig, men med et klart formål om at fratage kapitalistklassen magtmonopolet over hvad, hvordan, hvor meget og til hvem, der produceres, så alles behov er dækket indenfor de planetariske rammer (jvf. Raworth's doughnut). Og i processen skabe et så decentralt og demokratisk samfund *som muligt*.

Så for lige at runde af med Murray Bookchin, som fremhæves i indlægget, så husk på, at han i sine senere år forlod sin ideologiske tilknytning til anarkismen og blev fortaler for en ny slags ikkevoldelig og decentral økosocialisme. Det mener jeg er hans vigtigste bidrag til en ny tids venstrefløj og stræben om frihed i fællesskab.

Steen K Petersen, Ruth Sørensen, jens christian jacobsen, Søren Fosberg, Hanne Utoft, Erik Winberg, Flemming Berger, Steffen Gliese, Knud Chr. Pedersen og Ole Falstoft anbefalede denne kommentar

@ Et decentralt og selvforvaltet samfund er en socialistisk utopi og blot en angivelse af en retning samfundet skal gå i og ikke en konkret samfundsbeskrivelse, som du håner med din snak om cafeer, PC’ere, voldsmonopoler osv osv. @

Jeg påpeger såmænd bare det totalt urealistiske i dette indlæg og derfra hvor jeg ser det fortjener det intet mindre end latterliggørelse. Den stærkeste vil herske uden et voldsmonopol der opretter holder nogle spilleregler og sådan er det bare.

@ ikke en konkret samfundsbeskrivelse@ det virker ellers meget konkret i ovenstående tekst.

@ Selvfølgelig er det mulig at organisere det sociale liv i lokale fællesskaber uden om både privatkapitalistisk foretagsomhed og/eller statlig bureaukrati. Og det skal nok komme@

Hvis du slår ordet forening op i din søgemaskine vil du lære at landet allerede er tilstrøget med den slags men det er ikke det forfatteren mener og det ved du vel godt.

Vejen til helvede er brolagt med naive utopier.
Hermed et par indvendinger mod Rasmuses smukke utopi ( som allerede blev beskrevet i 1516 af Thomas More) :
Afskaffelse af pengeøkonomi sikrer ikke et klasseløst samfund. Så længe der er en produktion, der kan afsættes og byttes, vil muligheden for akkumulation af værdier være til stede. Det er i princippet ligegyldigt, om det er som penge eller f.eks. korn. Klassesamfundet har eksisteret, lige siden vi mennesker hold op med at være jægere og samlere. Pengeøkonomien blev først dominerende for et par hundrede år siden.
Dette overskud af produktionen fra denne enkeltes arbejdsindsats muliggør, at nogle mennesker kan frigøres til at beskæftige sig med andet, end det der drejer sig om subsistens dvs. at overleve fra dag til dag.
Uden overskudsproduktion ingen byer, ingen politiske institutioner, ingen, ingen kunst etc etc.
Det scenarie er ikke særlig tiltrækkende for de fleste. De fleste ønsker et samfund bygget på overskudsproduktion. Derfor er det næste spørgsmål: Hvordan sikrer vi os at dette overskud bruges til det ’fælles bedste’? At det ikke akkumuleres hos nogle få på bekostning af de mange? Hvordan skal vi enes om fælles regler, hvem skal føre kontrol, og hvilke sanktioner skal være mulige? M.a.o.. vi kan ikke undvære en overordnet myndighed med særlige beføjelse på samfundets vegne.
Hvis vi forestiller os et samfund af selvrådende produktionsenheder/selvforvaltende lokalsamfund vil der uvægerligt hen ad vejen opstå uligheder mellem dem fordi nogle er bedre ledet end andre nogle er mere heldige end andre, nogle har bedre naturlige forudsætninger end andre (bedre jord, mildere klima etc.). Kan vi acceptere en sådan ulighed? Skal vi beskytte de enkelte produktionsenheder mod ødelæggende konkurrence fra andre produktionsenheder eller er et vist mål af konkurrence ønskeligt (f.eks for at fremme effektiviteten?)
De var blot et par af de udfordringer som den praktiske implementering af det klasseløse samfund stiller. Måske er der en forklaring på at denne gamle ide aldrig er blevet realiseret?

Olaf Tehrani, Flemming Olsen, Anders Reinholdt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Ole Falstoft, overskudsproduktion er Overskud, dvs. for meget, til at kassere, uforbrugt. Overfor det står specialisering, der overlader de forskellige dele af samfundslivets nødvendige aktiviteter til dem, der er bedst til dem, har mest interesse i dem og finder en personlig tilfredsstillelse i en stadig personlig og faglig udvikling. Det er kapitalisme uden kapital: arbejdet for den direkte glæde ved at bidrage med det, man har forfinet og gjort til en livsopgave.

Stefffen Gllese: Indrømmet udtrykket 'overskudsproduktion' var ikke heldig valgt. Jeg anvender begrebet i den betydning at den enkelte er i stand til at producere mere, end hvad der er vedkommendes eget/families behov.

