Kronik

Mere by og mere natur er ikke hinandens modsætninger – tværtimod

Det er en udbredt antagelse, at mere by står i modsætning til mere natur. Men det forholder sig faktisk lige omvendt, da vi bor meget tættere i byerne end uden for byerne og dermed kan overlade mere plads til den vilde natur, skriver direktør i C40 Cities Simon Kjær Hansen
Alle må i byen tilpasse sig de andre. Til gengæld skaber det mere plads til vild natur andre steder i landet, skriver dagens kronikør.

Alle må i byen tilpasse sig de andre. Til gengæld skaber det mere plads til vild natur andre steder i landet, skriver dagens kronikør.

Linda Kastrup

Debat
10. februar 2021

Torsdag i sidste uge blev der sat foreløbigt punktum i den lange strid om nybyggeri på Amager Fælled, da Københavns Borgerrepræsentation gav grønt lys for byggeplanerne. Intet tyder dog på, at parterne har nærmet sig hinanden i processen.

Tværtimod giver kampen om fælleden nemt det indtryk, at mere by står i modsætningsforhold til naturen. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Byen er et af de stærkeste våben, vi har i kampen for mere og vildere natur. Uden byen kan vi ikke modgå det alarmerende tab af biodiversitet.

Det kræver naturligvis en forklaring. Og den kan passende begynde med en enkelt statistisk observation. Et nyt parcelhus i Danmark er ifølge Danmarks Statistik gennemsnitligt på 205 kvadratmeter, mens en nybygget bolig i byens etagebyggeri begrænser sig til gennemsnitligt 90 kvadratmeter. I byer bor familier småt.

Men ikke blot det: I byer bor familier også tæt. Nye byområder som for eksempel Nordhavn eller Carlsberg vil, når de er færdige, typisk være bebygget med 180 procent, fordi etagebyggeriet stabler boligerne oven på hinanden. I et nyligt udstykket parcelhuskvarter breder husene sig på vide plæner, og her bebygges hver grund kun med omkring 30 procent. Med et simpelt regnestykke kommer man hurtigt frem til, at der på en hektar i byen kan opføres cirka 180 boliger. Uden for byen kommer der på samme areal blot 15 boliger.

Pointen er, at byer skaber plads. Byer er en slags maskiner, du kan putte et stort antal danske børnefamilier ind i, hvorefter de (frivilligt og gladeligt) presses sammen i kompakte karreer. I byen er der ikke plads til, at boliger breder sig på bar mark med flade, langstrakte bygninger, rummelige græsplæner og carporte med to biler. Det samme gælder nye virksomheder eller uddannelser. Alle må i byen tilpasse sig de andre. For eksempel er nye skoler, som er bygget i København de seneste år, opført i adskillige etager med ’skolegård’ på tagene.

Perlemorsommerfuglens krise

Når alt dette er vigtigt i tidens biodiversitetskrise, er det, fordi netop plads er nøglen til et Danmark med større artsvariation og vildere natur.

Danmarks biologiske mangfoldighed er på et historisk lavpunkt, fordi naturen i 100 år er trængt tilbage af landbrugets monokultur og af veje, infrastruktur og bebyggelser. Der findes stadig pletter af vild natur i Danmark, men med få undtagelser er de netop pletter.

De mere end 1.800 ’rødlistede’ danske arter, som er truede, kan ikke klare sig med lidt grønt hist og pist. Hvis skovlysningen med violer eller mjødurt, hvor perlemorsommerfugle lever i larvestadiet, gror til, forsvinder sommerfuglearterne fra området. Er der derimod lignende lysninger i nærheden, øger det chancerne for, at de bliver.

Netop derfor insisterer naturforkæmpere som for eksempel Rune Engelbreth Larsen på store og sammenhængende naturarealer. Det betyder ifølge ham mindst 1.000 hektar vild natur, eller hvad der svarer til 1.500 fodboldbaner. Tallet er ikke grebet ud af den blå luft, men svarer til den størrelse, forskere typisk anbefaler som minimum for økosystemer, der skal kunne klare sig selv.

