Kronik

Liderlige og promiskuøse kvinder fremstilles i vores kultur altid som ulykkelige

I film og bøger fremstilles unge, promiskuøse kvinder altid som ulykkelige og ødelagte med behov for at blive reddet af ’den ægte kærlighed’. Det er ikke nok, at vi anerkender dem, vi skal også tænke over, hvilke stereotyper vi udbreder, skriver cand.mag. i dansk Mie Laugesen i denne kronik
I ’Euphoria’ får karakteren Cat (th.) selvtillid ved at udforske sin dominante seksuelle side. Men kun indtil klassekammeraten Ethan erklærer sin kærlighed til hende.

I ’Euphoria’ får karakteren Cat (th.) selvtillid ved at udforske sin dominante seksuelle side. Men kun indtil klassekammeraten Ethan erklærer sin kærlighed til hende.

HBO Nordic

Debat
8. februar 2021

Der er heldigvis i de seneste år kommet stor fokus på slutshaming, men hvor bevidste er vi egentlig om, hvordan vi shamer?

Det er svært at komme udenom de mange populærkulturelle film, serier og bøger, der i kølvandet på moderne tids kvindebevægelser som #MeToo skildrer den moderne, feminine og selvstændige kvinde som alt andet end et objekt. Men fortællingen om den promiskuøse kvinde er stadig en fortælling om at være ulykkelig, ustabil og rodløs.

Film og serier lokker os med smukke kvinder i hede sexscener og flirter med BDSM-sex (bondage, dominans, submission og masochisme, red.), men mod slutningen bliver den promiskuøse karakter ofte forvandlet.

Det var bare en rejse, hun skulle ud på, og på den anden side venter der gudskelov en redningsmand, og seerne kan ånde lettet op. Vi så det i ungdomsserien Euphoria fra 2019 og i successerien Normal People fra 2020, som er lavet ud fra Sally Rooneys roman af samme navn.

I Euphoria får karakteren Cat selvtillid ved at udforske sin dominante seksuelle side, indtil klassekammeraten Ethan erklærer sin kærlighed til hende. I Normal People følger vi Marianne og Conells komplicerede on-off-forhold. Marianne har mange skiftende sexpartnere, og vi følger også, hvordan hun eksperimenterer med BDSM, men altid søger tilbage til Conell, fordi kun han kan give hende intimitet.

De kvindelige karakterer optræder som stærke, dominerende og selvstændige, indtil en mand får dem til at bryde sammen, og det ender lykkeligt i et tårefuldt kys.

Det hele viser sig bare at have været et spil. Hun har spildt tiden på at udforske sin seksualitet i stedet for bare at åbne øjnene for den ofte moderat kiksede fyr, som har været lige under næsen på hende hele tiden. Han er kommet for at redde hende ud af hendes promiskuitet og hang til hård sex, så hun kan vende tilbage til at blive et ’normalt’ menneske, der værdsætter værdier som ægte kærlighed – som vi jo kollektivt har bestemt, er den eneste form for ægte kærlighed.

Begær som strategi

I Norden er der også kommet en bølge af forfattere, som skriver om det at være ung kvinde. I Danmark gælder det blandt andet de to romaner Forsvindingsnumre af Amalie Langballe fra 2019 og Om natten havet af Johanne Kristine Fall fra 2020. Kvinder, der selv fortæller unge kvinders historie, giver mig håb for et nyt narrativ, men igen måtte jeg erkende, at repræsentationen af kvinders promiskuitet kobles uløseligt sammen med det at være ulykkelig.

I Forsvindingsnumre følger vi hovedpersonen Agnes’ sorg efter morens død. En sorg, hun dulmer med rejser, stoffer og sex. I Om natten havet er Katrina erklæret rask af anoreksi og skal nu finde sit ståsted uden for hospitalet. Hun begynder at mærke sig selv gennem forholdet til Markus, som introducerer hende til stoffer. Sammen med Markus og deres ven Sebastian, indleder de et trekantsforhold, hvor sexlegene bliver mere og mere voldelige, og stofferne får overtaget over Katrina, indtil hun til sidst lader sig indlægge på et psykiatrisk hospital igen.

