Kommentar

Venstrefløjens dagsorden er blevet domineret af middelklassens egeninteresser

Venstrefløjen har altid været til for de dårligst stillede. Men de seneste år er dens dagsordener blevet mere og mere præget af middelklassens interesser frem for de mest udsatte borgeres. Det ser vi blandt andet med kampen for minimumsnormeringer, skriver sociologistuderende Jakob Christian Rafn i dette debatindlæg
»Jeg synes, minimumsnormeringer er et vigtigt projekt, men det er i høj grad et projekt for de ressourcestærke forældre, der har masser af økonomisk og kulturel kapital. Selvfølgelig får alle børn uanset baggrund glæde af en ekstra voksen i institutionen, men jeg synes, vi skal løfte folk ud af fattigdom først« skriver Jakob Christian Rafn i denne kommentar.

»Jeg synes, minimumsnormeringer er et vigtigt projekt, men det er i høj grad et projekt for de ressourcestærke forældre, der har masser af økonomisk og kulturel kapital. Selvfølgelig får alle børn uanset baggrund glæde af en ekstra voksen i institutionen, men jeg synes, vi skal løfte folk ud af fattigdom først« skriver Jakob Christian Rafn i denne kommentar.

Tine Sletting

Debat
28. januar 2021

Velfærdsstaten er i gang med at blive genopbygget efter to årtier domineret af neoliberal politik, og vi i middelklassen er løbet med hele dagsordenen. Det har efterladt de ressourcesvage i en krisetilstand uden tegn på forbedring af deres levevilkår.

Velfærdsdagsordenen hos centrumvenstre har siden regeringsskiftet hovedsageligt handlet om klima, natur og minimumsnormeringer. Jeg synes, minimumsnormeringer er et vigtigt projekt, men det er i høj grad et projekt for de ressourcestærke forældre, der har masser af økonomisk og kulturel kapital. Selvfølgelig får alle børn uanset baggrund glæde af en ekstra voksen i institutionen, men jeg synes, vi skal løfte folk ud af fattigdom først.

Tilbage står nemlig de lavestlønnede og arbejdsløse, der fortsat lider under kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, et sygeligt aktiveringssystem og et udsultet dagpengesystem. Og det er bare for at nævne et udpluk. Det bliver kun værre af et skævt arbejdsmarked, hvor de ufaglærte er mest sårbare.

Det har coronavirussen også vist. Der var samtidig rekordmange ansøgere til julehjælp i 2020, hvor over halvdelen skrev i ansøgningen, at de »ikke har mulighed for at købe nødvendigt tøj/fodtøj til familien«.

Indtil videre har man blot nedsat en ydelseskommission, men den giver ikke udsatte familier mad på bordet og børn en tryggere barndom. De mange julehjælpsansøgere viser, at der er fattige i Danmark, og at der er behov for et mere grundlæggende systemskifte.

Den dagsorden kom dog ikke på bordet til finanslovsforhandlingerne – i hvert fald slet ikke som minimumsnormeringerne gjorde. SF og Enhedslisten stillede mere eller mindre ultimative krav om minimumsnormeringer og klima, mens de efterlod de mest ressourcesvage dybt afhængige af blandt andet frivillige organisationers julehjælp.

Hjemmevant i medierne

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi kan udbygge en velfærdsstat med minimumsnormeringer, mens flere end tidligere søger hjælp fra civilsamfundet. Det burde være modsætninger, men det er det tilsyneladende ikke.

Vi har i ren eufori over den nye regering taget skyklapper på over for den fattigdom, der eksisterer i vores samfund. Vi sidder i et elfenbenstårn og kæmper med næb og kløer for, at vores ressourcestærke børn får flere pædagoger, mens andre børn ikke kan gå til fodbold, fordi der ikke er penge nok derhjemme.

Middelklassen har, med sin kulturelle kapital, adgang til medierne og politikere og kan derfor råbe højest i samfundsdebatten. Det er dog sjældent dem, der råber højest, der har mest brug for hjælp. De mange uskrevne kulturelle regler for deltagelse i den offentlige debat gør den til en lukket fest, og det skaber ulige muligheder for at præge debatten. Det har vi i middelklassen udnyttet til fulde ved at sætte vores egne interesser øverst på dagsordenen.

Ingen interessemodsætninger

Venstrefløjens politikere har samtidig svigtet ved at lytte mere til dem, der råber højest, end til dem der har mest brug for at blive hørt. Hvor er villigheden til at vælte en regering for højere kontanthjælp eller længere dagpengeperiode? Venstrefløjen må snart vise, at kampen mod fattigdom og en progressiv arbejdsmarkedspolitik er andet end blot indhold til 1. maj-taler eller facebookopslag.

Vi er i gang med at udvikle en velfærdsstat for middelklassen, mens vi fastholder underklassen i fattigdom og konkurrencestat. Det knækker samfundet midt over, skaber kunstige og forkerte interessekonflikter og baner vejen for farlige politiske spændinger.

