Klumme

I Tyskland tegner de kridtstreger på fortovet for at mindes seksuelle krænkelser

Med internetfænomenet ’kridtning’ tegner aktivister i Tyskland kridtstreger på fortove, som gengiver seksuelle tilråb, der er sket netop der. Det er både en munter aktionsform og et billede af den råhed og truende adfærd, der ligger i hverdagssexisme, skriver klummeskribent Karen Syberg i dette debatindlæg
»Hej, din liderlige røv«, »Vil du gifte dig med mig, din luder?«, og »I er jo smaskliderlige, 50 euro for et hurtigt nummer« er nogle af de ting, som kvinder skal lægge øre til i det tyske gadebillede. Tyske aktivist-grupper skriver de nedværdigende udsagn ned med kridt på gaden og poster det på Instagram, for at gøre opsmærksom på hverdagssexisme. 

»Hej, din liderlige røv«, »Vil du gifte dig med mig, din luder?«, og »I er jo smaskliderlige, 50 euro for et hurtigt nummer« er nogle af de ting, som kvinder skal lægge øre til i det tyske gadebillede. Tyske aktivist-grupper skriver de nedværdigende udsagn ned med kridt på gaden og poster det på Instagram, for at gøre opsmærksom på hverdagssexisme. 

Søren Svendsen

Debat
11. januar 2021

Kampen mod de patriarkalske kønsrollemønstre føres på stadigt flere måder. Ikke kun som #MeToo-underskriftindsamlinger, selv om bølgen fra branche til branche falder med stadigt mere dundrende drøn. Og ikke kun via lovgivning, selv om det trods alt er overraskende, at der ikke skulle gå et døgn, efter at den nye samtykkelov var trådt i kraft, før de første tre arrestationer faldt.

Uden internettet var denne opblussen næppe sket, men nu fortsætter kampen fra hashtags og Instagram videre ud i verden. Nu er eksempelvis tyske kvindegrupper begyndt at indtage fortovet i kampen mod hånende nedgøring af kvinder. Hashtagget #Ankreiden – ’kridtning’ – stammer oprindelig fra New York, men har bredt sig til andre lande.

I Tyskland sørger frivillige kvindegrupper i 60 byer i dag, ifølge Die Zeit for, at det ikke bliver glemt, hvad der går for sig på tyske fortove. Kvinder kan indsende deres personlige erfaringer med nedværdigende tilråb på Instagram til gruppen i den by, hvor de bor. Så drager aktivisterne ud med en spand med kridt i muntre farver og skriver bemærkningen på fortovet på det sted, hvor tilråbene faldt, tager et foto og poster det.

Snublestenene

Alene i Hessen findes der syv af den slags grupper. I Niedersachsen ti. Og i Nordrhein-Westfalen bliver der kridtet løs i hele 14 byer. En gang om måneden mødes alle aktivisterne på Zoom og planlægger oplysningsworkshops på skolerne omkring dem.

Det første, man – i hvert fald jeg – kommer til at tænke på, er snublesten. Især måske, når det foregår i Tyskland, hvor disse er anbragt til minde om ofrene for nazisterne. Stenene er nedfældede i fortovet ud for et hus med navnene på dem, der engang har boet der. 75.000 findes der i de tyske byer, ikke kun som mindesmærker over jøder, men over alle nazisternes ofre: romaer, sintier, homoseksuelle og politiske fanger. I Danmark blev der i 2019 nedlagt 12 snublesten i København og på Frederiksberg.

Alvorlige sager altså. Kan man virkelig tillade sig at bruge det samme fortov til markering af frække tilråb efter kvinder?

»Hej, din liderlige røv«

Efter at have læst opkridtningerne på de tyske fortovsfliser lyder mit svar: Ja, helt klart. Af flere grunde. Fortovene bruges også allerede til at hædre sportsstjerner, berømte filmstjerner og andre bling-bling personligheder, og kvindernes aktioner med deres kridt i alle regnbuens farver har dels et afvæbnende præg af munterhed, dels skal man ikke læse længe, før den bagvedliggende råhed springer en i øjnene.

Et lille udpluk:

»Hej, din liderlige røv.« »Vil du gifte dig med mig, din luder?« (Marburg). »I er jo smaskliderlige, 50 euro for et hurtigt nummer.« (Hannover). »Du kan også bare nøjes med at drikke min saft.« »Du er en luder og en dårlig mor.« (Kassel). »Fed, men fuckable.« »Smukt ansigt, det kunne jeg godt ha lyst til at sprøjte på.« (Bielefeld). »Hej, din kusse, er du frisk på et slag fisse?« »Vil du sutte min pik?« (Leipzig). »Ej, for en liderlig tøs!« »Hej, jeg tænder på små bryster.« (Berlin). »O.k., Bitch, vi har fattet det, du ser supergodt ud.« (Göttingen) »Slikker I hinanden? Ellers gør jeg det gerne.« »Ad, liderlige tøs.« (Graz) »De trængte sig ind på mig og sagde: »Vi er ulvene, du er fåret.«« (Würzburg). »Sådan en smuk kvinde alene på gaden om natten.« (Mainz).

Som de sidste to eksempler viser, er bemærkningerne ikke kun hånende og nedværdigende, de kan også være truende. Jeg vil mene, at tilråbene helt generelt underminerer kvinders følelse af sikkerhed og dermed hæmmer vores bevægelsesfrihed. Der er en grund til, at mange kvinder nødigt vover sig ud alene en sen aften eller nattetime.

Selvfølgelig er initiativerne blevet mødt med de samme anklager, som alle #MeToo-initiativer bliver mødt med: ’Mænd risikerer falske anklager’, ­’Der er vel bare tale om ubehjælpsomme forsøg på at flirte’ eller ’Kvinder må se at blive noget mere selvbevidste’.

Til det sidste er blot at sige: Det er netop, hvad de brogede kridtstreger er udtryk for.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Jespersen

Det lyder som en ok tilgang - den er tankevækkende, delvis munter, delvis alvorlig, midlertidig - og generel. Den kan igangsætte diskussion og synliggøre omfang.
Som opvokset på Nørrebro og levet et langt liv i storbyen bryder jeg mig dog ikke om den evige gentagelse af "forståelse for at piger ikke tør gå alene på gaden om natten". Det bliver et selvforstærkende mantra. Vi havde generelt ikke den tilgang som unge. Fik vi et beskidt tilråb, svarede vi igen, fik vi en meget sjælden gang en uønsket hånd stak vi gerne en syngende lussing, hvis nødvendigt. Tilråb kunne være hverdagskost, men var ikke så ofte nedværdigende, et par pift eller beundringsord hyppigere og tilråb generelt mere almindelige i dagslys. Essensen er: Vi var ikke bange for at gå i vores gader! Det var jo vores ret og det udstrålede vi. Og jeg er stadig ikke bange for at gå alene ud om natten, selv nu hvor jeg er en gammel kone! Det kan være fantastisk at opleve nattens stilhed og lyde alene. Prøv det uden at være bange.

Claus Bødtcher-Hansen

11/jan/2021

Hej Karen Syberg,
tak for at artikel med en beskrivelse
af noget, jeg på ingen måde forstår,
endsige begriber, finder sted :-( ...

Min faglige/terapeutiske erfaring er,
at kun et menneske med et meget lavt
selvværd kan finde på at tiltale et
andet menneske med så negative og
så nedgørende ord og talemåder ...

Jeg ønsker os alle helt fri for sådant !

Venlig hilsen
Claus

Claus@Privatmand.dk