Noget må altså give plads, for at perlemorsommerfugle kan komme til. Og det ville være både urimeligt og dyrt, hvis det kun er landbruget, som skal holde for. Regeringens Klimapartnerskab har beregnet, at alene omdannelsen af 47.000 af de ’billigste’ hektar landbrugsarealer til urørt skov koster skatteborgerne 3,4 milliarder kroner. Og er målet, at for eksempel ti eller 20 procent af Danmarks landarealer med tiden skal være vilde, er det kun begyndelsen.

Opbakning til de ydmyge byer

Vi kommer ikke udenom, at bygninger, veje og infrastruktur også skal agere ydmygt i forhold til naturen. Og ingen steder er så beskedne som de nye byudviklingsområder, der i disse år vokser frem i landets store byer. I stedet for udstykning på bar mark begrænser de sig typisk til allerede asfalterede havne- og industriarealer, som i takt med afindustrialiseringen henligger tomme og triste. Og i stedet for at brede sig i rummelige parcelhuskvarterer koncentreres nybyggeriet i kompakte etageejendomme.

Som enhver, der følger med i medierne, vil bevidne, har nye byudviklingsområder som Ørestad ikke mange venner i debatten. Men hvorfor egentlig ikke? Om blot ti år vil der ifølge Danmarks Statistik være 200.000 flere danskere. Hvad ville være bedre for naturen, end hvis de flokkedes om de kompakte boligbebyggelser i det centrale København frem for at brede sig på bar mark i hovedstadens periferi? Hvorfor er der ikke større opbakning til de ydmyge byer?

En oplagt årsag kunne være, at nye byområder tager sig meget lidt grønne ud. Cykler man en tur på Ørestad Boulevard i skyggen af metrohøjbanen, kræver det fantasi at forestille sig, at man cykler i en økologisk succeshistorie. Men det ville være dumt at lade sig snyde af udseendet, og når grønne organisationer i disse år kæmper for biodiversiteten, kunne de passende alliere sig med landets store byer.

En ny alliance

De umage parter i Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har vist, hvordan det kan gøres. I erkendelse af, at Danmark selvfølgelig har brug for landbrug, er de blevet enige om, at det til gengæld skal begrænse sig til den mest produktive jord. De gør derfor fælles sag over for Christiansborg og opfordrer til, at der investeres i udtagning af den dårligst ydende lavbundsjord til vild natur.

En alliance mellem naturen og byen ville tilsvarende begynde med erkendelsen af, at vi har brug for plads til at håndtere befolkningsvæksten. Og at det mest produktive er at lade en god del af de kommende danskere bosætte sig i kompakte byområder, hvor de fylder mindst. I modsætning til landbrugets lavbundsjord ville det ikke koste noget, for byerne vokser i disse år af sig selv i kraft af den stigende efterspørgsel på boliger netop her. Medmindre protester sætter en stopper for byernes udbygningsplaner.

En sådan alliance begynder derfor med, at fløjene i de verserende konflikter om nybyggeri i for eksempel København bliver bedre til at se styrken i hinandens argumenter. Der er brug for mere by og mere vild natur.

Men byerne skal også blive bedre til at forklare den service, de yder naturen. Over enhver nybygget boligblok i Nordhavn eller Ørestad, hvor som helst, man bygger kompakte etageboliger, kunne man plante et stort neonskilt, som slår pointen fast: »Her bor vi tæt og småt, så andre kan brede sig.«

»Andre« kunne for eksempel være vandsalamandre, hasselmus eller perlemorsommerfugle. De har ikke mange chancer i Danmark, medmindre byerne vokser, så naturen får plads.

Simon Kjær Hansen er direktør i C40 Cities.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Vi tager befolkningstilvæksten for givet, selv om den underminerer både vores og den vilde naturs livsgrundlag. Løsningen er selvfølgelig både at klumpe os samme OG blive færre i fremtiden, men den sidste del af regnestykket er tabu, så det når vi aldrig frem til.

