Klumme

Måske var tiltrækningskraften ved Marilyn Manson altid historien om vold mod kvinder

Som barn i 90’erne lærte jeg af vandrehistorierne om Marilyn Manson, at fortællingen om en kvindefjendsk og seksuelt voldelig mand er en spændende historie. Det er den slags fortællinger, der allerede er kendte, som #MeToo nu vender på vrangen, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
1. februar stod ’Westworld’-skuespilleren Evan Rachel Woods frem og fortalte om de overgreb, Marilyn Manson udsatte hende for, da de var kærester i slutningen af 00’erne.

1. februar stod ’Westworld’-skuespilleren Evan Rachel Woods frem og fortalte om de overgreb, Marilyn Manson udsatte hende for, da de var kærester i slutningen af 00’erne.

Danny Moloshok

Debat
17. februar 2021

De seneste to uger har stået i Marilyn Mansons tegn. Den 1. februar stod Westworld-skuespilleren Evan Rachel Woods frem og fortalte om de overgreb og ydmygelser, Manson udsatte hende for, da de var kærester i slutningen af 00’erne. Mindst ti kvinder har siden båret vidne om grufulde fortællinger om psykisk og fysisk vold, overgreb, manipulation og frihedsberøvelse fra sangeren, hvis rigtige navn er Brian Warner.

Warners fald fra tinderne er hårdt og kontant. Hans manager gennem 25 år har forladt ham, ligesom hans pladeselskab har droppet ham. Han er blevet fjernet fra to amerikanske tv-shows.

Jeg har aldrig lyttet til Marilyn Mansons musik, men jeg har altid vidst, hvem han var. Da jeg var barn i de glade 90’ere, Marilyn Mansons storhedstid, konnoterede han et helt arsenal af frydefuldt klamme historier, man kunne hviske om i frikvarteret: Manson havde fået fjernet et ribben, så han kunne give sig selv oralsex. Han havde fået sin kærestes øje taget ud, så han kunne bruge øjenhulen som bollehul. Han havde dræbt hundehvalpe på scenen til en koncert. Og så videre.

Der var ikke hold i rygterne, men de spillede sammen med den persona, Manson havde opbygget som provokerende og voldsforherligende chokrockikon. Og historierne nåede uanset hvad hele vejen fra USA til en gruppe otteårige i skolegården i en dansk provinsby.

Et nyt perspektiv

De voldelige – og for mig delvist uforståelige – historier rummede en stor tiltrækningskraft. De gjorde mig ikke nysgerrig efter at finde ud af, hvordan Manson eller hans musik var, men de prentede sig ind i min bevidsthed. De lærte mig, at det var en effektiv måde at fortælle historier på. Historier om en mand, der var seksuelt voldelig; en mand, der udøvede vold på sin egen og andres kroppe for sin egen syge nydelses skyld.

Og børnene i skolegården gøs af fryd.

Siden dengang og frem til i dag har jeg ikke haft anledning til at skænke Marilyn Manson andet end en nostalgisk tanke tilbage til den henførte skolegård. Det siger dog mere om min manglende interesse for poppet metalmusik end om Marilyn Manson som ikon. Op gennem 00’erne og 10’erne har han været et stort brand i musikindustrien.

I min bevidsthed genopstod Marilyn Manson først for nogle uger siden, da han for anden gang i mit liv blev anledning til at dele historier om vold og kvindehad. Historierne er uhyggelige og grænseoverskridende ligesom dem, jeg udvekslede i skolegården for 20 år siden. Men de bliver nu fortalt med omvendte fortegn: Fra ofrenes perspektiv, og fortællefryden er erstattet af gru.

Progressivt kvindehad

Det er det, #MeToo bliver ved med at kunne: vende vores fortællinger om. #MeToo skaber sjældent nye fortællinger, for fortællingerne om krænkelser og vold mod kvinder findes allerede – de er dybt feticherede i både populær og alternativ vestlig kultur. Men bevægelsen har ændret perspektivet og fået folk til også at lytte til den krænkede frem for kun til krænkeren.

