Kommentar

Ligestilling på jobbet kræver ligestilling i hjemmet

Vi har i vores stræben efter ligestilling på arbejdsmarkedet glemt den værdi, som det reproduktive arbejde har for børn og unge. Vi har mindre tid til børn, involverer dem mindre, og de kan derfor opleve at have mindre betydning. Det skal der laves om på, skriver gymnasielev Rose-Maria Kjær Westermann i dette debatindlæg
Debat
23. februar 2021

Coronarestriktionerne ser så småt ud til at have en slutdato, og vi kan snart få hverdagen tilbage – håber vi.

Men skal vi egentlig tilbage til normalen?

Vi har lært uendelig mange ting af krisen, som vi kan og bør tage med os videre. Og én af de ting er, at en del børn synes at være blomstret op med forældre, der er mere hjemme, selv om andre mistrives med nedlukningen.

Corona har den positive effekt, at vi får øjnene op for, hvor vigtigt det reproduktive arbejde er for vores samfundsudvikling og børn og unges trivsel.

Det reproduktive arbejde – det klassiske ’husmorarbejde’ – er ikke noget, vi i kampen for ligestilling har lagt værdi i, tværtimod. Noget tyder faktisk på, at vi i Danmark – og hele den vestlige verden i øvrigt – har en tendens til at underkende det arbejde.

Som konsekvens tvinges vi til at vælge mellem karriere og børn, og det går både ud over ligestillingen og børnene. Ifølge Rockwoolfondens tidsanvendelsesundersøgelse fra 2018, bruger kvinder dagligt en hel time mere end mænd på det huslige arbejde.

En del kvinder nedprioriterer karrieren, især mens børnene er små, idet arbejdet med hus og børn tager tid. Dette kan give manden større økonomisk magt i et parforhold og et forspring på karrieretrappen. Derfor er ligestilling i hjemmet et nødvendigt skridt for ligestilling økonomisk og på arbejdspladsen.

Og måske har vi i vores stræben efter ligestilling på arbejdsmarkedet også glemt den værdi, som det reproduktive arbejde har for børn og unge. Vi har mindre tid til børn, involverer dem mindre, og de kan derfor opleve at have mindre betydning. Det er det, jeg tror, corona har ændret på. Og det skal vi lære af.

Så hvorfor ser vi det reproduktive arbejde som mindre vigtigt, selv om det utvivlsomt er nødvendigt for trivslen og for, at samfundet kan fungere?

Og hvorfor vil mange trods statistikkerne ikke indse, at kvinder stadig bruger mere tid på det reproduktive arbejde end mænd, selv om det skaber mindre ligestilling på arbejdsmarkedet?

Jeg håber, at den nuværende coronakrise vil lære os to ting: Værdien af det reproduktive arbejde for vores trivsel og fremtid, og at ligestilling på jobbet kræver ligestilling i hjemmet.

Rose-Maria Kjær Westermann er elev på Aurehøj Gymnasium.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Houmøller

Sikke et dejligt indspark i en debat, der stadig er aktuel.

Spørgsmålet er, hvad der er en funktion af hvad? Skyldes kvindernes udførelse af "husarbejde" i gennemsnitligt ca. 1 time mere om ugen end mændene, at de også gennemsnitligt har flere timers fritid end mændene pga. en mere udbredt deltidsansættelse? Eller har kvinderne mere trang til deltidsarbejde pga. behovet for at kunne nå flere huslige pligter? Og skal det tillægges nogen betydning, at hvis man kombinerer arbejdstid med tid anvendt til huslige pligter, så har mændene tidsmæssigt samlet en højere arbejdsbyrde?

Og kan vi se helt bort fra, at videnskabelige undersøgelser peger kraftigt i retning af, at kvinder (gennemsnitligt) har en højere personlig præference for plejeopgaver end personer af hankøn? Eller spurgt på en anden måde: Hvorfor vil mange trods statistikkerne ikke indse, at kvinder stadig bruger mere tid på det reproduktive arbejde end mænd, fordi de (gennemsnitligt) foretrækker dette mere end mænd gør - og derfor i tidsanvendelsen prioriterer dette højere og arbejdslivet/-karrieren lavere?

(I øvrigt meget morsomt, at skribenten anvender et så støvet begreb som "det reproduktive arbejde" fra den marxistiske terminologis bagkatalog. Man føler en vis gensynets glæde ... )