Kronik

Coronakrisen har fået os til at genfinde moralen. Nu skal vi holde fast

Med coronakrisen har vi danskere pludselig genfundet moralen og den anstændige adfærd. Vi tager hensyn og begrænser os selv i den større sags tjeneste. Vi må nu holde fast i denne nyfundne moral, når det gælder klimakrisen og den globale ulighed, skriver journalist og forfatter Thomas Ubbesen i denne kronik
Ligesom vi har lagt vores liv om på grund af en pandemi, må vi også lægge det om på grund af klimakrisen. Og hvorfor egentlig flyve verden rundt, spørger dagens kronikør. Norge byder på mindst lige så smuk natur som New Zealand. Sverige er stor nok til livslange opdagelsesrejser, der er skønnere ved Limfjorden end … ja, noget andet sted på kloden, lyder det. På billedet hiver fiskere sild ind ved Virksund.

Ligesom vi har lagt vores liv om på grund af en pandemi, må vi også lægge det om på grund af klimakrisen. Og hvorfor egentlig flyve verden rundt, spørger dagens kronikør. Norge byder på mindst lige så smuk natur som New Zealand. Sverige er stor nok til livslange opdagelsesrejser, der er skønnere ved Limfjorden end … ja, noget andet sted på kloden, lyder det. På billedet hiver fiskere sild ind ved Virksund.

Steen Agger

Debat
24. februar 2021

De kommer dumpende hjem den ene efter den anden, kraven op om ørerne, skyggen ned i øjnene, duknakkede, så anonymt som muligt; ydmyget, foragtet og udskammet af en sjældent enig offentlighed: En stjerneparade af realitytyper, overbetalte sportsfolk, en enkelt fremtrædende folketingspolitiker og et par trutmundede influencere. De har været slemme, det kan vi andre være enige om. Meget slemme.

Her har vi gennem snart et år vænnet os til at passe bedre på hinanden, holde afstand, leve i isolation, undvære det søde liv, yde vort for fællesskabet, sundheden og de ældre – og dér kommer de: Svansende, solbrændte og velmanicurerede fra deres uansvarlige og egocentriske vinterbreak i en arabisk slavestat! Det er for galt! Skam jer! Vi har faktisk noget, der hedder moral her til lands. Og værdier. Samfundssind er årets ord!

Jo, det er sandt, danskerne genopdagede for knap et år siden pludselig, uventet og kollektivt, at vi stadig kan mobilisere noget så fortrængt som mellemmenneskelig moral og anstændighed efter årtier præget af blind egoisme og konsumerisme: Dér tonede pludselig selveste statsministeren alvorsfuldt frem på skærmen og manede til ansvarlighed. Til at passe på hinanden og løfte en fælles opgave. Til at lide visse afsavn i en større sags tjeneste. Og vi gjorde det, vi normaldanskere – ligesom i øvrigt så mange andre milliarder verden over. Vi tog opgaven på os, gjorde, hvad der blev sagt, og har overvejende haft det rigtigt godt med det.

God moral føles godt. Det er naturligt og livsbekræftende at yde noget for andre. Det er langt mere berigende at hjælpe hinanden, at prioritere næsten og fællesskabet, end at rage til sig, forbruge og brillere med egen herlighed og velstand. Så enkelt er det, det kaldes god moral, og de fleste fattede det, da alt omkring os med ét stod i flammer. Vi genlærte, at ordentlighed, medfølelse, tolerance og generøsitet virkelig bærer belønningen i sig selv.

De sande helte

Det har været livsbekræftende at opleve det, at være vidne til, at grundlæggende værdier er spiret frem og har båret frugt, at danskere har bevist, at vi på en god dag ikke er helt så selvoptagne, som det har forekommet længe.