I 90’erne drog Marilyn Mansons persona nytte af at være kendt som voldelig og misogyn. Fortællingerne om øjenhuler og hundehvalpe hjalp kun til at forstørre hans popkulturelle betydning.

Måske var den virkelige tiltrækningskraft ved Marilyn Manson hans særlige måde endnu en gang at fortælle historien om vold og kvindehad på. Det er en historie, jeg har fået serveret så mange gange, at jeg ikke ved, hvor den starter eller slutter. Men han fortalte den på en måde, der virkede progressiv, fordi konservative bibellæsende forældre i USA blev rasende over hans udtryk.

I dag har #MeToo gjort misogynien til en mindre sikker berettermodel. Men som kvindehadende samfund har vi en stor opgave foran os: Mange historier fra fortiden og nutiden skal vendes på vrangen, ligesom man nu gør med historierne om Brian Warner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Jeg kan huske dengang i halvfemserne, da Marylin Manson var på sit højeste. Og det var med virkelig gode videoer, som eksempelvis The Beautiful People. Og selvfølgelig tænkte man ikke andet om det kunstneriske output dengang, end at det lød godt og var virkelig visuelt stimulerende. De der høje typer i videoen gav mig mareridt i flere måneder.

Det er sjovt, som Matilde Moestrup kalder det "poppet metal", hvilket det ikke er. Det er ikke poppet, men blev det. Det er ikke metal. Måske. Depends.

Og det er det, kunst skal gøre: give dig drømme og mareridt, som du så kan tage videre til din virkelige tilværelse, når du 20 år senere analyserer og gør din fortid virkelig.

Thomas Østergaard

Så det korte af det lange er at de konservative, bibellæsende forældre havde ret, og gjorde ret i at forbyde deres uregerlige teenagere at høre hans musik.
Og endda 30 år inden det blev trendy med et hashtag.

Kenneth Graakjær

Som ung i 90'erne og trofast Manson-lytter har det ikke været overraskende at #metoo ville komme efter ham. Hans biografi gjorde det til en ren tilståelsessag, uden at det på nogen måde var klart at han skulle have været drevet af et særligt had til noget som helst.

Historierne omkring hans persona er ikke sat i verden af ham selv, og de har tjent til en aura af at han var noget andet. Mange af dem har været varianter af historier, der allerede eksisterede om Ozzy Osbourne - historierne om ribbenet og hundehvalpene/flagermus hørte jeg om Osbourne før jeg hørte dem om Mansen. Desuden var de blandet med en masse andre og det er ikke tydeligt at der skulle været et specielt tema omkring kvindehad.

Jeg kendte til historierne og fandt dem latterlige. De afspejlede hvorken musikken, teksterne eller koncerterne. Manson var en del af en musikkultur, der fungerede som en effektiv ventil for os, der voksede op utilpassede og udenfor. Manson er lige så lidt de rygter der svirrede om ham, som Britney er det.

Tag manden om døm ham for det han har gjort, og giv ham kredit for det positive bidrag han har givet verden. De er ikke hinandens modsætninger, Heller ikke for Brian Warner.

Jonathan Larsen

Fantastisk musiker/forfærdeligt menneske. Ikke den første og heller ikke den sidste.

Anders Sørensen

Kenneth Graakjær, det er så sødt, som du forsvarer din barndoms forelskelse i den farlige Marilyn Manson og forsvarer dig med, at du da totalt forstod alt og stadig gør, og hvis MM nogensinde har gjort noget forkert, er det, fordi vi ikke rigtig forstår ham eller dig.

Problemet består dog mest i, at han er et dumt svin, og du tog fejl, og det ønsker du ikke at erkende.

Marie-Christine Poncelet

Når jeg tænker på alle disse beskrivelser af kvindemishandlinger der findes i krimier, både, bøger, filmer og serier. Det er i bund og grund dybe perverst, hvordan kan det være at vi finder os i det?

