Kronik

Døden skal ikke undgås for enhver pris – for min mormor var det den ultimative helbredelse

Vi er nødt til at lade de gamle dø og ikke holde dem i live for enhver pris. Når man er 88, træt, dement, slidt op og får et hjerteanfald, så er genoplivning og respirator nok unødvendigt. Min mormor kunne i hvert fald godt have været det foruden, skriver iværksætter Janett Laumand i dette debatindlæg
Janett Laumand har skrevet en kronik om sin mormor og hendes død og kritiserer at vi nødvendigvis ikke skal holde liv i de gamle, hvis de er døende.

Janett Laumand har skrevet en kronik om sin mormor og hendes død og kritiserer at vi nødvendigvis ikke skal holde liv i de gamle, hvis de er døende.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
5. februar 2021

Min højtelskede mormor døde i 2015. 88 år gammel. Det var tid, for hukommelsen var på accelererende lockdown, og hendes krop var brugt op.

To dage før hun døde, var hun til femårs fødselsdag hos os, hvor jeg som altid spurgte: »Nå, momse, hvor gammel føler du dig i dag?« Hun plejede at grine og med stor slagkraft sige: »Årh, ikke en dag mere end 40.« Men denne dag sagde hun: »Ved du hvad, Janett – jeg er træt. Jeg føler mig oldgammel, som en på 100.«

Jeg tænkte: ’Åh nej, momse, du er nok ved at være klar til the next big step. Husk at give besked, når du når frem. Vi har snakket om det. Du har lovet det.’

Mine børn har altid set hende fuldstændig ignorere sin alder og sine gigtplagede lemmer. Og på trods af samtalen lavede hun til fødselsdagen både baglæns rullefald med drengene, spiste for meget lagkage og gik med mig ned ad stikvejen arm i arm. Vi så børnenes morfar trille rundt på en alt for lille cykel med knæene stikkende ud til hver side, mens han trampede i pedalerne og skreg af grin. Det var en god fødselsdag. Mandag aften ringede min mor så og sagde, at mormor var blevet dårlig og lå på Hillerød Sygehus.

Reddes for enhver pris

Det var en blodprop i hjertet, mente lægerne. Hun var faldet ud af sin seng, de havde genoplivet hende, og nu lå hun på intensiv. ’Shit, mormor,’ tænkte jeg. ’Du har altid sagt, du gerne bare vil dø i din seng, og så genopliver de dig. Skulle du virkelig reddes for enhver pris?’

Næste dag kom vi ind ved frokosttid, og jeg fandt den ansvarlige læge. ’Hvad er status,’ spurgte jeg? Lægen svarede, at hun lå i respirator, at blodproppen var stor og havde ødelagt meget af hjertet, at der kun var ti procent hjertekapacitet tilbage, men de vidste ikke, om det kunne ændre sig, om hjertet kunne rette sig og blive lidt bedre. Jeg spurgte lægen, hvad hendes faglige vurdering var. Skulle vi hjælpe mormor med at leve eller med at dø?

Jeg lagde min lillebror i graven i 2013, 38 år gammel, da hans krop blev ædt op af en ude-af-kontrol modermærkekræft. Så jeg vidste desværre alt for meget om, hvordan man er med til at skabe en god død for et menneske, hvis krop man trods al moderne lægevidenskab simpelthen ikke kan redde.

Lægens reaktion på mit spørgsmål kom bag på mig. Hun skældte mig ud. Hun spurgte, hvad jeg forestillede mig. Om ikke jeg var klar over, at hun var ansat til at redde liv. Det var da et dumt spørgsmål at stille, og sådan blev hun ved. Først blev jeg paf. Men midt i chokket og imellem hendes mange ord dukkede en vrede op, og meget lavt fik jeg sagt:

»Hvis du fortsætter med det der, får du en klagesag i din indbakke. Jeg spurgte ikke for at genere din lægefaglighed. Jeg spurgte, fordi jeg kender min mormor og ved, hvad hun vil.«

Og så gik jeg. Chokeret over lægens overfusning og over vreden i mig selv.