Se alt det gode, der er vokset frem i den – relativt – svære tid. Se alle dem, der har ydet en ekstraordinær indsats, ikke for at spare op til vinterferie i Dubai, men for deres medmennesker. Sygeplejersker, portører, læger, rengøringsfolk, plejehjemsansatte, kassedamer og – mænd, skolebørn, gymnasieelever, universitetsstuderende, lærere – alle dem, som vi åbenbart først nu rigtigt indser holder helt uundværlige frontlinjer i vores samfund. Dem, der står for det vigtige, det afgørende. Dem, der udfører hårdt arbejde til det fælles bedste og alt for tit til en respektløst lav løn.

Det er dem og ikke spekulanten, fodboldspilleren eller narcissisten, som fortjener agtelse og respekt, det kan enhver se nu. Jamen, så giv dog alle de mennesker en medalje, Deres Kongelige Majestæt, mine damer og herrer fra ordenskapitlet – her taler vi om samfundsgrupper, der viser ægte, heroisk samfundssind. Eller bedre endnu: Giv dem en ordentlig lønforhøjelse og et par måneders betalt ferie, når tiden er til det. Det skulle da bare mangle.

Vi har genopdaget moral. Tillykke, Danmark. Det var ikke svært, da det kom til stykket: At holde afstand, vise hensyn, bruge mundbind, være hjælpsom, holde ferie i eget land, gøre sin pligt til fælles – ikke nødvendigvis eget – bedste. Og alt det uden at lide alvorlige afsavn.

Hold fast

Herefter følger den virkelige udfordring. For efter (og under) coronaen kommer den langt større Personlige Prøvelse, nemlig den fortsatte nødvendighed af at udvise personlig (og politisk) anstændig adfærd og ansvarlighed af hensyn til vores egne børn, børnebørn, medmennesker og vores dyrebare klode.

At kunne se sig selv i øjnene som menneske og som samfund afkræver nemlig os alle, at vi ikke alene anerkender eksistensen af den accelererende klimaudfordring, men at vi også klart forstår, at vores hidtidige levevis og katastrofale egocentrisme er i gang med at ødelægge den eneste beboelige planet i stjernevrimlen.

Sådan er det, lige der ligger nu den afgørende moralske styrkeprøve; den coronagenopdagede samfundsmoral må og skal udbredes til kampen mod global opvarmning – medmindre, Gud forbyde det, at vi om lidt flovt kravler ned fra det moralske højland, som vi netop har genfundet, og genoptager den globale forbrugsfest, vores blinde amoral og den vanemæssige hensynsløshed over for alle andre end lige os selv og vores nærmeste.

Hvad skal vi gøre? Er vi dømt til kollektivt selvmord ved endeløst overforbrug? Er vi fortabt?

Ikke nødvendigvis. Meget kan gøres, uden at vi behøver klæde os i sæk og aske, piske os med skorpioner og leve af udkogt selleribøf og salatblade. Det er en betydelig udfordring – men ligesom COVID-19-udfordringen er den trods alt ikke større, end at det sagtens kan lade sig gøre uden nævneværdig tabt livskvalitet. »Wir schaffen das,« som Angela Merkel så smukt og modigt har udtryk det i anden sammenhæng – Vi klarer det.

Men vi vil ikke længere kunne bruge kloden som vores personlige legeplads, vi vil ikke længere kunne flyve bevidstløst rundt fra Bali til Maldiverne eller på shoppingweekend i New York – ikke hvis vi skal kunne holde os selv ud. Det må være slut.

En højere moral

Men det er ikke så svært, Norge byder på mindst lige så smuk natur som New Zealand. Sverige er stor nok til livslange opdagelsesrejser, der er skønnere ved Limfjorden end … ja, noget andet sted på kloden. Og det er uendeligt sjovere at rejse med tog end at slå timer og dage ihjel i tætpakkede fly og sjælløse, internationale lufthavne.

Vi har som samfund ikke brug for eksempelvis minkproduktion – det står allerede lysende klart. Vi har heller ikke brug for at producere 30 stærkt CO2-producerende millioner stakkels grise om året til kødudsalg på fjerne markeder, hvorfor skulle vi det? Og vi har ikke behov for oversøiske varer – billigt tøj produceret under slavelignende forhold i Bangladesh eller Philippinerne. Det kan vi lige så godt lave i vores eget nabolag, det kan vi lave bedre selv uden at holde slaver og belaste klimaet.

