Klumme

I andre dyrs øjne er mennesket en blodig race at støde på. Måske skulle vi ændre på det

Det er mærkeligt at se frygten i dyrs øjne, når man som menneske nærmer sig. Jeg er jo ikke en dræbermaskine, der udrydder hele arter. Eller er jeg?
»Det første min mor spurgte til, da jeg ringede for at fortælle om påkørslen, var om vores bil var okay,« skriver Nanna Goul.

»Det første min mor spurgte til, da jeg ringede for at fortælle om påkørslen, var om vores bil var okay,« skriver Nanna Goul.

Søren Breiting

Debat
15. februar 2021

Generelt kan familien rigtig godt lide hjorte. Min datter på to år er tæt knyttet til en lille uanselig figur, Bambi, der bliver kælet for under de fleste bleskift, rådyr, der løber over marker i flok, afstedkommer almindelig jubel, og en af familiens grundvittigheder er: Hvem er det mest ok dyr i skoven? Svar: Hjorten (udtales ’i orden’).

Alligevel var det mig, der slog Bambi ihjel. Det skete i skumringstimen, hvor vi næsten var nået ned til vores sommerhus på Jungshoved. Pludselig ud fra den halvmørke mark sprang et rådyr ud foran bilen, tiltrukket af lyset fra bilens forlygter.

Fornemmelsen af at ramme et organisk materiale på bilens forskærm var helt anderledes ubehageligt end at ramme det, jeg plejer; betonsøjler eller bagenden på andres biler. Det var blødt, for blødt.

Vi stoppede med det samme, og under dramatiske udbrud gik min største datter og jeg med en lommelygte hen til det tilskadekomne rådyr. Det lå i rabatten og blødte, det så ikke godt ud. Da rådyret opdagede, at vi nærmede os, begyndte den tilmed at sprælle voldsomt, gik fuldstændig i panik over vores tilstedeværelse. Så rædselsslagen var den for os mennesker. Det kom bag på mig, at jeg var så farlig. Omvendt havde jeg jo netop kørt den ned.

Rådyrkølle med hjem

For 14 dage siden skabte vi så igen grundangst blandt rådyrbestanden med døden til følge. Denne gang var jeg ikke gerningsmanden, men nok en del af grunden til, at det igen gik galt.

Vi havde med naboerne lavet snemænd ved stranden og var på vej tilbage, da vi mødte to rådyr, der gik i panik over vores tilstedeværelse. De løb hektisk over vejen, den ene sprang elegant over en hæk, den anden gjorde ikke. Den sprang derimod direkte ind i hækken og sad fast.

Da vi nærmede os, bølgede panikken igen igennem kroppen på dyret, dertil var det tydeligvis kommet til skade. Så vi måtte hjem med børnene, der havde så ondt af Bambi, og det kunne de roligt have.

Da naboen kort efter gik tilbage for at se til rådyret, stod ejeren af hækken og skulle til at gå i gang. Manden var jæger og havde konstateret, at rådyret havde brækket benet, så der var ikke andet at gøre end at gøre kort proces. Det gjorde han så med en kniv, men processen var desværre ikke så kort som forventet, berettede naboen, lettere rystet, da han overbragte fortællingen om rådyrets endeligt, med en cigaret i den ene hånd og et bagben i det andet. Han havde fået en rådyrkølle med hjem, det var lidt en blandet fornøjelse.

En blodig race

Det er mærkeligt sådan at blive mindet om, at mennesket nok er det mest ikkeokay dyr i skoven. At se frygten i et dyrs øjne, på dens krop, på den måde, når den får øje på mig. Jeg er jo ikke en dræbermaskine. En voldspsykopat, der udrydder hele arter. Eller, det er jeg måske alligevel.

Helt uskyldig er jeg jo ikke, bare fordi jeg har været vegetar i et halvt års tid. Jeg har spist min del af både Bambi, Gurli Gris og Frode Får, der har sat sine mærkbare klimaafsæt, og når det kommer til hele den biodiversitetskrise, vi står over for, ja, så har jeg jo heller ikke ligefrem ligget i ske med flagermus eller bygget insekthoteller i hver eneste ledige stund.

Rådyrets panik er ikke uforståelig. Mennesket er en blodig race at støde på, vi skyder omkring 100.000 rådyr om året, og så taler vi ikke engang pænt om dem. Det første min mor spurgte til, da jeg ringede for at fortælle om påkørslen, var, om vores bil var okay. Hun mener, i lighed med mange andre, at rådyrbestanden skal holdes nede, de spiser hendes grøntsager i køkkenhaven. Og en masse andet, i øvrigt.

Ja, det er ikke ukompliceret, men jeg har tænkt mig, at jeg nu vil forsøge at virke mindre frygtindgydende på dyrene. P.t. fodrer jeg fugle, og til foråret vil vi forsøge at gøre haven mere vild og tiltrække flere sommerfugle, mariehøns, frøer, bier og insekter. Så må vi se, hvad vi gør, når bierne stikker mine børn, eller rådyrerne spiser alle blomsterne. Om jeg kan forholde mig helt fredeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

“Fornemmelsen af at ramme et organisk materiale på bilens forskærm var helt anderledes ubehageligt end at ramme det, jeg plejer; betonsøjler eller bagenden på andres biler. Det var blødt, for blødt.”

Er du sikker på du bør være indehaver af et kørekort?

Jens Thaarup Nyberg

Ja, mødet med andre dyr kan være skræmmende., hvis man tror de er fredelige..

En pige jeg kendte , ville a’e en svane ...

Michael Gudnæs

Hvis man vil opleve vildtet, når det IKKE er bange, så tag en tur i skoven på hesteryg. De vilde dyr opfatter dig dermed ikke som et menneske, og opfører sig helt roligt - i hvert fald indtil de fanger færten.