Per Torbensen, John Poulsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hva'be'har?
Overlade hele nationens landarealer til grise- og mejetærsklere og lade menneskene stable sammen i byerne som burhøns i de yndigt omtalte 'kompakte' byggerier..

Jo det lyder da fortryllende.
For mennesker får nemlig ikke stress af at bo i byerne, af at skulle være påtvunget sociale, nabovenlige og at se på betonopstablinger, når de stikker snuden udenfor.

Hvad fanden skal børn og andre mennesker også med frisk luft, når de kan få et kaninbur til overpris i en storby.
Sjældent har jeg læst magen til opblæst arrogance på landbobefolkningens og de mindre byers bekostning.
men det er måske også bare hensigten med oplægget. At yppe kiv.

Jeppe Bundgaard, Steen K Petersen, Gitte Runge, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Hanne Utoft, Mogens Holme og John Poulsen anbefalede denne kommentar

Helt enig i at førsteprioriteten må være at stoppe befolkningstilvæksten, ja ligefrem sænke befolkningstallet.
Byboerne er eminente til at eksternalisere deres miljøomkostninger. "Se her, vi har ingen losseplads, ingen tungindustri, og vi bruger "grøn strøm"....listen er meget længere... De påstår sig klima/co2 neutrale, men nej det er også bare en eksternalisering af miljøomkostningerne.
Såkaldt grøn strøm påvirker jo miljøet udenfor byerne, men det er byboerne ligeglade med, de soler sig blot i floskler.

Jeppe Lindholm

Byg flere skyskrapere i København. 110 etager kan rumme langt flere beboere end 5. Faktisk 22 gange så mange. Ja, og 220 etager kan så rumme hele 44 gange så mange. Sådan et brag af en skypæl er opført i Dubai. Så det virker og er muligt. Så er der flere kvadratmeter til skov og natur mit i hovedstaden.

Jens Christian Jensen

Jeg er enig med dig i at vi nok er blevet for mange på jorden, Søren.
Om det er et tabu ved jeg ikke, men hvis det er så lad os så bryde det.
Har du et forslag til befolknings reduktion ? Før lægevidenskaben blev effektiv blev vi jo reduceret naturligt ved sygdom og pandemier. Det gør vi så ikke i dag, så hvad gør vi så ?

Eva Schwanenflügel

For den rige verdens vedkommende handler det om at stoppe med at smide ressourcerne i skraldespanden, lade være med at arbejde for meget, og faktisk hjælpe lande med at uddanne kvinder og mænd, så de ikke oplever deres børn dø.

Eva Schwanenflügel

For de herrer Søren Kristensen og Jens Christian Jensen, så var det danske velfærdssamfund nøglen til at kvinder fødte færre børn.

Før 1920 fødte den lavere klasse i gennemsnit 8 børn pr familie, og ca 8/10 af børnene døde.

Det er sådan det stadig er i den såkaldte tredje verden.

Vi ved hvordan det fungerer, hvorfor stopper vi det ikke?

Svaret er billig arbejdskraft.

Problemet er jo, at Simon Kjær Hansen faktisk har ret. Forstæderne er et problem. Det er jo rigtigt, at en ha kun rummer 15 parcelhuse. Det svarer til 667 m2 pr. grund. Man kan også sige at 1 km2 rummer 1500 parcelhuse. Hvis vi i Danmark har 3 mio husstande så fylder deres parcelhuse 20.000 km2. Det er det halve Danmark. København vil fylde hele Sjælland. Med der mangler noget. Der mangler trafikanlæg, jernbaner, lufthavne, lokale veje, motorveje og parkeringspladser, for biler skal jo ikke kun holde i carporten. I et forstadssamfund er bilen en nødvendighed. Der mangler butikscentre og andre butikker. Der mangler arbejdspladser. Der mangler arealer til forlystelser og hver familie skal da også have et sommerhus. Så mon ikke alt dette også kræver 20.000 km2? Og så er hele Danmark brugt op og transformeret til et stort Los Angeles. Kort sagt det er forstæderne, der er problemet.