Klumme

Man kan ikke nøjes med Martin Luther Kings drøm, man skal tage hans radikale vision

Martin Luther King havde ikke bare en drøm, som alle kendte. Han havde også en vild vision for, hvordan drømmen skulle realiseres, og en teori om et praktisk demokrati, som fordrer det højeste af os selv og hinanden
Man bliver ikke fri til at realisere sin kapacitet som menneske, hvis man bare vinder rettigheder og fjerner undertrykkelse, mente Martin Luther King.

Man bliver ikke fri til at realisere sin kapacitet som menneske, hvis man bare vinder rettigheder og fjerner undertrykkelse, mente Martin Luther King.

Ritzau Scanpix

Debat
13. februar 2021

Vi kender alle sammen Martin Luther King Jr’s drøm om, at hans fire børn en dag ville leve i et land, hvor de ikke blev bedømt på deres hudfarve, men på deres personlighed. Den dag, hvor sorte og hvide, jøder og hedninger, protestanter og katolikker ikke længere ville være adskilte grupper, men tage hinanden i hånden og synge: »Free at last, free at last«.

Den drøm, der i 1963  blev foldet ud af en radikal prædikant foran 200.000 mennesker til en protestmarch i Washington, er således i dag blevet anerkendt som en fælles himmel over vores politiske hoveder.

I USA fejrer de drømmen på den årlige Martin Luther King-dag, som er blevet en national helligdag, og herhjemme henviser såvel borgerlige som venstreorienterede til den som en moralsk autoritet. Efterhånden kan den drøm, der engang var en protest, forekomme lige så lækker og ligegyldig som John Lennons sang »Imagine«. Et kulturprodukt uden forpligtende konsekvenser.

Kampen er demokratisk

Men King havde ikke bare en drøm, han havde også en radikal vision for, hvordan den  skulle realiseres og en teori om et praktisk demokrati, som de færreste taler om. 

Han havde som ung læst Marx, men uden at blive marxist:

»Kapitalismen har historisk manglet forståelse for kollektiv handling, mens marxismen har manglet forståelse for individuel handling,«  skriver han  i Stride Towards Freedom.

Han kaldte sig socialist og insisterede på, at udryddelse af fattigdom og medbestemmelse i det økonomiske liv var en forudsætning for, at man kunne realisere de liberale principper, som borgerrettighedsbevægelsen kæmpede for. 

Man måtte konfrontere såvel kapitalisme som racisme, hvis man ville bekæmpe undertrykkelse og umyndiggørelse. Men det var kun en forudsætning. For som den amerikanske filosof Danielle Allen i et mesterligt essay om Martin Luther Kings tænkning påpeger, handlede den afgørende kamp for ham om at skabe et aktivt og praktisk demokrati i civilsamfundet og i alle bærende institutioner.

Man bliver ikke fri til at realisere sin kapacitet som menneske, hvis man bare vinder rettigheder og fjerner undertrykkelse, mente King. Man skal også kunne præge sit lokalsamfund, forme de fællesskaber, man er en del af, og påvirke de love, man er underkastet, hvis man vil undgå at ende som en fremmed med rettigheder i de andres kongerige.

Kings tre principper

Kings teori om det praktiske demokrati bygger på tre principper. Det første er et moralsk princip om, at man i alle konflikter skal anerkende den anden som ligeværdig borger. De historisk undertrykte må ifølge King ikke hade deres historiske undertrykker:

»Vores mål må aldrig være at besejre eller ydmyge den hvide mand, men vinde hans venskab og forståelse,« som han skrev.

Det andet princip går ud på, at man skal respektere alle borgeres evne til at deltage i samtaler, træffe beslutninger og tage ansvar for helheden. Dette princip forpligter især de historiske undertrykkere til ikke kun at tilstå de engang undertrykte rettigheder, men også at åbne beslutningsprocesser og magtudøvelse for dem.

Kings tredje princip er, at al modstand, protest og engagement skal være ikkevoldelig. Denne norm for politiske deltagelse kombinerer de to første: Man skal respektere den anden som et ligeværdigt ’du’ og anerkende, at den anden også kan tænke selv og bidrage til at skabe forandringer. Forandringen sker eksempelvis ved, at man påfører sin undertrykker skam over, at de ikke lever op til deres egen moral, og således udfordrer deres falske forestilling om overlegenhed.

De tre principper er, som Allen bemærker, ikke konkrete og institutionelt handlingsanvisende. Og de er kolossale fordringer til både de dominerede og dominerende i hvert enkelt situation i deres politiske liv.

De kan virke banale, men det er interessant, at disse principper også har et kritisk potentiale. De kan i dag bruges til udstille det meningsløse ved de frigørelseskampe, der kun handler om rettigheder og ignorerer ødelæggende økonomisk ulighed, og afdække svagheden ved anerkendelseskampe, der ikke bygger nye alliancer, men føres gennem forbud, fjendebilleder og gruppetænkning. 

Måske skyldes den aktuelle dyrkelse af Kings drøm, at der ikke længere er så mange andre, der tror på, at det faktisk kan lade sig gøre at realisere et samfund frigjort fra racer, klasser og grupper. Men hvis man anerkender Kings drøm som et ideal, må man også interesse sig for, hvor meget det fordrer af den enkelte og fællesskabet og følge hans tanker om, hvordan det kan være virkeligt. Ellers ender det lige så ligegyldigt som John Lennons »Imagine«. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Christian Wind Nielsen

John Lennons sang "Imagine" rammer spot on. Man kan ikke arbejde for noget eller på noget, man ikke kan forestille. John Lennon viser os en vision.

Hvordan en sang, der har betydet så meget for så mange mennesker kan være ligegyldig, kræver nok en helt særegen opfattelse af hvad der er ligegyldigt.