Kenneth Graakjær

@Anders Sørensen "sødt", "forelskelse". Det er et nydeligt billede du maler der. Kan man ikke tale om ting længere uden at blive personlig og nedladende?

Jeg pointerede følgende:
- En person er ikke de rygter, der svirrer omkring denne. Viderebringer du disse er du en del af problemet.
- En kunstner person og værk er to forskellige ting hvor de kan forstås i relation til hinanden, men nydes hver for sig.

Hvis du har noget at sige om det er du velkommen. Resten bedes du holde for dig selv.

Niels Johannesen, Jan August, erik pedersen, Peter Høivang, Jens Christensen, Dennis Tomsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Har information ikke bragt den samme artikel før - eller en med samme pointe og eksempel?

Marilyn Mnason hader og hadede alt og alle - ikke kun kvinder - en sådan tendens er udrebedt balndt unge, der netop ksla løsrive sig og afprøve grænser. MM er ekstremen.

Thomas Østergaard

@Marie-Christine Poncelet

Du kan vel med lige så god ret spørge hvorfor "vi" finder os i at de fleste film i biografen er action- eller krigsfilm med vold som det primære omdrejningspunkt, når nu langt de fleste foretrækker at der ikke bliver skudt folk i deres lokalkvarter.
Jeg kan ikke lige finde en samlet kønsstatistik for filmbranchen som helhed, men af internettet fremgår det at i Arnold Schwarzeneggers samlede filmkarriere har han skudt 509 personer, heraf 7 kvinder og 1 kvindelig terminator.
Og mens det naturligvis er beklageligt, og muligvis burde have forhindret ham i at blive valgt og genvalgt som guvernør af Californien, har det ikke skabt tilnærmelsesvis den samme opstandelse som at han - efter alt at dømme uden synderlig modstand - har gjort babysitteren gravid i samme periode. Det viser vel lidt om naturen af forargelse og hvor den kommer fra.

Peter Høivang

@ Thomas Østergaard

Mener du virkelig det her?

"Og mens det naturligvis er beklageligt, og muligvis burde have forhindret ham i at blive valgt og genvalgt som guvernør af Californien"

Politisk var Arnold den mest midtersøgende republikanske Guvernør jeg nogensinde har hørt om, i hans anden periode. (Nu vil jeg lige tilføje at jeg ikke har hørt om så mange andre Guvenører igen).

Som Guvernør i Californien arbejdede han for og/eller fik gennemført

At klimaforandringerne kom i højsæde så Californien er en fremgangsstat vedrørende kampen mod menneskeskabte klimaændringer.

Stoppede en mur imellem Californien og Mexico.

Foreslog et skatte betalt sundhedsvæsen.

På det seneste har han aktivt advokeret for:
Black lives matter
At Trump ikke vandt valget og sammenlignet angrebet på kongressen med et kup foranlediget af Trump.
Forbedring af stemmeret i USA

Måske der var flere amerikanske skuespillere, som er voldelige på film, som bør stille op til guvenør, senats og præsident valg?

Trump har aldrig været actionstjerne.

Min pointe er, at verden er ikke sort/hvid, der er uendelige nuancer. Den jeg var for 1 år siden er jeg ikke i dag. Alle mennesker har dårlige egenskaber og gør ondt på andre. Er de så onde, måske i deres handling, men ikke som menneske.

Marilyn/Brian er måske ond mod kvinder(han er ikke dømt ved en domstol). Betyder det så, at han er ond? At alt han har lavet er ondt?

Det betyder at han er et menneske som har gjort noget ondt, som han må tage ansvar for eller i det mindste mærke konsekvenserne af.

Derfor kan han stadigvæk være en god og kærlig søn, en fantastisk kok og en idiot til at parallel parkere.

Thomas Østergaard

@Peter Høivang
Ja, om end jeg naturligvis nok burde have præciseret at jeg udelukkende taler om de 7 kvinder, og muligvis også terminatoren.

Suk, det er sandelig ikke nemt at være satirisk geni i disse tider.

