Corona har ført et hav af gode ting med sig

Den store koleraepidemi i 1853 førte til, at vi fik kloakker, rent vand og sundere boliger. På samme måde åbner vi forhåbentlig snart for et samfund, som vil udnytte alle de indsigter, som COVID-19 har bragt med sig.

Den forbløffende hurtige udvikling af vacciner har været en enestående videnskabelig og teknologisk bedrift med et gigantisk globalt samarbejde mellem statslige organisationer og private virksomheder i et omfang, der ikke tidligere er set.

Den skrantende minkavl forsvinder, hvilket vil medføre en begrænsning af risikoen for fremtidige epidemier, mindre forurening (med for eksempel ammoniak), et dyrevelfærdsproblem forsvinder, flygtede mink vil ikke længere genere fuglebestanden, og naboerne til minkfarmerne ånder lettede op. Sagen har også åbnet for spørgsmålet om kommende epidemiproblemer ved den industrielle svineproduktion.

Den generelle fornemmelse for hygiejne og rengøring er steget, og forekomsten af vinterens sædvanlige infektioner er dalet markant. Hospitalernes børneafdelinger har lige nu god plads, fordi ungerne ikke smitter hinanden i vuggestuer, børnehaver og skoler.

Fra hospitalerne berettes der også om nye smidige procedurer og arbejdsfordelinger, der implementeres uden anvendelse af konsulenter og regneark. Der er ro på fødeafdelingerne, fordi besøg er begrænset til den faste pårørende.

Antallet af for tidligt fødte børn er dalet, måske fordi mange vordende mødre har måttet passe deres arbejde hjemmefra på mindre stressende vis og uden pendling.

Hjemmearbejdet ses ikke længere som et skalkeskjul for dovenskab. Det kan i mange tilfælde hæve produktiviteten. Der er skåret betydeligt ned på mødeaktiviteterne, og skillevæggene er begyndt at vokse op i storrumskontorerne.

De mange mennesker, som epidemien har sendt på dagpenge og kontanthjælp, bliver ikke længere set som nassere, men uheldige medborgere. Dette kunne føre til en hårdt tiltrængt revision af arbejdsløshedsystemet.

Tid til eftertanke

Mange børn savner deres skole og kammerater. Men til folkeskolen.dk skrev en lærer fra Værløse blandt andet:

»Medierne er fulde af historier om elever, der mistrives med hjemsendelsen fra skolen. Nogle elever længes ikke efter en genåbning (...) bag skærmen derhjemme er der mere ro. Det er nemmere at fordybe sig, og eleverne bliver ikke som i skolen forstyrret af hinanden. Læreren har gode muligheder for at styre, hvem der taler, hvor tit og hvor meget«.

Sognepræst i Marmorkirken Mikkel Vold oplevede, at hans konfirmander var glade for at se deres kammerater, da de kom tilbage efter coronalukningen, men at de også havde nydt at være væk fra en presset hverdag og opleve ro og tid til eftertanke.

Ud over de sørgelige beretninger om lukninger og konkurser hører man også om virksomheder, der ansætter nye medarbejdere for at klare en stigende efterspørgsel. En af mine venner, som er direktør i servicesektoren, fortæller:

»Flere af mine konkurrenter har i panik fyret dygtige medarbejdere. Dem har jeg ansat nogle af, fordi jeg regner med, at epidemien er tæmmet om mindre end et år. Nu udfylder vi nogle af de huller, vores konkurrenter har efterladt.«

Kreativitet, modernisering og anvendelse af nye teknologier åbner for nye produkter og markeder. Da modeugen i 2020 blev aflyst, flyttede et firma catwalken til nettet, og deres produkter blev dermed vist til kunder, der alligevel ikke havde tænkt sig at drage til København, for eksempel fra Australien. Salget blev øget, og firmaet ansatte flere folk. Men pandemien rejser også spørgsmålet, om vi egentlig har brug for alle de tøjbutikker?

