Min psykologkollega reflekterede for nylig over noget, han havde observeret i en 4.-klasse:
»Eleven bliver 4-5 gange bedt om at holde afstand til de andre børn. Hun er nedslået og kan ikke forstå, at hun ikke må hygge sig med sine venner. Man kan ikke hygge sig, når man holder afstand. Det er simpelt. Virkeligheden er, at vi nedbryder de raske, de sunde, ungdommen – ja vores børn. Dem, vi elsker ubetinget.«
Psykologer såvel som de fleste almindelige mennesker ved, at tilknytning, herunder fysisk kontakt, er afgørende for børns psykiske sundhed og udvikling. Tryg tilknytning er nødvendig for at producere den neurokemi, der muliggør indlæring og psykisk sundhed på sigt.
De fleste forældre ved ud fra deres mavefornemmelse, at vi skader børn, når vi forhindrer deres naturlige kontaktimpulser. Barnet forstår ikke virus, men opfatter derimod: Mit ønske om kontakt er forkert! Jeg er forkert! Vi ved også, at når vores barn sidder alene foran skærmen mange timer om dagen, er han/hun ikke i sit sunde element. Det er ikke kun mavefornemmelser, det er elementær psykologfaglig viden: Vi skader vores børns mentale helbred for tiden.
Hvorfor går vi med til det? De fleste forældre vil nok svare, at de gør det, fordi de har samfundssind. Men hvad vil det sige at have samfundssind psykologisk set?
Socialpsykologen Stanley Milgram undersøgte i 1961 helt almindelige menneskers potentiale for at påføre andre mennesker smerte og død. Forsøgspersonerne fik I Milgrams eksperiment at vide, at de deltog i en undersøgelse af sammenhængen mellem straf og indlæring. Forsøgspersonen fik rollen som ’lærer’ og skulle så give en ’elev’ (som i virkeligheden blev spillet af en skuespiller) stød af tiltagende styrke, hver gang ’eleven’ svarede forkert på et spørgsmål. Under forsøget stod en myndig forsøgsleder (også en skuespiller) iført briller og kittel ved siden af forsøgspersonen og påbød ham/hende at fortsætte afstrafningen, selv om ’eleven’ udtrykte smerte og nogle gange sågar dødsrallen. 65 procent af forsøgspersonerne adlød forsøgslederen.
Ondskabens banalitet
Samtidig med Milgrams forsøg pågik en retssag imod den højtplacerede nazi-bøddel Adolf Eichmann. Filosoffen Hannah Arendt fulgte retssagen og så i Eichmann det, som hun kaldte »ondskabens banalitet«: Eichmann var hverken psykopat eller antisemit, han ’adlød bare’ som så mange andre embedsmænd i Nazityskland.
Ligesom Eichmann har flertallet af os mennesker et stærkt potentiale for at adlyde onde ordrer. Det er ikke exceptionelt, at det sker, det er banalt. De fleste af os har nok mærket en snert af dette som medløbere eller stiltiende tilskuere til mobning i skolegården eller på arbejdspladsen.
Milgram og Arendt viser os, at menneskesindet ikke er så selvstændigt og kærligt, som vi ynder at tænke. Det er orienteret mod samfundets forventninger og idealer. Menneskesindet er et samfundssind, der længes imod at blive godkendt af autoriteterne. Allerede 2100 f.Kr. blev dette illustreret med historien om Abraham, der ofrer sin søn Isak, fordi Gud, autoriteten, befaler ham det.
Når statsministeren bruger udtrykket ’samfundssind’, vækker hun et potentielt farligt instinkt i os, omend dette for tiden opfattes som ’at være god’. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at samfundssind kan rumme blindhed, uselvstændighed og ondskab.
Neuropsykologien og udviklingspsykologien forklarer, hvorfor vi har samfundssind: Som nyfødte er vi dødsdømte, hvis ikke vi bliver knyttet til en person, der er stærkere end os selv. Den nyfødte hjerne er så plastisk, at den perfekt kan tilpasse sig og indynde sig hos den nærmeste voksne og dermed øge chancen for at overleve.
Også i voksenlivet er tilknytning et omdrejningspunkt for vores adfærd. Når vi livet igennem forsøger at få det bedst mulige netværk, er det et overlevelsesinstinkt lige så stærkt som trangen til fedt og sukker.
