For snart mange år siden annoncerede Nietzsche Guds død: Den sekulære, moderne tidsalder havde indfundet sig. Sidst i det 20. århundrede annoncerede nogle af hans elever – Foucault, Derrida, Deleuze, Lacan og andre – menneskets død. Mennesket kunne, som i den klassiske humanisme, ikke længere ses som noget specifikt og unikt. Den postmoderne tidsalder var opstået.
I dag kan man argumentere for, at vi med identitetspolitikkens udslettelse af sondringen mellem videnskab, politisk aktivisme og kunst tilsyneladende er gået ind i postsandhedens tidsalder. »Vi lever i tiden efter sandheden,« som litteraturhistoriker Hans Hauge formulerede det i et indlæg i Kristeligt Dagblad den 16. januar, hvori han også udråbte Donald Trump som inkarnationen af denne epoke.
Mens Hauge ikke er bekymret over sandhedens død, ser den amerikanske historieprofessor Timothy Snyder i Weekendavisen den 14. januar anderledes på det. Han er enig med Hauge i, at vi lever i en postsandhedstid, men han er stærkt bekymret over tendensen – især sådan som det kommer til udtryk på den politiske højrefløj i USA.
Snyder beskriver denne højreradikalisme som en form for præfascisme, som rummer skræmmende lighedstræk med den egentlige fascisme.
Hitlers dolkestødslegende er nu afløst af Trumps valgsvindelslegende, Hitlers Lügenpresse er afløst af Trumps angreb på den amerikanske presse som fake news. Nazismens anvendelse af datidens nye medier (film og radio) er afløst af Trumps anvendelse af sociale medier (Twitter, Facebook, Parler og så videre). Begge anvender massekommunikationsstrategier, som går uden om den kritiske presse.
Henrik Dahl har i bogen Den sociale konstruktion af uvirkeligheden beskyldt den røde identitetspolitiske ’wokeness’-kultur på den radikale venstrefløj for at have samme lemfældige omgang med sandhedsbegrebet, som man finder i den sorte, fascistoide kultur på den radikale højrefløj.
Dahl påpeger den interessante lighed, at de begge synes at undsige fornuften. Det står i modsætning til, hvad filosoffen og sociologen Habermas formulerede i sit berømte credo om »det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang«, hvor man må respektere fakta og bøje sig for det stærkeste argument. Man bruger for eksempel ikke, som Trump gør, ad hominem-argumentation, hvor man populært sagt går efter manden og ikke bolden.
Jeg vil også gerne slå et slag for, at vi med fornuftens hjælp kan nærme os en sandhed, selv om vi ikke direkte kan besidde den. Her vil jeg pege på en anden berømt filosof fra det 20. århundrede, Karl Popper.
Højrefløjens konspirationsteorier
Popper var allerede i tiden efter Første Verdenskrig optaget af at finde en sondring mellem videnskab og pseudovidenskab. Det sædvanlige svar var dengang, at videnskab kan adskilles fra pseudovidenskab ved at påberåbe sig sin empiriske metode og sit induktive væsen, altså det der kan observeres.
Problemet var blot, at datidens prototype på pseudovidenskab, astrologien, kunne påberåbe sig det samme og fremvise en drabelig mængde af empiriske vidnesbyrd, som var baseret på horoskoper og biografier. Hver gang man fandt et eksempel på en empirisk bekræftelse af en astrologisk forudsigelse, hævdede man, at teorien blev bekræftet og styrket.
Poppers geniale træk var her at vende tingene om: Det er ikke muligheden for bekræftelse, men muligheden for at afkræfte en teori, som gør den videnskabelig, dens såkaldte falsificerbarhed. Astrologien var for Popper prototypen på en teori, som netop ikke (på forhånd) havde klare kriterier for, hvornår dens forudsigelser var opfyldt/ikke opfyldt. Havde den det, ville den nemlig hurtigt afsløre sig som det, den var, nemlig humbug.
Poppers kritik kan ganske let overføres på den sorte, fascistoide kulturs optagethed af konspirationsteorier. Konspirationsteorierne har en lang historie fra mistænkeliggørelsen af tempelridderne over Hitlers forestillinger om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse til QAnon-bevægelsens absurde påstande om en verdensomspændende pædofiliring.
Det er velkendt, at Donald Trump har suget kraftigt af denne konspirationsteoretiske sump. Velkendt er hans benægtelse af Obamas amerikanske statsborgerskab og hans demokratisk set farlige benægtelse af sit valgkampsnederlag.
Fælles for alle konspirationsteorier er, at de bevæger sig i det, jeg vil kalde for ’ufalsificerbarhedens sump’. Gennem såkaldt cherry picking søger de – som i astrologien – kun efter tegn på fakta, som kan bekræfte deres konspiratoriske formodning, mens de systematisk forsømmer det modsatte.
Det var denne logik, som fældede Trumps valgsvindelslegende. Hårdt tvunget af det demokratiske systems helt legitime regler for klager om valgsvindel måtte Trump-administrationen nemlig i sine mange klager til de amerikanske domstole forsøge at formulere dem således, at det i princippet blev muligt for domstolene at falsificere de indsendte klager. Hvordan ellers tage stilling til dem?