Min mormor var træt, færdig, done. Ti procent hjertekapacitet i en alder af 88 år lød som et lorteliv, hvor hun havde udsigt til at sidde og savle som en grøntsag på et plejehjem. Sådan skulle det ikke ende for min sjove, varme, hjertelige mormor fyldt med ubetinget kærlighed. Fandeme nej, om hun skulle reddes for enhver pris.

Ønsker om helbredelse

En sygeplejerske kom ind til mig i venterummet og spurgte, om jeg mente det med en klagesag. Om jeg havde lyst til at snakke om det. Min vrede var dampet af, så jeg forklarede ham, at jeg blev oprigtig chokeret og forvirret over, hvorfor jeg ikke måtte spørge lægen til det med døden. Det er en logisk ting for mig, at en gammel dame på 88 med stor sandsynlighed vil dø af en massiv blodprop i hjertet. Det har intet med mistillid til hendes lægefaglighed at gøre, så hvorfor flippede hun sådan ud? Det er bare en kedelig kendsgerning ved livet, at døden er indbygget, og at selv min livsglade mormors krop har en indiskutabel udløbsdato. Og døden kan også være en slags helbredelse.

Vi havde en god snak, og efter 20 minutter kom lægen ind. Og så sad vi der: Mig, den kvindelige læge med sin stærke faglige stolthed og store ønske om at fikse, helbrede og få kroppen på højkant igen, og den mandlige sygeplejerske, der havde talt mig ned.

I løbet af vores samtale forstod jeg lægen. Hun forklarede, at hun jo ikke kunne vide, om min mormor var frisk og rask, indtil hun landede på lægens vagt. Hun ville gøre alt, hvad hun kunne, for at min mormor ikke skulle dø. Og jeg fortalte til gengæld lægen om min sidste samtale med min mormor, og om at jeg desværre ved, hvordan en god død ser ud. At det for mig er logisk, ja, faktisk nødvendigt at overveje døden som en udvej.

For det er et svigt ikke at overveje det som en mulighed, at lade kroppen stå af. Døden er ikke nødvendigvis et fejlresultat for hende som læge – for visse mennesker er den netop den totale helbredelse, friheden til at slippe ud af en udtjent krop. Som pårørende er jeg fokuseret på at drage omsorg for min mormors sjæl. Ære min mormors valg.

Efter samtalen gik jeg ind til mormor på intensivstuen. Hun virkede lillebitte mellem alle de bippende apparater med en slange ned i halsen, der trak vejret for hende. Jeg tænkte: ’Gud fri mig vel, momse, det her gider du sgu da ikke.’ Mormor var lidt vågen, og jeg kunne se, at hun kæmpede for at holde sine øjne åbne. Så strøg jeg hende over panden og sagde: »Momse, lægen siger, det med dit hjerte sagtens kan vende og blive godt igen. De ved bare ikke, hvordan og hvorledes lige nu.«

Og så sagde jeg: »Mormor, jeg kan huske, hvad du sagde i søndags. At du var træt nu. Hvis du ikke gider mere og vil op til morfar, olderne og Rasmus, så skal du altså ikke blive hængende for min skyld. Du har været så fantastisk en mormor hele mit liv. Jeg kunne sige det til dig på dit gravsted, men det virker lidt latterligt, så jeg siger det nu. Jeg elsker dig så meget. Bliv eller gå, men gør det, du har lyst til. Sov lidt, så kommer jeg og snakker med dig igen i morgen, og så tager jeg ungerne med.« En tåre trillede ned ad hendes venstre kind, og jeg vidste, hun havde hørt, hvad jeg sagde.

Det er ikke farligt at dø

Samme nat drømte jeg, at momse sad på kanten af et stort stenspringvand i et uendeligt mørkt rum uden vægge, gulv eller loft. Hun sad med ryggen til mig, som om hun var fordybet i tanker, og jeg spurgte hende: »Har du besluttet dig, mormor? Hvad vil du? Hun svarede ikke, så jeg vendte mig om og gik. Bare sig til, hvis du vil snakke om din beslutning, ikke? Og ellers så ses vi i morgen.« Kl. 01.15 samme nat ringede min mor. Mormor var død.