Udstødelsesangst
Psykoanalysen beskriver, hvordan også det voksne menneske ubevidst er styret af driften imod at være ’det gode barn’, ’den, der bliver elsket’ og dermed accepteret af vigtige personer, for eksempel chefer, undervisere, partnere, alfahanner og vigtige grupperinger. Meget klinisk psykologarbejde drejer sig om de knuder, vi laver på os selv for at bevare en tilknytning. Knuder, der med tiden kan vise sig at være destruktive og selvdestruktive.
Tilknytningsprocesser foregår både på individ- og samfundsplan. Hele grupper af mennesker kan (ubevidst) tilsidesætte selvstændig tænkning og etik for at være en del af den ’stærke gruppe’, som typisk også har en stærk leder. Bagsiden af samfundssindet er sindelagskontrol.
Der er for tiden ekstreme gruppeprocesser i gang, som opildner til ’samfundssind’:
Der er en stærk leder, som italesætter én form for samfundssind. Én måde at være god på. Én måde at tilhøre samfundssindgruppen på. Og dermed en tydelig markering af, hvornår man er uden for samfundssindgruppen! Medierne formidler én problematik som vigtig.
Liv ødelægges: Venner og familie skal vælge og fravælge, hvem de vil se. Mange lider af ensomhed. Operationer udskydes. Forældre og lærere tager valg, der skader børn. Klimahandling pauseres, og gæld opbygges til de kommende generationer. Isoleret set er det onde konsekvenser.
Med Milgram, Abraham og Eichmann i baghovedet er det vigtigt, at vi hver især spørger os selv: Hvilke drifter rører sig i mig i disse måneder?
Er det kun det gode ’samfundssind’, der driver mig i at bifalde ovennævnte konsekvenser? Eller er der også en dyb angst for udstødelse og udskamning? En trang til at være på den ’rigtige’ side, at være en af dem, der kan påberåbe sig samfundssind og være en del af den stærke leders gruppe? Pålægger jeg mig selv sindelagskontrol for en sikkerheds skyld?
»Gud siger …«
Som Milgram så tydeligt har vist os, og som historien så grusomt har blotlagt: Vi mennesker kan i kraft af vores instinktive samfundssind handle ondt. Typisk legitimerer vi ondskaben ved hjælp af sindelagskontrol: Vi ignorerer information, der kan forstyrre vores tilknytning til den stærke leder. Vi italesætter forstyrrende elementer som ikkeproblemer, ’sølvpapirshatte’ og ikkesamfundssind.
For tiden er der virologer, psykologer, læger og demonstranter, børn og unge og arbejdsløse og allehånde problemer, der ryger ind under disse betegnelser. Vi skal være opmærksom på, om denne legitimering af vores handlinger kommer til at minde om »Gud siger …«, »Forsøgslederen siger …« eller »Myndighederne siger …«.
Jeg vil opfordre til, at vi alle hver især mærker og vedkender os vores instinktive frygt for udstødelse. At vi mærker vores biologiske trang til at være velset hos den stærke leder og i den store gruppe. Først når vi har indset, at det er en stærk kraft i os, kan vi styre uden om den og tage rationelle og kærlige valg. Når vi vedkender os frygten for ikke at have ’samfundssind’, kan vi undgå, at den styrer os. På den måde kan vi være blandt de 35 procent af forsøgspersonerne, der sagde fra over for forsøgslederen i Milgrams eksperiment.
I en tid, hvor der udstedes ordrer, der har enorme konsekvenser for vores børn, vores erhvervsliv og vores fremtid, er der brug for mennesker, som ikke er drevet af det instinktive og frygtsomme samfundssind. Eller rettere: som er i stand til at sætte sig ud over det og være ulydige, hvis der skulle blive brug for det!
Louise Lyrstand er privatpraktiserende psykolog
Der er en virus. Hvis vi krammer hinanden så meget som vi naturligt har lyst til, eskalerer virussen ud af kontrol. Så havner vi i en situation, hvor sundhedsvæsnet knækker, og krematorierne ikke kan følge med. Jeg har en kammerat hvis forældre bor i Bergamo, hvor det med krematorie-kapaciteten ikke var en metafor, men blodig, bogstavelig alvor.