Søren Kristensen

Problemet med frihed kontra besiddelse er at de ofte fordrer hinanden. Hvordan vil du fx komme ud at holde fri i dit sommerhus, hvis du ikke har en bil? Bare for at tage et helt banalt eksempel. Indvendingen kan så være at i Utopia skal der slet ikke være sommerhuse, men så er der vel ikke tale om ægte frihed for dem der gerne vil have et?

Morten Balling

Jeg beklager hvis mit første indlæg var lidt "skingert", men:

Hvis vi gik tilbage til at leve som samlere og jægere i dag, så ville planeten bæredygtigt måske kunne holde liv i et par millioner mennesker. Sagt på en anden måde ville der mangle mad til 99,9% af klodens befolkning. Dette estimat er ovenikøbet urealistisk optimistisk, bla. fordi vi har domesticeret 95% af den biomasse som består af pattedyr, så der er meget få "dyr" tilbage i naturen at jage. Hvis 7,8 milliarder mennesker skulle finde føde blandt dem, ville de meget hurtigt forsvinde helt, og undervejs ville menneskeheden decimeres ned til tæt på nul.

Grunden til at vi kan brødføde små 8 milliarder mennesker i dag er landbrug, primært det industrialiserede landbrug efter anden verdenskrig (Den Grønne Revolution). Dette landbrug medfører samtidig at vi globalt bruger halvdelen af al "dyrkbar" landjord til landbrug. Det er stort set ikke mere jord at udnytte, og befolkningstallet stiger globalt med små 100 millioner mennesker om året, selv midt i en alvorlig pandemi.

Ca. 1/3 af al den energi menneskeheden samlet bruger, bruges på at producere og distribuere fødevarer. Langt størstedelen af den energi kommer fra fossile kilder, og forbruget af dem vil medføre katastrofale klimaændringer. Et ligeså alvorligt problem med fossil energi er at det er en begrænset ressource. Vi har f.eks. brugt ca. halvdelen af den olie som der var engang, og den tilbageværende olie er sværere at udvinde, fordi vi startede med at udvinde den nemt tilgængelige halvdel.

Uden olie kan landbruget som det er i dag ikke fungere. Det er svært at sige hvor meget det globale høstudbytte ville falde hvis vi ikke havde olie, men hvis man ser på situationen for 200 år siden, så var vi dengang lidt under en milliard mennesker, og en større del af befolkningen sultede. Vi har siden også fået andre faktorer i spil, såsom kunstgødning, men der er også meget som tyder på at vi kommer til at opleve mangel på f.eks. fosfor i løbet af dette århundrede.

Fosfor kan ses som en "turbolader" på den energi som biosfæren kan binde via fotosyntese. Det er den energi som mennesker og resten af biosfæren lever af. Uden kunstgødning vil den globale fødevareproduktion falde væsentligt. Samtidig er brug af kunstgødning en hård belastning af naturen, og vi bruger enorme mængder energi på at udvinde fosfor og producere gødning.

Her er det væsentligt at forstå at gylle ikke er en løsning. For det første skal vi nedbringe vores forbrug af kød, hvilket også vil medføre mindre gylle. For det andet så stammer fosforen i gyllen typisk fra en fosformine.

Vi har ingen reel erstatning for olie endnu, og f.eks. kniber det voldsomt med at lave elektriske lastbiler, mejetærskere og traktorer, og brint er langt mere problematisk end vi håbede på. Vi har bygget vindmøller nok til at dække ca. 1% af vores energiforbrug. At satse på en midlertidig løsning i form af atomkraft løser ikke problemerne med traktorer mm. og er dybest set ligeså effektivt som at tisse i bukserne når man fryser.

Samlet set kan man sige at skrønen om at vi er blevet rigere er falsk. Mængden af begrænsede ressourcer er faldet, og vi er samtidig blevet flere mennesker som vil have vores del af dem. Ergo er vi samlet set blevet fattigere, hvis man udregner værdi som det vi har divideret med dem vi er.

Dette regnestykke forudsætter at vi kan dele lige. I dag har stort set alle nationer vedkendt sig menneskerettighederne, og selvom de tolkes kreativt, så er det en udbredt holdning/skrøne at vi alle fødes lige og at alle liv er lige meget værd. Vi fødes dog langt fra med samme ret til ressourcerne.

Oveni disse "udfordringer" er vi ikke enige om målet med det vi foretager os. Prøv at google "utopia" og se hvor forskelligt mennesker ser det perfekte samfund. Nogle ser det som beton, glas og flyvende biler. Andre ser utopia som et hvor vi lever i harmoni med naturen.

Mit utopia er et hvor vi ikke allesammen dør af sult i løbet af dette århundrede, og ingen kan pt. forklare hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

En ting er dog sikkert: Vækst betyder yderligere forbrug af ressourcer, og uden vækst bryder den højtelskede økonomi sammen som den kollos på lerfødder den reelt er. Hvis vi på nogen måde kan slippe ud af suppedasen så skal vi alle lægge vores samfund og levevis ekstremt om i en helvedes fart, og så er det man samtidig bør prøve at erindre konsekvenserne af "Det store spring fremad", selvom det er en øm tå for mange.

ingemaje lange

fed kronik. Tak.

Carsten Nørgaard

Ahhh, hvor er det sjældent at se tænker af denne retning udtryk på dansk. Mange tak til skribenten og Information – et overraskende lyspunkt på en kold og tåget mandag.