Der bør nemlig ikke være nogen interessemodsætninger mellem underklassen og middelklassen, og middelklassen har et ansvar som de ressourcestærke til at løfte de svageste.

Derfor skal vi igen stå sammen på tværs af forskellige lønmodtagergrupper og kæmpe mod neoliberalismen og fattigdom.

Så næste gang vi i middelklassen kaster os over et politisk projekt, så lad det være et, der måske ikke gør en forskel for os selv, men for dem der har mest brug for det.

Jakob Christian Rafn studerer sociologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Du har helt ret, Jakob Christian Rafn. De svageste grupper i samfundet - dem med kortest uddannelse, dårligst løn, mest usikre ansættelsesvilkår, de mindste boliger og længst arbejdstid - er blevet overset af de politiske partier gennem de seneste mange år.
Der er dog ingen grund til at sætte den gruppe op mod middelklassen, for de har langt hen ad vejen fælles interesser. Der er eksempelvis ingen modsætning mellem minimumsnormeringer og flere penge til de grupper, du omtaler, og som ikke har råd til at lade deres børn gå til fodbold og andre fritidsaktiviteter. Minimumsnormeringer kommer alle børn til gode og der er råd til begge dele. Skulle det knibe med finansieringen er der rigeligt med muligheder, som også modvirker den generelle og stigende ulighed i samfundet. Mere effektiv skattekontrol. Større progressivitet i beskatningen, høje skatter på finansielle transaktioner som aktiehandler mv., øgede arveafgifter og høj skatten på arbejdsfri indkomster. CO2-afgifter og generelle afgifter på transport, ville både fremme den grønne omstilling og sikre staten indtægter til at genoprette velfærdssamfundet, så ingen længere skal være afhængig af privat godgørenhed for at købe sko til børnene.
Jeg er også enig i, at venstrefløjspartierne har en særlig forpligtelse til at være talerør for de svage grupper. Vi mangler et parti, der effektivt forsvarer dem, der drives hetz imod fordi de står udenfor arbejdsmarkedet, på grund af sygdom eller arbejdsløshed og som må finde sig i at blive behandlet dårligt i vores sociale hjælpesystemer, som du beskriver. Der er brug for et parti, som finder det vigtigt at fortælle, at høj coronahyppighed på Vestegnen ikke skyldes, at de dårlige mennesker er samlet der, men at de i høj grad er hverdagens helte. Dem der dagligt må udsætte sig for smitte for at varetage samfundets daglige og fundamentale funktioner. Dem, der fysisk skal møde på arbejde og holde maskinerne kørende så aktionærerne stadig kan sikres store afkast trods corona- og andre kriser – stik imod al økonomisk sund fornuft. Vi mangler et parti som støtter og hylder dem, der sørger for at rensningsanlæg, fjernvarmeværker, dagrenovation, sygehuse og plejehjem stadig fungerer trods nedlukningen af de funktioner, der kan udføres af os i middelklassen, uden at vi får snavs på fingrene. Hædres bør også de butiksansatte, der sikrer, at vi stadig har adgang til daglige fornødenheder som mad og WC-papir, og som må tåle at deres bedrestillede medborgere udsætter dem for smitte med eksotiske varianter af virussen, som disse privilegerede har bragt hjem fra deres solferier, mens dem fra de nederste lag har været på arbejde og holdt samfundet fundamentale funktioner i gang.
Så altså: Ja til øget politisk opbakning til de svagest stillede, men uden at middelklassen negligeres.

Jo Falk Nielsen, Eva Schwanenflügel, P.G. Olsen, Peter Mikkelsen, Claus Bødtcher-Hansen, Werner Gass, Thorkel Hyllested og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Annabella Withington

Kære Jacob. Som pensioneret socialrådgiver rundet af arbejderklassen holder man sjældent op med at følge med i samfundets udvikling. En kollega sagde for 30 år siden: Det er et samfund i afvikling. Jeg har set det hver dag i mange år også her i Udkanten - stilstanden og afmægtigheden breder sig uden en lyd.TV og kviklån. Nogen vant til fattigdom fra hjemlandet...Men middelklassen giver ikke plads til nye medlemmer - din beskrivelse af det elendige jobcenter og de umulige foranstaltninger der er til rådighed viser med al tydelighed det gab som bliver større og større. Mange tak du din tydelige artikel. Vh A. Withington

Svend Elming, Jo Falk Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Benzon Knudsen

Jeg kan sagtens være enig i at der mangler langt mere opmærksomhed på forholdene for de fattigste og at vi må forvente at venstrefløjen strammer op på det punkt. Men forfatteren har virkelig ikke gjort sig umage med sin research (hvis han overhovedet har forsøgt sig med den slags). For det mindste Enhedslisten har fra den nye regerings start haft fokus på kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, reglerne om gensidig forsørgelse, dagpengesatserne m.m. I forbindelse med corona har der været fokus på at sætte dagpengeperioden i bero m.m. Så jeg synes med andre ord ikke at det faktuelle grundlag for indlægget er på plads, men jeg er helt enig i intentionen.