Det er dét, 'samfundssind' går ud på at forhindre. Er der afvejninger at foretage i forhold til anden skade, psykologisk og økonomisk? Jovist. Men vi er for pokker allerede ude i at afveje, hvor meget vi kan åbne op UDEN at havne i scenariet "Norditalien i april 2020". Lyrstrand udviser ingen tegn på bevidsthed om hvad afvejningen overhovedet går ud på, og det gør det lidt svært at tage det rigtig alvorligt. Selv før vi når frem til at coronarestriktioner er ligesom nazisterne.
Hvilken planet lever skribenten mon på?
Har hun været totalt afkoblet fra virkeligheden i det sidste års tid..?
At sammenligne samfundssind med nazisme og eksperimenter, der involverer at give andre elektriske stød er bare langt ude.
Hallo, der er en pandemi derude !!
Hvorfor ikke gå den anden vej og glæde sig over ,at forældrene har pludselig fået større mulighed for at tage sig af og hjælpe deres børn.
Tidligere hørtes der mange historier om stres osv. om morgnen når familien skulle afsted - aflevere osv.
Hvorfor nyder familien ikke den situation at de har fået mere tid til at være sammen og hjælpe hinanden. Ligeledes har børnene da stadig deres forældre, der kan give en krammer.
Børnene kan vel få lov til at tale og lave andre ting med vennerne over nettet. Hvorfor ikke tage nedlukningen som en slags gave og ikke en påtvungen og nedbrydende byrde.
Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på at begrebet "samfundssind" også misbruges af vores politikere. Mange politikere elsker stikkersamfund. Jeg er f.eks. sikker på at den dag vi skal i krig i Arktis vil soldaterne blive sendt afsted med påmindelse om at de viser samfundssind og det vi kæmper for er øhhh.....demokrati. Et andet ord, hvor man kan være temmelig led, hvis bare man bruger ordet rigtigt!
"I en tid, hvor der udstedes ordrer, der har enorme konsekvenser for vores børn, vores erhvervsliv og vores fremtid, er der brug for mennesker, som ikke er drevet af det instinktive og frygtsomme samfundssind. Eller rettere: som er i stand til at sætte sig ud over det og være ulydige, hvis der skulle blive brug for det!"
Ja, lydighed kan der være brug for i nogle situationer, eks. Milgram-forsøg. Vi må alle håbe, at vi i sådanne situationer har modet til at sige fra. Men Milgrams forsøg har ikke meget lighed med de restriktioner, som går ud på at bringe så mange som muligt helskindet igennem en dødelig epidemi - det er i mine øjne manipulation at sammenligne der. Folk - de fleste, tror jeg - retter sig ikke primært efter "den store leder" for at tækkes hende, men fordi de er bange for epidemien, og for at beskytte kæres og eget liv - og samfundets fungeren - af kærlighed.
Men det er jo en yndet historie - spin, propaganda, udlægning - fra blå blok og dennes lobbyister at reducere flertallets vilje til at beskytte flest muligt til robotagtig gruppetænkning og nazisme.
Ja, der er meget kvalmende ordgejl i diverse ministres udlægning af teksten - men det er er ikke ensbetydende med, at budskabet ikke er vigtigt eller rigtigt - og farligt ordgejl trives da i den grad hos modstanderne af restriktioner og nedlukning.
Tør blå blok og dennes undersåtter indse, at de i måneder har været udsat for propaganda fra deres store ledere (store erhvervsinteresser) om, at de ikke er ægte frihedselskende, og at landets (økonomiske) undergang er nær, hvis de går ind for at bekæmpe en dødelig epidemi med restriktioner og nedlukning? Og tør de indse, at deres motiver til at være imod nedluking måske KUNNE være farvet af egne behov - f.eks. økonomiske? Så de kan måske styre fri af propagandaen og tage rationelle og kærlige valg fremover?
Det rationelle er jo at indse, at jo mere vi står sammen om at bekæmpe epidemien, jo hurtigere kommer ALLE - også de grupper, som skribenten er så bekymret for - ud på den anden side, og kan få alle vore menneskelige behov dækket. Det irrationelle valg er at sabotere forsøg på at bekæmpe epidemien - det fører til en evighedsepidemi, som vi alle skal leve i i mange år fremover - sådan som det desværre er ved at ske nu pga. endnu en forhastet genåbning.