Nye påfund

Det er ikke mange år siden, at markedseksperter mente, at udbringning af dagligvarer var en død sild. I dag kappes fødevarekæderne om at levere til døren. I en supermarkedskæde blomstrer et indkøbsfællesskab, hvor man netbestiller varerne, som så bliver indsamlet i den lokale butik af andre kunder, der inden for få timer for et beskedent beløb bringer dem ud. Ligesom dengang, hvor min mor telefonisk bestilte varer i de lokale butikker, og mine kammerater straks efter bragte dem ud på deres longjohner.

Restauranter og cafeer har udviklet et hidtil uset udbud i takeaway af meget høj kvalitet og med en fremragende service. Den bliver anmeldt i pressen på linje med måltiderne på Michelin-restauranterne. Men adskillige års mange åbninger og lukninger af cafeer og spisesteder antyder, at der kunne være for mange aktører i branchen.

I blå blok drejer den økonomiske filosofi sig ikke længere om besparelser og skattelettelser, men om hjælpepakker fra den socialdemokratiske stat. Det ville have glædet økonomen John Maynard Keynes. Hans hovedtese var, at man skal investere sig ud af kriser, som man gjorde i USA i 1930’erne. Råderummet for at låne har vist sig at være betydeligt større, end nogen havde anet. Stigningerne på aktiemarkedet og de mange sparede forbrugerkroner i bankerne peger i retning af, at der vil komme gang i sagerne, når der åbnes.

Kulturlivet er hårdt ramt af lukkede teatre, biografer, museer, biblioteker, spillesteder og aflyste foredrag. Men også her sker der forunderlige ting. Teatre laver streamede forestillinger på nettet og får dermed mulighed for at nå et større publikum, ikke mindst børn og unge.

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX’ svar på lukkede biografer blev streaming, som i 48 timer var gratis. Mange flere mennesker end ellers i både Danmark og i udlandet så filmene.

Zoom er ikke længere blot en mødeapp for erhvervslivet. Den gør det nu muligt at afholde faglige og kulturelle arrangementer med aktive deltagere fra hele verden, selv om nogle af disse må ofre nattesøvn på grund af tidsforskelle.

Fællesskabets nye fortællinger

Under coronakrisen bliver ægteskaber trykprøvet. Forældre følger med i deres børns skoleundervisning. Vi smalltalker i telefonen og på Skype: »Jeg ringer bare for at høre, hvordan I har det og for at snakke lidt.«

Der bliver gået ture og cyklet som aldrig før. Vi oplever nye skønne steder i Danmark. Naboer køber ind for mennesker i isolation. Vi synger sammen andre steder end i smittefarlige kor. Sommerens fællessang og koncerterne fra boligblokkenes altaner og Faber i fjernsynet var da helt vidunderlige.

Det lovbefalede statsborgerhåndtryk med den nøjagtige beskrivelse af, hvordan de nøgne håndflader skal mødes, vender næppe tilbage. Nogle vil være glade for, at antallet af krammere bliver indskrænket.

Coronaen har vist os, hvor tæt forbundet vi er med hinanden. Trods et minimum af international flytrafik spredes en ny mutation til hele verden i løbet af få uger. De rige lande er blevet afhængige af immunisering i de fattige lande. En uansvarlig ledelse i ét land har betydning for alle. Det var godt, at en vaks departementschef i Statsministeriet fik sin minister til at overtrumfe de nølende sundhedsmyndigheder i begyndelsen af epidemien.

Lande med en stærk fællesskabsfornemmelse, eksempelvis Danmark, Norge og Finland, kommer tilsyneladende lettere gennem coronakrisen. I sin nytårstale 2021 sagde Mette Frederiksen: »Vi vil fortælle om tiden under pandemien fra generation til generation. Ligesom mange af os blev fortalt om livet under Anden Verdenskrig.«

Coronaen er i fuld gang med at skabe de fortællinger, der bærer fællesskabet videre. Ved de næste kriser vil danskerne for eksempel mindes mundbind, håndsprit, ingen rejser ud af landet, hamstringen af toiletpapir, renere luft og hjælpsomhed – fortsæt selv. Og de få konspirationsteoretikere, der mente, at coronaen ikke eksisterede, vil blive glemt.

Jan Krag Jacobsen er lektor emeritus.