Den blå regnemaskine skal ikke lappes, men skrottes, hvis vi vil sikre velfærden og klimaet

Det er et på overfladen yderst sympatisk ærinde, som Rune Lund og Jonas Kylov Gielfeldt fra Enhedslisten er ude i i kronikken den 20. januar.

Under den Star Wars-agtige overskrift »Den blå regnemaskine slår til igen – nu uden skyggen af empirisk belæg« beklager de sig over, at statens regnemaskine indregner store effekter på arbejdsudbuddet, hvis man sænker skatten på aktiegevinster og renteindtægter. Omvendt nægter regnemaskinen at indregne dynamiske effekter af offentlige initiativer.

Det er en tiltrængt, omend ikke ny kritik af de finansministerielle regnemetoder. Og det vil selvfølgelig være bedre end ingenting, ja, et tiltrængt korrektiv, at få dynamiske effekter af såvel velfærdsudgifter som udgifter til klimaforbedringer og miljøbeskyttelse ind i de finansministerielle regnemaskiner.

Men selv om det kan virke fornuftigt i den gældende politiske virkelighed at forsøge at korrigere regnemetoderne, svarer det lidt til at bruge cykellappegrej på et sprængt traktordæk.

For al arbejdsudbudsteori og maskinerne til implementeringen af den er i ren form en af de vigtigste statslige instrumenter til at sætte den nyliberalistiske dagsorden i værk.

Vi bør ikke ligge under for den herskende logik og de på parnasset gældende økonomiske doktriner, men i stedet sigte højere.

Selv hvis normeringerne i daginstitutionerne var langt bedre – hvor meget mere arbejde ønsker vi så, at folk skal påtage sig? Er der virkelig brug for, at folk nedslider sig yderligere og går mere ned psykisk? Og kunne det ikke være fedt, at børn og børnebørn havde mere fri tid til at tage sig af og kere sig om deres gamle bedsteforældre?

Behov for totalopgør

Grundlæggende er der påtrængende behov for et totalopgør med arbejdsudbudsteorien, hvis vi skal gøre os håb om at komme i mål med klimaambitionerne, miljøopretningen og skabelsen af et ægte velfærdssamfund, der ikke hovedsageligt bliver målt på omfanget af materielt forbrug.

Til det formål vil en smule maskinstormeri ikke være i vejen for at sønderslå de finansministerielle regnemaskiner og metoder.

For hvad handler teorien om forøgelsen af arbejdsudbuddet egentligt om? I bund og grund ikke om andet end at få mere arbejdskraft på gaden i profitmaksimeringens tjeneste. Enten direkte anvendt i produktionen af varer og tjenesteydelser eller sat til side som løntrykkende reservearmé.

Nogle ville herimod hævde, at et øget arbejdsudbud skal tjene til at øge produktionen, skabe økonomisk vækst og mere velstand for alle. Ud over at vi – i hvert fald flertallet af os i den udviklede kapitalistiske verden – snart er ved at kvæle os selv og planeten i velstand, tjener denne påstand kun som en subtil understregning af ovenstående pointe: At øget produktion, øget arbejdsproduktivitet og større økonomisk vækst er og bliver blot motorer i profitmaksimeringens tjeneste.

Nye regnemetoder

Så opgaven på dette område er ganske enkelt – og den kamp kunne Enhedslistens Rune Lund og Jonas Kylov Gielfeldt jo passende stille sig i spidsen for: At få skrottet arbejdsudbuddet som målestok for de offentlige regnemetoder.

Arbejdsudbudsteori eller ej – der vil være brug for masser af arbejde for at overkomme de kolossale udfordringer, vi står over for i forhold til at skabe en vækstafkoblet, bæredygtig økonomi.

De regnemetoder, der skal sættes i stedet – nationalt, på EU-plan og videre ud internationalt – skal være pålidelige værktøjer til, hvordan vi offentligt og privat kommer i mål med at skabe en grøn økonomi i balance med de planetære grænser til sikring af biodiversiteten og den almenmenneskelige velfærd.

Denne opgave skal selvfølgelig ikke stille sig i vejen for, at de økonomiske ministerier her og nu skal presses til i så stort omfang som muligt at passe velfærd, biodiversitet, miljø- og klimaforbedringer ind i de eksisterende regnemodeller – blot man er klar over, at regnemodellerne til enhver tid vil være til fordel for finanskapitalismen, medmindre vi får et totalopgør med dem.

Når ’den mørke side’ – i Star Wars-terminologien – slår tilbage, kan det være nødvendigt at holde den hen og modificere den. Men grundlæggende drejer det sig om at trænge den i defensiven for helt at kunne sønderslå den.

Bent Højstrup Pedersen er tømrersvend.