Kommentar

Følg Finlands eksempel, og giv alle hjemløse en bolig – vi ved, det virker

Vi kan ikke bare se til, mens 6.431 danskere er hjemløse. Heldigvis ved vi allerede, at vi kan løse problemet ved at give alle en bolig uden betingelser og med intensiv støtte – så hvad venter vi på? spørger social- og sundhedsordfører for Alternativets Unge, Emil Stork Olesen, i dette debatindlæg
Debat
3. februar 2021

Hver hjemløs har sin egen historie. En oftest kompleks og rørende historie, om hvordan og hvorfor vedkommende er endt så langt ude i samfundets periferi, om at man ikke er nået at blive grebet af det sikkerhedsnet, som danskerne er så stolte af. Man faldt igennem og endte på den ene eller anden måde med at blive hjemløs.

Hvert andet år foretager VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) sig en hjemløsetælling, og i 2019 talte man 6.431 hjemløse borgere. Det er heldigvis en stagnering af den stigning, vi har set siden 2009, men det er et alt for højt tal. Det er på tide, vi får vendt udviklingen. 

For det kan ikke passe, at vi kalder os selv solidariske, samtidig med at vi ikke gør noget ved antallet af hjemløse. Vi skal gøre vores velfærdsstat bedre, så vi kan løfte de hjemløse og udsatte borgere ud af hjemløsheden, så der kan skabes et hjem, hvor sikkerhed, tryghed og stabilitet er det, der fylder og er kernen i hverdagen. Det er samfundssind, og det er medmenneskelighed.

Vi skal have modet til at gøre noget andet end det, vi plejer. Finde andre løsninger end dem, vi bruger nu. Vi skal derfor kigge til de af vores nabolande, som er lykkedes med at bekæmpe hjemløsheden.

I Finland har man indført et stort tiltag på nationalt plan, som hedder Housing First. Det går ud på, at alle hjemløse får deres eget sted at bo betingelsesløst. De mindst belastede hjemløse har vist sig sagtens at kunne bo op ad almindelige lejere. Derudover har man bygget lejlighedskomplekser, som kun huser hjemløse. Hertil er der tilknyttet intensiv støtte og personale.

Vi har haft lignende tiltag herhjemme: 17 kommuner har forsøgt sig med Housing First-strategien. Resultatet af de forsøg er, at ni ud af ti kunne fastholde boligen. Et imponerende resultat i sig selv. Også resultatet af Finlands nationale hjemløsestrategi var imponerende. Indsatsen gjorde, at antallet af hjemløse er faldet til 200.

Når et tiltag som Housing First har så god en effekt på antallet af hjemløse, så vil jeg mene, at det kun kan være på sin plads, at vi forsøger os med at implementere noget lignende herhjemme i form af en lige så nationalt struktureret indsats.

Vi har i det seneste år set flere tiltag på hjemløseområdet, som ikke er til gavn for de hjemløse. Vi har indført tiggerilove og zoneforbud, men disse tiltag er en forkert måde at gå til værks på. Straf og kontrol er ikke til nogen hjælp i kampen mod hjemløshed. Derfor er mit håb, at vores socialminister Astrid Krag vil kigge mod Finland og indføre Housing First i Danmark.

Emil Stork Olesen er social- og sundhedsordfører for Alternativets Unge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her