Jeg bemærkede mig følgende citat:
"Menneskesindet er et samfundssind, der længes imod at blive godkendt af autoriteterne. Allerede 2100 f.kr. blev dette illustreret med historien om Abraham, der ofrer sin søn Isak, fordi Gud, autoriteten, befalede ham det".
For mig at se er det et meget åbent spørgsmål, hvad referencen til bibelhistorien egentligt kan bruges til. Man skal jo have med i sine betragtninger at de skrifter vi i dag har kanoniseret som Bibelen, er blevet kanoniseret af ledelsen i den tidlige katolske kirke.
Så: hvad er det historien illustrerer? Historien illustrerer Den Katolske Kirkes ideelle forestilling om relationen mellem den enkelte troende og Gud, hvor kirken har et naturligt ønske om at den troende er lydig mod Gud. Spørgsmålet bliver derfor om man på den baggrund generelt kan konkludere, at "menneskesindet er et samfundssind, der længes imod at blive anerkendt af autoriteterne". Det mener jeg er problematisk, fordi det jo netop er autoriteten, den kristne kirke, der i den citerede historie udlægger sin forestilling om et autoritetsforhold: mennesket over for Gud.
Man kan jo med rette spørge: ville den katolske kirke, i sin kanonisering af Bibelens indhold, have taget en historie med, hvor opsætsighed mod Vorherre faktisk blev belønnet/kronet med succes?
Konklusion: man bør ikke se bort fra, den sammenhæng grundmyterne er opstået i -hvis man vil benytte dem i en aktuel politisk situation. Ser man bort fra sammenhængen så er vejen åbnet for argumentatorisk manipulation, det er næppe redeligt.
mvh. poul.
Ja i fortsættelse af de fleste her i sporet. Kronikken er fyldt med billeder, henvisninger og referencer der oplistes som argumenter for et angreb på det kronikøren kalder for 'samfundssind.' Det er farligt, frygtsomt, autoritært, sindelagskontrollerende og - ondt.
Hvem har dog tilladt dette makværk på redaktionen?
Hov, frygtelig skrivefejl:
"Ja, lydighed kan der være brug for..."
Puha - skal selvfølgelig være "Ja, Ulydighed kan der være brug for"
Det skal næsten fejres: det er vist første gang, jeg bliver beskyldt for at være en støvletrampende, ufølsom idiot, der bare følger den store leder.
Samfundssind er vel bare et udtryk for solidaritet med vores fællesskab, indtil man relativiserer begrebet ihjel med kæpheste fra eget stutteri.
At Holde Afstand = Samfundssind.
Nazisme = Samfundssind.
At Holde Afstand = Nazisme!
MIND BLOWN!
tak for tanke-vækkende indspark.
Louise Lyrstand (eller Lyrstrand)
Jeg er fuldstændig enig i at fysisk kontakt er vigtigt for børn, og at nedlukningen skader mange mennesker i Danmark. Der er derfor at det er vigtigt at vi holder afstand og vasker fingre. Hver gang vi lukker op, stiger smitten, og vi må derfor lukke ned igen. Når jeg ser mennesker, der ligesom mig selv er trætte af nedlukningen, men ikke holder afstand, har jeg lyst til at forklare dem at nedlukningen skyldes deres adfærd. Ikke for at udskamme dem, men for at forklare at vi ønsker det samme, men at deres manglende behovsudsættelse vil medføre en meget lang periode med skift mellem oplukninger og nedlukninger. Og det kommer især til at gå ud over børnene og de unge.
Jeg syntes at debatøren har gode pointer, der er ikke meget plads til at tænke anderledes, som en del af kommentarerne også syntes at bekræfte. Det burde være argumenter og ikke udskamning der samlede os. I et frit samfund, er det den enkelts ret at komme frem til andre konklusioner end konsensus, uden at blive mødt med udstødelse. Når jeg læser f.eks https://videnskab.dk/forskerzonen/krop-sundhed/hvor-farlig-er-covid-19-f... , så har jeg svært ved at finde corona, så skræmmende farlig, at jeg er villig til at sætte alle andre behov overstyr, incl. børnenes udvikling og de unges liv, nu vi kender den lille satan lidt bedre.
