Engang var der ingen mærkbare stridigheder mellem bysbørnene fra Manchester og Liverpool i den nordvestlige del af England. Dette ændrede sig dog med åbningen af Manchesters skibskanal i 1894, der gjorde det muligt for Manchesters købmænd at omgå afgifter ved havnebyen Liverpool.
Mens indbyggerne fra Liverpool blot kunne se til, passerede skibstransporten deres by via Merseyfloden og gjorde, at Manchesters industrielle og økonomiske udvikling tog fart. Forholdet mellem de to byer blev hurtigt bittert, og stemningen har siden været anspændt uden et egentligt forsøg på forsoning.
Rivaliseringen har imidlertid en positiv side, der forventningsfuldt kommer til udtryk i fodboldens hæderkronede derby mellem Liverpool FC og Manchester United. Hadet, lidenskaben og de store følelsesudbrud, der er knyttet til disse opgør, er med til at beruse og forføre fodboldentusiaster verden over.
Læg dertil, at holdene lige nu topper Premier League. Der var altså lagt op til en rigtig lækkerbisken, da de to mandskaber tørnede sammen søndag den 17. januar.
Problemet er bare, at intet er, som det plejer. Der var engang, hvor man kunne se et derby med ikketakserede forseelser, nerve og intensitet. Publikum sang heltekvad og benyttede enhver anledning til at markere modstanderens uduelighed, hvilket hjemmeholdet kvitterede for med syngende tacklinger og totalt engagement. Et spektakel, der filterløst indeholdt det vidunderlige og beskidte.
Alt dette er forsvundet, og årsagerne er åbenlyse. Hovedårsagen er selvforskyldt: det forkætrede Video Assistant Referee-system, VAR, der i den grad må siges at have vendt op og ned på fodbolden og efterladt den uden den velkendte vitalitet.
VAR er over en treårig periode blevet introduceret i de fleste ligaer i professionel fodbold. Systemet tillader gennem videooptagelser dommere i et fjernt beliggende lokale at pause spillet, zoome ind på og analysere tvivlshændelser, rådgive banedommeren og rette eventuelle fejldomme, mens kampen står på.
Den anden årsag kunne ingen forudse: COVID-19.
Vi overværede derfor et ganske andet derby mellem Liverpool og Manchester i denne weekend.
Fodboldens patos er væk
Fodbold indbefatter både logos, etos og patos. Logos appellerer til fornuften. Her er fokus på tal, fakta og det, der kan måles og vejes. De nøgterne betragtninger er i højsædet, og enhver form for emotionel indblanding frabedes.
Etos handler om moral og en grundlæggende tillid til, at kampe og dueller bliver afviklet på et ordentligt og regelret grundlag.
Patos er appellen til følelsesregisteret og fordrer en adfærd, der ikke er fornuftsbaseret og regelstyret. Vi taler glædesudbrud, lidelse, indignation, medlidenhed og fortvivlelse. Patos skildres ofte med et levende billedsprog, anekdoter og metaforer. Det er her, at det urene og dramatiske har plads.
I fodbold er logos, etos og patos ikke hinandens modsætninger, men nærmere en uadskillelig treenighed, der er genkendelig for fans verden over. Det er samspillet mellem de tre, der sætter rammen og definerer spillet. En sådan genkendelighed appellerer. What you see, is what you get.
Sagen er bare den, at vi særligt med VAR, men også med COVID-19 kan se, at forholdet mellem de tre er blevet forskubbet i en sådan grad, at fodboldspektaklet har tabt pusten. VAR og de tomme tribuner har altså lagt patos i respirator. Og med VAR ser det ud til, at en fokuseret indsats på logos (fakta) vil øge spillets etos (retfærdighed).
Med så indgribende reguleringer følger dog seks alvorlige bivirkninger:
1. VAR efterlader tvivl
VAR har med skærpet blik blottet spillet, men ikke nødvendigvis gjort det mere retfærdigt og transparent. VAR efterlader stadig tvivl. Diskussionerne har blot forskudt sig og er nu rettet mod et skjult øje, der fælder dom over banedommerens skøn.
