Kommentar

Kaare Dybvad underminerer indsatsen mod social kontrol og utryghed i udsatte boligområder

Boligministeren vil skære drastisk i den boligsociale indsats og bede kommunerne om at drive indsatsen. Han forstår ikke, at borgerne i de udsatte områder mangler tillid til kommunen, og at de boligsociale medarbejdere kan få bugt med områdernes problemer, skriver to boligsociale medarbejdere i dette debatindlæg
»I udsatte boligområder kan frustrationen over eller angsten for de kommunale indsatser betyde, at borgere undviger samarbejde og dialog,« skriver to boligsociale medarbejdere i dette debatindlæg.

»I udsatte boligområder kan frustrationen over eller angsten for de kommunale indsatser betyde, at borgere undviger samarbejde og dialog,« skriver to boligsociale medarbejdere i dette debatindlæg.

Sigrid Nygaard

Debat
17. februar 2021

I udsatte boligområder kan social kontrol i de enkelte hjem forhindre kvinderne i at få adgang til arbejdsmarkedet. Store grupper af unge mænd kan skabe så meget utryghed, at andre ikke tør bevæge sig afsted til danskundervisning. Trange boligforhold og konstant larm fra de tre søskende, man deler værelse med, kan gøre det svært at lave lektier. Frygt for kommunens tvangsanbringelser kan forhindre, at familier opsøger hjælp. Og Søren Brostrøms råd og retningslinjer kan være svære at forstå og følge for mange.

Ønsker man at løse denne type sociale problemer, er der både brug for boligorganisationernes sociale indsatser i de udsatte områder og det specialiserede velfærdsarbejde fra kommunen – og ikke mindst et stærkt samarbejde mellem de to parter.

Men med de nyligt indgåede politiske aftaler på boligområdet bliver der gjort et væsentligt indhug i den økonomiske bevilling til de boligsociale helhedsplaner, som boligorganisationer på tværs af Danmark varetager. Omkring 100 millioner kroner årligt – eller lige over 40 procent af den tidligere rammebevilling.

Det betyder færre boligsociale helhedsplaner, færre boligsociale medarbejdere og dermed mindre boligsocialt arbejde i udsatte boligområder.

De seneste måneder har kritikken af aftalerne været tiltagende. Alligevel fastholder boligminister Kaare Dybvad (S) det samme – men forkerte – svar: Kommunerne kan selv drive boligsociale indsatser i udsatte boligområder, hvis de ønsker det.

Men Kaare Dybvad tager fejl. Boligsocialt arbejde kan ikke bare flyttes fra boligorganisationerne til det kommunale velfærdsarbejde. Det er nemlig to grundlæggende forskellige måder at tilgå socialt arbejde på – og der er behov for begge måder i håndteringen af de komplekse problemstillinger, der forbinder sig på kryds og tværs i menneskers dagligdag, familieliv og boligområde.

Mangler blik for helheden

Når boligministeren argumenterer for, at det lige så vel kan være kommunen, der driver de sociale indsatser i udsatte boligområder, forholder han sig ikke til de sidste årtiers stigende specialisering af det kommunale sociale arbejde – for eksempel inden for uddannelsesvejledning, arbejdsløshed, misbrug og sygdom. Her er kommunerne blevet dygtigere til at forstå og agere i forhold til specifikke, isolerede sociale problemstillinger.

Men samtidig har de sværere ved at forholde sig til helheden i menneskers livssituation. Specialiseringerne gør det vanskeligt at genkende og handle på de mange forskellige forhold, der komplicerer problemer som arbejdsløshed, dårlige sprogkundskaber, børns mistrivsel og manglende medborgerskab i de udsatte boligområder.

Her er de boligsociale indsatser til gengæld stærke med deres indgående kendskab til beboernes liv og dagligdag. Indsatserne er fysisk forankret i boligområderne og tager altså afsæt i den lokale virkelighed, de fungerer i.