Vi er nødt til at lade de gamle dø. Vi skal ikke holde dem i live for enhver pris. Ikke hvis de er trætte, demente, slidt op, ædt op, er grøntsager og reelt ikke gider mere. Vi er nødt til at tage samtalen – både med os selv og med lægestanden – om, hvordan vi ikke bare sikrer det gode liv, men også den gode død. Hvorfor synes vi, døden skal undgås for enhver pris, som om den er den ultimative falliterklæring? Det er indbygget i livet, at vi til sidst skal dø, så hvorfor ikke gøre det til så god en oplevelse som muligt?

Døden er den mest naturlige opgradering til next level. Du har gennemført livet, er bestået og kan nu slippe din jordiske rumdragt og være fri til at udforske dit næste eventyr. Vi er sat på jorden for at leve, men også for at dø – det sker for os alle med 100 procent garanti. Og det er altså ikke farligt at dø. Det er faktisk langt mere farligt ikke at leve helt og holdent igennem, så længe vi er her. 

Janett Laumand er iværksætter

Information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Smukt - du har helt ret !

Niels-Simon Larsen

Sikken flot kronik om et dødsens alvorligt emne. Mange af os har selv haft en kraftig finger med i spillet hele livet igennem og truffet bestemmelser i utallige sager, og så til sidst: Niks! Man kan underskrive en erklæring, at DE ikke må holde en i live, når der ikke med rimelighed er mere at stille op.
Jo, det er et svært emne, når vi alle klamrer os til livet, men når man er klar til at dø, skal andre ikke have lov at eksperimentere med en. Mon ikke den omtalte læge egentlig har det på samme måde? Selvfølgelig. Problemet hedder så ikke døden, men omstændighederne ved den, og det er dem, vi ikke kan finde ud af.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvorfor står der under skribentens navn og stilling i denne kronik og i visse andre indlæg - nyere og ældre: "Information.dk/deltag"

Flere eksempler her: https://www.information.dk/search/site/Information.dk%252fdeltag

Tak for en overordentlig fin kronik, og tak til Information for at bringe den. Døden er blevet en lægelig fejl, og det kan være svært for et gammelt menneske at få "lov til at dø" for vi kan, vha. tekniske landevindinger, holde liv i selv døende mennesker. Forlænge døden, fremfor at forlænge livet. Det er det vi gør i tilfældet med Momse, som med alle mulige andre i samme situation.
Jeg er uenig med lægen i din kronik, men jeg tror situationen er meget rigtigt beskrevet. Hun har misforstået sit lægeløfte, mener jeg. Hun skal ikke kun redde liv, hun skal medvirke til at døden bliver så nænsom og værdig som mulig i de mange tilfælde, hvor døden ikke kan undgås. Momse skulle være taget ud af respiratoren, lagt i en seng på en enestue, have haft sine pårørende omkring sig, hvis hun ønskede det og så have haft smertestillende medicin til sine smerter og beroligende medicin til sin eventuelle dødsangst. I skulle have haft en kop kaffe, et glas vand, et stearinlys og en sangbog og masser af tid til en værdig afsked med et værdigt liv. Det havde været en værdig død.
bedste hilsner fra Mette Gammelgaard, hospicesygeplejerske

Tak for en rigtig fin kronik.
Min mors død blev meget uværdig. Hun var uhelbredelig syg og meget nedbrudt til sidst. Hun blev indlagt den sidste uge af sit liv og det var rædselsfuldt. Hun blev kørt rundt både interne iog eksterne til undersøgelser og prøver, selv om det var tydeligt, at det var ved at være slut. Hun fik ikke ro og blev konstant vækket fordi nogen lige skulle noget. Jeg bad om at de skulle stoppe med at sende hende sådan rundt og med at tage alle de prøver, der var meget smertefulde for hende, men mit ønske blev ikke efterkommet. Få timer før hun døde tog de endnu en smertefuld muskelbiopsi. Hun død på en 4-sengsstue mens Disneysjov kørte på høj volumen for at de andre patienter (med samme sygdom) ikke skulle høre, hvad der skete. Hun var ved bevidsthed til det sidste men kunne ikke høre hvad vi sagde til hende for tv’et. Det var så uværdigt og det fortjente hun slet ikke.