2. VAR pacificerer fans
Når dommen falder, udebliver den overilede feedback. Den normalt så befriende og rituelle røffel til dommeren ser vi ikke længere. Mest af alt fordi fans på grund af VAR er pacificeret foran skærmen derhjemme, men også fordi det ikke er muligt at rette sin frustration mod en hovedansvarlig beslutningstager, der er gemt af vejen. VAR ser alt, men vi ser ikke VAR.
3. VAR umyndiggør dommeren
Banedommeren kan ikke længere bebrejdes. Hvor tit har vi ikke set, at dommeren blot peger på sit headset og derved fralægger sig sit ansvar. Mens spillerne ser magtesløst til, da de ikke kan manipulere udfaldet på dommen, forekommer det mere bekvemt for banedommeren at have rygdækning fra VAR, selv om han mister sin myndighed. Eller kig blot på linjedommerne, der i den grad er blevet overflødiggjort.
4. VAR lægger låg på euforien
VAR ændrer kampens nerve og forstyrrer de naturlige rytmer. Pludselige indgreb og forhalinger af potentielle forseelser præger både spillere og trænere. Der er lagt låg på euforien og det impulsive glædesudbrud. Ved scoringer inhaleres fejringen og bliver ofte trukket i langdrag. Spillerne efterlades i en tilstand af afmagt, der suger næring ud af spektaklet.
5. Aldrig mere ’Guds hånd’
Spillerne agerer ikke som før. De diskrete skub og faste greb i tøjet er ikke længere udbredt i straffesparksfeltet. Spillerne må derfor tøjle sig selv og agere mere beregnende. Der levnes mindre plads til emotionelle og pludselige udfald.
Det er klart, at historien om den nyligt afdøde Diego Maradona, der har mytisk status som både gal og genial, ville være anderledes, hvis VAR havde eksisteret under VM i Mexico i 1986. Han brugte hånden til at score i Argentinas kvartfinaleopgør mod ærkerivalerne fra England. VAR ville have set det. Frispark til England, gult kort til Diego – og fortællingen om ’Guds hånd’ ville ikke være opstået.
6. Corona giver tomme tribuner
Manglen på patos på grund af tomme tribuner blev tydeliggjort, da der i starten af december blev åbnet op for få tilskuere på engelske stadioner i regioner, hvor smittetallene var under kontrol. »You’ll Never Walk Alone« blev på Liverpools hjemmebane sunget af 2.000 tilskuere på tribunen The Kop og ikke fra jukeboksen på pubben.
Wow! En verden til forskel – også for Liverpool-træner, Jürgen Klopp, der oplevede det på tæt hold. Efter kampen på Anfield udtrykte han, at det var en fremragende følelse atter at have et publikum. Allerede ved opvarmningen gav de syngende fans ham gåsehud. Det var virkelig et følelsesladet øjeblik. »Pure emotions,« sagde han storsmilende.
Med den engelske mutation af corona har smitteraten atter taget fart, og der blev derfor ikke gjaldet en eneste tone fra tribunerne i søndagens opgør mod rivalerne fra Manchester.
Vitaliteten er forduftet
Sportens fascination er et resultat af mere end fair play og reguleret opførsel. Faktisk hævdede Pierre de Coubertin, grundlæggeren af den moderne olympiske bevægelse, at man ikke kan gøre sporten frygtsom og forsigtig uden at skade dens vitalitet.
Sporten skal have frihed til at overdrive. Det er dens essens og eksistensberettigelse.
Men med introduktionen af VAR fik logos mere status; og med logos følger etos, der tæmmer vildskaben i spillet.
Selvfølgelig er retfærdighed en nødvendighed i sport, og vi ønsker os ikke tilbage til fordums tiders håndgemæng og voldstacklinger. Det står dog klart, at fraværet af tilskuere har forvandlet fodboldstadioner til sjælløse og ødelagte arenaer, og mens VAR har haft som mål at forbedre fodboldens lov og ret, er vitaliteten forduftet.
Vi ser fodbold for spænding, det rytmiske, vidunderlige og beskidte. Denne totaloplevelse har COVID-19 og VAR i fællesskab taget væk fra spillet.
Kristian Raun Thomsen er studielektor ved Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet.
Jörg Krieger er adjunkt ved Institut for folkesundhed, Aarhus Universitet.