I Forsvindingsnumre er det ønsket om fravær, der definerer Agnes’ begær, og hun beskriver sine orgasmer således: »Det er fraværet af alting, jeg ikke vil eller kan undvære.« I Om natten havet søger Katrina essentiel bekræftelse gennem sex: »Når jeg tager kokain, og når jeg bliver kneppet, så kan jeg mærke min krop. Så tør jeg tro på, at jeg findes.«

I begge romaner er begæret dermed snarere en strategi end en lyst. Generelt bliver begær og sex fremstillet som noget, som protagonisterne ikke har kontrol over, og når de tager den og optræder som forførere, giver det bagslag, og de bliver socialt udstødt.

På den ene side er romanerne med til at påvise, hvorfor og hvordan promiskuøse kvinder stadig dømmes af deres omverden, men på den anden side er de også med til at reproducere et fordømmende syn på promiskuitet. De skaber et narrativ om, at kvinder ikke evner at have kontrol over deres begær, og at hård sex er lig med destruktiv sex.

Det virker, som om Om natten havet forsøger at åbne læserens øjne for et seksuelt dystert miljø, men den ender i stedet med at udlægge BDSM som en skadelig seksuel adfærd. BDSM bliver et nemt redskab i fortællingen om vold, fordi smerte allerede indgår som del af begæret.

Den ’ægte’ kærlighed

I BDSM-miljøer er seksuelt samtykke i virkeligheden grundlæggende, og der er stor fokus på tryghed. Ifølge et amerikansk studie om BDSM-miljøet fra 2016 tyder intet på, at flere BDSM’ere skulle have en skadelig seksualitet sammenlignet med andre. Faktisk er der mindre sexisme og mindre seksuel vold i BDSM-miljøet. Om natten havet gør derimod legen med grænser identisk med overskridelse af grænser.

Et andet eksempel, det er svært at komme udenom, er Fifty Shades Of Grey fra 2011 af E.L. James, som også er blevet filmatiseret. Rigmanden Christian Grey introducerer den uskyldige Anastasia Steele til BDSM. Klicheen om den mystiske, magtfulde mand, som styrer en ung, uskyldig kvindes seksuelle udfoldelse, fik både salget af sexlegetøj til at stige og gjorde erotisk litteratur folkevenligt.

Kritikken ud fra et feministisk perspektiv går dog på, at Anastasia faktisk indvilliger i ting, hun ikke har lyst til, udelukkende for at få Christians kærlighed. Igen et feminint begær, der ikke er drevet af lyst modsat det maskuline. Kvinden, der eksperimenterer med BDSM, bliver kvinden, der taber kontrol enten i form af psykisk forværring eller igen i jagten på ’ægte’ kærlighed.

Promiskuitet er til stadighed et tema, hvor kvinder fremstilles som ulykkelige og som del af en tilstand og en livsstil, som de skal bryde ud af. Det er ofte blevet påpeget, hvordan mandlige fiktive karakterer tematiserer universelle problematikker, mens kvinder ’bare’ repræsenterer kvindens problematikker. Det kunne derfor være interessant at undersøge, om promiskuøse mænd også repræsenteres som ulykkelige mænd. Min umiddelbare påstand vil være nej, og derfor mener jeg, at det er vigtigt at forholde sig til en stereotyp tendens, når den kun optræder problematisk for det ene køn.

Accept er ikke nok

Som den kvindelige rapper Tessa sagde det i sin nytårstale fra 2020 i DR2’s Deadline: »En kvinde, der udlever og udtrykker sin seksualitet, er enten uden selvværd eller selvrespekt eller en svigtet sjæl, der i virkeligheden søger kærlighed og bekræftelse. Hun kan ikke bare være liderlig og have lyst til at tage kontrol.«

Den promiskuøse kvinde som en ulykkelig kvinde er blevet et tidstypisk træk, vi som modtagere må forholde os til, og det er en tendens, jeg gerne vil udfordre i kulturen såvel som i mit eget liv.

Når snakken falder på sex- og kærlighedsliv, er det også tydeligt, hvordan folk elsker at høre om seksuelle eskapader. Men til sidst lægger de hovedet lidt på skrå og sender et blik, der siger ’Bare vent, til du oplever ægte kærlighed’. Jeg savner en bredere kultur, der svarer, ’Hvad får dig til at tro, jeg venter?!’

