Kommentar

Kære DR – man giver ikke 1 mio. kr. til en mand, som deler andres nøgenbilleder med vennerne

DR har et ansvar for ikke at sætte mennesker på skærmen, som har været med til at dele nøgenbilleder af kvinder uden deres samtykke – især i kølvandet på #MeToo, skriver studerende Nemo Bo Molbech i dette debatindlæg
Debat
8. februar 2021

Henover de seneste uger er vi danskere i programmet Løvens hule på DR1 blevet underholdt i bedste sendetid.

Danske iværksættere er blevet sendt hjem med en betydelig pose penge til videre investering i eget firma, og jeg medgiver gerne, at jeg har slugt det råt.

Pengene, som investorerne kaster efter de passionerede iværksættere, er, så vidt jeg forstår, fra egen lomme. Det er derfor forventeligt, at vores licenspenge går til at sørge for, at programmets kvalitet er i top.

Præmissen for programmet vil nogle formentligt kritisere, mens andre, som jeg selv, bare lader sig rive med af iværksætternes millionærdrømme. En rigtig win-win-situation: Jeg bliver underholdt, og iværksættere kan gå derfra med penge på lommen.

Jeg kan dog ikke undgå at føle at min grænse for, hvem DR vælger må reklamere i programmet, klart er blevet overtrådt.

I programmet sendt den 4. februar fik iværksætteren Anthon-Louis og resten af hans hold lov til at fortælle om deres produkt. Der var stor begejstring, og som tak for udfyldning af sendefladen kvitterede ’løverne’ med en investering på 1.000.000 kroner.

Selv samme Anthon-Louis fortalte for få år siden i programmet Ung, nøgen og udstillet på DR2 stolt og helt ubekymret om sin tilknytning til en chat, hvor udveksling af nøgenbilleder fandt sted: »Nogle gange har vi en Facebook-samtale med nogle drenge, hvor der popper en pige op, der er nøgen«, og da intervieweren spørger ham, om pigerne ved, at deres billeder bliver delt, svarer han: »Jeg har i hvert fald ikke sagt det til dem.«

Det er ikke til at vide, om man hos DR har valgt at glemme det og blot vendt det blinde øje til, fordi ’løvernes’ begejstring over Anthon-Louis’ virksomhed ingen ende vil tage, men i hvert fald undrer det mig, at DR – og dermed hele Danmark – vil støtte en virksomhed, hvis ejer videredeler nøgenbilleder – uden samtykke.

Når en del af programmet netop går ud på at lære iværksætterne og deres produkter at kende, så bør DR især ovenpå et efterår præget af #MeToo være klart mere opmærksom på, hvem de giver lov til at reklamere for eget firma.

Jeg kan i hvert fald ikke undgå at føle en vis indignation over, at den vigtige historie må vige pladsen for feel good-historien om en investering i en virksomhed.

Nemo Bo Molbech er studerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nemo Bo Molbech, måske du misforstår situationen; det kunne jo være, at DR ligefrem synes, at det er sejt gjort at krænke kvinder på den måde. Og de derfor betragter Anthon-Louis som et forbillede.

Det burde vel ikke være så utænkeligt Lone.

For nylig slog Frejas mand hende ihjel, ganke som han tidligere havde gjort i et tidligere ægteskab.

Det samme skete for omkring 20 år siden, hvor manden efterfølgende hængte sig selv i cellen.

Nå ja, så var der også lige Freddy Vedlon Hansen der fik en straf på 20 - 30 års fængsel i Tyrkiet for at smugle Hash / kokain eller hvad det nu var, han blev af DR kanoniseret ig et TV program med journalisten
peter Ronild, - Jamen Freddie havde udstået sin straf til samfundet(og var helbredt), så nu var han en almindelig borger med rettigheder.

- Ja..., men han var nu ikke kureret for at ville smugle hash til Danmark, så politiket måtte have fat i ham igen, - for mere kureret var han altså ikke, og kanoniseringen som helbredt og en god samfundsborger forsvandt også ved samme lejlighed.