Klumme

Hvis man vil »lytte til børnene«, må man også høre deres uenighed

Med regeringens nye udspil for udsatte børn og unge hævder den at ville ’lytte til børnene’. Men det virker snarere, som om politikerne bruger de udsatte børn og unge som brikker i egen politiske selvpromovering uden at interessere sig for, hvad de egentlig mener, skriver Khaterah Parwani i denne klumme
Med min egen opvækst, hvor jeg har hængt og slæbt med jævnaldrende Lucaser, har jeg set på nærmeste hold, hvad en anbringelse gør ved børn. Vi var de umulige børn, de energiske børn og de unge, der havnede i slagsmål og gik livet i møde med næverne oppe, skriver Khaterah Parwani.

Med min egen opvækst, hvor jeg har hængt og slæbt med jævnaldrende Lucaser, har jeg set på nærmeste hold, hvad en anbringelse gør ved børn. Vi var de umulige børn, de energiske børn og de unge, der havnede i slagsmål og gik livet i møde med næverne oppe, skriver Khaterah Parwani.

Sigrid Nygaard

Debat
5. februar 2021

I udspillet Børnene først! skriver Astrid Krag, at de mest udsatte børn skal have en stærkere stemme, og derfor har hun givet forordet til Lucas på 19 år.

For mig, der er formet af de vilkår på bunden, som udspillet omhandler, er forordet de eneste ord, der vægter i dette udspil. For Lucas skriver om barndommens svigt, de fraværende forældre, det alt for tidlige ansvar og selvmordstankerne, der får ham anbragt uden for hjemmet.

Lucas’ ord beskriver det helvede af svigt, tab og afgrundsdybe savn til ens rødder, hjem og familie, som ingen fatter, medmindre de selv har oplevet at være en kastebold på bunden af samfundet. I forordet skriver Lucas nemlig om savnet efter sit barndomsværelse, hans manglende stemme, når han ønskede at se sin familie igen, og de skiftende socialrådgivere, der ikke lyttede.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Du har milles talt ret. Politikerne vil ikke lytte om så deres liv afhang deraf. Det handler mere om kammerateri og vare på børnemarket.

Tak for indblikket!

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Carsten Munk og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvorfor ikke sætte familien først - hjælp hele familien mon ikke det ville være den bedste løsning på den lange bane.
Giv sagsbehandlerne tid til at kunne hjælpe de enkelte familier - mon det ikke var en god begyndelse.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen, Carsten Munk, Lillian Larsen, Per Klüver og David Zennaro anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Jeg skal lige forstå dit indlæg, Parwan for jeg er på plank planke..
Der skal IKKE tvangsanbringes, tvangsfjernes FORDI Lukas savner sit barndomshjem? Eller er du bare ude efter Astrid Krag FORDI hun henviser til en beretning om Lukas men undlader at nævne at han savner sine forældre? Men du fandt jo det du synes er vigtigt i Lukas' beretning? Var det svært? Forsøger Astrid Krag at skjule noget?

Marie-Christine Poncelet

Så enige!

Jeg har delt artiklen fra Khaterah fordi jeg læser hendes kritik som mangel af nuancer fra vore magthavere, som måske i store træk godt kan se nuancerne ,men i populismens navn undlader dem.
Jeg har nok den opfattelse at hvert eneste tilfælde af svigt har flere sider, men også uanset så kan vi ikke undlade at sætte ansvaret på plads, nemlig hos den der svigter et barn for egen behov. uanset vi godt kan se årsagerne bag disse svigt. Vi må som jeg ser det ikke generelt komme frem til at det er samfundets skyld.
Jeg har et ynglings citat fra en nu nok pensioneret socialrådgiver/pædagog: Ved at handle /behandle ens behandler man forskelligt, men ved at se forskelligheden kan man behandle ens. (nok ikke det helt rigtige beskrivelse, men jeg håber man kan forstå menneskesynet bag.

Lisbet Møller

Tak for en velment og velanbragt kritik af regeringens idé om at tvangsfjerne flere børn fra dysfunktionelle familier. Dog savner jeg den børnepsykologiske vinkel. Hvordan situationen tager sig ud for barnet. Den ansvarlighed børn ofte udviser i forhold til deres uduelige forældre. Savnet og skyldfølelsen, der ofte kommer efter et brud uanset hvem, der har forårsaget bruddet. Man taler om barnets tarv, men ikke om barnets sorg og skyldfølelse.