Kronik

Coronakrisen har lært os, at vi ikke er almægtige, men at samfundet er til forhandling

Coronakrisen har kastet nyt lys over vores moderne verden. Vi har set de lyse og mørke sider af vores afhængighed af andre mennesker, og vi har lært, at vi ikke er almægtige over for naturen, men at samfundets grundlæggende indretning er til forhandling, skriver sociologistuderende Janus Elmstrøm Lauritsen i denne kronik
Coronakrisen har kastet nyt lys over vores moderne verden. Vi har set de lyse og mørke sider af vores afhængighed af andre mennesker, og vi har lært, at vi ikke er almægtige over for naturen, men at samfundets grundlæggende indretning er til forhandling, skriver sociologistuderende Janus Elmstrøm Lauritsen i denne kronik

Dalva Skov

Debat
4. februar 2021

Markedet er opstået som et sted for udveksling af varer. En kvæghandler kom med kvæg, bonden bragte korn, og når de gik derfra, havde de noget andet med hjem, end de bragte dertil. På et marked i millionbyen Wuhan flokkedes kinesere i december 2019 om fiskeboder, og i modstrid med markedets koncept forlod 44 kinesere dette marked med en vare, de ikke havde betalt for: Det virus, som senere fik navnet COVID-19.

På en afterskibar i Tyrol festede skiglade midtjyder til den lyse morgen, mens det virus, som på det tidspunkt havde bragt sig hele vejen fra Kina til Østrig, ubemærket lod sig overføre fra krop til krop. Således spredte sig et virus fra det ene marked i Kina til Europa, hjulpet på vej af andre markeder som turistmarkedet, festmarkedet og det globaliserede verdenssamfund.

Et krydstogtskib i karantæne ved en kyst i Sydøstasien blev et skelsættende billede på modernitetens vulgære turismes skyggeside. Var vi i tvivl, fandt vi snart ud af, at vi var forbundne, og at begivenheder langt fra Danmark ubesværet kunne forårsage, at ældre på plejehjem ikke længere kunne se deres nære.

Og troede vi, at vi selv kunne bestemme, fandt vi ud af, at vi i konfrontationen med en usynlig mikroorganisme alligevel ikke havde magt. Under virussets tvangfrie tvang måtte Mette Frederiksen klædt i sort onsdag den 11. marts beordre den totale nedlukning af landet.

Med aflyste aftaler og en tom kalender var mange ladt tilbage i egne kamre med en uoverskuelig mængde af tid til refleksion.

»Ensomheden er den første betingelse for den totale underkastelse,« hedder det hos Michel Foucault i Overvågning og straf, og den totale underkastelse var på dette tidspunkt ikke til forhandling. Men, som Foucault endvidere beskriver, »det, som for en irreligiøs fange kun er en grav, et frastødende benhus, bliver for den oprigtigt kristne indsatte til selve den lyksalige udødeligheds vugge«.

Fængslet er et sted, hvor man kan arbejde med samvittigheden, og for den, som ser mulighederne og evner at aktivere sin indre moralitet, er det muligheden for en ny begyndelse. Men hvis coronaisolationen er vores fængsel, hvad er det så for en samvittighed, vi skal arbejde med?

Systemernes straf

Arbejdet med samvittigheden forudsætter en forståelse af forbrydelsen. Før den moderne lægevidenskab forstod man store og dødbringende epidemier som Guds straf over menneskene – en genoprettelse af den kosmiske balance.

I moderne sekulariserede samfund har religiøse forklaringer mistet deres kraft. I stedet har vi systemer, og ikke kun et, men mange, og ligesom guder er disse systemer i stand til at straffe, hvis man handler mod forskrifterne. Således straffer det kapitalistiske system den, som ikke bedriver »forsvarlig« økonomisk politik, det økologiske system straffer os alle, hvis ikke vi handler bæredygtigt, og det biologiske system straffer os, hvis ikke vi dyrker den rette mængde motion. Coronavirussets spredning er muliggjort af et helt andet system: det globaliserede verdenssamfundssystem.

Den krise, virusset har forårsaget, kan med et begreb fra sociologen Hartmut Rosa forstås som en utilsigtet deceleration som konsekvens af et system i uhæmmet acceleration: Vækst i befolkningstæthed, øget samhandel, turisme og mobilitet over landegrænser har vist sig at gøre os mere sårbare over for pandemiske virusudbrud.

Samtidig har nedlukningen af det danske samfund konsekvenser for et andet system, nemlig det sociale system med dets præstations- og aktivitetsimperativer, hvor unge i uhyggeligt højt antal døjer med stress og depression.

Forstår vi altså denne evindelige vækst- og globaliseringsiver som den forbrydelse, vi af systemet straffes for, kan vi begynde arbejdet med samvittigheden.

Nu findes der for den kristne en Bibel, hvori hans forbedring kan tage sit udgangspunkt. Det moderne og utroskyldige menneske er imidlertid overladt til sig selv, og selv om vi omsider i kraft af videnskaben er blevet i stand til at forstå krisen, synes det sværere at begribe, hvilke konsekvenser den må afstedkomme for vores videre liv. Jeg vil i det følgende give tre bud på konstruktive erkendelser, som vi kan tage med os på den anden side af en ellers enormt destruktiv pandemi.

Pluralitetens uforudsigelighed

Først og fremmest lader pandemien det stå klart, at vi ikke er almægtige. Allerede hos sociologen Max Weber beskrives modernitetens grundlæggende mekanisme som en rationalisering af alle tænkelige processer. Gennem forståelse af naturens funktionsmåde blev mennesket i stand til at beherske, udnytte og kontrollere den.