Det er ikke nok kun at acceptere promiskuøse kvinder, vi skal også være bevidste om, hvilke fortællinger vi skaber om dem. Bare fordi vi har givet dem plads, skal vi ikke tage fejl af, hvilken rolle vi tildeler dem. Kigger man godt efter, vil man nemlig opdage, at pladsen stadig er forbeholdt unge, smukke kvinder, som dybest set være ulykkelige.

Mie Laugesen er cand.mag. i Dansk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Frederik Drivsholm

Det ligger indlejret dybt inde/nede i sproget: Ordet/begrebet "Mareridt" kommer af mare-ridt - eller cowgirl-position på amr.-eng!
På den anden side af dammen har de i øvrigt regler og endda love på delstatsniveau, som forsøger at få sex til kun at virke for reproduktionen.
Qatar derimod - vil ophæve forbud imod homoseksualitet - under VM i herrefodbold

Claus Bødtcher-Hansen

08/feb/2021

Altså, vi vil allesammen gerne
ses, accepteres, respekteres
og elskes ... uanset køn :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Det samme gælder for mænd, men nu er vinklingen hos Information kvinden. Men de fleste film og serier handler ofte om at lykken er at blive normal. Hvilket generelt er en trist tendens.

Peter Mikkelsen, Henriette Bøhne, Klaus Lundahl Engelholt, Alvin Jensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Kenneth Graakjær

På den anden side blev Christian Grey fremstillet som liderlig, promiskuøs, stærk, dominerende, selvstændig og uden behov for et parforhold, indtil Anastacia tog kontrol over sin egen seksualitet og forløste ham så også han oplevede ægte kærlighed. Hence afslutningen hvor Christian Grey indrømmer at han kan lide at Anastacia "topper fra bunden". Fortællingen om den submissive, der oplever kærlighed under sin dominerende partners har lige så trænge kår.

Ægte kærlighed opleves tilsyneladende kun mellem seksuelt ligestillede og monogame parter. Og sådan er det bare.

Anders Sørensen

BDSM er det nye Fætter BR. Husk det, når du sidder spændt op, mens du bliver pint til liderlighed og kommer ved tanken om at underkaste dig den mand, der i afmagt prygler dig, husmor.

Det kunne der vel godt være noget om. Men er problemet netop ikke Mie Laugesens sidste afsnit, hvor hun formaner, at VI skal være opmærksomme på hvilken fortælling VI skaber, og hvilke roller VI tildeler. Er det ikke her VI bliver politisk korrekte, når vi går for meget op i VI, som fordomsfulde samfundstænkende mennesker, som sætter grænser for den individuelle og selvrealiserende kunst.....

Niki Dan Berthelsen

Jeg ved ikke helt om Joan Ørtings historie bekræfter eller afkræfter præmissen?

"Joan Ørting har droppet sex og mænd"
https://www.alt.dk/artikler/joan-oerting-om-alder-sex-og-maend

Jeg er ikke helt overbevist af det empiriske materiale. Hvad med Samantha fra Sex and the City?

Anders Sørensen

Jeg har aldrig mødt en liderlig kvinde i mit liv, og jeg tvivler på, at de findes.

Miriam Frandsen

jeg synes det er en god artikel men blev ked af den sidste sætning 'vil man nemlig opdage, at pladsen stadig er temmelig begrænset for unge, smukke kvinder". Hvorfor er det kun smukke kvinder der er promiskuøse?

Der er så mange eksempler på frie, udforskende, liberale kvinder i litteratur og film (fra kunst til pop), at der synes modproduktivt at bruge så mange ord på st afsløre et problem, der ikke findes. Debatten om ligestilling, seksuele frihed og fastlåste livsidealer kunne bedre tage udgangspunkt i nogle ægte problematikker.

Sören Tolsgaard

Tænk at være ung, smuk og liderlig. Hvem gad ikke gerne stille op til eskapader i denne Decamaron tid?

Men Mie Laugesen bliver trods alt også ældre, og en skønne dag gider hun sikkert ikke længere prygle aben ...

Og så kan hen jo vælge en ny LGBT+ identitet, eller måske endda blive mere eller mindre hetero-normaliseret.

Av, av, undskyld!

Det handler om opmærksomhed i en tid hvor alle er hærdet/ligeglade, hvis promiskuiøse kvinder vil have opmærksomhed, så skal det være god markedsføring, det kunne eksempelvis være anmeldelser af dates øreringe tasker smartphones på instagram youtube o.s.v