Et stærkt samarbejde med lokale beboere giver samtidig en afgørende indsigt i, hvordan forskellige sociale problemstillinger forbinder sig til og forstærker hinanden. En viden, som synliggør sammenhænge, der er helt afgørende for at kunne løse problemerne, men som sjældent er tilgængelig i en specialiseret optik.

Bange for kommunen

De boligsociale indsatser er også en vigtig spiller, når tilliden mellem borgere og det kommunale velfærdssystem mangler. Særligt i udsatte boligområder kan frustrationen over eller angsten for de kommunale indsatser betyde, at borgere undviger samarbejde og dialog med kommunale forvaltninger.

Det sker eksempelvis, når beboere har været uden for arbejdsmarkedet i mange år og mister troen på, at det lokale jobcenter kan gøre en forskel. Eller når familier af frygt for konsekvenserne ikke tør tale med politiet eller tage imod den nødvendige hjælp i den kommunale familierådgivning.

I disse tilfælde bliver det afgørende, at de boligsociale indsatser ikke er, og heller ikke opfattes som, ’kommunen’ og dermed heller ikke associeres med myndighed eller ordensmagt. Beboerne får nemmere tillid til de boligsociale medarbejdere, og det er tryggere at indgå samarbejder – også om det, der er svært.

Forholdet mellem de boligsociale medarbejdere og borgerne kan endda bane vejen for fornyet tillid til kommunen, som gennem de boligsociale medarbejdere kan komme i forbindelse med borgerne og yde en hjælp, der tager højde for den helhed, det specialiserede velfærdsarbejde ellers kan have svært ved at få øje på.

Så Kaare Dybvad, vores velfærdssamfund har brug for den særegne tradition for socialt arbejde, der foregår i boligorganisationerne til at skabe flere livsmuligheder for beboerne i de udsatte boligområder – i et tæt samarbejde med det kommunale velfærdsarbejde, naturligvis.

Rasmus Christensen og Lise Bertelsen er boligsociale medarbejdere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for det indlæg - Håber at Kaare Dybvad læser med og forstår det.
Har hørt at KD tidligere har sagt, at det ikke er lejerne selv, der skal betale for dette arbejde gennem deres husleje - godt nok men hvad så med at give områderne et tilsvarende tilskud så dette gode arbejde kan fortsætte og udbygges.

Mogens Kjær, Per Klüver, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er fuldkommen hul i hovedet at udhule de boligsociale indsatser.

Det koks i logikken fremkommer udelukkende, fordi Socialdemokratiet partout VIL have, at der stadig skal være problemer, der kan retfærdiggøre deres og de andre forligspartiers dybt asociale ghettolov.

På den måde kan de også vedblive med at påpege, at der må tages skrappere midler i brug ved fx at tvangsbortadoptere børn, indføre strengere straffe, eller trække folk i ydelser.

Med andre ord, et dejligt, permanent problem, der kan skaffe stemmer i provinsen.

Iøvrigt har Psykiatrifonden lige dokumenteret, at folk beviseligt bliver traumatiserede af længere tid i beskæftigelsessystemet.
(Det gælder sandsynligvis også anden tvungen kontakt med kommunen i almindelighed, hvilket Ankestyrelsens mange afgørelser om fejl på handicapområdet bl.a. dokumenterer)

https://sind.dk/nyheder/pressemeddelelse-psykiatrifonden-og-sind-kraever...

Inge Lehmann, Mogens Kjær, Per Klüver, Thomas Tanghus og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja Eva - men derfor har KD alligevel ret i at det ikke SKAL være lejerne, der gennem deres indbetalinger til Landsbyggefonden - som Folketinget har sat sig på - skal betale for disse boligsociale indsatser.

Når staten kan betale til dit og dat under nedlukningerne så kan Staten vel også betale de Boligsociale indstaser og især når de har vist deres berettigelse.

Ete Forchhammer , Per Klüver, Eva Schwanenflügel og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, selvfølgelig Dorte.

Det skulle bare mangle- hvilket det så desværre også kommer til, når man ikke vil finansiere de boligsociale indsatser..