Videnskaben skal gennemskue alt, gøre alt gennemsigtigt. På toppen af rationaliseringens trappestige står vi og skuer op i den klare himmel – vi ser igennem alt, men ser samtidig intet.

Rationaliseringens konsekvens er en idé om alvidenhed, men han, som ved alt, har ikke længere noget at lære, intet at forundres over. For ham er verden tilregnelig, affortryllet og kedelig.

Coronapandemien minder os om, at vi ikke kan kontrollere alt. Dette er således den første erkendelse: Mennesket er ikke et sådant væsen, som, blot fordi det forstår naturens processer, er i stand til fuldstændigt at styre den. Hvorfor er vi ikke det? Det er vi ikke, fordi vi er et vi og ikke et jeg. Vi er mennesker i flertal, og almagten er fordelt mellem os. Det sociale er uforudsigeligt. Og netop pluraliteten har at gøre med den anden erkendelse.

Det socialdemokratiske slogan om at »stå sammen ved at holde afstand« indkapsler det ret godt. At håndtere krisen har både været op til os selv og op til andre, og netop af den grund er vi under pandemien blevet særligt opmærksomme på hinanden.

I supermarkeder, ved testcentre og i toget må vi forholde os til de andre, og mest af alt må vi forholde os til os selv i forhold til de andre. Pandemien har i den forstand affødt en bevidstgørelse af det ansvarsbærende individ.

Vi bærer altid noget af den anden i vores hånd, som Løgstrup formulerede det, og under pandemien har den anden vist sig som både dødbringende og meningsskabende. Den sociale distance og fraværet af arrangementer, koncerter og lange værtshusaftener har netop understreget det sociales meningsfuldhed.

Samfundet eksisterer

Sidst men ikke mindst gør pandemien det klart, at de dysfunktionelle systemer, som har forårsaget krisen, er til forhandling. Samfundets både globale og lokale systemer er socialt konstruerede, og vi kan som mennesker udøve indflydelse på dem.

En række balancer er helt naturligt blevet genoprettet. Klimaregnskabet ser bedre ud, når den osende flytrafik står stille. Antallet af stressramte er faldet. Samtidig viser krisen, at mennesket har magten. Staten kan omstille sygehuse, lukke erhverv, kompensere danskerne med et beløb, som kunne finansiere hele den grønne omstilling, og en vaccine kan produceres på rekordtid. Thatchers diktum  står til skamme. Bevidstgørelsen om samfundet som skabende aktør og om fællesskabets kraft giver håb for handling på de presserende agendaer, som også vil kræve vores opmærksomhed efter krisen.

Under coronapandemien blev alt det, som før var en selvfølgelighed, en umulighed. Men afselvfølgeliggørelsen og kontroltabet baner vejen for genfortryllelsen. Afmagten og afsondretheden giver kræfter til og mulighed for på ny at indlade sig med det sociale, måske også med bedre greb om de relationer og aktiviteter, som virkelig skaber mening.

Vi kan ikke styre naturens processer, vi ser ikke gennem alt, men det sociale system, vi kalder samfundet, er dog grundlæggende foranderligt og til forhandling, og det er ikke den værste pointe at tage med sig ud af krisen.

Janus Elmstrøm Lauritsen studerer sociologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

En række balancer er helt naturligt blevet genoprettet. Klimaregnskabet ser bedre ud, når den osende flytrafik står stille.

Gør det virkelig det? Er det noget, som Janus Elmstrøm Lauritsen eventuelt har undersøgt, eller er det bare ren mundsvejr fra hans side? Kan man på nogen rimelig måde hævde, at der selv med en historisk nedgang i de globale co2-udledninger i 2020, på nogen måde er taget blot tilløb til at 'genoprette en balance'? Jeg inviterer interesserede til at undersøge det udsagn med lidt større realitetssans, end der af Janus Elmstrøm Lauritsen lægges for dagen.

Man vil så - forhåbentlig til sin store rædsel - erfare, at selv det sidste års særdeles bekostelige nedlukninger ikke er nok til at bremse en i forvejen katastrofal udvikling på klimaområdet.

Og her er vel at mærke tale om en global krisetilstand - en af pandemien tvungen reduktion af samfundets aktivitet - som alle gode kræfter arbejder indædt og intensivt på at transformere til en tilbagevenden til de 'lykkelige tider' før pandemien spillede verden skakmat..

Når Janus Elmstrøm Lauritsen kan lykkes med at finde 'håbefulde erkendelser' og perspektiver i det forgangne års rædsler, ja så må man da næsten række ud efter lugtesaltet..måske endda byde den spirende sociolog af samme dåse..

Måske vil han så vågne op til det faktum, at en hel verden nu står dirrende utålmodigt på spring for igen at 'få gang i hjulene'. Den eftertænksomme 'fængselscelle', som Janus Elmstrøm så drømmende beskriver som et eftertænksomhedens rum - 'overgivelsens lønkammer' - viser sig blot at være en prokrustesseng..

Håb uden forankring i realiteten er gift for sjælen. Det gælder ikke mindst, når omstændighederne skaber for stor afstand mellem handling og konsekvens. For i dét tomme rum - i larmende og virksom tummel - holder dårerne deres evige, snadrende parader..

Rasmus Flemming Jørgensen, Palle Yndal-Olsen og Erik Winberg anbefalede denne kommentar