Kommentar

Staten bør ikke kriminalisere ofrene for menneskehandel og lade bagmændene gå fri

Danmark får dumpekarakter for sin indsats mod menneskehandel. Og det er klart, for ofrene bliver behandlet som kriminelle, ngo’ers rolle bliver udhulet, så de ikke kan hjælpe ofrene, og der mangler initiativer, som skal hjælpe ofre med at samarbejde med politiet, skriver antropologistuderende Elisabeth Nielsen i dette debatindlæg
Nigerianske sexarbejdere udgør den største gruppe af handlede mennesker i Danmark. Måske har du set dem en sen nat på Istedgade? Måske har du hørt om dem? Eller måske har du ikke, fordi vi konsekvent tier denne problematik ihjel og vender det blinde øje til. Arkivfoto.

Nigerianske sexarbejdere udgør den største gruppe af handlede mennesker i Danmark. Måske har du set dem en sen nat på Istedgade? Måske har du hørt om dem? Eller måske har du ikke, fordi vi konsekvent tier denne problematik ihjel og vender det blinde øje til. Arkivfoto.

Sofie Amalie Klougart

Debat
1. februar 2021

Over en kop kaffe på Starbucks fortæller min nigerianske veninde mig, at hun har en sindssyg bagmand, der udnytter hende seksuelt. Jeg rynker lidt på næsen og kigger ud i luften. Jeg kan ikke gøre andet.

Min nigerianske veninde er sexarbejder. Nigerianske sexarbejdere udgør den største gruppe af handlede mennesker i Danmark. Måske har du set dem en sen nat på Istedgade? Måske har du hørt om dem? Eller måske har du ikke, fordi vi konsekvent tier denne problematik ihjel og vender det blinde øje til.

Mens vi gør det, bliver de som ofre for menneskehandel fastholdt i en gældssituation via religiøs manipulation, psykisk og seksuel vold og trusler om, at bagmænd vil dræbe deres familier.

Jeg kender disse kvinder fra mit frivillige arbejde i Night Light Café, en natcafé for nigerianske sexarbejdere. Desuden lavede jeg og tre andre antropologistuderende i november et tre ugers feltarbejde om disse kvinder.

Staten udhuler ngo’erne

I den forbindelse talte vi med HopeNow, en ngo, der er anerkendt for sin indsats mod menneskehandel. De fortalte os om, hvordan ngo’ernes rolle konsekvent bliver udhulet. De får både færre penge af staten og mindre mulighed for at samarbejde med centrale aktører som for eksempel politiet.

Men hvorfor vil staten udhule ngo’ernes status på området og samtidig kun afsætte 21 millioner kroner årligt på at bekæmpe menneskehandel i den nationale handlingsplan? Tilsvarende brugte politiet 114 millioner på at beskytte Rasmus Paludan i 2019.

Jeg vil lade spørgsmålet stå for sig selv, men resultatet er klart. Danmark har ikke fingeren på pulsen. Udlændingestyrelsen har kun vurderet 64 personer som ofre for menneskehandel i 2019. Et tal, der slet ikke står mål med virkeligheden, og man kan spekulere på, hvilke politiske interesser, der ligger til grund for dette.

Udlændingestyrelsen har ikke engang godkendt alle de ofre for menneskehandel, som Center Mod Menneskehandel har identificeret. Tilsvarende fortalte HopeNow, at de gennem deres opsøgende arbejde på Istedgade, i fængsler, på asylcentre og på udrejsecentre har kontakt til flere hundrede, der har en åbenlys handelshistorie ud fra Palermo-protokollens definition, der er FN’s underskrevne definition af menneskehandel.

Men i Danmark kan ngo’er ikke identificere ofre for menneskehandel officielt. Dette er problematisk, fordi kvinderne som illegale migranter søger hjælp hos ngo’er frem for hos staten, og ngo’erne derfor oftere hører kvindernes historier.

Kvinderne tilbydes hjemsendelse

Men hvad tilbyder staten de kvinder, som den identificerer som ofre for menneskehandel?

Den tilbyder dem en frivillig forberedt hjemsendelse. Men hvis de af forskellige årsager vælger at takke nej til dette, forbliver de blot illegale migranter. Dette efterlader kvinderne i en sårbar situation med risiko for at blive kriminaliseret.

I perioden 2004-2019 har HopeNow identificeret utallige ofre for menneskehandel, som sidder på Ellebæk udrejsecenter for illegale migranter. Forholdene på Ellebæk er af Europarådets komité til forebyggelse af tortur (CPT) blevet beskrevet som blandt de værste i EU. Det er blandt andet sket på baggrund af, at indsatte får frataget deres mobiltelefoner, og at selvmordstruede bliver placeret nøgne i observationsceller i dagevis.

Lader bagmændene gå fri

For et halvt år siden udgav det amerikanske udenrigsministerium sin årlige Trafficking in Persons Report (TIP). Ikke overraskende fik Danmark dumpekarakter for andet år i træk.

Danmarks indsats mod menneskehandel blev sammenlignet med lande som Irak, Qatar og Zimbabwe. Rapporten pegede på, at Danmark blandt andet mangler initiativer, som kan hjælpe ofrene med at stå frem og samarbejde med politiet, blandt andet bistå politiet i efterforskningen af bagmænd.

I løbet af vores feltarbejde talte vi med kvinderne om politiet. Vi så deres paniske blikke, og hvordan de rystede, når de talte om deres oplevelser i arrest. Vi fik fortalt, hvordan en betjent arresterede en kvinde ved at tage hårdt fat om hendes håndled og slæbe hende med.

Danmark kriminaliserer altså kvinderne, men dømte samtidig ikke en eneste bagmand i 2019. Vores progressive stat lader altså de rigtige gerningsmænd gå fri og lader menneskehandlen fortsætte. Mange kvinder bliver handlet på ny. Flere bliver genhandlet til det europæiske sexmarked.

Hvad skal vi gøre for at ændre dette? Staten kunne for eksempel afsætte flere penge til at bekæmpe menneskehandel, anerkende ngo’ernes arbejde på området og behandle kvinderne mere humant. Jeg ønsker at kunne gøre mere end at rynke lidt på næsen, når min veninde fortæller om sin situation.

Elisabeth Nielsen er antropologistuderende og frivillig i Night Light Café.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her