Carl Jakobsen, Ete Forchhammer og David Adam anbefalede denne kommentar

Jeg tror mange, der oplever dødsfald på hospitaler og plejehjem oplever, at der ikke er rammer for en naturlig, værdig død. Der er for stor fokus på at skulle redde liv uanset den aktuelle situation. Det fleste ønsker sikker et langt liv, men afhængigt af situationen nok ikke for enhver pris og på bekostning af værdigheden.

Tak for den.

Det er total urimeligt at spørge en læge om en faglig vurdering om en en patient skal leve eller dø.
Alle læger arbejder for at patienter skal leve/overleve De vurderer ikke fagligt om en patient skal leve eller dø, for derefter måske vende rundt på hælen for at lade patienten dø.
Det næste bliver at lægen skal hjæpe med at gøre det nemt og hurtigt a.h.t familien.
At patienter og deres familier synes at livet skal slutte nu, er deres eget problem og ikke en læges.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har oplevet begge dele.
1. gang blev der givet vædske og vakt liv igen, til trods for at der ikke var så meget at se frem til for den gamle,
Dernæst forløb et antal måneder og plejehjem kom på tale, for der var ikke udsigt til fortsat at klare sig i eget hjem.
I næste omgang, hvor den gamle havde fundet vejen til at holde op med at spise og drikke igen, fik hun smertestillende nok - og ro til at falme væk over nogle dage.
Tak til sundhedspersonalet for at forsøge,
og for at give op.
Jeg kan ikke sige, at det ene eller det andet var forkert.
Begge dele gav mening. Til hver sin tid.

Claus Bødtcher-Hansen

05/feb/2021

Kære Venner,
som jeg ser det og forstår det, består et
menneske af Sjæl, Sind og Krop, og når
kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen vi-
dere og fødes, efter en pause, i et nyt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

lars søgaard-jensen

@Janett Laumand. Mange tak for en velskrevet, rørende og ikke mindst meget relevant kronik om et vigtigt emne. Det er flot og godt, at du valgte at tage samtalen frem for klagen. Min overbevisning er, at lægen lærte meget om noget, hun aldrig hørte om på ”lægeskolen”.
At lægen fundamentalt havde misforstået lægeløftet må være helt klart. Hvad kan årsagen til det så være? Alder er selvfølge en nærliggende forklaring; men der er nok også andre strukturelle forklaringer. I dag rekrutteres ”lægeeleverne” til ”lægeskolerne” lige fra gymnasiet og de sorteres hovedsageligt efter et (gymnasie)fagligt kriterie. Mange vælger studiet, ”fordi de kan”, alene på baggrund af et højt karaktergennemsnit. På ”lægeskolen” laves ”lektier”; men desværre fylder de mere humanistiske elementer af lægegerningen umådelig lidt, og pligtetikken er fremherskende. Så jeg tror ganske enkelt ikke, de unge læger er klædt på til at være ”læger”. De har lært at være kropsmekanikere, så må de menneskelige aspekter af faget læres ved egen personlig erfaring.
Janett, jeg tror, din lavmælte og alvorligt mente trussel om klagesag og efterfølgende samtale gjorde noget godt for lægen (som jeg gætter på var ung), og helt sikkert også for hendes fremtidige patienter!

Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Hanne Bess Boelsbjerg

Mange tak for en velskrevet kronik. Jeg levede mig helt ind i din fortælling om Momse og hendes livsenergi og -værdier. Jeg vil som dig ønske, at der er respekt omkring det liv, der er levet. Det er godt, du er med til at kaste lys på, hvordan vi som samfund kan styrke modet til at tage afsked, når der er tid til det. Og derfor ikke bør kæmpe for overlevelse uden at tage hensyn til hvilke livsbetingelser, det skaber for vedkommende.

Jeg er taknemmelig for din skildring af den gryende forståelse for hinandens perspektiver, der opstod, da samtalen med lægen fik en anden karakter. Det er den slags udvekslinger, der er brug for mange flere af! Der er også behov for, at læger får inkorporeret det at omgås døden i deres faglighed. Det er på tide at skaffe plads til døden i det lægefaglige speciale, så vi kan være med til at understøtte hinanden i dødsprocessen, både som pårørende, fagperson og vigtigst af alt: Den døende selv.