Kommentar

Lars Noréns sprog forandrede verden omkring os

Med den svenske forfatter og dramatiker Lars Noréns død har også mange af os fra den yngre generation mistet et hemmeligt venskab formidlet gennem hans værker. Med sit sprog forandrede Norén verden omkring os, og med hans død er en uhørt sproglig generøsitet ophørt, skriver redaktør Victor Chakravarty i dette debatindlæg
Lars Norén var en svensk dramatiker, som skrev for teater, radio og TV. Han blev 76 år.

Lars Norén var en svensk dramatiker, som skrev for teater, radio og TV. Han blev 76 år.

Claudio Bresciani

Debat
4. februar 2021

Jeg har netop rejst mig fra skrivebordet, afsluttet det zoom-møde, jeg havde med mine undervisere og medstuderende, rejst mig og kigget ud ad vinduet, på Emser Straße, på den beskedne trafik, der er i disse tider, sammenlignet med hvordan det var før lockdown.

Jeg har rejst mig, åbnet Sveriges Radios app på min telefon, en telefon, jeg overvejede at skille mig af med, men som jeg nu vil beholde, eftersom det var via denne lille firkantede ting, jeg hørte om hans død.

Som med enhver død, der indtræffer, oplever man, at verden bliver mindre. Stemmen, man har fulgt på afstand, der med sine bøgers nærhed somme tider har føltes tættere på end noget andet menneskes, er væk. Den er der ikke mere til at fortælle.

Første gang, jeg hørte Norén fortælle, var I den underjordiske himmel. Jeg var 14 år gammel og fandt bogen i en kristen genbrugsforretning – det sidste sted, man forventer at finde en bog af Norén.

Breve, der aldrig nåede frem

I sommer, mens jeg fortsat boede i Prag, skrev jeg et brev til Norén, hvor jeg omtalte denne oplevelse – måske for at få ham til at le, måske for at understrege, at jeg mødte hans værk uden vejledning. Og så sent som i går aftes, kiggede jeg på et billede, min ven Hans Petter Blad havde taget af mig, da jeg forærede ham førsteudgaven af I den underjordiske himmel.

Brevet blev afsendt til hans mangeårige assistent Margareta, som jeg traf i København i slutningen af forrige årti. På Istedgade stod vi i kulden, jeg var blevet introduceret af min ven Greger Ulf Nilson, der fortalte, at jeg havde skrevet breve til Norén, alle sammen adresseret til hans forlægger Bonniers.

De er ikke kommet frem, konstaterede hun for mig: »Det kan jeg helt bestemt sige dig – alt, der vedrører Lars, går gennem mig.« Vi udvekslede mails, og et par uger senere hørte jeg fra hende. Der skulle gå næsten et år, før jeg skrev brevet. I brevet til Lars beskrev jeg, hvilken betydning hans bøger havde for mig, at de var som et venskab – den bedste type venskab: en forelskelse, der viser sig umulig – som forblev hemmelig, frem til han modtog brevet.

Hvad kommer efter? Fra sekundet, døden annonceres, begynder vi at opleve det, den afdøde ikke oplever. Stemmen, der før har ledsaget os og fortalt om det, vi har oplevet sammen, er der ikke til at præge det, der sker.

Det litterære sprog er ikke noget hypotetisk, afskåret fra det virkelige, i kontakt med et abstrakt punkt uden for en fælles realitet. Det litterære sprog berører det, vi befinder os inden for, benævner det og former derved dets fremtrædelse – det skaber andre indgange, undergange og overgange end dem, vi udformer inden for vores egen sproglige kreds. Derfor er den stemme, vi har mistet, en stemme, der gennemførte konkrete og betydelige forandringer af sine læseres omverden.

En ophørt generøsitet

Fra jeg hørte om hans død og til nu, har cirka 900 biler passeret gaden, jeg har gået ved kanalen i Neukölln i myldretid; nogle har hostet, mens de passerede mig, og et øjeblik blev jeg bange for, om jeg mon blev smittet med det, der tog livet af Norén.

Jeg ringede mine venner op, spurgte om de sad ned, om de var hjemme, eftersom nyheder af denne type bør gives i rolige omgivelser – nogle svarede, at de stod op, men at jeg altså alligevel måtte fortælle, hvad jeg havde at sige – og alle tøvede de nogle sekunder, som lod de lungerne holde ekstra længe på ilten, inden de udbrød: »Nej, det er ikke rigtigt.«

Jeg har slukket for radioen. Den svenske offentlighed, der nærede en uhørt aggression mod Norén, begynder nu deres sørgeoptog, som desværre forekommer maskeret og uoprigtigt: en endeløs opremsning af fortærskede klichéer og gentagelser af ugyldige medieportrætter.

Verden er ikke blevet mindre – af nogens død indskrænkes den ikke. I et langt liv som Noréns, der beskæftigede sig med at give, er døden ikke det, der tager noget fra os, men det, der sætter et ophør for generøsiteten.

Victor Chakravarty er forfatter og redaktør på Tidsskriftet Addenda

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her