Jeg var kæmpefan af MM da jeg var teenager sidst i 90erne, og jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at min tiltrækning intet havde at gøre med vold mod kvinder eller mod nogen i det hele taget.

Tværtimod var det hans helt igennem gyldige frihedsprojekt - opgøret med puritanismen og konformiteten - der fascinerede mig. Jeg læste også den omtalte bog dengang, og allerede da væmmedes jeg over nogle af beskrivelserne. Men ærligt talt var jeg - og er for så vidt stadig - ret overbevist om, at en stor del af det er fantasi og overdrivelser med forsæt om dels at provokere bare fordi, han synes det er sjovt, og dels at spejle samfundet, som det er.

Jeg kan f.eks. huske, der var stor forargelse i USA over artworket til albummet Holy Wood, som viser en ret voldsom gengivelse af en korsfæstelse. MM kommenterede dengang, at hans ærinde netop var at vise, hvor voldeligt et symbol krucifikset i bund og grund er, og derved udstille det kristne USA's hykleri.

At alting nu tyder på, at MM udover at være (eller i hvert fald have været) en genial kunstner også er et dumt svin, er beklageligt, og jeg blev personligt meget skuffet, da historierne begyndte at komme frem. Oven i købet sørgeligt ironisk, at han startede ud som et ikon for frigørelse og siden endte som en undertrykker - og muligvis har været det lige fra starten. 20-30 års storforbrug af kokain og diverse har nok heller ikke gjort noget godt for mandens empatiske anlæg.

Peter Høivang

@ Thomas

Eller måske tager jeg alt for bogstaveligt i disse tider.

Men så fik jeg da mulighed for at lufte mine tanker om det gode/onde menneske og min genvundne beundring for Arnold Schwarzenegger.

Thomas Østergaard

@Peter

Forståeligt, Poes lov og alt det der. Jeg har selv gjort mig skyldig i at tage ting for bogstaveligt, endda forsætligt, ved ikke at oversætte "mishandlinger" til "seksuelle overgreb", hvad jeg jo egentlig udmærket godt var klar over at Marie-Christine mente.
For som vi jo godt ved er der jo betydelig forskel i alvoren mellem at afbilde folk der kniber hinanden bagi uden samtykke og så blot at skyde dem i maven så de dør af det.

"Men som kvindehadende samfund..."
Virkelig? Så alle danske kvinder og mænd hader kvinder?

Gert Friis Christiansen og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Hvorfor i alverden trykker information en klumme om Marilyn Manson, når forfatteren aner intet om ham? For at påpege at kunstnere, som beskæftiger sig med vold, sex og perversiteter i virkeligheden dækker over deres egne misogyne lyster? Jamen altså… selvfølgelig beskriver forfattere, musikere og malere deres egne lyster. Og vi nyder deres værker fordi at vi nyder de samme forbudte følelser. Men langt de fleste mennesker kan altså godt adskille fantasi fra virkelighed. Man kan godt nyde en actionfilm hvor hundredvis af mennesker dræbes og tage afstand fra vold i virkeligheden. Ligesom man kan nyde kunst hvor mænd (og kvinder) fornedres seksuelt OG tage afstand fra overgreb mm i virkeligheden. Og det er noget begge (ups, alle!) køn nyder. Bortset fra dem, der afviser tanker og følelser, der adskiller sig fra normen. Det er derfor at tegneserier, film, jazz, rock, rap, litteratur mm beskyldes for at lede forbrugeren i MORALSK FORDÆRV. Samtidig med at mainstream kultur fastholder de normer, som de fleste af os ikke vil vedkende os; racisme, sexisme, undertrykkelse af seksualitet, forkastelse af ikke-heterogen seksualitet, og ideen om at menneskelige følelser skal undertrykkes.
Man kan ikke tage et mainstream-medie produkt, som ikke fastholder og forstærker de undertrykkende normer, som samfundet er bygget op omkring.

Marilyn Mansons univers handlede aldrig om at begå vold mod kvinder. Det handlede om at nedbryde de normer, som skader alle, der ikke passer ind i (især Amerikas) opfattelse af hvordan man skal være. Og det udsprang af at føle sig som en freak.