Resultatet kender vi: De blev alle afvist. Typisk fordi de var formuleret på en måde, som ikke kunne falsificeres. Eller fordi de netop let kunne falsificeres.
Samme tendens på venstrefløj
Den samme tendens til at formulere sig på en måde, som i princippet ikke kan falsificeres, ser vi også på den identitetspolitiske venstrefløj.
Jeg mener, at identitetspolitikkens rødder kan spores tilbage til Foucault og Derrida og bygger på to dogmer: for det første en problematisering af, at objektiv viden eller sandhed overhovedet kan opnås. For det andet, at samfundet består af en række diskurser, som afgør, hvad viden er. Det vil sige, at viden og videnskabelig sandhed bliver gjort identisk med magtudøvelse, og pist borte er det naive habermasianske credo om »det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang«.
Fire konsekvenser følger af en sådan tilgang: For det første udviskes grænserne mellem fundamentale begrebsdistinktioner som sand/falsk, menneske/dyr, menneske/maskine, mand/kvinde og så videre.
For det andet tilskrives sproget en altafgørende magt – sproget skaber verden.
For det tredje fører det til kulturrelativisme. Man kan ikke træde uden for sin egen kultur og dets systemer og se det udefra.
For det fjerde tabes det individuelle og universelle, hvorved det bliver den sociale gruppe, som man tilhører, der bliver ens egentlige identitetsbærer. Det universelt menneskelige forsvinder.
Konsekvensen af disse synpunkter bliver den samme som hos den højreradikale kultur: umuligheden af at kunne falsificere de fremsatte påstande og teorier.
Brug fornuften
Som ældre, hvid mand kunne den danske fredsforsker Ole Wæver vanskeligt komme fri af de racismebeskyldninger, han blev anklaget for i et videnskabeligt tidsskrift, hvor to forskere beskyldte hans teori om sikkerhedsliggørelse for at være »antisort«. Sagde han A, var han racist, sagde han ikke-A, var han også racist.
Racismepåstanden var ikke falsificerbar. Han var fanget i ufalsificerbarhedens sump, som jeg omtalte tidligere.
Hvis sandheden ikke endegyldigt skal drukne i ufalsificerbarhedens sump, må vi have mod til at bruge vores fornuft, som Kant formulerede det. Anvende logik, argumentation og empiri på en sådan måde, at vi kan nærme os sandheden uden derfor at tro, at vi endegyldigt kan tage den i besiddelse.
Niels Buur Hansen er Emeritus ved University College Syddanmark
Tak for at inddragelse af konkrete filosoffer ikke 'bare' er pick a take - men har videregående konsekvenser. DR P1's filisofiprogram, med udgangspunkt fra Århus Universitet, har jeg forsøgt at lytte til - for at blive klogere på, om og i givet fald hvad filosofien kan bidrage med i det konkrete liv og den konkrete virkelighed. Ofte sidder jeg nemlig tilbage med, at det kan være hip som hap - man kan altid finde en eller anden filisof, som mener et eller andet. [Ægte elfenbenstårn].
Tak derfor endnu engang, for at påpege de realpolitiske konsekvenser af at citere en bestemt filisof.
Måske er det bare også et spørgsmål om, at også den popperske forståelse er ved at nå Muren? Når de to kvindelige forskere fremsætter en kritik, der ikke lader sig falsificere, er det jo, fordi det er selve Wævers diskursive, hvis ikke ligefrem paradigmatiske, forståelseshorisont, de ikke anerkender. Svaret på problemet er, som så tit i viden-skabenens historie at søge mod andre faglige discipliner, hvis man vil have svar. Måske etnologiske undersøgelser begået af sorte forskere på hvide etniciteter, kritikken er måske nok en generationskamp, men den er forhåbentlig også en kamp om at løfte vores forståelse af verden til et bedre udsigtspunkt.
I den forbindelse er det heller ikke helt rimeligt at spænde Foucault for dekonstruktionens vogn, i hvert fald ikke så fuldtonigt som Derrida. Dekonstruktion har virkelig altid været mig en kilde til ubehag, mens den foucaultske kamp for at bryde vante forestillinger ned er, hvad videnskab handler om efter mine bedste begreber. Fordomme er ikke en tilbøjelighed, der er specielt anvendelig, især ikke når Foucault demonstrerer, hvordan magten spiller med fordækte kort i sit fravalg af det, der ikke passer ind i kategorierne. På den måde er han netop ikke en kategorisk identitetsmager, han demaskerer forsøgene på pseudovidenskab med falsificering igennem vidneførelse.
En af mine yndlingsstudier af Foucault er en ganske lille artikel, hvor han demonstrerer, hvordan retspsykiatrien ved hjælp af en cirkelslutning opnåede prominens: opfindelsen af monomanien - en sindssygdom, der kun kommer til syne i den uforklarlige kriminelle handling, den anklagede har begået. Homocidal monomani blev diagnosen for især kvindelige mordere, hvis dåd man øjensynligt ikke kunne forklare ud fra datidens forståelse af menneskelig gøren og laden.