Og så en lille kæphest fra min side, Abraham/Isack eksemplet er relevant, bare med omvendt fortegn. Det er villigheden til at ofre det indre barn, Isack, som vinder Abraham hans selvstændighed. Ofringen af Isack frigør ham fra konformiteten, overvinder angsten for udstødelse. Måske er det derfor at jøder ofte ligges for had i konsensus kulturer/miljøer, de er symbol for det man ikke må være, et individ.
Tak for fra begyndelsen at demonstrere, hvorfor vi ikke kan åbne skoler.
Abrahamhistorien er jo virkelig god, fordi den siger nøjagtigt, hvad det handler om, nemlig det modsatte af Abrahams lydighed mod Gud. Den handler om Guds uendelige godhed mod mennesker.
På samme måde er den politik, der føres i et demokratisk samfund, for borgernes fælles bedste. Den er ikke partipolitisk, den er i bedste betydning af ordet Politisk, nemlig vedrørende samfundets tarv, som vi forhåbentlig er enige om må være det overordnede perspektiv.
Vi har en unik lejlighed til at lære en forkælet børn, unge og unge voksne, at alting ikke drejer sig om dem, men at de faktisk tilhører et forpligtende samfundsfællesskab først og fremmest.
Den vigtigste lære af denne pandemi er, at økonomisk teori og konkurrencetænkning slår os ihjel, helt bogstaveligt.
Gider ikke gentage de fine kommentarer herover. Kan kun undre mig. Kræver det slet ikke evnen til indsigt at blive psykolog? Handler dette indlæg snarere om ordet "privat" i forfatterens titel, og at hun opfordrer til oprør mod corona, fordi hun er en trængt selvstændig? Hvis så, hvorfor så ikke være ærlig, i stedet for at forsøge på at manipulere?
Der er vel forskel på nazitysklands grusomheder, og det vi og børnene står overfor. Børn i skolealderen kan godt forstå abstraktere forestillinger. Ynken i sig sig selv kan skabe de problemer ynken peger på
Kronikørens brøde er for mig at se blot den, at hun opfordrer til, at vi bruger vores sunde fornuft og almindelige dømmekraft - kort sagt tænker over, hvad vi gør, frem for blindt at følge autoriteternes mindste anvisning. At man kan få hendes overvejelser til, at hun ikke har forstået, at der er en pandemi, er komplet absurd og fordrejende.
Når vi i udstrakt grad følger anvisninger om hygiejne og afstand, udluftning og afspritning er de fordi, disse anbefalinger grundlæggende er fornuftige. Imidlertid er der også andre hensyn end corona og begrænsning af smittespredning. Når vi nidkært håndhæver alle anvisninger og befalinger i enhver situation, er vi et sted hinsides fornuften og den almindelige dømmekraft. Hvor er det fornuftige i at bære maske udendørs med god afstand til andre? Hvor er det fornuftige i at forhindre børn i at kramme andre børn, som de ser hver dag?
Corona har gjort os bange for hinanden. Vi er blevet reduceret til smittespredere og omtaler rutinemæssigt vores medmennesker i vendinger, vi normalt bruger om skadedyr. Taler man imod regimet, regnes man for dum eller kætter - det er beskæmmende.
Jeg har ganske fornylig stoppet mit abonnement på Information. Er træt af den ensidig journalistik som understøtter frygtindgydende corona håndtering.
Jeg synes ideen om kommentarer fra læsere er super god, men jeg er rystet over kommentarer som disse - ca 94% af ovenstående kommentarer udskælder skribenten som modigt tilbyder sit syn på situationen i Danmark, hvor restriktionerne ikke mere harmonerer med realiteten i landet.
Jeg har oplevet hjernevask i Tjekkoslovakiet, under kommunismen. Der kunne folk heller ikke skelne mellem hvad der var rimeligt og hvad der var restriktioner som blot var udtryk for magtdemonstration. Frygten gør os blinde. Og dem som beholder klarsynet og tør sige det højt, de bliver skældt ud. Sørgeligt.