Når man læser hans fremragende selvbiografi, så lægger han ikke skjul på at han blev "forført" af sin popularitet og behandlede en masse kvindelige fans nedladende. Og selvom fans´ne opsøgte ham, kendte rygterne om ham, og frivilligt opsøgte seksuel degradering, så fralægger han sig ikke ansvaret. Faktisk er hele bogens dramatiske kurve en selverkendelse af at han var en udsat og ensom freak, som i berømmelsens rus begynder at "mishandle" unge kvindelige fans, der manglede det han selv ledte efter; forståelse og accept. Det er en Meetoo-fortælling, hvor overgrebsmanden indser at han udnytter sin magt og erkende at han er blevet det monster, han kunst handlede om at bekæmpe. (frit fra hukommelsen, det er næsten tyve år siden jeg læste den).

Jeg har aldrig været fan af hans musik (bortset fra Everlasting Cocksucker, det er en banger, som de unge siger), men jeg er fan af manden, og jeg er fan af kunst som tør kæmpe mod de undertrykkende normer, der gennemsyrer de fleste mainstream produkter. Og jeg er fan af kunstnere som tør udstille deres egne forbudte lyster og tanker, men også forholder sig kritisk til dem. Det er følelser og tanker de fleste af os har, og de skal ikke undertrykkes, de skal have lov til at være hvad de er, NATURLIGE menneskelige impulser, fantasier, lyster og tanker.

Jeg blev endnu mere fan af Marilyn Manson, da jeg så Bowling for Colombine. Efter colombine-skyderiet blev Marilyn Manson holdt ansvarlig for mordernes gerninger. Det var ifølge amerikanske medier hans musik, der havde motiveret de 2 skoleskydere til at skyde løs på deres klassekammerater og lærere. Dokumentaren konfronterer ham og spørg hvad han ville sige til de to skoleskydere. Hans svar; "Ingenting. Jeg ville lytte til dem."

Anyway, klummens forfatter bruger de seneste anklager mod Marilyn Manson til at sætte lighedstegn mellem hans kunst og "påståede" gerninger. Men hans kunst handlede aldrig om vold mod kvinder. Aldrig. Den handlede om at gøre samfundet mere inkluderende for mennesker, der ikke var hvide, rige og heteroseksuelle. Han forstod, i modsætning til klummens forfatter, hvad woke og meetoo egentlig handler om.

Næste uge; Joss Whedon er et monster og anti-feminist fordi at han var sin kone utro. Og når han kigger på hans tv-shows, så ser alle de stærke kvindelige hovedpersoner godt ud, hvilket beviser at han er sexistisk og klam. Læs om det på alle de overfladiske websites som scorer kassen på at være woke med underlødig se og hør-jounalistik, skrevet af journalister, hvis research består af sladder fra skolegården i 7´klasse.

Niels Johannesen, Jan August og Kenneth Graakjær anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jeg voksede ligeledes op med Marilyn Mansons musik, som jeg dog var ganske stor fan af i min tid i folkeskolen. Han store artistiske output var uden tvivl i 90'erne, men tidligere fans skal måske overveje at vende tilbage og se på hans sidste tre albums, der både er lydmæssigt nyskabende ifht hans lyd fra Antichrist Superstar og Mechanical Animals i 90'erne, men også lyrisk enormt stærke!

For så vidt et spændende nok perspektiv. Det er jo sandt at han kunne sælge sig selv fint på sin voldelige, selvdestruktive, misogyne og antikonservative attitude i 90'erne. Jeg er dog ret ligeglad med den moderne heksejagt - det rør mig ikke en meter. Jeg har aldrig delt behovet for, i en overført forstand, at være 'venner' med de musikere eller forfattere jeg hører og læser. Det er deres kunstneriske evner, der interesserer.