Vin fra Chile, Sydafrika eller Australien – er vi sindssyge? At indflyve drinks fra den anden side af kloden, når vi har dansk, tysk, fransk og italiensk vin billigt og af høj kvalitet lige i nabolaget? Eller vand på flaske, billigt fra Tyrkiet, dyrt fra Italien, når vores eget drikkevand endnu er det måske reneste i verden? Er vi blevet vanvittige? Avocadoer fra Peru? Æbler fra Chile? Viskestykker fra Indien? Det må slutte, vi har udmærkede æbler i baghaven, kom nu!

Vi skal til gengæld hurtigst muligt have små billige elbiler. Vi skal have konkurrencedygtig kollektiv trafik. Vi skal have fjernet subsidieringen af et giftigt landbrug, omlægge livløse gyllemarker til natur, eliminere pesticider. Vi skal lære, at man sagtens kan have et godt gastronomisk liv med en, to, tre eller syv kødløse dage om ugen.

Vi skal føre et liv styret af en højere moral, ikke fordi det står i hellige skrifter eller prædikes af asketer og selvbestaltede profeter, men fordi de fleste gerne vil kunne se sig selv i øjnene. Vi har jo børn og børnebørn. Og der er mange mennesker i denne verden ud over mig, min familie og ’vi danskere’.

7,8 milliarder medmennesker – og vi skal alle kunne være her.

Thomas Ubbesen er journalist og forfatter

information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak, Thomas Ubbesen, virkelig dejlig læsning.

Mette Johansson, Elise Berg, Helle Brøcker, Svend Erik Sokkelund, Lisbeth Skousen Pedersen, Mogens Holme og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Henrik Mullertz

Jeg er helt enig om at der kræces en højere moral og medmenneskelighed for at løse klimaudfordringerne... Men jeg er lodret uenig med dig i at det er en sådan højere moral som folket i Danmark udviser under Corona... Det er jo påtvunget af en meget autoritær regering.... Og med Agenda 21 i hånden vil vores "superkærlige" regering jo nok med tvang gennemtrumfe restriktioner på alle andre områder af livet.... Og efter igår med en epudemilov i hånden til at stoppe alt hvad som hedder demonstrationer/modstand..... OG ALT BASERET PÅ LØGNE OG FRYGTINDUCERENDE MEDIER FOR EN MIDDELMÅDIG SYGDOM MED LAV DØDELIGHED... Men jeg er helt enig i at vi som menneskehed behøver en højere moral, men den behøver altså også at komme indefra ikke fra en autoritær/diktatur lignende magtinstans

Lise Lotte Rahbek

"vi" i dette debatoplæg betegner vist i udpræget grad de selvretfærdige og ikke mindst det selvbestaltede corona-civilkorps, hvis største moralske udladning består i at pege 'de andre' ud.
"De andre" er som altid nogle synlige, her solbrændte, slemme og slukørede.
Det er også¨dem, som drikker vin fra andre verdensdele, de som spiser kød mere end 2 gange om ugen og ikke mindst dem, som bruger verden som deres personlige legeplads.
Jeg er egentlig ikke uenig i synspunktet om, at der er andre måder at bruge sit liv og sin verden på end ved forbrug, og det er en praksis til efterfølgelse.

Men jeg kan ikke lide dette svulstige, gloriepudsende, fingerpegende VI, som dette debatoplæg fremlægger som moralens selvudpegede vogtere.
Jeg har ikke lyst til at være en del af et VI, som er de moralsk overlegne, som føler sig bedre.

Selv den bedste moralske intention kan fejle. Især når den svinger sig op til at være et VI.

Estermarie Mandelquist, Jørgen Larsen, Per Kortegaard og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Lindy Hansen

Godt med eksemplerne på en ekstraordinær indsats.