Generelt forstår jeg ikke den moderne tendens til at udøve kollektiv censur og tage offentlig afstand fra kunstnere, der er kontroversielle eller på et personligt plan dårlige mennesker, hvis deres kunst stadig præsterer at sige inderlige ting om mennesket eller verden omkring os.

Marilyn Manson kan meget vel være et enormt ubehageligt menneske på et personligt plan, men det ændrer for mig ikke på, at hans musik har talt til - og stadig taler til - vigtige og 'farlige' ting i mennesket, som få kunstnere vil dække: Det voldelige, det destruktive, hadet, den personlige degeneration og den totale afgrund. Det er emner, som bestemt fortjener kunsterisk behandling.

Det er et naivt og irrelevant ideal, at en offentlig person eller en kustner skal have en personlig moral, der for kollektivet er uantasteligt - så har vi jo kun Harry Styles typerne og lignende tilbage, der skuer den offentlige moral med hårene. Skal kunstnen kun kunne omfatte det ufarlige og det moralsk uantastelige? Så vil jeg mene, at det ikke længere er kunst - eller ihvertfald en indsnævret kunst, der vælger at bortskære eller bandlyse dele af den 'menneskelige oplevelse' fra musikalsk eller kunstnerisk behandling. Så vil jeg personligt hellere have sovjetiske politiske censorer tilbage - de er trodsalt kompetente i censur, modsat den omskiftelige offentlige moral.

Til de der plejede at høre Mansons 90'er hits og blev trætte af hans poppede fiaskoer fra 00'erne (Eat Me Drink me, The High End of Low) kan jeg kun anbefale hans tre nyeste albums, der på engang er en tematisk retur til 90'erne, uden at være en vapid gentagelse af dem. Her tænker jeg på hans albums The Pale Emperor, Heaven Upside Down og We are Chaos. Der er ihvertfald stadig en stor og nyskabende kunstner gemt i Manson på hans gamle dage, også selvom han måske er et forfærdeligt menneske.

Anders Sørensen

@Gustav Alexander, jeg kan dårligt tillade mig at være komplet uenig. Jeg er fx stor fan af Roman Polanski, der jo unægtelig også har en skyggeside. Eller havde, what do I know.

Men jeg synes alligevel, at det er på sin plads at skelne mellem nutid og datid. Jeg er skideligeglad med, om Johannes V. Jensen var nazist, eller Wagner, eller Hamsun.

Jeg ser det ikke helt så oplagt, at man som pladeselskab (eller køber af plader for den sags skyld) fremover skal være tvunget til at acceptere fx Mansons karakterafvigende adfærd og overgreb, blot fordi man pr. definition bør skelne mellem kunstneren og personen.

Fortsat at udgive eller købe Mansons musik kan meget let ses som en blåstempling af hans (angivelige) forkastelige adfærd, fordi adfærden er relativt nutidig.

Vi har alle en skyggeside og den lever ofte et meget vanskeligt liv med os i vores samfund. Den er en del af os. At forkaste den helt gør os ufuldstændige og i værste fald en af de forkrampede politisk korrekte eller som fortidens lige så forkrampede borgerlige fruer eller indre missionske. Listen er længere.
En person, der vælger at kalde sig Marilyn Manson er selvfølgelig et brand og for mig som udgangspunkt lidt latterlig. Men manden har da lavet noget der kunne være værd at høre på. Og har solgt ekstra godt med sin branding.
Nu kommer der så noget skidt frem. Jeg ved ikke hvad sandheden er. Han virker som en der har kunnet lade sin skyggeside få for meget magt i hans liv. Og så er der kvinderne, der har følt sig tiltrukket af ham. Mystisk.

Det må være op til den enkelte forbruger om de vil støtte kunstnere, som er anklaget for at være "overgrebsmænd". Jeg har også kunstnere, hvis adfærd har dæmpet min begejstring for dem. På den anden side går jeg heller ikke ind for kollektiv afstraffelse. Der er ofte hundredvis af mennesker involveret i at skabe et album. Og tusindvis af mennesker involveret i en filmproduktion. Hvorfor skal de straffes pga en enkelt nar?